mandag den 24. december 2012

New Zealand IX – Hvalborg

Ligesom spoleormen i sangen har denne ferie to ender. Michaels ende og min. Man kan vel nærmest sige, at turen her har fire; to i overført betydning og to i mere direkte. Min direkte ende er ret øm. ”Direkte ende” forstået som ”det området af min krop, der udgør overgangen fra ryg til baglår”. Min direkte ende er heldigvis ikke lige så øm som den var i går, og langt fra lige så øm som den var i forgårs, da jeg brugte den og ikke min mountain-bike til at tage fra efter et hop.

For nu lige at have formaliteterne i orden: Dette forfattes på dag 22 af vores tur, d. 25/12-12. Jeg sidder i Seti midt i Christchurch og gør mit bedste for at få min computer til at løbe tør for strøm. Og så tilbage til de egentlige begivenheder.

Efter at have sprunget i faldskærm over Paradise d. 22/12 var det egentlig planen, at vi skulle køre mountainbike om eftermiddagen. Det var vi både for trætte og for tømmermandsramte til, så vi tog endnu en eftermiddag hos vores couch-surfing værtinde med afslapning på fuld skrue.
Mountainbike turen flyttede vi til dag 19 i stedet for. Set i bakspejlet var det en overordentlig klog beslutning. Det, vi havde begivet os ud i, hedder ”downhill mountainbike”. På dansk er det ”cykelkørsel ned ad bakke”. Det lyder ikke ret dramatisk, men det er fordi vi ikke har nogen ret dramatiske bakker i Danmark. Det har de til gengæld på New Zealand. Faktisk er bakkerne så dramatiske at man blive kørt op på toppen i en gondol (fodnote 1), inden man vælter ned af bakkerne igen. Vi startede med at køre den absolut letteste rute og følte, at vi var ved at slå os selv ihjel i flere omgange. Det var med hop og sving til den store guldmedalje, vejen var vel 1,5 meter bred på det bredeste sted, og hvor vejkanten sluttede gik det stejlt nedad i skov og kraft, i hvad der lignede 5-6 meter de fleste steder. Selvom vi begge to godt kan lide at tage tingene ting til kanten og lidt længere, nåede hverken Michael eller jeg at ryge af vejen. Det betød ikke, at vi ikke kom til skade, for sådan en grusvej slår rigeligt hårdt, hvis man rammer den med nok fart. Jeg tog de fleste af nærkontakterne (4) mens Michael nøjedes med én stor. Ud af mine fire lykkedes det to gange at blive stående på bener’n og se cyklen glide længere hen ad stien. På det ene af de fire måtte jeg imidlertid helt ned og rulle. Cyklen kom lige efter, men jeg nåede at gribe den. Mit fjerde og absolut voldsomste styrt var på vores sidste tur og henover et hop. Jeg var blevet mere og mere modig på hvert gennemløb, ind til jeg på denne tur tænkte ”okay.. Nu er det hoppetid!”. Som sædvanlig var der hverken nogen som helst problemer med at komme hverken op i luften eller ned fra den igen, men landingen kunne godt have brugt en del finpudsning. På en facon, der forbryder sig mod de naturlove jeg normalt anerkender som værende gældende, fik cyklen mere fart på end jeg havde. Men kun bagenden af cyklen, for styret havde jeg jo fat i. Bagenden af cyklen er desværre den sadlen er sat fast på, og eftersom sadlen befandt jeg sig foran mig da jeg landede, var det ikke den, der tog af for min fart. Det gjorde venstre balle i stor stil, og det er dét styrt jeg stadig mærker efterskælvene fra. 

Et stykke længere nede af bakken var det Michaels tur til at føle sig ekstra modig og efterfølgende på egen krop at mærke betydningen af at ”hovmod står for fald”. Jeg kørte lige bag ham, så jeg havde det fulde udsyn til det mærkværdige styrt han lavede. Ved ganske lav fart forsøgte han at liste sig selv og sin cykel ned ad nogle sten. Forsøget mislykkedes på den mest miserable maner man kan forestille sig, og Michael og cykel slog et sted mellem 1,5 og 4 kolbøtter, inden de sammen stoppede op midt på vejen, transformeret til en klynkende masse af cykeldele og rejsekammerat. Ingen kan bebrejde min makker at han ikke kunne køre mere mountainbike efter dén tur. Han tog mest fra med venstre skulder, og i skrivende stund er skulderen godt i gang med at bløde igennem plaster nummer to.
I Camp Caos var der fuld konsensus om, at mountainbiketurene var noget af det sjoveste – og farligste – vi har lavet på turen her, og at det bestemt ikke var sidste gang vi gav os i kast med den aktivitet. En bidragende faktor til fornøjelsen ved at falde ned at et bjerg på cykel var helt klart, at vi selv havde så meget af kontrollen. Selvom man umiddelbart skulle tro, at et elastik- eller faldskærmsudspring skulle være vildere er det ikke den fornemmelse jeg har. Ved de to udspringsaktiviteter har man absolut ingen kontrol over sagens udfald. Til gengæld er skadesstatistikken helt klart i udøverens favør. Så vidt vides har firmaet, vi sprang elastik hos, aldrig haft nogen fatale uheld i de 22 år de har været ”in business”. Det er i øvrigt nøjagtigt samme statistik som mig personligt. Da vi sprang faldskærm havde jeg faktisk overskud i mit hoved til bare at nyde turen hele vejen. Det gav et lille ”gulp”, da vi først satte fra ud af flyveren, men følelsen af blind panik og ”frygt” nåede aldrig rigtig at indfinde sig. Det var heller ikke fordi jeg var direkte bange for at køre på cykel ned af det bjerg. Jeg koncentrerede mig imidlertid ret meget om ikke at skvatte, vel vidende at konsekvenserne som minimum ville være adskillige dages sviende hudafskrabninger, hvis jeg ikke holdt balancen. Så det sørgede jeg for at gøre.

Efter at have afleveret cyklerne tilbage (og betalt 80$ ekstra for at ødelægge et bremsehåndtag)(Mikkel) gik vi tilbage til huset i Wakatipo Heights, Jessica og en glædelig overraskelse. Børnebogsforfatteren Craig var uventet hjemme! Jeg købte et eksemplar af The Wonkey Donkey (fodnote 2), fik en autograf og et bad. Badet havde ikke rigtig noget med Craig at gøre, det var mere fordi jeg virkelig trængte. Da vi var færdige med at sige pænt farvel og spise frokost var klokken blevet 4 om eftermiddagen. Det var vores signal til at køre videre. Så det gjorde vi. Kursen satte vi mod New Zealands højeste bjerg, Mount Cook.

Dag 21, d. 24/12-12.
Mount Cook
og Michael...



Vi vågnede på en campingplads og ønskede hinanden glædelig jul og grinede lidt i skægget over det. Ikke fordi det er specielt morsomt at det er jul. Det morsomme var mere at klokken var 8 om morgenen, at det allerede var 20 grader (celsius) varmt, og vi trak i shorts og t-shirt og begav os ud på en vandretur. Turen var ikke specielt lang. Vi gik nærmest bare lige en halv times tid ud til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se Mount Cook. Han var i afsindigt dårligt julehumør. Se selv.


Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg er vores postpubertære sind enormt svære at imponere, og endnu sværere at underholde i længere tid af gangen. Landskaberne rundt omkring i New Zealand har udtjent deres begejstringsværnepligt, og i øvrigt føler jeg helt personligt, at der nærmest ikke er plads til flere indtryk fra disse her to fantastiske øer. Det har været tre afsindigt begivenhedsrige uger, og det kommer lige til at tage et øjeblik at fordøje dem. Men smukt var det. Da vi havde fået stillet vores meget lille udsigtssult trillede vi videre mod Christchurch, hvor vi ankom efter 4 timer og 650 kilometer. Vi overnattede i en skov. Julemiddagen bestod af: Fuldkornspasta med ”beef pot stew”. Dertil: En kop vand. Og fire forvirrede sandfluer som landede i min suppe.

Dag 22, d. 25/12-12
Min ende på denne her tur nærmer sig med hastige skridt. Mit fly afgår fra Christchurchs lufthavn i morgen klokken 0605, så jeg skal tjekke ind klokken 4. Så dygtig er jeg til at planlægge mine flyrejser. At jeg skal forlade byen så tidligt betyder, at vi mest bare har slasket rundt i byen i dag, på dagen hvor Australierne (og kiwierne, red. 21/1-13) fejrer jul. Især i formiddags bar byen meget præg af at der foregik noget i hjemmene. Der var næsten totalt tomt i gaderne. Derudover kan man stadig meget tydeligt se, at Christchurch for 1,5 år, d. 24. Februar 2011, siden blev ramt af et temmelig heftigt jordskælv. Inde i bymidten ligger der store bunker af murbrokker og kraner, gravkøer og andet byggemaskineri fylder godt op i landskabet. Helt generelt minder sceneriet mere om en krigszone end en (mellem-) storby. Så der julemorgen, uden mennesker på gaden og med ødelagte bygninger over det hele, var det en ret spøjs fornemmelse at gå igennem Christchurch (fodnote 4).  

Caution i Christchurch
 

Cathedral Square


Den spøjse fornemmelse varede kun til da vi kom ned til et af byens juletræer og den tilhørende vagt. Juletræ og vagt var sponsoreret af et af New Zealands store teleselskaber, så der var gratis wifi i området, hvis man havde et New Zealandsk’ telefonnummer. Det havde hverken Michael eller jeg, men vagten lod os bruge sit, så vi kunne modtage adgangskoder til at komme på nettet. Han lod os også bruge sin skurvogn til at sidde i, til at lade vores computere op og til at modtage mad. Jeg tror den stakkels mand kedede sig lidt. Det er ikke hver dag jeg får chancen får at tale med en indisk kiwi, så det var helt fint for mig at sludre med ham, mens vores computere ladede op.

Så det' jul, det' tid til glögg og and!
(jeg hører Jul i Angora mens jeg blogger)



Mens vi sad der i skurvognen kom der en langhåret fyr gående forbi med en masse mad i en kasse. Han havde været på stranden til julegrill med sin familie, der havde været noget mad til overs og han havde vundet opgaven med at dele det overskydende ud til nogle værdigt trængende. Michael og jeg så åbenbart ud som om vi var værdigt trængende (eller også gad han ikke gå mere). Summar summarum: På en dag hvor alt ellers er lukket lykkedes det for undertegnede og makker at sidde indendørs med gratis wifi og julemad. Jeg er sikker på at universet belønnede os for tidligere på dagen at køre en dame, som var løbet tør for benzin, hjem. Hun blaffede på vejen fra vores overnatningssted til Christchurch, vi skulle ha’ dagen til at gå alligevel og sådan gik det til. Jeg har sagt det før i min Føjleton fra den Sydlige Halvkugle: Den ene hånd tørrer den anden i røven. Præcis som første gang vi samlede en blaffer op, var det ikke med nogen anden bagtanke end at gøre deres dag lidt nemmere, men det er da et sjovt tilfælde at vi har fået mad hver gang..!

Glad kammerat med juleskinke


Vi har lige brugt vores sidste gas på at lave eftermiddagskaffe, så jeg vil afslutte dagens dagbogsskriveri og herefter anvende mine betragtelige tænkeevner til at finde ud af hvordan vi får varmet vores aftensmad.

God jul!

P.s.: Michaels ende på turen er også ret nært forestående, men han flyver først fra Christchurch den 27. Så kan han nå at aflevere bilen, som vi har vasket og støvsuget i dag.  
Post post scriptum (for jeg er sådan en fancy fyr): Ved første udgivelse glemte jeg helt at: Wifi forbindelsen i juletræet blev som det allerførste brugt til ringe hjem til Høstsgade, hvor min familie lige var kommet hjem fra juleaften. Jeg kan ikke lade være med at savne dem lidt, selvom de er flabede.
Fodnote 1: For den grammatiknørdede læser vil jeg her løfte sløret for min fuldkomne kommaforvirring: jeg kan ikke bestemme mig til, om jeg synes det er godt eller skidt at skrive komma foran ledsætninger. Jeg kan ikke bestemme mig til om det er godt eller skidt at skrive komme foran ledsætninger. Ind til videre har jeg vist nok temmelig konsekvent gjort det. Nu prøver jeg temmelig konsekvent at lade være, og så må vi se hvordan dét går.

Fodnote 2: The Wonkey Donkey, som mine yngre fætre, kusiner, (kommende) nevøer, (kommende) niecer og (kommende) egne børn rolig kan regne med at få læst op til de kaster op af det. Af det og skumfiduser. Ikke mine egne børn. De skal ikke ha’ slik. Kun jeres andres. (Fodnote 3).
Fodnote 3: Grunden til at mine egne børn aldrig skal have slik hjemme hos mig er ikke, at jeg er et sadistisk svin. Grunden er at min far har lovet mig at skamfodre min børn med slik, hver gang han skal passe dem, så de er hyperaktive når jeg får dem tilbage. Derfor behøver de ikke spise slik derhjemme.

Fodnote 4: Så var det jeg opdagede hvor sjældent jeg har brug for ord der er i ”uhyggelig” kategorien. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget bedre end spøjs, selvom jeg nok nærmere mente ”spooky”.

Posted by Picasa

3 kommentarer:

  1. Fodnote 5:

    Mt. Cook - Christchurch 650 km på 4 timer det er 162,5 km/t det er meget hurtigt drenge!!

    SvarSlet
  2. så hurtigt kørte vi overhovedet heller ikke. Det har nok nærmere taget 7...

    SvarSlet