lørdag den 1. december 2012

Australien XXXVII - Hedebølge!

Så blev det den 1. December - og sommeren er for alvor kommet til Sydney! Det er simpelthen så skørt at tænke på, at det derhjemme (muligvis) er sne og slud, mens vi er ved at smelte hernede. Sådan helt bogstaveligt. Der er hedebølge i New South Wales i en sådan grad at myndighederne gennem de lokale medier har advaret om det. De myndigheder er både Australiens svar på DMI, som bragte en advarsel i avisen "Sydney Morning Herald", men det gælder også myndigheden her på matriklen, Fru Tracey Osmond, som bragte en advarsel gennem det gammelkendte medie "samtalen over middagsbordet". Hun sagde til mig, at det er vigtigt at jeg sørger for drikke rigeligt. Den sidste danske dreng de havde på udveksling faldt om med hedeslag.
Hedeslag er eftersigende ikke ret morsomt, så igår tog jeg Tracey på ordet og sørgede for at få rigeligt våde varer indenbors. Mette, Søren, nogle af deres roommates (fodnote 1) og jeg holdt nemlig barbeque fest, inden vi tog til en koncert, som vi var specielt inviterede til. Specielt inviterede forstået på den måde at vi havde brugt hele formiddagen på at være statister i en musikvideo, som aftenens hovednavn "Strange Talk" indspillede i en natklub midt i Sydney. Sangen kan man høre her: http://www.youtube.com/watch?v=aKkOF3SBCX8
Når man hører musikken kan man næsten gætte sig til hvad det var for en slags musikvideo - og vi blev da også smurt ind i fluorescerende maling og udstyret med knæklys på behørig vis.
Det var ret skægt at være med til - endnu en meget anderledes oplevelse! Det var i øvrigt på Sørens fremragende initiativ at vi tog derud. Han følger rent faktisk med i ny musik og hører - i modsætning til undertegnede - andet end Rolling Stones.

Og så var det at jeg egentlig også ville skrive en hurtig notits om at jeg godt kan mærke at det lakker mod enden for opholdet - i hvert fald i Sydney. Mange af dem jeg har været sammen med er allerede rejst videre eller hjem, dem der skal være her et helt år er taget på sommerferie. Det er en smule vemodigt, for nu at bruge et ord, som jeg ellers ikke slider på i min hverdag. For eksempel var det lidt mærkeligt at vide, at jeg i dag for sidste gang traskede smutvejen fra Mette og Sørens hus ned til bussen, gennem en lille park hvor en familie (mellem sytten og atten tusind) temmelig velvoksne flagermus flakser rundt lige når snart mørket bare er begyndt at tænke på at falde på.
Men alle slutninger er også en begyndelse, og jeg glæder mig i temmelig strid grad til at komme til New Zealand!

Fodnote 1: Jeg ledte forgæves efter et dansk ord. Jeg ved der er ét, jeg kan bare ikke komme i tanke om det. Jeg ser til frem til enten kommentarer til dette indlæg eller en e-mail, som indeholder det rigtige ord!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar