onsdag den 12. december 2012

New Zealand V - Water og Wellington


Torsdag d. 13/12-12, klokken 0927 lokal tid

Vi har fuldkommen tabt kontrollen med situationen. Vi har i hvert fald overladt til den til nogle andre og mere kompetente mennesker end os selv. Vi sidder nemlig på færgen mellem byerne Wellington og Picton og således mellem New Zealands nord- og sydø. Vi tjekkede ind på færgelejet klokken 0700, færgen gik klokken 8. Så i dag var endnu end af de tidlige dage, med alarmen sat til klokken 0615 på den semi-lovlige campingplads, som vi fandt lidt uden for Wellington.

For nu ikke at komme for langt ud af en tangent og tabe tråden og i øvrigt snakke uden om, må jeg hellere starte fra en ende af. Den ende jeg har tænkt mig at starte fra er den, hvor jeg sidst lod historien om eventyret på New Zealand hænge. Det var på dag 7 på en McDonalds, hvor vi fik en overordentlig fortjent skudefuld mættet fedt og hvidt sukker, efter at have besteget Mount Ngauruhoe. Da vi havde spist op og ned, kørte vi videre mod næste punkt på dagsordenen: byen Taihape og den flod, der ligger lidt uden for byen.

Vi nåede byen først på aftenen og besluttede os for at køre videre ud mod ”River Valley Lodge”. Der skulle vores riverrafting tur starte halvanden dag senere. Som mørket har det for vane faldt det også denne aften på, så vi stoppede et godt sted og sov til dagen efter. Da klokken blev dag 8 stod vi op. Efter vores obligatoriske Weet-bix og guldkornsmorgenmad lykkedes det os at finde the River Valley Lodge. De gode mennesker dér var en smule forvirrede over, hvad vi lavede der allerede, eftersom vores Riverrafting jo først var booket til dagen efter. Da vi havde forsikret dem om, at vi godt vidste hvad vi foretog os, lod de os tjekke ind på deres græsplæne.  Der var et skilt ved indkørslen til græsplænen, hvorpå der stod, at det var en ”campingplads”. Det lignede mere en græsplæne. Vi parkerede Seti der, slog røverne i sofasæderne i husets opholdsrum og begyndte at drikke kaffe og spille guitar. Det fortsatte vi sådan set med resten af dagen. Stemningen i Camp Caos var stadig en smule præget af vores fysiske udfoldelser dagen forinden, så der var bred enighed om at en hviledag var helt på sin plads. I øvrigt trængte vi også ret alvorligt til et bad, så det tog vi. Vi tog faktisk et hver. Men vi spurgte om lov først.
Raftefyre

Efter noget mere guitarpilleri, varm aftensmad og adskillige kopper instantkaffe gik vi i seng. På dag 9 havde vi som sagt booket denne hersens Riverrafting. Det var en 10 kilometer lang tur ned ad floden. Turen startede fikst nok lige nøjagtigt 10 kilometer væk fra Riverrafting Hovedkvarteret. Vi blev kørt derud af en skaldet mand i en bil. Michael, jeg selv, Michael fra Schweiz og en guide, der var tættere på at være syv kilometer høj end jeg er. Han var nok omkring 2 meter.  Forinden var vi blev styret ud i en våddragt uden ærmer, en thermo undertrøje, en fleecetrøje, en regnjakke og en redningsvest. Jeg ved ikke helt hvorfor vi skulle have redningsvest på i bilen. Der var nok en grund til at de andre først tog den på, da vi var nede ved floden.  Men af sted det gik, over sten og… sten. Der var ingen stokke i vandet, men til gengæld masser af sten. Så det var dem, det gik henover. Floden var vurderet til at være en ”Grade 5” flod. Det er sådan cirka det farligste man kan få lov til at sejle på som turist. I den officielle beskrivelse af en ”grade 5” flod står der noget om, at der skal være ”væsentlig fare for passagernes velbefindende og førlighed” eller sådan noget lignede. Det var en super sjov tur, men helt så farlig føltes det altså ikke. Guiden ”smed os i vandet” et par gange, hvor det måske ikke var sådan strengt nødvendigt. Han endte i hvert fald ikke selv i baljen på noget tidspunkt. Der var et par steder på vej ned af floden, hvor den flinke mand, der gav ordrer, meddelte os om at ”det her stykke kan man sagtens svømme”. Der var intet at tage fejl af i hans blik: ”Hvis du ikke er en tøsedreng, hopper du i vandet nu”, sagde det. Så det gjorde vi. Det var en ret fin oplevelse at ligge der i floden og plaske rundt, mens man kunne se op på bjerge, der rejste sig på begge sider af floden.

Flydefyr



Om de bjerge fortalte guiden at ”sådan så New Zealand ud over det hele, inden der kom mennesker”. Da han samtidig pegede op på noget ualmindelig tæt vegetation kunne man godt et øjeblik få den tanke, at han en af hans skruer var blevet slået en smule løs. Det allermeste af det landskab vi har set rundt omkring i New Zealand har været idylliske grønne bakker, oversået med mindst lige så idyllisk græs og idylliske får. Men han vedholdt at efter en mandfolkeindsats af dimensioner, var det lykkedes de første (og efterfølgende) europæiske immigranter at slå det meste af den naturligt forekommende beplantning ihjel. Endnu engang: Hurra for europæiske kolonimagter.

Lige inden turen sluttede blev vi beordret ud af båden og op på toppen af nogle klipper for at ”afvente yderligere ordrer”. Vi kunne  godt fornemme hvor det bar henad, og da vi nåede toppen af klippen blev vores forudanelser bekræftet. ”Hop” lød de ”yderligere ordrer”, så det gjorde vi. 8,1 meter hoppede vi, ned i vandet nedunder. Nu er det ikke fordi jeg synes jeg sådan er direkte bange for højder, men det var alligevel noget af et sus!

Hoppefyr



Da vi alle tre var oppe i gummibåden igen, sejlede vi det sidste stykke ned til hytten, gik i bad og klokken 1230 var Michael (den danske) og jeg tilbage i Seti, på vej mod næste destination: Wellington. New Zealands regeringsby og hjemsted for min fætter Rasmus’ mosters forretning ”Hanne Andersen Jewellery”. Hun var desværre smuttet fra arbejde, da vi kiggede ind. Hendes flinke butiksassistent fortalte, at hun var ude for at få ordnet hår, men at hun ville være tilbage dagen efter. Det havde vi ikke rigtig tid til at vente på, for vi skulle nå den færge, som jeg sidder på nu og skriver dette blogindlæg.

Vi kunne imidlertid ikke slippe for at vente en lille smule. Det gjorde os ikke så meget, for det var en herlig solskinseftermiddag i Wellington i går. Vi gik en tur rundt i den lille by. Der hang plakater over det hele med reklamer for en eller anden obskur eventyrfilm, der hedder noget så fjollet som ”Hobitten”. Ud over det fjollede navn stod der også på plakaterne, at filmen havde premiere netop i går. Eftersom vi ikke havde andet at foretage os, og eftersom det var filmens premieredag, besluttede vi os til at købe nogle billetter og gå ind og se den.
Biografreklame


Det viste sig, at filmen var så populær netop i går, at forestillingen klokken 18 var udsolgt, da vi kom til billetkontoret. Så vi købte billetter til klokken 2115 og satte os på en beværting og drak et par lokalt bryggede øller. På den beværting var det ligeså meget onsdag, som det var i resten af byen. Til vores held var det lige nøjagtigt på onsdage, at de havde gratis bingospil.
Bingo og bajere

Karma var med andre ord stadig med os, da vi nåede til Wellington. Lokale øl og bingo på et solskinsfyldt torv, efterfulgt af verdenspremiere på ”Hobitten” i byen, hvor den rent faktisk er produceret. Filmen var fuldkommen lige så fantastisk som jeg havde forventet, og jeg har en passende uoverkommelig lyst til at læse bogen igen. Jeg håber Tracey har den stående et sted.

Turistfoto




So long for now!


 
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar