lørdag den 10. november 2012

Australien XXXIV - Melbourne!


 Onsdag den 7. November fløj jeg med JetStar til Melbourne uden PC, iPad og iPhone-lader. Så journalistikken blev udført på den helt gammeldags manér, med notesbog og flydepen (kuglepenne flyder.. Haha..) Nedenstående er mere eller mindre direkte afskrift af de noter – med redaktionelle kommentarer her og der. Jeg er naturligvis både journalist, fotograf og redaktør på nedenstående indslag. Umiddelbart kan det opfattes som en kontroversiel konstellation, men det fungerer ualmindelig godt i praksis.

Melbourne 7/11-12 - National Gallery of Victoria, International Part
16 minutter lang kortfilm I 3 sektioner – en mand (Asiat) på et gadehjørne i en storby, jakke og slips, man hører hans side af en telefonsamtale mellem ham og hans mor. Da han hen imod slutningen begynder at gentage hans forslag om at tage på hotel i en lang weekend, mens han græder, får jeg indtrykket af, at moderen er dement. Næste del er et brev, som han har skrevet til sin mor. Brevet bliver vist på skærmen sætning for sætning over en montage af japanske gadebilleder. Af brevet fremgår det, at hun var alene-mor, at han, som så mange andre, ikke satte nok pris på hvad hun gjorde for ham – og at hun er død. 

 
  Tredje del er endnu engang telefonsamtalen – denne gang hører man også den anden side af samtalen. Den bliver ført af et kreditkortfirmas call-center. Wow… Stærkt!
Min Mor <3

 Melbourne 7/11-12 - National Gallery of Victoria, International Part
“Alene på NGV”
”Venus’ klargøring” (til hanky panky, red.). Det sobre i at male en gud var ifølge skiltet malerens undskyldning for at udleve hans store passion: At male nøgne kvinder.
Jeg tog flyet fra Sydney til Melbourne i morges, vel vidende at jeg ville komme til at tilbringe det meste af dagen alene – pigerne, som jeg skal besøge hernede, er travlt optaget af at læser til eksaminer, og drengene (fra Sydney, red.) jeg skal mødes med lander først i morgen.
Så jeg er taget på Victoria’s nationale galleri og er uforvarende startet i den internationale afdeling. Udover den midlertidige udstilling af indonesisk samtidskunst rummer denne internationale afdeling NGV’s asiatiske og europæiske samlinger. Jeg har ikke været specielt imponeret over de asiastiske samlinger hernede . Hverken her eller i Sydney har de sådan rigtig sagt mig noget. At jeg er her alene i dag er en lidt blandet fornøjelse. På den ene side savner jeg lidt nogen at snakke med, men på den anden side er det fantastisk at have ro til at læse de ofte meget lærerige ting, der er skrevet rundt omkring på vægge og tavler. For eksempel historien om Lucrezia Borgia, som blev gift tre gange på grund af hendes fars og brors politiske interesser, eller om hvordan hollandske maleres største indflydelse på europæisk kunst har været gennem deres romantiserede landskabsmalerier. Mens jeg forfatter dette sidder jeg på en stor sort puf midt i et kæmpe rum, hvis størrelse er nødvendig for at akkomodere de enorme billeder, de har hængt op herinde. Billederne er europæiske malerier fra det 17. og 18. århundrede. I øvrigt: asiatisk historisk kunst siger ikke så meget – filmen beskrevet på de foregående sider (i den foregående paragraf, red.) var helt unik i al sin universelle relationsvenlighed. 

Da jeg var færdig med at lave kunster var Anne Kristine (AK, som jeg boede sammen med i Vanløse, inden jeg tog til Sydney) færdig med dagens læsedont, og vi mødtes til en aftensmadsburger, en sludder, en tur i graffitigaden Hosier Lane og en fyraftensbajer på den sydlige bred af Yarra River, som løber gennem Melbourne.


Værtinde i adskillige byer – først i Vanløse, så i Melbourne


Melbourne CBD
Melbourne Cup Carnival: Crown Oaks Day/Ladies Day 8/11-12
(beskrivelse af denne herlige karnevalsdag kommer ikke fra håndskrevne notater, men blot fra den kringlede hjernes neurotransmittoriske (det er nok et nyt ord red.) gemmer red.)
Tidligt op og i tøjet! At tage smoking på på et vandrehjem er underlig fornemmelse, men en absolut nødvendighed, når man har en date med ikke mindre end fire nordiske skønheder og rejser på et i nogen grad begrænset budget. Jeg kom i det stive puds med manchetknapper, slikket hår og bundet butterfly og af sted det gik – med sporvogn til bydelen St. Kilda, hvor AK bor, og hvor pigerne havde brugt det meste af natten på at gøre sig klar. Jeg er ikke sikker på om de rent faktisk havde taget natten til hjælp, men jeg mistænker dem for det, for de var alle sammen ualmindeligt (ualmindeligt for deres køn, red.) klar, da jeg ankom klokken 0930. Klar nok til at servere champagne i hvert fald – og så var tonen ellers slået an til herlig dag i solen. De kønne unge damer havde alle sammen købt ”fascinators” – jeg vidste ikke bedre, så jeg lagde ud med at kalde dem for hatte; jeg blev naturligvis behørigt irettesat. Fascinators hører sig travbanen – og andre steder hvor fine folk færdes – til. Da vi kom til Flemington Racecourse efter en tur med tog blev vi mødt af et mylder af kvinder i farverige kjoler, fascinators og mænd med mere eller mindre styr på deres garderober – det var fuldkommen som at befinde sig midt i travbanescenen fra ”A License to Kill”. 
Vi satte straks kursen mod det første vandingshul vi fik øje på – i dette tilfælde en skurvogn, som i dagens anledning var forvandlet til bar. Jeg nåede imidlertid ikke at sætte foden inden for døren, før en sød australsk dame tilbød mig en massage – det var en del af et reklamefremstød for hendes massagesalon, og dét tilbud følte jeg var for godt til at sige nej til. Så mens jeg fik en massage gik AK ind og hentede øl – jeg behøver næppe skrive det, men jeg gør det alligevel: Jeg var ualmindelig godt tilfreds med livet, da jeg sad dér i den australske sol i smoking, fik massage og blev bragt øl.
Da hele selskabet havde været igennem massagemøllen begav vi os ind på selve travbanen, som vi havde ”general admission” billetter til. Det betød ”du må sidde i græsset”. Vi sagde tak og slog røven i det sæde AK havde med hjemmefra – en sort plaid fra Ikea. Der tilbragte vi resten af dagen med at lege dommere ved et modeshow, drikke øl, spise burgere og for undertegnedes vedkommende: blive ualmindelig solbrændt i ansigtet.
Og nåja.. Vi så også nogle heste, der løb om kap…

Melb tour d. 9/11-12
Graham (USA), Janis (DE), Stephen (USA) og jeg betalte for en éndagstur til Philip Island, på anbefaling fra en af Jonas’ (lillebror, DK) kammeraters mor – tak for den anbefaling! Fra notaterne læses/udledes følgende:  
Frokost i den største by i området, der producerer 90% af Australiens asparges. Hurra. Jorden er salt, fordi hele området var under vand, indtil en flok handlekraftige hollændere dæmmede hele området op. Den salte jord er aspargesene helt pjattede med.
Derefter holdt vi pause på en lokal vingård og smagte 6 forskellige vine. Deres shiraz var okay, men resten af det var ikke noget at råbe meget højt hurra for. Et lidt lavt hurra var mere end rigeligt, red.
Næste stop var på en chokoladefabrik. Med et godt gammeldags dansk ord var det meget ”touristet” , eller ”til-ristet”, om man vil. Men vi fik gratis chokolade, så hurra for det!
 Koala forrest: Unger: Mors mælk, lort -> bakterier for at fordøje eukalyptus, et af de eneste dyr i verden der kan – fordøjer hele tiden. Det er altså ikke fordi de bliver høje/skæve af olierne. Totally chilled out animal! Not a bear by the way – our very happy guide played us a totally cheesy song about how they are NOT bears. Sleeps 20 hrs/day, fourages 1-2 hrs, grooms and do nothing for the last time. Janis: “totally useless animal”.


Cheesy Song

Obs.: Redaktionen beklager journalistens momentære sprogforvirring. Journalisten har fået et gok i nødden som straf. Her følger en oversættelse af hvad der stod i afsnittet om koalaer:
Næste stop efter chokolade fabrikken var en eukalyptus skov, hvor ”Den Hellige Forening for Koalaers Udbredelse og Helgen-gørelse” (eller sådan noget, red.) havde opført et lille koalareservat. De havde gjort det på en meget sober og pæn måde. De havde bygget ”boardwalks”, som bedst kan beskrives som lystbådebroer oppe mellem træerne i så’n seks meters højde. Deroppe kunne de måbende turister så tulle rundt og se på koalaerne lave ingenting i deres naturlige miljø – det var en ret fin oplevelse!
Koalababyers første mad er deres mors mælk. Hvor menneskebørn skifter til babymos skifter koalabørn til koalalort. Deres mors lort indeholder nemlig en bakterie, som de ikke selv kan producere. Den bakterie skal de bruge for at fordøje de eukalyptusblade, som kommer til at udgøre deres diæt i resten af deres (gennemsnitligt) 15-årige liv.  Eukalyptusblade er ikke nogen særlig energirig diæt, så for at overleve er koalaerne nødt til at spare på den energi de indtager. Det betyder at de sover cirka 20 timer i døgnet, spiser 1-3 timer, gør sig ren og parer sig i 1-3 timer og laver ingenting i resten af tiden. De foretager sig med andre ord aldrig nogen sinde noget som helst. Det fik Janis til at udbryde, på hans umiskendeligt tyske facon: ”Det er et fuldkommen ubrugeligt dyr!”. Men de er nuttede. 



Videre i notaterne læses:
Little Penguins – hed tidligere ”fairy penguins”, men navnet på latin var mere korrekt ”little penguins” på engelsk. Omkring 30 cm høje, 1 kg tunge små fyre, som gennem 1000’er af år har vraltet op på stranden på videre op i landskabet på Phillip Island for at fodre deres unger med fisk, som de har fanget ude i havet og gemt i deres ”anden mave” – mave nummer 2. Det er præcis det samme alle mulige andre fugle gør, når de fodrer deres unger. Bortset fra at gråspurve sjældent fisker, red. Pingvinerne har en fantastisk blå farve på ryggen og hvide på maven. Dagens mest fantastiske oplevelse var uden tvivl at sætte sig på hug på stien som fulgte pingvinernes, og se de små fyre kæmpe sig gennem landskabet på den anden side af hegnet – mindre end en meter fra hvor jeg sad. Så kunne man sidde der og tænke på hvordan den har svømmet adskillige kilometer i mange dage for at komme dertil – og at den var på vej hjem til sin familie med mad. Det var ret fint. 


Både koalerne og dette her pingvinshow var virkelig pænt integreret i naturen. Det bar ret meget præg af at være en ”ikke-for-profit” organisation, der bliver drevet af folk som bare brænder for det de laver.
De havde i øvrigt været nødt til at indhegne parkeringspladsen. De havde også sat skilte op, som beordrede folk til at se efter under deres biler inden de kørte: Pingvinerne synes BARE det er skønt at holde pause under en varm bil. 



Melbs 10/11-12
Last day – lots to do!
Samme selskab som dagen i forvejen. Vi startede med at gå til bydelen ”Fitzroy”, som ifølge den ”Lonely Planet” jeg har lånt er den ”funky” del af byen. Der var i hvert fald en masse cement. I starten. Det var ret funky da vi kom til det funky sted – hvilket vel egentlig giver ret god mening. På Brunswick Street i Fitzroy drak vi morgenkaffe, og Steve, som ikke gad stå på til den gratis morgenmad på hotellet, spiste morgenmad.
På vejen tilbage mod bymidten traskede vi igennem Carlton Gardens og nærmest faldt over Museum of Melbourne. Der er gratis indgang for studerende, så vi tog en guidet tur rundt i museet. Guiden var syv millioner år gammel og hedder Les. Medmindre han er kradset af i mellemtiden. Så hed han Les. Han var en fin fyr. Melbourne Museum er et naturhistorisk museum, og det var – i mine øjne og ører – ikke så interessant som NGV. Den skov de havde bygget i midten af dele var imidlertid på alle måder godkendt.
Efter Melbourne Museum tog vi den gratis sporvogn ind til bymidten, hvor vi spiste frokost i en funky gyde – amerikanerne mente at det var en meget europæisk gyde. Janis og jeg sagde til dem at vi stadig var i Australien.

Funkyness


Med fyldte maver gik vi ned og så på Hosier Lane, som AK viste mig den første dag. De havde malet nye malerier på mange af væggene, men det var svært at afgøre hvilke. 



Efter Hosier Lane gik vi mod ”The Royale Botanic Gardens” og kom forbi ”the Shrine of Remembrance” på vejen. Sidstnævnte er et enormt mindesmærke for de victorianere, der er faldet i diverse krige rundt om i verden. Melbourne Botanic Garden er ifølge melbourianerne verdensberømt og den bedste i Australien. Jeg havde ikke hørt om den, før jeg læste om den i ”Lonely Planet”, så dens grad af verdensberømmelse kan diskuteres. Men den er mere interessant end den i Sydney, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er i hvert fald lidt mere knald på farverne.


Udsigt mod CBD fra Botanic Garden

Efter haverne tog vi endnu en tur med sporvogn. Denne gang til bydelen St. Kilda, hvor Melbournes vigtigste strand ligger, og hvor de i øvrigt har bygget en forlystelsespark.


På gadehjørnet overfor Luna Park lå der en herlig kagebiks, så der fik kagefolkene fra Tyskland og Danmark en eftermiddagskage – amerikanerne drak cola. Således, med alle stereotyper rettelig opfyldt, begav vi os tilbage til vores vandrehjem, hvor jeg forfatter dette. 
 
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar