søndag den 9. december 2012

New Zealand IV - Mod stjernerne

Dette blog-indlæg blev rent faktisk begyndt, færdiggjort og udgivet på samme dag, som begivenheden fandt sted. Det må være en ny rekord for denne navlebeskuende pseudo-journalist og hans hold af hans kolleger, manifesteret ved adskillige personligshedsspaltninger.

Dagens højdepunkt i både overført og direkte betydning var bjerget "Mount Ngauruhoe". Dét bjerg spillede "Mt Doom" i de navnkundige "Ringenes Herre" film. Det var samtidig en næsten uoverkommelig udfordring for de to eventyrer. Mere om det senere.

Vi havde sat uret til klokken 0616 på den lille bitte (lovlige) (gratis) campingplads, som vi overnattede på natten til i dag. Det tog os et kvarter at bevæge os fra sengen til forsæder, så klokken var 0630 da vi var på vejen. Omkring klokken syv ankom vi til parkeringspladsen, hvor "Camp Caos" nød deres medbragte morgenmad. Og bryggede morgen(instant)kaffe på det nyindkøbte gasblus!

Godmorgenmad!



Omkring kvart i otte var vi klar til en lang dag i vandresko. Her det første ordentlige billede af bjerget

Godmorgen Mount Doom!
Jeg mener... Mount Ngauruhoe


Der var 5,5 kilometers gang fra bilen til den sidevej, hvor man forlader hovedstien, der udgør "Tangariro Alpine Crossing", og begynder sidevejen til toppen af Mount Nguaruhoe (på råd fra en eks-tante gør jeg mig umage for at få skrevet Maori-navnene så meget så muligt, så jeg ALDRIG glemmer, hvordan man staver til dem)

I fremragende humør på første lille del af stien op ad Mount Ngauruhoe


For begge kumpaners vedkommende


Det begyndte imidlertid ret hurtigt at gå ret meget opad. På meget af strækningen op ad bjerget følte vi rent faktisk at vi var nødt til at kravle for at være nogenlunde sikre på ikke at styrte sammen med det grus, som vi sparkede ned bag os i liberale mængder.

Michael i "Smeagol-mode" (Smeagol er Maori-slang for Gollum)


Sådan kan en hældning på et bjerg også se ud. Gennemsnitshældningen på turen derop er 35 grader, maksimumhældningen er 45.


Vi skvattede, gik, kravlede og tumlede til toppen af bjerget. Det var virkelig, virkelig tough. Hverken Michael eller jeg kunne finde på at hævde, at vi er elitesportsmænd, bjergbestigere eller gedebukke. Vi føler imidlertid begge to, at vi har en okay grundform og en fornuftigt idé om, hvad det kræver at traske i tur i landskabet. Det her var IKKE en trasketur i landskabet. Man var virkelig nødt til at se sig for, for ikke at falde på løse sten og skrabe sig på fremspring. I det hele taget var man nødt til at være ret opmærksom for ikke at dø. Sådan føltes det i hvert fald. Respekt til Frodo for at fragte en forhekset ring op på toppen af dét her bjerg.
Det var et adrenalinkick uden lige og endnu federe, da vi nåede toppen og kunne se flere kilometer i alle retninger. Det var SÅ stort. På trods af mit relativt veludviklede vokabularium kan jeg ikke forklare følelsen af at stå deroppe. Men jeg kommer til at kunne huske den i mange år fremover. Det var absolut en af de største oplevelser, jeg har haft på den sydlige halvkugle.

At bestige Mount Ngauruhoe

To meget glade og ret trætte bjergbestigere. På toppen.


Toppen - med udsigt i den anden retning


Mount Ngauruhoe er en udslukt vulkan. I hvert fald udslukt nok til at myndigheder på New Zealand mener, at det er sikkert at gå på den. Vulkanafstamningen betyder at toppen ikke er ret spids. Rent faktisk ligner bjerget en kegle, der har fået skåret toppen af. Den kegle har så et hul i siden, hvor lavaen løb ud under det seneste udbrud. Det betyder, at man kan gå rundt på keglen langs periferien. Det gjorde vi selvfølgelig. Halvvejs rundt på den halvmåne, som periferien udgør, stødte vi på den metalpind, som Michael står ved siden af på billedet herunder. Det er den metalpind, der holder sammen på bjerget. Den er lige godt to kilometer høj (den er lidt højere end bjerget, som er 2291 meter). Den pind blev stillet dér, og det var den de byggede bjerget rundt om. 
 
 I august måned i år var der udbrud i en af vulkanerne længere nede ad "Tongariro Alpine Crossing". Det betyder at den "bagerste" (eller forreste, afhængigt af hvor man starter) er lukket land.
Vi var begge to så trætte efter turen op på toppen, at vi var fint tilfredse med at støde på dette skilt 3 kilometer længere henne ad stien. 


Så vi vendte om og gik tilbage til vores Seti. Inden vi var helt tilbage ved bilen, stødte vi på denne størknede lavaformation. Jeg vil lade det være op til den fantasifulde læser, at gætte hvad de synes det ligner.


"Jeg er nice"


Der er så meget termisk aktivitet i området at den våde jord i dalene mellem bjergene damper.


To trætte og glade bjergbestigere på McDonalds. I vores dehydrerede situation mener vi, at det er det ernæringsmæssigt rigtige valg. Der er i hvert fald rigeligt med salt, gratis refill på sodavand og wi-fi. 
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar