onsdag den 19. december 2012

New Zealand VII - Junkie bomb!

 

Jeg tænkte jeg ville prøve noget nyt i dag, så jeg starter her med to billeder af den fortryllede skov, hvor vi overnattede (lovligt) natten til dag 16.
Update: Det er en idiotisk idé at starte med billeder, og dette var første og sidste gang det kommer til at ske. Redaktionen beklager.

I skrivende stund sidder jeg på en båd på Lake Manapouri og taster på keyboardet på min iPad. Klokken er 1033 på dag 16 af vores New Zealand eventyr, datoen er nærmere bestemt d. 19/12-12. Jeg er på "cruise" på vej Doubtful Sound. Det sund er overhovedet ikke et sund, mener en af de mange fjorde i det retteligt navngivne "Fiordland", som udgør Sydøens sydlige vestkyst. 

Ved siden af mig sidder min rejsekammerat Michael og nusser sin iPod på maven, mens hans deler den underlige sindsstemning, der har bredt sig i Camp Caos. Vi kørte ind i "Fjordlandet" om aftenen på dag 14, efter vi havde været i Queenstown for at booke adrenalinaktiviteter til hvad der nu er de næste par dage. Fra Queenstown kørte vi sydvest på indtil vi nåede til Te Anau og satte derefter kursen stik nord mod Milford Sound ad en af de smukkeste ruter i verden. Der var også pænt omkring de cirka 120 kilometer vej fra Te Anau til Milford Sound. Vejen bugter sig i de dale, som for 14.000 år siden blev fritlagt, da gletsjerne gjorde deres retræte som følge af varmere vejr. 
Dalene er, som dale normalt er, omgivet af bjerge. I Fjorlandets tilfælde har bjergene sne på toppen. Hvis ikke dalene havde været omgivet af de bjerge havde de jo ikke ligefrem været dale, men nærmere bare... marker. 
Nu nærmer jeg mig efterhånden sagens kerne. Nu har Michael og jeg kørt rundt i New Zealand i snart 14 dage. Selvom landskabet i fjordlandet er utrolig smukt og anderledes fra det, jeg kender derhjemme, er det som om det bare ikke er ret anderledes fra meget af det andet, vi også har set i New Zealand. Det er bjerge og marker og himmel og vand og imellem er der nogle skyer, der kaster nogle skygger på det flere af ovenstående elementer og får de hele til at se aldeles spektakulært ud. Men som med alt muligt andet forsvinder også nyhedens interesse for disse smukke landskaber.

Begejstret turist og en mand, som er knap så begejstret for turister


Strømmen på iPad’en forsvandt hurtigere end beregnet. Indlægget blev færdiggjort og publiceret hos børnebogsforfatteren Craig Smith i Queenstown på dag 17, d. 20/12-12.
Selvom nyhedens interesse havde fortaget sig, var det svært for undertegnede Falstring ikke at lade sig imponere en lille smule af landskaberne, da vi endelig nåede til Doubtful Sound. ”Endelig” er inkluderet her, fordi Michael og jeg kollektivt syntes, at vi var utrolig lang tid om rent faktisk at nå til Doubtful Sound. Vi havde egentlig nok i virkeligheden måske for at være helt ærlige bare regnet med at vi skulle sidde på en båd og glo på bjerge hele dagen. Så det var lidt af en overraskelse, da båden pludselig lagde til hvad der åbenbart var den modsatte bred af søen vi startede på, og vi blev gennet af skibet og ind i en bus.  Michael spurgte buschaufføren hvad pokker det var der foregik. Buschaufføren forklarede, at vi var nødt til at køre igennem et bjerg for at komme til Doubtful Sound, og at vi i øvrigt gjorde stop på det vandkraftværk, der er bygget ind i bjerget, på vejen. Så blev vi så kloge. Inde på vandkraftværket blev vi også klogere. Der fandt vi for eksempel ud af at det tog 1800 mand 8 år at grave ud til og bygge kraftværket, som nu producerer 14% af New Zealands strøm. Meget af det strøm kraftværket producerer bliver imidlertid brugt på den aluminiumsudvindingsfabrik, der ligger omkring 200 km fra kraftværket. Alu-fabrikken blev først rentabel efter 2. Verdenskrig; en krig, som fik den globale efterspørgsel og følgelig pris på aluminium til at tage en himmelflugt. Blandt andet derfor blev både vandkraftværk og fabrik først bygget i 1963. Da var prisen på aluminium nemlig blevet høj nok til at begynde at udvinde metallet i New Zealand. I øvrigt var det også først i de år, at ingeniørkundskaben i verden var på et niveau, hvor det var muligt at grave sådan en fabrik ind i et bjerg. 

Den synlige del af et vandkraftværk



Når naturen blærer sig


Efter kraftværk nåede vi Doubtful Sound og sejlede rundt i tre timer, inden vi blev losset af skib, læsset på bus, læsset på nyt skib og sejlet tilbage til vores campervan.
Den campervan kørte vi i retning af Queenstown. Da vi havde krydset grænsen fra Fjordlandet stoppede vi på en rasteplads og nød et herligt sandfluefrit aftensmåltid, inden vi kørte til Queenstown. I Queenstown havde Michael lavet en aftale med en såkaldt ”couch-surfer”, om at vi kunne parkere i hendes indkørsel, bruge hendes bad og sådan set bare være gæster. www.couchsurfing.org er en hjemmeside jeg aldrig hverken har besøgt eller benyttet mig af, men Michael er en flittig surfer og har tidligere haft stor succes med konceptet. Ifølge Benjamin Andersen skal man ikke sige nej til noget man ikke har prøvet, og i øvrigt synes jeg idéen lød fremragende. Jessica på 22 fra Minnesota, US viste sig at være en fremragende vært. Efter et efterhånden hårdt tiltrængt bad sad Michael og jeg i stuen og sludrede med Jessica, mens flere af hendes syv housemates defilerede i forskellige retninger. Det var her at Jessica fortalte, at ejeren af huset var den lands- og måske endda internationalt kendte børnebogsforfatter Craig Smith. Hans største og mest kendte værk ind til videre er ”The Wonky Donkey”. Den ret sjove sang om det æsel kan man høre her:






"Wonky Donkey" var i øvrigt også navnet på det trådløse netværk her i hytten, hvor jeg sidder og skriver dette.
I dag ringede uret allerede klokken 0700, for den geniagtige ledelse i Camp Caos havde booket bungee-jumps for hele lejren med check-in klokken 0810. Morgenmadsmenuen er skiftet, så efter en skål havregryn med rosiner og fremragende udsigt traskede vi ned til byen.

Morgenmad med udsigt 



Der fik vi checket in og klokken 0840 trillede bussen mod dagens første stop: The Kawarau Bridge Bungy. Det er det originale, verdens første kommercielle bungy jump, 43 meter højt og nu krydset af min ”bucket-list”. Broen ser sådan her ud: 


Det er 6 år siden jeg sidst hoppede ud fra noget højt med en elastik mellem benene, og selvom der også denne gang var sommerfugle i maven, var fornøjelsen ved dette hop uendeligt meget større. Modsat første gang jeg bungy jumpede var der plads i mit hoved til andet end blind panik og terror. Jeg nåede rent faktisk at registrere, at jeg faldt ned mod jorden og det var fuldkommen fantastisk! Jeg fik endda en t-shirt. Hurra!
Således opløftet og nedsprunget var jeg klar til dagens anden udfordring: Den sydlige halvkugles højeste bungy jump. The Nevis Bungy. Her sprang Michael også. Der var noget længere ned, men jeg kan rapportere, at når jeg står ved kanten, er det sådan set underordnet, om der er 43 eller 134 meter ned. For mig kræver en lige stor indsats fra min hjerne at overtale mine ben til at tage hoppet ud i ingenting. Forskellen på de to var, at ved Nevis havde jeg simpelthen ikke luft til at skrige hele vejen ned. Så da jeg cirka 1/3 gennem faldet havde tømt mine lunger og var nødt til at tage en dyb indånding, var der endnu mere tid til at nyde turen ned. Tro det eller lad være, jeg nød det. I fulde drag, i den bogstaveligste forstand det kan forstås. Det var for vanvittigt. Jeg kan ikke vente til næste gang. Bungy jump er for fedt til at være lovligt.

"Bro" nummer to. Vi hoppede ud i venstre side. Bemærk hvor langt der er ned til floden. 134 meter..! 


Klar til hop nummer 2!



Da vi var tilbage i byen var klokken 11 om formiddagen. Efter Camp Caos havde overstået de ærinder, der var på listen i undertegnedes obligatoriske notesbog tog vi en anden af Queenstowns store udfordringer op: The Ferg Burger. Burgerstedet er berømt. Det er en fremragende undskyldning for at købe sig en burger, så det gjorde vi. I mine øjne retfærdiggjorde burgerens kvalitet ikke dens ry, men varianten gjorde restaurantbesøget til en fremragende oplevelse. Jeg bad om at få min burger med blue cheese – blåskimmelost. Det kan de af mine fremtidige gæster, der er blevet voksne, roligt regne med at blive udsat for engang i fremtiden.


Mand med velfortjent burger


Efter en meget begivenhedsrigformiddag begav vi os tilbage til vores rullende indkvartering. Vi har fået det meste af eftermiddagen til at gå på terrassen, der hører til huset her. Nu er det aftensmadstid i New Zealand og i morgen hopper jeg ud af en flyver.

So long!
Posted by Picasa

2 kommentarer:

  1. Glæder mig til at at blive en fremtidig -voksen- gæst der bliver udsat for burger med blue cheese.

    mof

    SvarSlet