tirsdag den 27. november 2012

Australien XXXVI - Indhentning

Den korte version:
Skolen er slut
jeg har været doven, så der er noget, som jeg ikke har skrevet om
jeg flyver til New Zealand på tirsdag

Den VIRKELIG lange version
Så var det at der lige pludselig var sket en hel masse ting, som jeg ikke lige har fået skrevet om. Dels på grund af eksamenslæsning, dels på grund af generel dovenskab. Indolensen strækker sig helt tilbage til før turen til Melbourne. Det er faktisk næsten en måned siden, at de første begivenheder, som jeg ikke har fået skrevet om, fandt sted.
Så for nu at starte fra en ende af:

Den 31. Oktober er det officielt Halloween. På dansk kan det meget nemt oversættes til "Alle Helgens Aften". Historien om traditionerne, der knytter sig til den danske version, vil jeg ikke kede Jer med her, for jeg kender dem ikke.
Til gengæld kan jeg fortælle om den fest, vi holdt i Julies lejlighed. Den var skøn og herlig! Den foregik også om lørdagen den 27. oktober. Onsdag er nemlig sådan en dum dag at drikke sig (lidt) fuld på. Især hvis man skal i skole om torsdagen. Eller... Kun hvis man skal i skole om torsdagen. Ellers er onsdag en fremragende dag at drikke sig (lidt) fuld på.
Mere er der strengt taget ikke at sige om den fest; det var unge mennesker fra mange lande, der drak sig (lidt) fulde.
Men Candice (fra Canada) er fuldstændig ustyrlig når det kommer til Halloween. Så hun havde pyntet Julies lejlighed til den helt store guldmedalje. (Jeg ved godt det punktum ikke burde være der, men ellers blev sætningen simpelthen for lang. Jeg ved også godt at man strengt taget heller ikke bør skrive en hel (eller to) sætning(er) i en parentes. Men nu har jeg altså gjort det). Med udskårne græskar og appelsiner (græskar er dyre, og appelsinerne var en glimrende substitut), falsk spindelvæv og endda en udstoppet kat (fodnote 1).
Billedet herunder er af de tre kandidater til "bedste udklædning" og en pige i hvid kjole, der sneg sig med på billedet. Fra venstre er det: Pige i en hvid kjole, der har sneget sig med på billedet, Candice, som er SMINKET sådan dér, Søren (som er klistret ind i post-it sedler. Det tog kun fire timer, tre øl og en tortilla wrap før vi var færdige med det - se videoen her:  http://youtu.be/vHV5uMMFVVM) og Carl (fra Norge) som er klædt ud som juletræ - Carl vandt!


Om mandagen efter Halloween-festen begyndte den sidste uge, hvor der var forelæsninger på skolen. Forelæsningerne i den uge var lige så begivenhedsløse som alle de andre, så det var godt at jeg havde en ekstracurriculær begivenhed at se frem til:
Omtrent den 2. november havde Tanja og Ulrik boet i Australien i et år - eller også havde de boet på Danks Street i år. Jeg er ikke helt sikker, og det tror jeg egentlig heller ikke de helt selv var. Lige meget hvad: De samlede folk (det vil sige nogle af Ulriks kolleger, nogle forældre til nogle kollegaer, nogle af Tanjas veninder) og fæ (det vil sige mig) til en barbeque fest for at fejre deres jubilæum. Samtidig fortalte de at de er gravide - så tillykke og hurra! Alle blev meget glade for at høre det - de blev også meget glade for at høre, at det mest er Tanja, der er gravid.

I Australien er naturen meget vigtig. Det er dybest set en tumpet ting at skrive, men det passer. Der er så meget natur at man nærmest kan få nok. Men også kun nærmest. The Usual Suspects (Mette, Candice og Søren) og jeg havde ikke helt fået nok endnu. Så om søndagen efter jubilæums-festen tog vi Julie og hendes veninde Kathrine med på "Manly Scenic Walk". Det er sådan en sød lille 10 kilometers GÅ-tur. Med tryk på gå. Det fremgår nemlig af nedenstående billede, at det er forbudt at bruge de meget specielle australske trappecykler (og alle andre cykler) på denne her rute. 

Det er altid rart at møde nogen man kender! 

Det kan også være fint at møde nogen, man ikke kender. Især når man har et kamera med lidt zoom i, så man kan komme helt tæt på uden at komme det. Ham her (m/k, de er overdrevet svære at kønsbestemme, når man ikke aner en pløk om dyr) var cirka en meter lang og cirka to væk fra hvor jeg stod, da jeg tog billedet.

Hans fætter var kravlet op i et træ i dagens anledning


Så var der en tur til Melbourne - den er beskrevet i andet indlæg (her, for de dovne: http://mikkelfognielsen.blogspot.com.au/2012/11/australien-xxxiv.html).
Om mandagen efter turen til Melbourne begyndte mine eksaminer og det for fuld skrue. Jeg havde tre eksaminer den uge; mandag i "Strategic Marketing and Planning", onsdag i "Corporate Finance II" og torsdag i "Digital Business Innovation". For at det hele ikke skulle gå op i urin og pergamenter (pis og papir, red.)(mest papir, chef. red.) planlagde vi i løbet af den uge en tur til vindistriktet "Hunter Valley", som ligger nord for Sydney.

Og så kan man jo passende spørge sig selv: Hvorfor er der så en koala på billedet? Drikker de meget vin?
Nej det gør de overhovedet ikke. Men heldags-turen vi (Mette, Candice, Søren, Mikkel) tog på lørdag d. 17. November var krydret med et besøg i et dyrereservat med nogle overordentligt tamme koalaer; så tamme at man kunne røre, ae og blive skidt på: 

Reservatet havde også reserveret nogle kænguruer. Kænguruers maver klør også ind imellem.

Efter vi begyndte vinsmagningerne var det som om, at fokus på at tage billeder langsomt løb ud i... Ja vinen vel. Vi blev, for nu at indrømme det helt blankt, en lille smule snaldrede. Det hjalp heller ikke på vores ædruelighed, at de besluttede sig til at servere velvoksne smagsprøver til halv pris på det bryggeri, som var sidste stop på turen.
Det endte måske faktisk en lille smule med, at Søren og jeg sang mere eller mindre stuerene sange hele vejen hjem. Specielt underholdende (for os) blev det, da de ivrigt lyttende amerikanere bad os om at gentage vores egen version af "Langefinger, langefinger". Vi havde, kreative som vi er, udskiftet "langefinger" med "måttegnaver". Amerikanerne var bedøvende ligeglade, og Mette grinede med. 


I ugen efter Hunter Valley blev det ikke til de helt store udskejelser. Det kulturelle aktivitetsniveau fandt rent faktisk et helt nyt lavpunkt søndag eftermiddag. Da lukkede jeg mig inde i en muggent studielokale i Økonomi bygningen på Universitet for at læse til den sidste eksamen. Til den søndags forsvar skal det siges, at karma belønnede min vedholdenhed. Det gjorde den ved at give mig en svensk blondine som studiekammerat. Tak karma <3

Om tirsdagen tog jeg til Tamarama, hvor Anna bor, for at læse noget mere til den eksamen. Takket være Sydneys ekseptionelle offentlige transport og undertegnedes ligeledes ekstraordinære mangel på forståelse for samme tog det kun to timer at komme derud. Der er 15 km fra Haberfield i fugleflugtslinie.
Torsdag i samme uge blev også brugt på at læse - denne gang havde vi selskab af Alex(ander) fra Scweiz. Det var faktisk en helt fornøjelig torsdag, og jeg følte mig overordentligt velforberedt til den sidste eksamen: Regression Modelling.
Med den vel overstået var der ikke andet at gøre end at holde fest (igen, kunne nogen måske fristes til at tilføje). Så det gjorde jeg! Sammen med Marc, Jamie, Hilde, Matt og nogle få andre holdt vi en havefest i Sydneys Olympiske Park. Det var sådan en heldagsting, hvor en masse disc jockeyer gav nogle numre.


Stereosonic



Dagen efter aftalte vi at mødes ude på Bondi Beach med de andre, der havde været med til havefesten. Nåja, og så var en af Sørens KAMmerater på en hurtig visit. Han ville gerne se den berømte strand. Den kunne han ikke, for den var fyldt med mennesker. 


Så blev det lige pludselig tirsdag. Jeg har ferie og vejret ter sig fuldstændig tosset. I skrivende stund er klokken 2124, og det regner simpelthen frøer og katte, står ned i stænger og buldrer og brager. Det har det imidlertid ikke gjort hele dagen. Heldigvis. Så var Søren og jeg blevet våde. Vi har nemlig praktiseret en af vores favoritpraktikker (fodnote 2): (Na)Turist (fodnote 3) i egen by.
Dagen startede meget dramatisk: Da jeg kom ind til byen stod der adskillige hundrede mennesker og gloede op i luften. Det er ikke sådan vanvittigt dramatisk i sig selv, men det, de gloede på, var noget af en vildert. Der var gået ild i en kran. Jeg har ikke rigtig mere til historien, så nu kommer billedet: 


Jeg havde taget bussen til netop dét busstoppested, fordi det er dét busstoppested, der ligger tættest på the Powerhouse Museum. Det er Sydney's museum for "applied art and sciences". Oversat til dansk tror jeg det er noget i retning af "brugskunst og håndsæbe". Det var bestemt ikke det mest spændende museum jeg har set hernede. Det var sådan en mystisk blanding af Experimentariet, The Smithsonian Museum for Aeronautics, Danmarks Jernbanemuseum og Sønder Jelling Strikkeklub. Det var ikke ret informativt og i dagens anledning var det fyldt med børn og en gennemtrængende stank af brændt lim.
Børns højrøstethed stiger eksponentielt med afstanden til loftet. I en gammel generatorbygning er der afsindigt højt til loftet. The Powerhouse Museum er en gammel generatorbygning. Så de syv tusind børn museumsledelsen havde inviteret til at gøre Sørens og mit besøg temmelig ulideligt havde absolut ingen besvær med at udføre deres opgave.
Museumsledelsen havde også udstillet en gammel Bugatti. I æstestik kan den ifølge min tvivlsomme vurdering fuldkommen måle sig med klassikere som E-type og DB5. Måske ikke lige fra denne vinkel. 
 ¨
En af de højt profilerede, midlertidige udstillinger på museet var "Love Lace - the winners of the Sydney Lace Competition". Jeg indrømmer blankt at jeg ikke havde læst hverken mellemrum mellem ordene eller undertitel, og havde bildt mig ind at udstillingen handlede om noget helt andet. Den interesserede læser kan selv søge efter "Lovelace" på Google. Eller bing, hvis man er således inklineret. Den dovne kan trykke her
Men udstillingen handlede altså om Sydney's blonde-konkurrence. Ja. Blonder som i "blonder på tøj". Konkurrencen bliver kun afholdt hvert 10. år. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvorfor.
Herunder et par billeder af de mere interessante bidrag til konkurrencen
 

Med til historien hører også, at Søren og jeg på vores vej gennem museet fik forvildet os ned i kælderrum. Der stod vi ansigt til ansigt med en sød gammel tante Tut, som gav os en SÆRDELES grundig introduktion til det at lave blonder, blonders historie, teknik og det at have blondefabrikation som hobby. Jeg troede aldrig nogen sinde jeg skulle høre, se eller opleve noget, der ligger fjernere fra det, jeg selv går og interesserer mig for. Men hun ville nok have det på samme måde hvis jeg begyndte at tale om lukketider, zoom-objektiver eller de interessante forskelle, der er mellem det danske og det australske realkredit-marked.
Man skal som bekendt aldrig skyde sælgeren før bjørnen skinner. Jeg blev klogere. Rent faktisk nærmest allerede da vi kom til den næste udstilling i museet oplevede jeg noget, der interesserede mig mindre end blonder. Jeg lader billede og oversættelse tale helt for sig selv

Muslimske kvinders stil i Australien - tro, mode og fusion

Turen på Powerhouse var altså ikke hvad vi forventede. Den var meget underholdende på "Gamle Sure Mænd" faconen, og sådan nogle oplevelser er også værd at have med.

Vi begav os videre på vores tur(isttur), og befandt os lige pludselig i Darling Harbour. Dernede holdt de "Santa Festival". For eksempel med denne her smagløse udsmykning, der fra 24. November og en måned frem vil pryde bygningen, der huser Sydney Aquarium og Wildlife Museum.
Ja. Det er en seks meter høj oppustelig julemandskoala. Og nej. Det er ikke photoshoppet. Ikke engang min fantasi rækker til det der.

Vi så også nogle bure. Baseret på deres placering kunne det være fuglebure, men eftersom de var tomme var det mere bare.. Bure. Dekorative endda.

Destination for vores gåtur gennem Sydney var togstationen "Milsons Point". Den er ikke sådan afsindigt interessant i sig selv - det er vejen derover imidlertid. Den letteste vej at komme fra CBD til Milsons Point til fods er nemlig tværs over den berømte Sydney Harbour Bridge. Jeg løb over den i september. Sådan en løbetur er utrolig vanskelige omstændigheder at tage billeder under, så i dag foregik det i noget mere adstadigt tempo. Hvis nogen skulle have glemt det ser broen sådan her ud:

Det tog otte år at bygge den, og den blev færdig i 1933. Det vil altså sige at byggeriet foregik under den Store Depression. Brobryggeriet blev kaldt for "den store jernlunge" - jernlunge for den australske økonomi, forstås. Byggeriet af broen skabte direkte 1400 arbejdspladser og inddirekte mange, mange flere - den var således et vigtigt bidrag til at holde hjulene i gang i Australien (tak til informationsskilte i den ene af pylonerne). Pylonerne er i øvrigt mest til pynt. Det er ret skægt synes jeg. Det er alligevel noget af en investering at bygge sådan et tårn, bare til pynt. De er da også helt hule. Det betyder at man har kunnet bygge et "besøgscenter" inde i den ene af dem. Det betyder også, at man (mod betaling af prisen på en stor fadøl på en bar i Danmark) kan gå op i den pylon, de har lavet om til informationscenter. Det gjorde Søren og Mikkel.

Det var selvfølgelig inde i den pylon at alle infotavlerne hang. På en af dem var der også et billede af hvordan de byggede broen. Det var dette ret berømte billede:


Det ser simpelthen så skørt ud. Jeg kan ikke blive andet end imponeret af, at det rent faktisk lykkedes dem at få de to halvdele til at passe sammen. For at det hele ikke skulle skvatte sammen mens de byggede broen blev begge halvdele "holdt tilbage" af tykke stålwirer - lidt ligesom teltbarduner. Da man var færdig med selve byggeriet blev "bardunerne" langsomt slækket ind til de to halvdele mødtes. Så ventede man en halv dages tid, ind til stålet var kølet af og skrumpet en sjat. Derefter blev bardunerne slækket lidt mere og så "knaldede de lige en bolt i", som Søren så pragmatisk sagde det.

Oppe fra pylonen var der udsigt til opstillingen her:


Og her, i lidt større udskæring:


Og sådan gik endnu et par festlige nætter og en festlig dag i Sydney!
I morgen skal Mette og jeg ud og rekognoscere terrænet omkring havnen for at finde et godt sted at se på fyrværkeri når det bliver nytår.

So long, and thanks for all the fish!

Fodnote 1: Det var måske mere en plastickat, når det kommer til stykket.
Fodnote 2: Normalt har man kun én, og så er det en favoritpraktik. Det har en væsentligt bedre klang end favoritpraktikker.
Fodnote 3: Altså... Ikke Natrium-turist. Sådan en ved jeg ikke hvad er (endnu). Jeg ved til gengæld godt hvad en naturist er.

Posted by Picasa

onsdag den 14. november 2012

Australien XXXV - hverdagsobservation 1

Den korte version: varm bus, børn der lugter.

Den lange version: For nu at citere min kloge gammel oldefar, hr. Poul Fog: om sommeren er det ofte meget varmt. Dét citat er i særklasse gyldigt i Australien, som stort set intet ozonlag har. Når solen skinner gennem nul ozonlag på en bus bliver der meget varmt inde i bussen. Når buschaufføren har glemt/fravalgt/ubevist negligeret at tænde for aircon'en bliver der ulideligt varmt inde i sådan en bus. Ikke fuldkommen ulideligt vel at mærke; mit storsind tillader trods alt bussen at fragte mig hjem. Når ens ufejlbarligt fejlagtige fornemmelse for timing sørger for, at den bus, der i dag fik lov at fragte mit velskabte korpus i retning af Haberfield, er den bus, som også fragter en flok hormonforstyrrede teenager med alvorlige deo-doseringsudfordringer i samme retning - ja så nærmer atmosfæren i min umiddelbare nærhed sig det fuldkomment ulidelige i sådan en grad at den eneste grund til jeg ikke gik hjem i dag var mit forfærdelige valg af fodtøj: clip-claps.
Jeg er sikker på at 5A'eren er moderat ildelugtene fra tid tid anden, og jeg mindes også mere end én tur hvor brydebussen har været direkte frastødende. Men det her en helt ny form for ulækker - sikke en masse oplevelser den sydlige halvkugle gemmer på.

Mine tanker går til folkeskolelærere på den ganske klode.

lørdag den 10. november 2012

Australien XXXIV - Melbourne!


 Onsdag den 7. November fløj jeg med JetStar til Melbourne uden PC, iPad og iPhone-lader. Så journalistikken blev udført på den helt gammeldags manér, med notesbog og flydepen (kuglepenne flyder.. Haha..) Nedenstående er mere eller mindre direkte afskrift af de noter – med redaktionelle kommentarer her og der. Jeg er naturligvis både journalist, fotograf og redaktør på nedenstående indslag. Umiddelbart kan det opfattes som en kontroversiel konstellation, men det fungerer ualmindelig godt i praksis.

Melbourne 7/11-12 - National Gallery of Victoria, International Part
16 minutter lang kortfilm I 3 sektioner – en mand (Asiat) på et gadehjørne i en storby, jakke og slips, man hører hans side af en telefonsamtale mellem ham og hans mor. Da han hen imod slutningen begynder at gentage hans forslag om at tage på hotel i en lang weekend, mens han græder, får jeg indtrykket af, at moderen er dement. Næste del er et brev, som han har skrevet til sin mor. Brevet bliver vist på skærmen sætning for sætning over en montage af japanske gadebilleder. Af brevet fremgår det, at hun var alene-mor, at han, som så mange andre, ikke satte nok pris på hvad hun gjorde for ham – og at hun er død. 

 
  Tredje del er endnu engang telefonsamtalen – denne gang hører man også den anden side af samtalen. Den bliver ført af et kreditkortfirmas call-center. Wow… Stærkt!
Min Mor <3

 Melbourne 7/11-12 - National Gallery of Victoria, International Part
“Alene på NGV”
”Venus’ klargøring” (til hanky panky, red.). Det sobre i at male en gud var ifølge skiltet malerens undskyldning for at udleve hans store passion: At male nøgne kvinder.
Jeg tog flyet fra Sydney til Melbourne i morges, vel vidende at jeg ville komme til at tilbringe det meste af dagen alene – pigerne, som jeg skal besøge hernede, er travlt optaget af at læser til eksaminer, og drengene (fra Sydney, red.) jeg skal mødes med lander først i morgen.
Så jeg er taget på Victoria’s nationale galleri og er uforvarende startet i den internationale afdeling. Udover den midlertidige udstilling af indonesisk samtidskunst rummer denne internationale afdeling NGV’s asiatiske og europæiske samlinger. Jeg har ikke været specielt imponeret over de asiastiske samlinger hernede . Hverken her eller i Sydney har de sådan rigtig sagt mig noget. At jeg er her alene i dag er en lidt blandet fornøjelse. På den ene side savner jeg lidt nogen at snakke med, men på den anden side er det fantastisk at have ro til at læse de ofte meget lærerige ting, der er skrevet rundt omkring på vægge og tavler. For eksempel historien om Lucrezia Borgia, som blev gift tre gange på grund af hendes fars og brors politiske interesser, eller om hvordan hollandske maleres største indflydelse på europæisk kunst har været gennem deres romantiserede landskabsmalerier. Mens jeg forfatter dette sidder jeg på en stor sort puf midt i et kæmpe rum, hvis størrelse er nødvendig for at akkomodere de enorme billeder, de har hængt op herinde. Billederne er europæiske malerier fra det 17. og 18. århundrede. I øvrigt: asiatisk historisk kunst siger ikke så meget – filmen beskrevet på de foregående sider (i den foregående paragraf, red.) var helt unik i al sin universelle relationsvenlighed. 

Da jeg var færdig med at lave kunster var Anne Kristine (AK, som jeg boede sammen med i Vanløse, inden jeg tog til Sydney) færdig med dagens læsedont, og vi mødtes til en aftensmadsburger, en sludder, en tur i graffitigaden Hosier Lane og en fyraftensbajer på den sydlige bred af Yarra River, som løber gennem Melbourne.


Værtinde i adskillige byer – først i Vanløse, så i Melbourne


Melbourne CBD
Melbourne Cup Carnival: Crown Oaks Day/Ladies Day 8/11-12
(beskrivelse af denne herlige karnevalsdag kommer ikke fra håndskrevne notater, men blot fra den kringlede hjernes neurotransmittoriske (det er nok et nyt ord red.) gemmer red.)
Tidligt op og i tøjet! At tage smoking på på et vandrehjem er underlig fornemmelse, men en absolut nødvendighed, når man har en date med ikke mindre end fire nordiske skønheder og rejser på et i nogen grad begrænset budget. Jeg kom i det stive puds med manchetknapper, slikket hår og bundet butterfly og af sted det gik – med sporvogn til bydelen St. Kilda, hvor AK bor, og hvor pigerne havde brugt det meste af natten på at gøre sig klar. Jeg er ikke sikker på om de rent faktisk havde taget natten til hjælp, men jeg mistænker dem for det, for de var alle sammen ualmindeligt (ualmindeligt for deres køn, red.) klar, da jeg ankom klokken 0930. Klar nok til at servere champagne i hvert fald – og så var tonen ellers slået an til herlig dag i solen. De kønne unge damer havde alle sammen købt ”fascinators” – jeg vidste ikke bedre, så jeg lagde ud med at kalde dem for hatte; jeg blev naturligvis behørigt irettesat. Fascinators hører sig travbanen – og andre steder hvor fine folk færdes – til. Da vi kom til Flemington Racecourse efter en tur med tog blev vi mødt af et mylder af kvinder i farverige kjoler, fascinators og mænd med mere eller mindre styr på deres garderober – det var fuldkommen som at befinde sig midt i travbanescenen fra ”A License to Kill”. 
Vi satte straks kursen mod det første vandingshul vi fik øje på – i dette tilfælde en skurvogn, som i dagens anledning var forvandlet til bar. Jeg nåede imidlertid ikke at sætte foden inden for døren, før en sød australsk dame tilbød mig en massage – det var en del af et reklamefremstød for hendes massagesalon, og dét tilbud følte jeg var for godt til at sige nej til. Så mens jeg fik en massage gik AK ind og hentede øl – jeg behøver næppe skrive det, men jeg gør det alligevel: Jeg var ualmindelig godt tilfreds med livet, da jeg sad dér i den australske sol i smoking, fik massage og blev bragt øl.
Da hele selskabet havde været igennem massagemøllen begav vi os ind på selve travbanen, som vi havde ”general admission” billetter til. Det betød ”du må sidde i græsset”. Vi sagde tak og slog røven i det sæde AK havde med hjemmefra – en sort plaid fra Ikea. Der tilbragte vi resten af dagen med at lege dommere ved et modeshow, drikke øl, spise burgere og for undertegnedes vedkommende: blive ualmindelig solbrændt i ansigtet.
Og nåja.. Vi så også nogle heste, der løb om kap…

Melb tour d. 9/11-12
Graham (USA), Janis (DE), Stephen (USA) og jeg betalte for en éndagstur til Philip Island, på anbefaling fra en af Jonas’ (lillebror, DK) kammeraters mor – tak for den anbefaling! Fra notaterne læses/udledes følgende:  
Frokost i den største by i området, der producerer 90% af Australiens asparges. Hurra. Jorden er salt, fordi hele området var under vand, indtil en flok handlekraftige hollændere dæmmede hele området op. Den salte jord er aspargesene helt pjattede med.
Derefter holdt vi pause på en lokal vingård og smagte 6 forskellige vine. Deres shiraz var okay, men resten af det var ikke noget at råbe meget højt hurra for. Et lidt lavt hurra var mere end rigeligt, red.
Næste stop var på en chokoladefabrik. Med et godt gammeldags dansk ord var det meget ”touristet” , eller ”til-ristet”, om man vil. Men vi fik gratis chokolade, så hurra for det!
 Koala forrest: Unger: Mors mælk, lort -> bakterier for at fordøje eukalyptus, et af de eneste dyr i verden der kan – fordøjer hele tiden. Det er altså ikke fordi de bliver høje/skæve af olierne. Totally chilled out animal! Not a bear by the way – our very happy guide played us a totally cheesy song about how they are NOT bears. Sleeps 20 hrs/day, fourages 1-2 hrs, grooms and do nothing for the last time. Janis: “totally useless animal”.


Cheesy Song

Obs.: Redaktionen beklager journalistens momentære sprogforvirring. Journalisten har fået et gok i nødden som straf. Her følger en oversættelse af hvad der stod i afsnittet om koalaer:
Næste stop efter chokolade fabrikken var en eukalyptus skov, hvor ”Den Hellige Forening for Koalaers Udbredelse og Helgen-gørelse” (eller sådan noget, red.) havde opført et lille koalareservat. De havde gjort det på en meget sober og pæn måde. De havde bygget ”boardwalks”, som bedst kan beskrives som lystbådebroer oppe mellem træerne i så’n seks meters højde. Deroppe kunne de måbende turister så tulle rundt og se på koalaerne lave ingenting i deres naturlige miljø – det var en ret fin oplevelse!
Koalababyers første mad er deres mors mælk. Hvor menneskebørn skifter til babymos skifter koalabørn til koalalort. Deres mors lort indeholder nemlig en bakterie, som de ikke selv kan producere. Den bakterie skal de bruge for at fordøje de eukalyptusblade, som kommer til at udgøre deres diæt i resten af deres (gennemsnitligt) 15-årige liv.  Eukalyptusblade er ikke nogen særlig energirig diæt, så for at overleve er koalaerne nødt til at spare på den energi de indtager. Det betyder at de sover cirka 20 timer i døgnet, spiser 1-3 timer, gør sig ren og parer sig i 1-3 timer og laver ingenting i resten af tiden. De foretager sig med andre ord aldrig nogen sinde noget som helst. Det fik Janis til at udbryde, på hans umiskendeligt tyske facon: ”Det er et fuldkommen ubrugeligt dyr!”. Men de er nuttede. 



Videre i notaterne læses:
Little Penguins – hed tidligere ”fairy penguins”, men navnet på latin var mere korrekt ”little penguins” på engelsk. Omkring 30 cm høje, 1 kg tunge små fyre, som gennem 1000’er af år har vraltet op på stranden på videre op i landskabet på Phillip Island for at fodre deres unger med fisk, som de har fanget ude i havet og gemt i deres ”anden mave” – mave nummer 2. Det er præcis det samme alle mulige andre fugle gør, når de fodrer deres unger. Bortset fra at gråspurve sjældent fisker, red. Pingvinerne har en fantastisk blå farve på ryggen og hvide på maven. Dagens mest fantastiske oplevelse var uden tvivl at sætte sig på hug på stien som fulgte pingvinernes, og se de små fyre kæmpe sig gennem landskabet på den anden side af hegnet – mindre end en meter fra hvor jeg sad. Så kunne man sidde der og tænke på hvordan den har svømmet adskillige kilometer i mange dage for at komme dertil – og at den var på vej hjem til sin familie med mad. Det var ret fint. 


Både koalerne og dette her pingvinshow var virkelig pænt integreret i naturen. Det bar ret meget præg af at være en ”ikke-for-profit” organisation, der bliver drevet af folk som bare brænder for det de laver.
De havde i øvrigt været nødt til at indhegne parkeringspladsen. De havde også sat skilte op, som beordrede folk til at se efter under deres biler inden de kørte: Pingvinerne synes BARE det er skønt at holde pause under en varm bil. 



Melbs 10/11-12
Last day – lots to do!
Samme selskab som dagen i forvejen. Vi startede med at gå til bydelen ”Fitzroy”, som ifølge den ”Lonely Planet” jeg har lånt er den ”funky” del af byen. Der var i hvert fald en masse cement. I starten. Det var ret funky da vi kom til det funky sted – hvilket vel egentlig giver ret god mening. På Brunswick Street i Fitzroy drak vi morgenkaffe, og Steve, som ikke gad stå på til den gratis morgenmad på hotellet, spiste morgenmad.
På vejen tilbage mod bymidten traskede vi igennem Carlton Gardens og nærmest faldt over Museum of Melbourne. Der er gratis indgang for studerende, så vi tog en guidet tur rundt i museet. Guiden var syv millioner år gammel og hedder Les. Medmindre han er kradset af i mellemtiden. Så hed han Les. Han var en fin fyr. Melbourne Museum er et naturhistorisk museum, og det var – i mine øjne og ører – ikke så interessant som NGV. Den skov de havde bygget i midten af dele var imidlertid på alle måder godkendt.
Efter Melbourne Museum tog vi den gratis sporvogn ind til bymidten, hvor vi spiste frokost i en funky gyde – amerikanerne mente at det var en meget europæisk gyde. Janis og jeg sagde til dem at vi stadig var i Australien.

Funkyness


Med fyldte maver gik vi ned og så på Hosier Lane, som AK viste mig den første dag. De havde malet nye malerier på mange af væggene, men det var svært at afgøre hvilke. 



Efter Hosier Lane gik vi mod ”The Royale Botanic Gardens” og kom forbi ”the Shrine of Remembrance” på vejen. Sidstnævnte er et enormt mindesmærke for de victorianere, der er faldet i diverse krige rundt om i verden. Melbourne Botanic Garden er ifølge melbourianerne verdensberømt og den bedste i Australien. Jeg havde ikke hørt om den, før jeg læste om den i ”Lonely Planet”, så dens grad af verdensberømmelse kan diskuteres. Men den er mere interessant end den i Sydney, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er i hvert fald lidt mere knald på farverne.


Udsigt mod CBD fra Botanic Garden

Efter haverne tog vi endnu en tur med sporvogn. Denne gang til bydelen St. Kilda, hvor Melbournes vigtigste strand ligger, og hvor de i øvrigt har bygget en forlystelsespark.


På gadehjørnet overfor Luna Park lå der en herlig kagebiks, så der fik kagefolkene fra Tyskland og Danmark en eftermiddagskage – amerikanerne drak cola. Således, med alle stereotyper rettelig opfyldt, begav vi os tilbage til vores vandrehjem, hvor jeg forfatter dette. 
 
Posted by Picasa

torsdag den 8. november 2012

Mikkel Fog Nielsen shared an Instagram photo with you

Hi there,

Mikkel Fog Nielsen just shared an Instagram photo with you:


view full image

"Melbourne Cup! #goodcompany "

Thanks,
The Instagram Team

tirsdag den 6. november 2012

Mikkel Fog Nielsen shared an Instagram photo with you

Hi there,

Mikkel Fog Nielsen just shared an Instagram photo with you:


view full image

"Ready for Melbourne #earlybird"

Thanks,
The Instagram Team