mandag den 30. juli 2012

Australien XVI - University of Sydney på en overskyet mandag

Igår var det mandag. Det var overskyet i vejret. Det var helt fint, for det får man som regel nogle ret lækre billeder ud af. Jeg luskede rundt på campus, universitetsområdet om man vil, og tog en masse billeder sammen med Søren Nielsen, som jeg mødte på SurfCamp'en. Resultaterne fremgår herunder



Hovedbygningen, den ældste: The Quadrangle. Som fra denne vinkel fuldkommen ligner Vestre Fængsel, hvor Benny og Keld troligt henter Egon i begyndelsen af alle Olsen-banden filmene.


Her fra en anden vinkel, hvor ligheden med Hogwarts er større end den med Vestre Fængsel. Navnet "Quadrangle" kommer naturligvis af bygningens kvadratiske natur - når man ser den ovenfra forstås.


Medfotografen i aktion


Her "the Quadrangle" indefra. Billedet snyder en lille smule, den er rent faktisk fuldkommen kvadratisk (det er den ikke, red. 19/1-13). Det er i øvrigt ret tydeligt på dette her billede, at det er på denne græsplæne, at University of Sydney holder deres flyvelektioner med ældgamle skolekoste. I midten af billedet kan man se det træ, hvorunder Bartimius Crouch Junior aka. MadEye Moody i "Flammernes Pokal" forvandler Draco Malfoy til en ilder.



Dette er det første af universitetsområdet jeg ser, når jeg kommer om morgenen med bussen. Jeg står af bussen på hovedvejen Paramatta Road, går over en gangbro og går ind på universitetsområdet her.
Jeg er i øvrigt ikke en af de heldige, som har forelæsninger i eller omkring the Quadrangle. Mine forelæsninger foregår på University of Sydney Business School, som egentlig er nemmere at komme til med en helt anden bus. Ind til jeg bliver træt af det, har jeg dog tænkt mig at vade igennem det "gamle" campus og The Quadrangle hver morgen. Det er sådan en slags ret inspirerende..!



Udsigt over mandagstravlhed på Eastern Avenue, som adskiller den gamle og den nye del af universitetsområdet.


Peter, Palle og Per fouragerer på Eastern Avenue.


Poul holder vagt imens


Næh! Han var også sulten, var han!



Grafitti Tunnel
Gadekunstnernes kreative værksted
 


Medfotografen i "Graffiti Tunnel" 
Det er meget fremsynet af universitetet at have sådan én, synes jeg! En graffititunnel, forstås - ikke en medfotograf
 
 MF Nielsen hamselv tager det helt roligt, mens en flok asiater defilerer utrolig hurtigt forbi
Tak til Søren for brillant råmateriale, tak til MF for minimal efterbehandling.
 
  En trappe og nogle planter...
 
Udsigt fra universitetet til opløftende gadekunst..
 

Posted by Picasa

søndag den 29. juli 2012

Australien XV - Jeg bor i landsby, der ligger lige midt ind' i en storby!

Jeg var ude igår. Som i... Ude og drikke en enkelt øl. Eller tre... Det er i sig selv ikke ret interessant. Hvad der VAR interessant var, at der var en pige der blev smidt ud.

Fordi hun var for fuld...!

Det er alligevel ikke ret tit, man ser det derhjemme. Jeg tvivler på det nogensinde er sket. Det var en pige, som var i det selskab jeg også hørte til igår, der blev smidt ud. Hun opførte sig ikke upassende, kastede ikke op, ødelagde (så vidt jeg ved) ikke noget. Dørmændende vurderede bare, at hun havde fået rigeligt at drikke og burde være på vej hjem. Det stemte ret godt overens med min vurdering af hendes situation, jeg følte bare ikke jeg helt havde mandat til at udøve nogen form for indflydelse. Det er ikke det eneste eksempel jeg har set på at bar-ejerne forsøger at begrænse det bevidstløse druk, der ellers ret let kan opstå. Baren vi var på sidste lørdag havde et skilt hvorpå der stod "ingen shots og ingen dobbelte drinks". Dobbelte drinks var også udelukket på The Ivy. Jeg spurgte efter en, og det kunne jeg ikke få. Da jeg spurgte Tracey hvad det var der foregik uddybede hun: Det er gennem lovgivning restauratørernes opgave at begrænse ellers umådeholdent druk. De er således i deres gode ret og pligt til at kyle folk ud, som de vurderer har fået mere end tilstrækkeligt at drikke. Selvom det garanteret seriøst begrænser deres indtjeningsmuligheder, synes jeg det er en meget fornuftig tanke at restauratørerne har noget mere ansvar, end de har i Danmark i øjeblikket. Jeg går ind i politik, når jeg kommer hjem.
Som en konsekvens af de ret strenge krav til barerne er det et krav, at alle bartendere gennemgår et 6 timer langt, 120$ dyrt statsko- og ordineret kursus. Bum.

For det hele nu ikke skal blive gode historier fra de varme lande følger der her et par billeder. I søndagens anledning af det værelse jeg bor i hos Martin og Tracey.
 Udsigt fra sengen.
Udsigt fra ikke-sengen


"min" kamin. Her tænder jeg tit op lørdag aften, tager uldne sokker på og nyder et godt glas the. Og et dameblad.



Og så dagens indkøb:

Surfboard Sexwax! As(s) sexy as(s) it gets! Man smører det på OVERSIDEN af brættet, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg var..!

Okay, måske er sex-wax ikke HELT så sexet som det bliver. Det er denne er til gengæld! MF's egen personlige våddragt! Det er en "spring-suit" - der er altså ikke lige så meget varme i den som i en dragt med helt lange ærmer og ben. Nu er jeg for alvor klar til at ramme nogle bølger! Så skal det bare blive lidt bedre vejr..
 
Posted by Picasa

fredag den 27. juli 2012

Australian XIV - Surferdude og sportsnørd

Så blev det lørdag endnu en gang, og der er god tid til at blogge.
Igår var jeg til en herlig middag hos Tanja og Ulrik. De tager deres værtsrolle meget alvorligt, og således blev jeg igår introduceret til ikke mindre end to nye spiser foruden en ordentlig bunke gode gamle kendinge. Den stod på barbie. På den stegte Ulrik en ost, mens pigerne (det vil sige Tanja og undertegnede) regerede i køkkenet. Jeg rørte en sovs, mens Tanja klarede alt det andet. Det var en herre god arbejdsfordeling!
Osten Ulrik grillede var den ene af de nye ting, jeg spiste igår aftes. Den var i øvrigt en fremragende PDS (Pre-Dinner Snack). Mine PDS plejer at være Snickers, når jeg laver mad med Benjamin. Jeg tror nok osten hed Coon (Ulrik, please correct me if I'm wrong)(det var "Haloumi", red. 19/1-13), og fik sådan en salt smag og lækker struktur af at komme på grillen.
Den anden nyhed fik jeg under hovedretten: Kænguru! Hvad giver I mig? Det smagte af.. Kænguru..! Hvilket måske ikke er så overraskende. I øvrigt gik det, da jeg begyndte at spise af Benny med De Store Lår, op for mig, at det i virkeligheden ikke var første gang jeg fik kænguru. Da jeg engang fortalte en sjov historie om Galathea-ekspeditionen i et mondænt selskab var der middag inden. Temaet for den middag var "verden rundt" og kængu var således selVskrevet på menuen. Smagsløgene husker åbenbart bedre end hjerneløgene.
Anyway: Kænguru havde sådan en "vild" smag. Efter samtale med Martin om den Benny jeg spiste igår er det gået op for mig, at det smager af "mere" - det har en kraftigere smag end meget andet kød. Jeg er ikke sikker på jeg er sindsygt pjattet med det, men det er stadig en dejlig spise!
Derudover fik vi nogle ordentlige bøffer og en lille sjat salat.

Under middagen fik vi sådan en slags kollektiv åbenbaring - det gik op for os, at de har gang i noget sportshalløj ovre i London. Efter konsultation med TV-programmet fandt vi ud af, at det startede samme aften, klokken 2030. Det er et overordentligt belejligt tidspunkt. I London. I Australien er det fuldkommen det sammen som klokken 0530 og i øvrigt kvart i kvalme. Nevertheless! T&U inviterede mig til at benytte deres herlige gæsteværelse, forsynede mig med en tandbørste og puttede mig, så jeg var klar til at stå op sammen med dem og se OL åbningsceremoni i morges klokken 0530. Så det gjorde vi! På sofaen, pakket ind i dyner og tæpper. Sikke en herlig lørdag morgen!
Da klokken var blevet "nu-åbner-bageren" tullede gæsten til det lokale bageri - SOM BAGER MED SURDEJ! Hvor heldig kan man være, som sådan en tyk lille dansker, der elsker bagerbrød? Så vi fik croissanter (ikke surdej) og brød (surdej) til morgenmad.

Da vi havde spist og klokken var blevet mange begav jeg mig videre ud på eventyr. Denne gang til Bondi Beach, hvor jeg købte denne skønhed af en hollandsk pigedame, der var på vej til et trist og gråt sted (Holland), hvor hun ikke havde brug for det:


Jeg gør med andre ord end billeder mit bedste for at leve op til mit eget stereotype billede af en udvekslingsstudent, der skal bo i Sydney i seks måneder. Indtil jeg finder på et bedre navn kalder jeg konceptet for MUUMS - Mikkel, Ubarberet, Ufriseret, Med Surfbræt.

Australia! <3

onsdag den 25. juli 2012

Australien XIII - Ny historielektion!

Dagens historie/økonomilektion, v. Sydney prof. Tracey Osmond
(kunstnerisk og dramatisk tilvirkning v. MF Nielsen)

Australien har klaret sig utrolig godt gennem den økonomiske krise. Faktisk så godt at den australske dollar det sidste års tid har været på himmelflugt i forhold til mange andre valutaer. Den danske krone skal indregnes heri, hvilket undertegnede udvekslingsstuderende ikke er udpræget tilfreds med.

Forklaringen på at Australiens økonomi er så robust som den er skal naturligvis finde flere steder. Hvis man leder på denne adresse vil man blandt andet finde den forklaring, at Australien har spredt sine internationale handler ud over det meste af verden.
Til at starte med var Australien en britisk koloni. Derfor var stort set al deres handel med Storbritannien i de første mange år nationalstaten "Australien" eksisterede. Det, at Australien var en britisk koloni, betød også, at da 2. verdenskrig brød ud i Europa, sendte Australien det meste af deres sparsomme beholdning af militære ressourcer til Europa for at støtte modernationen i kampen mod prøjserne. Det var allerførst i 40'erne, at en masse unge australiere blev sendt om på den anden side af kloden for at stoppe Adolf.
Der var altså ikke ret mange unge mænd tilbage i Australien, der i starten af 40'erne. Det blev lynhurtigt et kæmpestort problem, for nogenlunde samtidig med Adolf's forkastelige forfølgelser gik japanerne fuldkommen bailando i det meste af Asien. Som en lynhurtig sidebemærkning kan jeg lige skyde ind her, at denne unge europæer (ind til nu) ingen anelse havde om, at Japan havde nogle anden rolle i den krig end at bombe perlehavnen og omvendt blive bombet tilbage til stenalderen i Hiroshima og Nagasaki.
Der blev MF Nielsen klogere! For japanerne indtog faktisk det meste af det sydøstlige Asien, helt ned til Papa Ny Guinea. Papa Ny Guinea er ret meget Australiens dørtrin, og det var på dette tidspunkt ('43 - '44), at det gik op for de kære Aussies, at der for alvor var i ild toilettet. Der var nemlig ikke nogen hjemme til at holde de overordentligt påtrængende skævøjer fra døren. Da var det at den daværende australske premierminister tog den store røde telefon og ringede til hans fætter på den anden side af Stillehavet. USA var nemlig på dette tidspunkt endnu ikke for alvor gået ind i krigen - det kom de så til nu!
De ilede til australiernes assistance, og det lykkedes ved en fælles indsats at få jaget japanerne på tilbagetog.
Det er svært at yde sådan en slags indsats uden at blive rigtig gode kammerater bagefter. Efter 2. verdenskrig blev USA da også en af Australiens vigtigste handelspartnere. Således red Australien med på den bølge af velstand USA oplevede i 50'erne og 60'erne, som følgende af det (næsten) komplette fravær af krigsskader de havde nydt godt af.
Da australierne i 70'erne og 80'erne havde kommet sig over det nag en nation uvægerligt kommer til at bære, når de bliver sat under angreb af en anden, begyndte handlen med Sydøstasien også at blomstre - og således nåede vi hele vejen rundt, i dette lektion om Australiens sprudlende økonomi.
Med til historien hører også, at Australien først i 90'erne første nogle finanspolitiske tiltag ud i livet, som havde den umiddelbare effekt at lede landet ind i en mindre recession. På den lange bane betød blandt andet den omfattende privatisering af mange tidligere offentlige ydelser, som var en del af "pakken", at den australske økonomi kom til at stå langt stærkere end de fleste andre nationaløkonomier. Det ser vi blandt andet nu - til undertegnedes store ulempe!

Det var dagens mere eller mindre tørre lektion - Tracey fremførte den noget mere livligt end den kommer til at fremstå her, og jeg beklager på forhånd.

Som et mere underholdende indslag kan jeg fortælle, at jeg sammen med cirka 20 andre internationale studerende for alvor fik fremvist, hvor amatøragtigt et forhold vi har til betingelserne hernede.
Den historie startede med at solen skinnede fra en skyfri himmel, da jeg vågnede i morges/formiddags efter nattens udskejelser. Da der var nogle, der allerede var igang med at planlægge en strandtur i facebook-gruppen for netop internationale studerende, tænkte jeg "den er mægtig!" (for jeg er Lille-Per, og bruger rent faktisk den slags ord). Da vi, glinsende af solcreme, mødtes på stranden iført shorts og t-shirts blev vi mødt af et mildest talt nedslående syn. Der var, optimistisk anslået, 100 mennesker på stranden. Heraf var omkring 30 surfere, som befandt sig i vandet indpakket i våddragter fra top til tå. De næste 30 var, som vi, turister, der tydeligvis ikke havde fattet en pløk af, at det sagtens kan være ubehageligt koldt på Sydneys strande, selvom solen skinner og det føles varmt, når man står det rigtige sted - det rigtige sted værende i læ. Der er INGEN læ på sådan en strand, og følgelig er det pivhamrende koldt at befinde sig der, når man ikke er pakket ind i andet end shorts og t-shirt. Følgelig var de omkring 40 australiere, der havde valgt at bruge deres solskinsformiddag på Bondi Beach, iført tøj, jeg ville kategorisere som "passende til en middelkold dansk efterårsdag".

Akklimatisering er tydeligvis stadig en by i Rusland, som jeg og de andre udvekslingstuderende kæmper os frem imod med samme møjsommelighed som ovennævnte Adolfs tropper havde, da de forsøgte at indtage det ægte og ikke billedlige Rusland.
Det er en del af fornøjelsen ved at flytte til et nyt land!

mandag den 23. juli 2012

Australien XII - SURF C(H)AMP! - og skolestart

Hele weekenden - fredag til søndag - er gået med at blive endnu mere Australier. Jeg har været på surfcamp. Sammen med en kæmpe flok andre europæere og amerikanere. Det var FANTASTISK!
Vi blev hentet fredag aften inde midt i Sydney i en dobbeltdækkerbus, 64 mænd og kvinder i alt. Efter omkring en times kørsel gjorde vi første stop i en lille by. Meningen med det stop var at vi kunne få aftensmad, så Søren og jeg entrede den første Woollies vi fik øje på og købte en kasse øl. Woollies er kort (og dermed australsk) for "Woolworths", Søren er lang i begge ender og en flink dansk fyr jeg mødte i bussen.

Vi fik også rigtig aftensmad (Subway, red. 19/1-13). Efter yderligere 90 minutter i bus var vi ved vores destination: 7 Mile Beach. Det var - ifølge vores instruktører - DÉT bedste sted i verden at lære at surfe. Det virkede i hvert fald for mig! Det lykkedes endda at stå på brættet ude i vandet i adskillige omgang. Vi havde 3 x 2 timer i vandet. De sidste 2 timer vi havde søndag morgen var mindst inspirerende - da silede det ned stort set uafbrudt. Men det er vinter i Australien, så det er undskyldt. Jeg har nærmest købt et surfbræt allerede og vejret skal ikke blive ret meget bedre før jeg dropper skolen og surfer fuld tid..!

Vores surf-instruktører tog både billeder og video mens vi surfede. Videoen er et sammenklip af det de lavede. Der var i skrivende stund ingen billeder af MF ham selv på Surf Camp Australias facebook side. Jeg har skrevet og rykket dem i deres rasta-lokker, så posten her bliver opdateret, så snart der er noget der er værd at opdatere den med.

Det obligatoriske "vi-er-nødt-til-at-vide-hvilket-ansigt-der-hører-til-hvilken-våddragt-billede"
 3,5 ud af 7 Mile Beach
 en ud af ret mange bølger

Og video! Ikke at jeg er ret meget med i den, men så kan I se hvordan det så ud..!


Det er nu mandag aften og jeg sidder og ser tilbage på en dag, hvor livet for alvor er ved at begynde i Sydney.
Det var nemlig i dag at vi første gang (for alvor) besøgte Hogwarts. Eller.. Hogwarts var det måske ikke helt, men den gamle del af University of Sydney ligner til forveksling! Det vil blive klart for mine loyale læsere, når jeg en af dagene får taget mig sammen til at slæbe mit kamera med derned.
På Universitetet var der først en LANG introduktion af flere forskellige institutioner og elevforeninger. Det skal overståes sådan noget, og det blev det. I god ro og orden, og endda med - en i Danmark hidtil uset - entusiasme og humor fra dem, der på skift indtog scenen. Herligt!

Efter denne første session (hvorfra videoen nedenfor stammer) var der "morning tea" i det de kalder "the Quadrangle". Efter endnu en bunke information i et andet auditorium blev vi sluppet løs. Jeg gik ned midt i byen for at hente den kasket og t-shirt, der fulgte med Surf Camp'en. Dem skulle man hente i en forretningen inden i shoppingdistriktet. Det er meget belejligt. For Surf Camp. Og deres sponsors kommercielle interesser. Derinde blev til et par turistede billeder med lommetæblet.

Dagens intro-underholdning

Sydney Central Station - i en forfærdelig vinkel og med en uengageret amatørfotograf bag linsen.


Dagens morsomme indslag - han fik 1/2 dollar for indsatsen

torsdag den 19. juli 2012

Australien XI - Sugarrush!

Jeg synes ikke jeg er en KÆMPE sukkergris. Måske et mindre, lejlighedsvist sukkersvin. Det er ikke min ALLER største last, de søde sager. Men når man nedstammer i lige linje fra både min mors og min fars familie, er det på deoxyribonukleinsyre-niveau påkrævet, at man har til alle tider har et blodsukkerniveau, der er højere end gennemsnittet. Deraf følgende er jeg født med en sød tand, der er lige lidt sødere end så mange andres, er jeg bange for. Man skulle tro, at når man nu allerede har en pløk i kæften, der er sød, så skulle ens sukkertrang kunne stilles ved blot at slikke lidt på den. Det er ikke tilfældet. Så det var ikke uden en hvis form for begejstring, at mine hornhinder omkring klokken 2000 onsdag aften kunne meddele resten af min udsædvanlige, smukke fysiske manifestation, at der var noget, der umiskendeligt mindede om poser fyldt med slik i min umiddelbare nærhed.
Det der lignede slikposer var lige nøjagtig det, de gav sig ud for at være. Klokken var ikke ret meget mere end 2005 før jeg havde den sære, snurrende fornemmelse, der stammer fra et urimeligt højt sukkerindtag, i mine ydre ekstremiteter. Fornemmelsen kom fra disse tre banditter, som Tracey mente var en vigtig del af min introduktion til australsk kultur. Hvis man synes at slikindtaget skal retfærdiggøres yderligere kan jeg tilføje at firmaet, som producerer slikket, Daryll-Lea, er ved at gå rabundus. Det er med andre ord tæt på at være sidste chance, hvis man vil smage:

PeanutBrittle
Peanuts pakket ind i hård karamel
3. plads, ud af tre
Lige sødt nok.



Liquorice Bullets
Sød lakrids pakket ind i lakrids (chokolade, red. 19/1-13)
Lige noget for Ole Nielsen - så behøver han ikke købe Marabou og lakrids hver for sig, for senere at blande dem - they come all done!
De kunne være nice med saltlakrids i stedet for.
2. plads ud af fire.
(the young photographer - a little out of focus he was, yes?)


og så... første pladsen i den konkurrence, der opstod i skriveprocessen! The Grand Number One! Vinder fordi den besidder SÅ mange talenter på én gang. Den massive, den koloenorme, slikket der er så stort at man er nødt til at spise det af en tallerken med bestik, le Magnifique:
THE ROCKLEA ROAD!
og så er pakken ikke engang den største man kan få. Jesus!
Og hvad er det så der er i pakken spørger den nysgerrige læser sig selv. Nemt: Sukker. I fuldkommen urimelige mængder og mange afskygninger. Så godt udført at jeg ikke skal have noget tøj med hjem, ej heller computer, kamera, sko, kuffert eller souvenirs. Bare 23 kilo af den her, med mit navn skrevet på med en stor fed sprittusch.
Det er en bund af mælkechokolade og peanuts, hvorpå man har lagt skumfiduser og hældt mere mælkechokolade, peanuts og kokos henover for at få det til at hænge sammen.
Dette her stykke slik er så stort at der er opstået en mindre religion, et kælenavn og et meget fast regelsæt omkring det. Når der bliver købt Rocky Road i familien Osmond får alle medlemmer (inklusive udvekslingstudenten) deres egen pakke. På den måde kommer man ikke op at skændes om, hvem der har fået mest. Som en bonus lærer børnene (og måske faderen, hvis han ikke allerede har lært det) at disponere over sine ressourcer. Så hvis man æder det hele onsdag aften har man ikke noget slik til resten af weekenden. Ergo har jeg ikke mere slik til resten af weekenden.

Smukt.



Australia <3
Posted by Picasa

tirsdag den 17. juli 2012

Australien X - Engelsk er engelsk er ikke engelsk..!


Tænk engang at man kan få lov til at skrive sådan nogle lækre, kryptiske titler og overhovedet ikke behøver stå til ansvar for nogen, hvis det ikke passer en! Sådan er det at være både journalist, objekt for observation, fotograf og ansvarshavende redaktør for ens eget medie! Ikke at min kære læser heri skal lægge, at jeg hævder at ”internettet” i sin helhed er mit. Det ville svare til at Rupert Murdoch hævdede at mediet ”avisen” i sin helhed var hans. Jeg ejer jo blot min egen lille del af det i form af min blog. Hvis man da overhovedet kan tale om at man ejer noget som helst på internettet – men den diskussion er en helt anden.
Vi er stadig i sommerhuset, selvom "vi" har skiftet lidt siden sidst jeg skrev. I søndags var ”vi” de to hunde, Martin, Tracey og undertegnede. De tre førstnævnte tog til Sydney i går aftes og blev i formiddags afløst af Ryan, Kimberly og deres knejt, Logan.

Tiden vi har heroppe bliver fyldt ud af meget ferieprægede aktiviteter. Det betyder for mit vedkommende en masse læsning, en smule løb og, kombineret med begge de to aktiviteter, en del solbadning. Der hører en lille historie til hver aktivitet, så dem vil jeg lige lynhurtigt dele med Jer:

Læsning var på førstedagen heroppe en samling af Schopenhauers essays. Han var en tysk filosof, som levede i første halvdel af det 19. århundrede. Han beskæftigede sig med mange ting. De absolut vigtigste tanker han havde, var de om ”verden som vilje og forestilling”. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, for jeg har selv endnu ikke helt forstået det. Den bog jeg læste var ikke hans hovedværk men en samling af hans essays. De er af en varierende grad af kognitiv udfordring men alle sammen tankevækkende. De fleste af dem af dem er endda underholdende og enkelte kan man tage læring direkte ud af. For eksempel vil jeg fremover bestræbe mig på at efterleve især ét af hans råd fra hans tanker om forfatterskab og bøger. Nemlig det at man i så vid udstrækning som muligt bør holde sig fra parenteser og indskudte sætninger. Det bør man gøre for at hjælpe læseren til en så flydende og letlæst oplevelse som muligt. Han kritiserer især hans samtidige tyske forfattere for at forsøge at sige seks ting på en gang, frem for at præsentere deres tanker i en sensibel og let følgelig række. Han indskyder i øvrigt kort en kommentar om, at denne overkomplicerede måde at skrive på ofte grunder i disse forfatteres forkerte idé om, at de kommer til at virke mere vidende end de egentlig er. Han afslutter denne kommentar med at de nok bare burde holde sig fra at skrive noget som helst i første omgang, hvis de er nødt til at pakke deres debile tanker ind i avancerede formuleringer for at få dem til at være interessante. Som en konsekvens af ovenstående og fordi jeg meget nødig vil afholde mig fra at skrive i det hele taget, vil jeg altså herfra og fremover bestræbe mig på at minimere mit tydeligvis unødvendige brug af indskudte sætninger.

Gårsdagens løbetur gik fra huset, ned ad en bakke, langs stranden og tilbage igen. Som det er nogle af mine læsere bekendt løber jeg i øjeblikket i ”barfodssko”. Inde i mit hoved lod løbeturen i henholdsvis bakker og vandkant til at være fuldkommen i tråd med den lidt new-age agtige naturlige tilgang til løb i det hele taget. Jeg vil taget endnu et blad ud af de gamle filosoffers bøger og hermed afsløre at det, der i tanken virker som en afsindigt fremragende idé ikke nødvendigvis er det i verdenen. Det blad lader sig i særdeleshed anvende på tanken om barfodsskosløb på stranden. Det var en fuldkommen idiotisk idé, for nu at være helt ærligt. De bliver fyldt med sand og adskillige kilo tungere, skoene. I øvrigt blev jeg også pladdervåd af at løbe nede i vandkanten, fordi bølgernes rækkevidde ind imellem overraskede mig. Alt i alt ikke nogen ubetinget succes. Jeg tager en tur på god, gammeldags menneskeskabt asfalt i morgen. Det ved man da hvad er!

Med behandlingen af de to emner nåede jeg til dagens tredje emne: solbadningen. Et emne af hvilket der udspringer et andet og mindst lige så interessant. Se dét er god journalistisk! At lade læseren vente i åndeløs spænding på forfatterens næste, utvivlsomt uendeligt interessante, pointe!

Det var solbadningen jeg kom fra. Jeg vil lige tage et skridt tilbage og starte den historie et helt andet sted. Et sted der gerne skulle understrege en af de uendeligt mange forskelle der er på de to lande, af hvilke det ene jeg nyligt har forladt og det andet, i hvilket jeg for tiden befinder mig. Starten er denne: Husene i Australien er virkelig dårligt isolerede. Rent faktisk er de så dårligt isolerede, at man uden at lyve ville kunne hævde at de overhovedet ikke er det. At husene i det meste af Australien overhovedet ikke er isolerede hænger naturligvis sammen med, at det sjældent bliver koldere end det er i øjeblikket, hvor vi faktisk befinder os i midten af den australske vinter. Det er 15-20 grader om dagen, så der er ikke rigtig nogle temperaturmæssige problemer, det ville give mening at forsøge at isolere sig ud af. Naturen er imidlertid temmelig indifferent overfor hvor varmt her er midt på dagen, og følgelig bliver der ned til 0-2 grader om natten. Det betyder at det er hundekoldt om morgenen, hvorfor første del af mit morgenritual består i at iføre mig sokker, lange joggingbukser og en hættetrøje, så snart jeg svinger mine efterhånden knap så blege stænger ud af sengen. Når dagens svingning er overstået laver enten Tracey eller jeg kaffe. En kaffe som jeg sammen med en ostemad og et æble nyder på terrassen og kalder morgenmad. Derude på terrassen bliver der lynhurtigt stegende hedt, så når klokken er 10 og temperaturen passende, smider jeg om mig med diverse beklædningsgenstande, ind til jeg ikke bærer andet en de absolutte nødvendigheder. De af mine læsere, der har boet sammen med mig i en kortere eller længere periode, kan umuligt være det mindste i tvivl om, hvordan det ser ud. Den resterende del af mine læsere, der stadig er vågne, vil nu bemærke, at vi er nået frem til den tredje histories afslutning: Solbadning. Samtidig er vi også nået til den fjerde histories begyndelse:
Solbadning i underbukser. Det har jeg så nyligt som for 10 timer siden lært er noget meget europæisk. Sådan udtrykte Tracey det på sin mest diplomatiske facon. Hun fortsatte udtrykket med at foreslå at jeg skiftede til noget badetøj og begrundede det forslag med at hun synes det ville være uendeligt uheldigt, hvis Kimberly drattede om med et hjertestop. Hun udtrykte ikke det sidste helt så dramatisk, men meningen var ikke til at tage fejl af. Jeg efterkom naturligvis min værtindes meget høflige forespørgsel. Der er trods alt stort set ingen forskel på det areal af hud som mine henholdsvis under- og badebukser dækker. Da jeg havde skiftet til et mere anstændigt antræk fik jeg endnu engang udvidet min kulturelle horisont, idet jeg spurgte nærmere ind til australiernes syn på bade- og undertøj. Tracey og jeg er fuldkommen enige om at det er en lille smule fjollet, at der er forskel på to forskellige beklædningsgenstandes anstændighed, bare fordi de er lavet af forskellige materialer. Det er jo for eksempel tilfældet for de bomuldsboksershorts jeg havde på i dag, ind til jeg skiftede til et par polyesterbadeshorts. Som, for nu at være fair, også har lommer. Et stykke tøj der til gengæld under ingen omstændigheder har lommer er en g-streng-trusse. Sådan nogle har endda sjældent et stykke synligt stykke stof og alligevel er de fuldkommen acceptable, ja vel nærmest eftertragtede, på strande i hele verden, såfremt altså de er lavet af polyester eller tilsvarende materiale og ifølge undertegnedes personlige præference anbragt på piger. Hvis sådan en trusse er gjort i bomuld eller andet underlødigt materiale er de en beklædningsmæssig faux pax og bør dækkes af mindst et og gerne flere stykker væsentligt større stof. Det samme gør sig i øvrigt gældende for den til trussen korresponderende overdel.

Tracey og jeg blev altså enige om at det alt i alt er en lille smule fjollet, dette her sociale etablissement, at to stykker tøj der, ud over det materiale de er gjort i, er fuldkommen ens, kan være have forskellige grader af accept i forskellige sammenhænge. Ikke desto mindre skiftede jeg til badeshorts, for nogle diskussioner kan de simpelthen ikke svare sig at tage. Her tænker jeg selvfølgelig på diskussionen man kunne tage om ovenstående med sociale konventioner som opponent. Jeg har andet at bruge min tid på. For eksempel at berette om hvordan engelsk er engelsk, men alligevel ikke er det!

For Tracey og jeg kom efterfølgende til at tale om andre slags trusser og badebukser og især én slags trusse, den mandlige ækvivalent til g-strengen, den sagnomspundne, den store men alligevel lille badebuks, bastardungen af en forskruet modesans og en afgrundsdyb forgabelse i den mandlige anatomi, undfanget i hvad der umuligt kan have været andet end en ustyrlig rus af mere end ét bevidsthedsudvidende stof. Jeg taler naturligvis her om det danskere kender som Speedo’en. Den har på australsk fået det kærlige og ironiske kælenavn ”budgie smuggler”. Når man ved at en ”budgie” egentlig er en ”budgerigar”, som er (endnu) en lille australsk variant af en papegøje, og at en ”smuggler” lader sig oversætte til dansk ved at fjerne et g, er det ikke svært at regne ud hvor navnet for Speedos kommer fra.

At engelsk så ikke helt er engelsk alligevel har egentlig ikke så meget med speedo’s at gøre. Det er pigernes version af g-strengen, der er sjov her. Den hedder nemlig på amerikansk en ”thong”. For et par dage siden postede jeg et billede af en automat, i hvilken man kunne købe tå-sandaler, de såkaldte ”havaianas”. De har imidlertid på australsk fået kælenavnet ”thongs”, og det kræver ikke ret meget mere end en helt gennemsnitlig fantasi at forestille sig, hvilke komplekser det kan medføre, når en australier og en amerikaner mødes. For eksempel på den Roskilde Festival, som en af de australiere jeg mødte den anden dag var på i selskab med mindst én anden australier og en amerikaner. Jeg kan umuligt gengive situation på skrift, men hans beretning om amerikanerens reaktion, da en af australierne nævnte at ”the thong I’m wearing is cracking up – I’ve got to get a new one” (”den ”thong” jeg har på er ved at gå i stykker, jeg er nødt til at købe mig en/nogle nye” var ubetalelig!

Tracey havde flere gode eksempler. Dem vil jeg måske underholde med en dag ved lejlighed. Nu er det nemlig sengetid, vi skal ud og løbe på skøjter i morgen. God nu nat og gå nu lige hjem! 

søndag den 15. juli 2012

Australien IX - Kaffe og Hygge


Jeg sidder nu – igen – i sommerhuset i MacMasters Beach. Ved siden af mig står en kop kaffe fra en stempelkande, og det var egentlig den, der satte dagens blogskriveri i gang. For lige pludselig var jeg – fuldkommen uforvaret – nået ned til den klæbrige, sorte og uden tvivl umådeligt usunde masse, der uvægerligt lægger sig i bunden af sådan en kop stempelkaffe. Givet altså man lader den stå længe nok. Det er ikke en af de bedste oplevelser man har som kaffedrikker, at indhalere sådan en sjat bundskrab, så jeg styrtede over til håndvasken og spyttede ud det bedste jeg har lært (ikke at jeg har modtaget undervisning i kaffespytteri, det var nok nærmere bare min refleks). Da jeg var færdig med at skaffe mig af med den ufrivillige kaffebonus slog det mig, at nu var der da i det mindste et PAR (og lidt til, åbenbart) linjer til bloggen. Ergo hentede jeg min computer.
Nu sidder jeg her med computeren på skødet og ser ud over vandet, mens mørket falder på og jeg drikker kop kaffe nummer to (denne gang med mere fokus på bundsjat). Tracey og Martin er her begge to og holder bare weekend. Det er ret hyggeligt. Med det ord kom jeg til dagens andet emne: for det er et fuldkommen ubegribeligt koncept for nogen som helst andre end danskere. Det vil sige.. Helt ubegribeligt er det ikke, for mange andre nationer kender følelsen (lader det til). Vi er bare de eneste, der går så meget op i det at vi har udviklet en terminologi, der beskriver konceptet ud i detaljer. Når man begynder at tænke over det, bliver det faktisk også en smule avanceret. Jeg begyndte at tænke over det i går. Jeg var ude og drikke nogle drinks og øller med en gruppe af danskere og australiere, der primært kendte hinanden gennem to mennesker. Australierne havde alle sammen været på udvekslingsophold i Danmark og danskerne var alle sammen på udvekslingsophold i Sydney – det var sådan den fælles præmis for os alle sammen. Vi var tre forskellige steder, det første af dem klart det mest interessante: nede ved Operahuset (strengt taget: oppe, i forhold til Haberfield) er der et par barer og restauranter, som alle sammen ligger nærmest ”under” selve operahuset og helt ud til vandet. Det er en turistfælde uden lige og priserne er derefter. Men det var en god fælde og der var noget lidt specielt over at sidde under Operahuset med udsigten over Sydney Harbour Bridge og den nordlige bydels skyline og drikke en Old Fashioned. Det endda selvom det ikke var den mest interessante Old Fashioned, jeg nogensinde har drukket. Jeg sørger for at få taget nogle billeder dernede en dag ved lejlighed.

Det var ikke kun specielt at sidde dernede og drikke de drinks – det var ligefrem hyggeligt; det blev sagt af en af de andre danskere og et par af australierne så fuldkommen uforstående på hende, der havde sagt det. ”Er ”hyggeligt” ikke kun noget man har hjemme hos nogen? ”. Næh nej, min kære australier, hør nu her: Hyggeligt er… Ja hvad pokker er det egentlig? Vi ved alle sammen godt hvad hyggeligt er – det er en lige så naturlig og internaliseret del af alle danskere, som det at have gule tænder er det for svenskerne. Konceptet er meget vigtigt for os, så vigtigt endda at vi har en temmelig omfattende terminologi til at beskrive det. Vi har ikke været ret opfindsomme, når vi har fundet på nye ord omkring ”Hygge”, det skal jeg da være den første til at indrømme: Navneordet er ”hygge”. Stammen af udsagnsordet er sådan set fuldkommen det samme, når man bøjer det i nutid bliver det til ”hygger”. Tillægsordet ligner de to første til forveksling når man kombinerer det med ”-lig”, ligesom biordet er nøjagtigt ens med de tre første (som en lille sidebemærkning til det her grammatiknørderi kan jeg fortælle, at jeg nu flere gange har fået af vide, at mange danskere ved mere om teorien bag engelsk, og sådan set også taler det mere korrekt, end de fleste australiere gider gøre sig ulejlighed med. Til det kunne jeg bare svare at det da muligvis er meget rigtigt, men at jeg til enhver tid foretrækker et engelsk med en tyk accent og ”forkerte” ordstillinger, frem for det upersonlige hakkeri jeg får stammet mig frem til. Jeg vil ikke citeres for denne parentes (det er derfor jeg poster den på en offentlig blog, som alle i hele verden kan se, hvis de gider), jeg synes bare lige at den skulle med).

Vi (det vil sige Cathrine (dansk udvekslingsstuderende) og jeg, med Nick (australier) som kommentarspor) fortsatte vores udforskning af emnet efter min udlægning af den sproglige del af at hygge. Som nævnt inden jeg kom ud på et sidespor var Nick evigt forvisset om, at hygge altså var noget, der foregik derhjemme. Hvis det bare havde været så simpelt havde jeg ikke behøvet skrive sådan en lang post. Hygge er ikke så nemt at definere for nogen, der ikke er vokset op i Danmark, men vi forsøgte (ret utilstrækkeligt) med følgende karakteristika for emnet:

Hygge er noget man gør med gode, gamle eller nye, venner i en afslappet atmosfære.

Hygge er at drikke sig en lille skid på i rødvin, frem for en festlig brandert i champagne/cocktails/drinks.

Hygge er tilbagelænet (ordet på engelsk er bedre, selvom det er nøjagtigt det samme: Laid back)

Hygge er følelsen af at putte (cuddle, på engelsk), uden nødvendigvis at være engageret i den fysiske akt.

Hygge kan man gøre både ude og hjemme, det er ikke så vigtigt.

Humle har det i øvrigt også (for nu at citere en 90’er rapgruppe) med at bringe hyggen. Denne sidste tanke 
blev ikke fremlagt i går, men det bliver den ikke mindre sand af.

Jeg har på fornemmelsen at australierne også er ret gode til at hygge uden nødvendigvis at være klar over, at det er det, de foretager sig. Jeg tror at det, at australierne helt ubevidst hygger, er en meget vigtig bidragende faktor til at så mange danskere er helt pjattede med Australien.

Og på den node: Tak for i dag! Hyg jer ;)

fredag den 13. juli 2012

Australien VIII - Escape into the wild!

Det er vinter i Sydney, så vi tager i sommerhus. Det er omvendtland, og jeg er vild med det! Tracey og Martin har et sommerhus 1,5 times kørsel nord for Sydney, her (det er det grønne lejrbål ude øst på):
Vis Mit Australien på et større kort
Vi landede deroppe igår eftermiddags, cirka klokken 14, Tracey og jeg. Det er planen at vi skal være der on/off frem til på torsdag. Det vil faktisk sige, at vi allerede er tilbage i Haberfield nu, fredag eftermiddag. Tracey og Martin skal i teatret, jeg skal mødes med nogle af de andre danskere inde i byen. Tracey og Martin kører derop imorgen tidlig. Mitchell og Shannon kommer derop i købet af søndagen, og jeg tager derop igen mandag - og planlægger så at blive der frem til torsdag, hvor alle kører hjem igen.

Indkørslen ser sådan ud:

Indkørslen var - for nu at være helt ærligt - ikke det mest interessante deroppe. Det var imidlertid dyrelivet! Eller mere præcist: fuglelivet. Fuglene oppe omkring Macmasters Beach (og i resten af Australien, ifølge Tracey) er skide ligeglade med mennesker. Kolde i røven. De giver ikke fire flyvende fucks. Tag nu for eksempel blærerøven på billederne herunder:
Han er en "kookaburra". Sådan nogle spiser kød. Og mange kookaburras spiser meget kød. Det var Tracey vidne til sidste sommer, da familien grillede på terrassen. Når de gjorde det, var hun "nødt" til at købe kød både til grillen og til fuglene, for at slippe for at de stjal det, der lå på grillen. Så ham her vidste godt, at mennesker i husene var lig med frokost. Tracey fandt da også noget kødpålæg til ham, som han slugte:

 
 Bagefter havde dagens frokostværtinde en alvorlig samtale med gæsten. Det handlede primært om at han bestemt havde fået rigeligt at spise for den dag.
Der var andre frokostgæster den samme dag, og den unge Falstring, som underholder med dette, var passende benovet over det leben, der udspillede sig for øjnene af ham. Der er naturligvis (også) tonsvis af billeder af disse fugle, af hvilke jeg kun vil belemre Jer med de bedste.
 
Fuglene herover og under er "larakeets" - og altså ikke, som vi kender dem i Danmark, parakeets [parakitter, red.]. De er små papegøjer og har nogle fantastiske farver. Eller.. Farverne er vel egentlig ikke så fantastiske i sig selv. Men i kombination med resten af fuglen giver det et helt rart billede til at have på nethinden!
 
 Endelig udsigten fra terrassen. Stranden man med lidt (meget) god vilje kan ane hen over de hvide huse i midten af billedet er den Copacabana, der er angivet på kortet ovenfor.


Dagens Australien-lektion, som jeg fik af Tracey på vejen hjem fra Mac's: Australien består af 5 stater og 2 territorier. Der bor ikke nok mennesker i territorierne til at de kan få lov til at være stater, så de må nøjes. Staten jeg befinder mig i hedder New South Wales, hovedstaden her er Sydney.
Nordpå ligger staten Queensland, hvor hovedstaden er Brisbane.
Oppe i midten ligger Northern Territory som er et - surprise - territorie. Der hedder hovedstaden Darwin. Neden i midten ligger staten Southern Australia, hovedstad Adelaide.
Helt ude vestpå ligger (opfindsomt nok) staten Western Australia, som har Perth som hovedstad.
Umiddelbart syd for New South Wales ligger territoriet Australian Capital Territory, hvor hovedstaden hedder Canberra (lige som den sådan set gør for landet som helhed).
Længere sydpå, sådan lidt afsides og ikke forbundet med  resten af kontinentet, ligger staten (og øen) Tasmanien, hvor hovedstaden hedder Hobart.

Hver af disse stater og territorier har hver deres egen lille "regering", men er samtidig underlagt den føderale lovgivning, som er gældende for Australien som et helt land. Det er nøjagtig det samme roderi vi har gang med regionerne og Christiansborg, bare på en lidt større skala.

So long!
Posted by Picasa

onsdag den 11. juli 2012

Australien VII - Becoming Australian

Eller det vil sige.. Nu har jeg i hvert fald - efter en smule møjsommelighed - en telefon, der virker på australsk net og med australsk simkort. Det er jo bare dejligt jo!
Udover det er der i selvransagelsens klare lys ikke sket en fløjtende tordenfis de sidste to dage. Jeg var ude og løbe igår, jeg læste Martin Lindstroms "Buyologi" og... Det var sådan set det.
I dag har jeg læst en god bid af Keith Richards (guitarmand i Rolling Stones) "Life". Det foregik dels på 4 Logan Ave., dels på en cafe inde midt i Sydney, hvor jeg fik mig en Latte og en herlig salat.
Og for det hele nu ikke skal ende i trivialiteter vil jeg fortsætte til dagens egentlig emne: Forskellen på australiere og danskere - eller manglen på samme. Årsagen til at jeg føler mig berettiget til at udtale mig om lige nøjagtige dét emne er ikke mine årelange antropologiske studier af  henholdvis australiere og danskere, for - med sandheden lysende direkte ud af alle mulige og umulige kropsåbninger - sådan nogle har jeg ikke udført. Ej heller er det på grund af min udsædvanlige fatteevne [af hvilken forfatteren heller ikke er i besiddelse, red.] at jeg efter kun 4 døgn i Sydney kan begynde at udtale mig om de forskelle.
Mine ord får først egentlig vægt når jeg fralægger mig ethvert ansvar for dem - udover naturligvis formidlerens evigt gældende. Ordene - eller tankerne - var nemlig i første omgang min overordentlig intelligente og ivrigt konverserende værtindes.
Vi kom under frokosten på en lille, større (den er blevet udvidet i to omgange) og meget populær italiensk restaurant ved navn "Dolcissimo" til at tale om, hvor meget danskere og australiere rent faktisk minder om hinanden - og om hvorfor de gør sådan.
Et af de vigtigste karaktertræk Tracey havde lagt mærke til, A og D deler, er deres humor. En humor som i høj grad begge steder bygger på sarkasme og ironi (og der er en gradsforskel). Tracey fortalte historien om hvordan hun og flere andre australiere, da de først ankom til Odense i Danmark for 30 år siden for at deltage i 14 dages sprogkursus, inden deres ophold hos familierne begyndte, spurgte en amerikaner, hvordan danskernes humor var. Efter at have lagt ansigtet i de rette frastødte folder havde den amerikanske studerende svaret "It's weird" (den er underlig). Hun havde efterfølgende uddybet med "da en af de andre rotarianere spurgte min værtsfar hvordan det var at have mig [den amerikanske stud. red.] boende, havde værtsfaderen svaret med "det er absolut forfærdeligt! Når jeg vil på badeværelset er hun på badeværelset, når jeg vil bruge telefonen bruger hun telefonen. Fuldkommen horribelt!", hvorefter han havde klasket sin medrotarianer på ryggen og de sammen havde grinet". "Det er som om de siger det modsatte af hvad de mener - OG DET ER SJOVT!?" havde amerikaneren tilføjet som en afsluttende kommentar.
Da den amerikanske studerende havde rejst sig og var gået, var de 6-8 australiere med store smil på deres nydanske læber blevet enige om at "det her kommer til at gå aldeles fremragende!". Jeg [Mikkel, red.] er tilbøjelig til at give australierne ret - det kommer til at gå aldeles fremragende. For udover A & D's fremragende fælles form for humor er et andet fælles karaktertræk for de to folkeslag, som Tracey fremhævede, en fælles sund disrespekt for autoriteter. Det synes jeg også jeg har mærke i det her hjem - det er helt okay at udfordre autoriteterne, så længe man er forberedt på at tage de tæsk man får for det som  som en mand.
(MOR!: Ikke at jeg har været flabet eller noget - jeg har rent faktisk, for nu at bruge min yngste broders fremragende formulering, haft den helt lange finger nede i jorden. Men det er en herlig uformel tone, der gennemsyrer hele familien).
(ALLE ANDRE: Min kære moder var, inden jeg tog afsted, hunderæd for at jeg, på grund af mine mine mere eksorbitante og farverige karaktertræk, var i risikozonen for at få en anspændt forhold til min værtsfamilie, hvis de skulle vise sig at være mere snerpede end min omgangskreds derhjemme. For nu at have begge sider af historien med, hører der den detalje til, at hun ytrede sine bekymringer efter en særlig festlig aften på Falster, hvor jeg havde henholdvis råbt og hvisket de to halvdele af mine bidrag til samtalen, havde smurt Jonas ind i guacomole og derefter sunget (eller gjort mit bedste forsøg på det) en sang om aftenens begivenheder, akkompagneret af mit eget akkordløse (men med arbitrært skiftevis åbne og dæmpede strenge) guitarspil))

Tilbage til sagen! Australiernes og danskernes sindelag er ret ens. Hvorfor er det er tilfældet er der mindre enighed om. Vi var helt enige om at de forhold som regel skaber kultur er sådan noget som den underliggende geografi og de overliggende magtforhold. Man kan ikke just sige at nogle af dem har været ret ens for australierne og danskerne.

Denne serie bliver fortsat når jeg ved noget mere! Med mindre jeg ikke finder ud af noget som helst andet mens jeg er hernede, for så kommer der ikke til at ske så meget...

mandag den 9. juli 2012

Australien VI

Det er ikke uden en hvis form for stolthed i stemmen, at jeg hermed beretter, at min krop allerede er både senil og infleksibel som ind i helvedes aller varmeste ovne. Natten mellem i forgårs og igår sov jeg 16 timer. Det kompenserede mit bevæge- og tænkeapparat for i morges ved, i en fæl og nederdrægtig sammensværelse, at beslutte, at den tredje del af den hellige treenighed, der udgør hr. Mikkel Fog Nielsen - nemlig undertegnes sjæl -, bare havde at stå op, når nu de to andre var vågne. Det foregik klokken 0400 Australsk tid. Med sengetid igår klokken lige omkring midnat fik jeg altså lige nøjagtig fire timers hvile, før de mere morgenfriske dele af mig tog en beslutning om, at det var godmorgen tid. Når klokken er 0400 om morgenen i Sydney er der stadig cirka to og en halv time til solen begynder at gøre de første spæde skridt hen i mod at stå op. Det er først ordentligt lyst omkring klokken kvart over syv. 
Men der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget: Når man står tidligt op får man også noget ud af dagen. Så da klokken var halv seks havde jeg strøget alle mine otte medbragte skjorter, spist morgenmad, drukket morgenkaffe, pakket al min bagage ud og drukket morgenkaffe én gang til. 
Omkring klokken seks stod Tracey op fordi Martin alligevel skulle på arbejde, og når hun er oppe er der bare underholdning for alle pengene. Jeg fik i morges den - er jeg sikker på - korte version af hvordan "landsbyen" (i storbyen Sydney) Haberfield opstod omkring år 1900 (dansk tid), hvordan mange af de italienere, der siden er flyttet ind, har forsøgt at forskønne bydelen ved at beklæde mange af husene med nogle aldeles rædselsfulde røde mursten. Hvilket minder mig om, at jeg en af de nærmeste dage nok bør gå en tur i området og tage nogle billeder, så I ved hvad jeg snakker om derhjemme. 

Derudover er dagen gået med at oprette en bankkonto til undertegnede, spise frokost i Haberfield og en tur ind i CBD, hvor Sydney og Martin havde et ærinde. Det ærinde betød at jeg havde en times tid alene med mit kamera - nogle af resultaterne kan I se neden for. 


Sydneysiderne er meget bevidste om deres ansvar - dukken til venstre er efterbilledet til dem til højre. Før og efter en tur i shoppingcenteret "Myer" forstås..


En af de helt store shoppinggader i Central Business District, først den ene vej...



Og så den anden vej - med lidt andre indstillinger i Photoshop's HDR Plug-in.



Åbenbart bruger sydneysiderne så mange badesandler (Havaianas) at dette her er en effektiv måde at distribuere dem på. Bemærk også størrelsesguiden på gulvet :)
 
Posted by Picasa

søndag den 8. juli 2012

Australien V - Øvelse i friassociation


Dagen i dag startede virkelig, VIRKELIG tidligt! Jeg vågnede allerede ti minutter i syv. Men på den anden siden, når man går i seng 1930, er det måske på sin plads at starte den følgende dag tidligt. Så det gjorde jeg! Jeg startede med at tage ørepropper i og sove fire timer mere. Det bidrog (sammen med de foregående døgns rejse) nok også til at jeg var lidt groggy, da jeg stod op halv tolv. Jeg fik mig en skive pseudorugbrød (den bedste billedlige beskrivelse af det (udover et egentligt billede) vil være sådan en sønderjysk, kernefri badboy's homoseksuelle fætter - lidt blødere, lidt lysere i indtryk og indtræk og med bedre gardinsmag) med ost, et æble (for hvilke det åbenbart er sæson i Australien) og en kop kaf'.
Så var jeg ellers klar til step 26 i projekt "Barfordsindianer" - en tur der blev en lille smule længere end det egentlig var meningen, men sådan kan man jo være så heldig ind imellem! Apropos dét (af mine mange) projekt(er) vil jeg i øvrigt tilføje, at jeg skal løbe City2surf (fra by til strand - se mere her: http://www.city2surf.com.au/) om fem uger. Det er 14 kilometer i Sydneys stærkt kuperede terræn og inkluderer blandt andre morsomheder en tur op ad "Heartbreak Hill" - en sød lille bakke med en gennemsnitsstigning på 6%. 

Associeret til ovenstående, som til dels handler om Sydney, vil jeg lige uddybe en af meldingerne på gårsdagens blogpost, som fik et par kommentarer med af aftenens middagsvært: Om der mon virkelig skulle være forskel på Sydney og Sydney, når nu der hverken er forskel i stavemåde eller den måde jeg udtaler det på inde i mit eget hoved. Svaret er ja. Det er der. Forskelle ligger i den, at man med "Sydney" kan referere til to forskellige områder, nemlig "CBD" (Central Business District) og "Sydney". Den første er, som navnet i svagest mulige grad antyder, Sydneys Centrale forretningsdistrikt. Det vil selvfølgelig sige den del af byen, hvor alle de store banker har klasket de gigantiske og overstadigt smukke konstruktioner af glas og beton, de benytter som hovedkvarterer, ned, ryg mod ryg med lige så charmerende og indtagende bygninger i nøjagtigt samme inspirerende arkitektoniske stil, som huser advokatkontorer, pensionsfonde, dyre hoteller og en enkelt (har jeg ladet mig fortælle af den lille mand, der spiller truthorn i højre hjernehalvdel, når der bliver for kedeligt i den venstre) pølsemand.
Alle disse høje bygninger omringer enkelte ægte arkitektoniske perler, hvoraf de fleste bliver brugt til noget helt andet end det de oprindeligt blev bygget til. Det gælder blandt andet de stalde, som en af de første (og mest berømte) guvernører i Sydney, Gov. MacQuarie, fik opført tæt på guvernørboligen. De stalde huser nu Australiens Nationale Musik Konservatorium. Staldene blev i øvrigt i sin tid, tegnet af en fyr, der hedder Francis Greenway. Ikke at navnet i sig selv er noget at falde i svime over, men historien om ham er ret fin, så den får min tålmodige læser her: Mr. Greenway var en af de første beboere i Sydney. Det var han primært på grund af sine fremragende, men alligevel ikke SÅ fremragende kunstneriske egenskaber. Francis blev sendt til Sydney på et statsbetalt ophold. Australien var nemlig oprindeligt en "penal colony" - med andre (danske) ord: En fangekoloni. Francis var en meget kunstnerisk sjæl (fortalte Tracey igår, da hun også fortalte om MacQuarie og staldene - hun er ret historisk interesseret og vildt god til at fortælle). Han brugte blandt andet sine talenter på at forfalske underskrifter. Han gjorde det bare ikke godt nok. Så han blev opdaget og blev straffet ved at blive sendt til et land, hvor der var masser af plads og sommer året rundt. Hvilken forfærdelig straf! Engelsk effektivitet når den er ALLER bedst. Guvernør MacQuarie måtte, på grund af koloniens noget afsides beliggenhed, arbejde med hvad der var, så Francis blev hans personlige arkitekt og sammen står de to bag mange af Sydneys mest prominente bygningsværker. Ikke i bogstavelig forstand. Det ville også være møgulækkert, hvis de to fyre stod der endnu, de er døde for længst. MacQuarie var guvernør fra 1810 til 1824.

De stod også bag den bygning, der nu fungerer som State Library (en bygning der, af de to ovennævnte herrer, egentlig var tiltænkt rumforskning. Da fremskridtet de første mange år kunne ligge på et afsindigt lille sted, besluttede de at fylde det med bøger i stedet for). Det var derinde at jeg mødte Ulrik, Tanja og Pia, som var på besøg hos Ulrik og Tanja. Ja altså... Pia var på besøg, Ulrik og Tanja bor hos Ulrik og Tanja på en mere permanent basis. De havde inviteret på middag (Ulrik og Tanja, ikke Pia. Men hun var også inviteret!). Så derfor mødtes vi i statsbiblioteket, hvor der i øjeblikket er udstilling med årets pressebilleder. P.U.T. var ret meget færdige da jeg kom - det var kun til min fordel, for så kunne jeg nøjes med, på de andres anbefaling, at se de mest spændende billeder og slap for alle de kedelige - hurra for tidsøkonomisk  konsumering af kunst og kultur! Det kunne mange samtidige performance artister lære noget af.
Vi spiste en virkelig hyggelig middag hos Ulrik og Tanja. Måske var det ikke så meget maden, men nærmere selskabet, der var hyggeligt. Hyggelig mad er, i følge min hidtige fødevarerelaterede referenceramme et uhyre sjældent begreb.
Jeg blev introduceret for en ny dessert: A mess! Det er aldeles fremragende idé og I får her, ganske inklusivt (modsat eksklusivt, for jeg kan umuligt være den eneste der har bragt den) opskriften:
Ingredienser:
Tilfældig is fra fryseren (ikke helt tilfældig. Krav: en der er fremstillet med henblik på at blive anvendt i dessert, og således fyldt med sukker og, foretrækkeligt, fløde eller andre mejeriprodukter. Isterninger duer med andre ord dårligt)
Tilfældige bær og frugter
Chokolade, vingummibamser, skumfiduser og andre rare (fordøjelige, emballage er no-go) sager fra slikskuffen. 

Fremgangsmåde:
1) Anbring ovenstående i skål, hvis rumfang er større end aggregatet af ovenstående ingrediensers
2) rør indtil konsistensen er ligesom is, der er rørt sammen med frugt og slik
3a) Servér i skåle der er væsentligt mindre end den første (ellers ser det åndssvagt ud)
3b) eller spis det hele direkte fra den store skål, hvis du er en kæmpe gris
4a) Presto! Så er der dessert!
4b) Gentag trin 1-2 og gå nu til trin 3a i stedet for trin 3b, så der også er noget til dine gæster. Din gris.
5) Presto! Så er der (også) dessert (til dine gæster). (Gris)

Ulrik er - til de, som ikke har styr på mine absurd komplekse familieforhold - min morfars ældste lillebrors yngste søn. Således er han også min mors fætter, og kommende far til mine fremtidige børns grankusiner og -fætre. Tanja er hans søde kæreste og aftenens værtinde. Som jeg ikke havde en gave med til. Crap. Det husker jeg næste gang.
I parkeringskælderen i Ulrik og Tanjas hus var nedenstående billedes motiv malet på gulvet (det er på hovedet, fordi jeg er i... Australien! Tøhø...)
Jeg synes det var en lille smule tåbeligt, ind til jeg kom i tanke om, at jeg er i omvendtland. 


Den ældste af hundende (Henry, cockerspaniel, 11,5 år) var i øvrigt død da jeg kom hjem fra Tanja og Ulrik. Nu er der kun Phoebe tilbage (også cockerspaniel, 2,5 år. Sort som et sort lam). 
Og så, for lige at slutte den historie jeg begyndte med på en narrativ måde, der forhåbentlig får børsterne til at rejse sig på selv den blideste af mine journaliststuderende kammerater, er den anden måde man kan bruge "Sydney" på, den, som alle der ikke kommer fra eller bor i Sydney (og som Sydney-siderne i øvrigt også selv ind  imellem) bruger : Nemlig til at referere til det store område på størrelse med Sjælland, hvori der bor omkring 5 millioner mennesker og som egentlig bare er forstad på forstad på forstad. Eller rettere: Forstæder ved siden af hinanden. Det andet bliver hurtigt mørkt for de fleste andre end øverste. Det store område er så opdelt i flere mindre byer, som hver har deres egne postnumre, rådhuse og borgmestre. Jeg bor i Haberfield, som hører under Ashfield Municipality (kommune). 

Og det var så en virkelig lang beretning om dag to, hvor der egentlig ikke skete så forfærdelig meget.