søndag den 9. december 2012

New Zealand III - Mandefald

 
Så blev det aften på dag 6., d. 9/12 2012. For nu at være helt ærlig er der ikke sket sindsoprivende meget de sidste to dage.

I går (på dag 5) vækkede den gode Michael mig klokken 6 ude midt i skoven i nærheden af Turangi. Turangi ligger syd for ”Lake Taupo” og umiddelbart nord for nationalparken Tongariro. Gennem den nationalpark går ”New Zealands måske bedste én-dags gåtur – The Tongariro Alpine Crossing” (citat: Guidebogen). Det var vores plan at gå den lille 20km’s sviptur på 5. dagen, altså i går. Den plan fik vi ikke bragt til udførelse, for Michael vækkede mig med ordene ”Jeg tror vi er nødt til at tage til lægen”. Han var begyndt at skrante en smule dagen før, og så direkte skidt ud da han vækkede mig. Så vi pakkede sammen og kørte mod Turangi. Derinde fortalte tankpasseren os, at det var lørdag. Følgelig var der nok ikke sådan for alvor nogen læger, der havde planer om at lave ret meget andet end at grille frankfurtere og drikke bajere på terrassen. I hvert fald ikke i Turangi. Tankpasseren sendte os videre til Taupo. Taupo er den største by i området, og deler navn med søen, hvis nordøstlige bredder den ligger op til.

Efter 50 kilometers kørsel nåede vi derind, fandt hospitalet og fik af vide, at hvis vi kunne vente til de almindelige praktiserende åbnede klokken 0830, kunne vi spare omkring 100 dollar på lægebesøget. Det kunne vi ligesom godt vente på. Ventetiden brugte vi på at strække vores ellers meget stramme plan. Således skal vi nu riverrafte på onsdag d. 12. og med færgen til Sydøen d. 13. i stedet for henholdsvis i dag og i morgen. Det viste sig at være en klog beslutning, for lægen ordinerede 10 dages penicillin og så meget søvn som muligt, som kur mod Michaels meget hævede mandler. Michael har altså brugt de sidste to dage på at sove. Jeg har fået læst en bog og trænet min tålmodighed. Med udsigt til Lake Taupo og bjergene bag den er egnen her ikke det værste sted man kan forestille sig at være taget til fange i en autocamper.

Ud over tålmodighedstræning har jeg testet campingudstyret og i processen lavet verdens langsomste kop kaffe. Jeg har ladet mig fortælle, at det blandt hipstere i Tokyo og København er på mode at brygge sin kaffe testikelposeforlængende langsomt. Jeg er ret overbevist om, at jeg gjorde det fuldkommen forkert. Grunden til at min kaffe blev meget langsomt var, at gasflammen på det lille komfur blev ved med at gå ud. Det tog cirka en halv time at få bragt temperaturen på to deciliter vand fra ”kold” til ”lunken, grænsende til varm”.

Happy camper med fungerende gasblus


Knap så happy camper med knap så fungerende gasblus


 Eftermiddagskaffe i "Camp Caos" - med en træt mand ved siden af


Eftermiddagskaffen blev til aftenkaffe på dag 5., men udsigten fejlede ikke noget.

udsigt med mere zoom




Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Gårsdagens langsomme kaffe resulterede i dag i en grejinvestering. Jeg har købt et gasblus! Hurra for en udendørstype jeg er! Det lavede vi mad på i dag – spaghetti med tomatsovs og tun.

Dagens Haiko:

Varm aftensmad i campervan
Gør Michael glad
og også hans kumpan




Og så kan jeg vist heller ikke strække fortællingen om en dag, hvor der absolut intet skete længere. Ud over at Michael midt i al sin sygdom vaskede tøj. Men det er mere fordi det er et godt billede:



Posted by Picasa

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar