onsdag den 26. december 2012

Australien XXXVIII - New Zealand X

Efter en lang nat og en meget tidlig flyvetur er jeg nu tilbage på min flade i de trygge omgivelser i Haberfield. Michael og jeg holdt os vågne, for jeg skulle allerede være i lufthavnen klokken 4. Nu er der ikke så meget at skrive om en flyvetur, og det var egentlig heller ikke det, der var meningen med dette her indlæg. Det var nærmere at få noget af det med, som er smuttet i indlæggene, der er skrevet undervejs. Jeg er mest kommet i tanke om at også disse skøre, sjove og anderledes oplevelser skulle med, fordi jeg har fundet billeder af dem i min telefon. Så de billeder kommer til at lægge grunden for indlægget.

Her ser min kammerat af en eller anden grund meget trist ud. Det har han overhovedet ingen grund til, for vi havde på dette tidspunkt lige fortæret to bøffer. Som man kan se er desserten kommet på bordet. På Michaels tallerken var det en hindbær/chokoladekage, på min en Kahlua cheesecake.


Anledningen til ekstravaganzaen på billedet ovenfor var naturligvis vores besøg på Keiths restaurant. Keith, motorcyklisten som vi "reddede" fra en lang gåtur - og som vi fik taget et billede sammen med: 


Man kan ikke se det på billedet, men det styrter ned lige bag ved Michael. Han står og laver (aka. varmer) mad under bagsmækken på bilen, mens jeg gemmer mig inden for i tørvejr og varme. Da jeg tog billedet var han midt i at spørge, om jeg ville have noget af den cola, der var i hans termokande. Det ville jeg ikke. 


Det er ikke verdens bedste billede, men det er nok tæt på at være verdens bedste biograf. I hvert fald verdens hyggeligste, ud over den jeg havde på mit værelse i kælderen i Høstsgade.
Det er "Cinema Paradiso" i Wanaka på Sydøen. Biografstolene er ens. Men kun 3-4 stykker af gangen, og de ens biografstole er spredt mellem sofaer, lænestole, gyngeheste og biler, som man også kan sidde på og i under filmfremvisningen. Okay.. Der var var ingen gyngeheste, men den ene af de to biler kan man skimte bagerst i billedet. Den er blå.


I biografens cafe kunne man købe STORE hjemme- og nybagte småkager. Både før filmen begyndte og i den pause, der med en hvis form for snedighed var indlagt midt i filmen. Første halvdel af filmen brugte de på at bage flere småkager.
Biografen lå i øvrigt i hvad der lignede et ombygget (stort) parcelhus. Ombygningen bestod i at man havde revet alle væggene ud og bygge en kasse midt i huset, som udgjorde selve "biografrummet". Rundt om kassen lå toiletter, café og spiseområde. I separate afdelinger. Det er noget gris at spise på toilettet.
Vi så i øvrigt "James Bond: Skyfall", men det var ikke det vigtigste ved dén biograftur. Selvom det er en djævelsk god film.


Under den lange ventetid i Christchurch fik min kreativitet frit løb. Det frie løb mundede ud i at jeg splittede min lommelygte ad i tusind dele. Ikke tusind. Nok nærmere tre eller fire. En af de dele var det forstørrelsesglas, der gør, at man kan fokusere eller sprede lyset fra lygten. Hvis man sætter det glas helt tæt på kameraet i sin æbletelefon fungerer hele konfigurationen som et temmelig kraftigt mikroskop - endda med indbygget lys. Her er det inspektionen af vævningen af den orange stribe på en af mine sokker. 


For nu at lave en køn afslutning på beretningen om turen til New Zealand, vil jeg gerne bruge mine publiceringsmuligheder til at takke Michael for at være en fremragende makker på turen. Det er bestemt ikke alle, der kan sætte sig i en bil med mig i tre uger og bevare den form for sindsro, han har udvist. Vi har til vores egen store overraskelse ikke haft nogen nævneværdige disputser overhovedet. Vi har til gengæld opdaget hvor ens vi er opdraget, og følgelig hvor ens vi ser på verden. Man når alligevel at få sludret en del på sådan 4700 kilometer med en maksimal hastighedsgrænse på 100 km/t. Til gengæld når man også at holde en del kæft, og det er nok endnu en af grundene til at vi ikke har været ved at flå hovederne af hinanden; at vi, måske på grund af det kromosomsæt vi er udstyret med, ikke har brug for at snakke bare for at snakke.
Vi har også talt om andre forklaringer på vores fredelige tur, men jeg er lige kommet i tanke om den nok allermest afgørende faktor: Dobbelt dynen som camperen var udstyret med. Når man skal dele dyne med en kammerat duer det til simpelthen ikke at slås.

Så med den temmelig indpakkede tak til min rejsekammerat for et fantastisk eventyr må jeg melde:

Schluuuut på rapportering om turen til New Zealand
4. - 26. december 2012



men livet går videre, og det gør det også i Haberfield. Her gik livet videre med en sløv dag for alle de på matriklen residerende. Tracey og Martin havde en temmelig krævende juledag i går, og en masse fordøjelse der skulle klares i dag, og jeg har ikke sovet ret meget. Tracey var ikke mere udkørt end at hun kunne overrække mig de julegaver hun har købt til mig.

Jeg er en meget priviligeret ung mand.

I den rækkefølge jeg pakkede op drejede det sig om: En bog om Australsk slang (som bruger slang, som man er nødt til at slå op i bogen, til at forklare det slang man har forsøgt at slå op i bogen), en bog om at være og blive australier og en småkagedåse med (mere) australsk slang printet uden på (og småkager inden i).
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar