fredag den 6. juli 2012

Australien IV

d. 6. Juli 2012, kl. 10.28 lokal tid, 0428 dansk tid

"schjup"
"schjup"
"schjuup"
"schhhhhhjuuuuuuup!!!"
omtrent sådan lyder det, når 487 kinesere kollektivt forsøger at indtage deres in-flight meal (kylling med diverse snask) med almindeligt bestik. Kinesere er åbenbart fuldkommen ude af stand til at betjene vestligt service på den måde det er tiltænkt: Nemlig at komme gaffel (eller ske, alt efter præference) ind i munden, hvorfor maden, der befinder sig på nævnte service, med tungen behændigt formøbles ned i munden til videre bearbejdning. 
NÆHNEJ! Sådan gør kineserne ikke. Innovative som de er, de gule folk fra øst, løfter de bare gaffel og/eller ske op i nærheden af mund og næse og suger derefter så kraftigt indad, at der dannes tilstrækkeligt undertryk i kabinen til at deres mad transporteres det sidste lille stykke ind i munden. Når omtalte 487 kinesere foretager denne øvelse samtidig, giver det en overraskende kraftig støj, og bringer de 13 fortvivlede nord-europæere, der ved en fejl har forvildet sig med på familien Changs familieudflugt, på grådens rand i deres brændende ønske om madro. 

Klokken er, i følge de ophængte informationstavler, halv elleve om formiddagen, og alt ånder fred og idyl på den Costa Coffee i Beijing International Prestigious, Glorious and Holy Airport (seriøst, det hedder den) hvor jeg sidder og forfatter denne første del af rejsebeskrivelsen. Min indre ur er imidlertid inklineret til at være uenig i ovenstående udmelding. Dét (og min iPhone, som åbenbart er dummere end iPad'en og endnu ikke har fattet at tiden er skiftet) mener helt bestemt, at klokken er nærmere halv fem om morgenen frem for halv fem om formiddagen. Når min indre frøken Klokkens information så i kommandocentralen støder sammen med soveafdelingens melding om at de har haft en forfærdelig nat uden ret meget at lave, og at det de så i øvrigt fik lavet blev vildt dårligt, og de derefter sammen spiser frokost med mit perspirative system, som er gået fuldkommen bailando, på grund af den enormt lækre luftfugtighed de kører med i Beijing, er der måske ikke så meget at sige til, at mit umiddelbare indtryk af Kina som land og deres befolkning som en folk forbandede undermålere af en uciviliseret flok barbarer uden bordmanerer muligvis er blevet farvet lidt i en kedelig retning. 

Men lige meget hvad! Solen skinner, vejret er herligt, jeg ligeglad for at jeg er indendørs og jeg har 6 timer til at finde næste gate, hvor jeg skal tage toget til Sydney. 
Ikke toget, flyet. Næste fly til Sydney. Jeg tror jeg køber mig en kaffe om lidt...

d. 6. Juli 2012 kl. 1613 lokal tid, 1013 dansk tid

Jeg har nu sovet et par timer (i en af de herlige og til formålet opstillede liggestole, afbilledet nedenfor), fået børstet tænder (en venlig kineser lånte mig en tandpastalignende og -smagende substans fra en tube, der stod Colgate på - jeg satser på det var tandpasta) og købt mig en stor kaffe og en sandwich hos lufthavnens Starbucks.
  
Jeg føler mig som et helt nyt menneske, og det er lige før jeg uden løgn og bedrag i stemmen siger at jeg glæder mig til de næste ti timer i en flyvemaskine. Men også kun næsten. 
Dagens andet billede er af et nråt lort nok. Det bærer kun en lille smule præg af, at jeg havde noget ventetid der blev brugt i Photoforretningen: 

d. 7. Juli 2012 kl. 1722 lokal tid, kl. 0922 dansk tid
(dette bliver sidste melding med både lokal og dansk tid - forskellen er nu otte timer, med mindre I hører andet!)

Jeg sidder nu i Tracey og Martins stue (nærmere bestemt: sofa) på 4 Logan Avenue, Haberfield, NSW og forsøger at fordøje sytten millioner forskellige indtryk, alt imens jeg kæmper virkelig hårdt for ikke at falde i søvn - det er planen først at sove om et par timer, så jeg kan ramme den rigtige døgnrytme lige i røven. Til hjælp med den sidste opgave har jeg stor kop Nescafé og ind til flere smørkiks. Hurra for Australien!
Jeg landede i Sydney allerede 0610 - omkring 40 minutter før planlagt. Lidt irriterende, når der nu kun manglede 146 sekunder af Star Wars III: Revenge of the Sith. Tøhø...
Anywaysish... Jeg fik fedtet min afsindigt tunge håndbagage ud af flyveren og rykkede ned mod paskontrollen. Der gik jeg over til en sød dame, som stod og kontrollerede sedlerne, som alle morakkerne (der på forhånd havde gidet gøre den minimale indsats, det havde krævet at sætte sig ind i indrejsereglerne i Australien) gav til hende. Hun bad mig om at følge deres (morakkernes, red. 19/1-13) fremragende eksempel. Da jeg for anden gang var halvvejs gennem køen til damen med sedlerne og det røde stempel hørte jeg en stemme kalde "MIKKEL!?". Min - på daværende tidspunkt - halvt udbrændte hjerne overvejede i en ottendedel af et sekund at gå direkte i flyverskjul bag den nærmeste afspærringstape. Heldigvis kom en anden, og mindre søvnpåvirket, del af min hjerne lynhurtigt krysterkartellet af mit tænkeapparat til undsætning og kunne berette om at det var en kvindestemme, der havde råbt.
Det var ingen andre end AK, som jeg i en kort periode boede sammen med, der råbte MF Nielsen an der midt i Sydney Lufthavns paskontrol. Hun var på vej sammen med Michael (som jeg skal til New Zealand med) og Philip (som også læser IB). AK mellemlandede på vej til Melbourne, Michael og Philip på deres veje til Brisbane. Og rendte altså lige ind i undertegnede hr. Nielsen. Som kort efter blev trukket til side af en af de usædvanligt bryske lufthavnspaskontroloverogunderkontrollørerafvariendegradogintegritetmenalleafsindigtildelugtende. Der var nogen der er et sted i verdens meget omfattende rejsesystem havde lavet en fejl, som kun kunne rettes ved at køre undertegnedes pas gennem den samme lysende brevsprække (scanner, går jeg ud fra) seksten gange. Som sagt, så gjort. 16 scanninger, 15 par øjenbryn løftet i forbavselse over at den forrige scanning mislykkedes og et sæt ditto tilfreds rynket på førnævnte bryske facon var jeg videre gennem paskontrollen og på vej ned mod bagagebåndende. 


Ude på den anden side af dem stod hr. og fru Osmond klar til at være den velkomstkomité, de allerede inden min afgang fra Danmark havde lovet de ville være. De er - for nu at bruge et godt gammeldags bandeord - skide søde! De er så hyggelige og nemme at snakke med - og de har vist mig rundt i Sydney hele dagen! 

I øvrigt har de også forklaret forskellen på Sydney og Sydney for mig; der er en væsentlig! 
Nedenfor får I lige de første par snaps (direkte ud fra æblets kamera).

Motivet på det første er en strand, hvis navn med lidt god vilje og hvis man kniber øjnene sammen og hører det fra venstre, godt kan lede tankerne hen på en bestemt seksuel fetisch (der er flødeboller efter eget valg på højkant til den, der gætter det i kommentarfeltet nedenfor) (konkurrencen er også en test af, om nogen rent faktisk har læst al denne her tekst) (tøhø(hø)hø)

Hvis du ikke kan gætte hvad det her er, får du simpelthen ikke lov at læse på bloggen længere. Heller ikke hvis grunden til du ikke kan gætte det er, at du balancerer på én stylte, jonglerer med tre stylter og i øvrigt har bind (og en stylte) for øjnene. Det er ikke en undskyldning. Denne her skal man kunne. Ingen flødeboller på højkant i denne afdeling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar