fredag den 31. august 2012

Australien XXI - AGNSW

Ugens kulturelle oplevelse
 
Aldeles fremragende museum for moderne og klassisk kunst fra Australien, New Zealand og resten af verden. Ud over de værker der var udstillet var bygningen en oplevelse i sig selv - meget pompøs, meget rummelig, meget tydeligt tegn på at nogen engang i tidernes morgen gerne ville vise, hvor lidt Australien var en fangekoloni. 

Koloenormt maleri (slag på tasken: 32 meter (fodnote 1)) af Chaucer, der læser "The Canterbury Tales" for den af Englands konger, som gjorde engelsk til det officielle sprog i England. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det gjorde indtryk - og nu er det en del af udtrykket på min blog. 

Kan man udstille en stor (som i... 5*12 meter) hvid kasse, oplyst af gammeldags elpærer som kunst? 

Ja.. Hvis man har fået 35 kinesere til at "tegne" et bykort på den med "Johnsons Baby Powder" kan man! Ingen nys, tak! Hele rummet duftede i øvrigt af nyvasket babyrøv. Hvis man altså har pudret babyrumpen med Johnsons Baby Powder. Som er den australsk/amerikanske ækvivalent til Matas Babypudder. 

Den bevægede sig, snakkede, og græd. Og den var en projektion fra tre projektorer på tre badebolde. Den var simpelthen så go'! 

Avantgarde.. 
Spejlet med de sorte prikker bagerst var er helt andet værk end klovnen der ligger foran. De sorte prikker er højtalere, som spillede en 15-20 sekunder lang dialog mellem to mennesker, der gik noget i retning af "what do you want? I don't you know, what do YOU want?"
Meget skørt, men lige efter min smag! 

De to museumsgæster midt i deres egne kreative udfoldelser

 ... der var en hel væg fyldt med de her farvede spejle!

Og sidst men ikke mindst: Nok det fineste og mest sigende værk i hele museet. Denne her var på nederste etage, som huser "Aboriginal Art" - altså kunst fremstillet af (eller relateret til) den oprindelige befolkning i Australien.
Værket her er egentlig ikke andet end et hul i gulvet, så man kan se den jord museet er bygget på; jeg (og de fleste andre) når frem til den samme fortolkning: At det naturligvis er en afspejling af det moderne samfund, der er bygget på aboriginalernes jord. 
Over hullet hænger en mikrofon - ledningen hænger direkte ned fra loftet. Bag "stenvæggen" i baggrunden står en højtaler (gætter jeg på, jeg kunne ikke se en højtaler nogle andre steder). Den højtaler spiller "didgeridoo" musik - idéen med den installation forestiller jeg mig er, at "ud af denne her jord kommer "didgeridoo" musikken"


Didgeridoo for fuld udblæsning!

fodnote 1: Okay... Ikke 32 meter. Men nok... 8 eller sådan noget.. 

mandag den 27. august 2012

Australien XX - Relikvier og racerbiler

På forhånd undskyld for den forfærdelige titel, men det var de eneste to ord, der startede med det samme bogstav og som beskrev denne uges begivenheder...

I onsdags besøgte jeg skolens arkæologi-museum sammen med Candice (fra Canada - det er sådan en god kombination; man husker både navn og nationalitet) og Søren fra Sønderjylland (han er fra Nordjylland og hedder også Nielsen, men nu brugte jeg Candice's fornavn)

Candice på fotoopgave
Modellen blev meget glad for resultatet, og anbefalede fotografen til flere af hans venner!


Relikvierne var der altså ikke meget ved - det var en masse mumier, der blev fundet (og ødelagt) af en meget prominent dimitend og senere professor i arkæologi fra University of Sydney. Han var i øvrigt også "ægyptolog". Tænk at et land kan være så interessant i sig selv at man opkalder en -ologi efter det! Det er jo ikke ligefrem fordi det vrimler med danskologer rundt om i verden.

Ægyptologi!?



Det der virkelig trak på "The Nicholson Museum" var den miniature af Colosseum, der stod derinde. Den var bygget af verdens mest brillante legetøj og Danmarks vigtigste eksportvare. Så skulle det vist ikke være nødvendigt med flere ledetråde - ud over et par billeder

Miniature af Colosseum



Komplet med pope-mobil (nede i venstre hjørne)


Bjørnefodring på flere faconer...


Og Sith-fyrste som pave..!

Ugens anden store begivenhed foregik i søndags. En af de andre internationale studerende, Patrick fra Columbia, har en fætter, der er chefinginiør på ræserhold fra Melbourne. De deltog i et ræs (fodnote 1) på Sydney Motorsport Park, og fætter Pier havde i den anledning skaffet Patrick to billetter. Patrick satte den ene billigt (gratis) til salg på den fælles gruppe vi har på facebook. Jeg synes at "at tage til et ræs" virkede som en fremragende måde at bruge en solskinsfyldt søndag på.
Følgelig tog jeg med Patrick til Blacktown 30 kilometer fra Central Station. Fordi Sydney's offentlige transport fungerer så aldeles fremragende som den gør uden for "indre by", tog det kun 1,5 time at komme til ræserbanen fra Central. Så vi ankom ved godt mod, tre kvarters tid før ræset skulle begynde. Det skulle vise sig at være en aldeles fremragende idé. Vi havde en smule samarbejdsvanskeligheder med de lokale "bogans" (fodnote 2), der fungerede som sikkerhedsvagter på stedet. Big-boss-Bogan var ikke sindsygt begejstret for at se nogle af os. Patrick fortalte Mr. Bogan at Patricks fætter havde sørget for at der var nogle billetter til os i billetlugen. "Det her er den forkerte billetluge. Den anden billetluge ligger derinde" sagde hr. Bogan og pegede i en arbitrær retning, som med garanti var den stik modsatte af billetlugens. "Okay" fortsatte Patrick (relativt) høfligt samtalen. "Kan vi få lov at gå ind og hente billetterne?". "Nej" svarede hr. Bogan. "Ikke uden en billet".


Jeg lader lige dét billede stå et øjeblik.








Heldigvis kommer jeg fra en egn af Danmark, hvor der også bor typer, der benytter sig af den slags konversations-tricks. Løjerligt nok er der i den egn af Danmark - ligesom i Sydney - etablissementsejere, der synes det er en afsindigt god idé at ansætte den førstnævnte type til henholdsvis at give andre tilladelse til eller forhindre dem i at gøre entre på etablissementet. Så situation, hvor en tyk mand med tatoveringer forsøger at forhindre min adgang til en pløjemark med et skur på, er ikke helt fremmed for mig. Jeg forsøgte mig med en fremgangsmåde, som jeg ved virker derhjemme: da hr. Bogan havde fået lov til at se ned i min taske og vi havde fortalt hver en virkelig sjofel vittighed tøede han op i så væsentlig en grad at han ringede til en af sine venner, som kørte os til den rigtige indgang. Han var en meget flink fyr, når alt kom til alt. Det er bare ikke ret morsomt at stå på den forkerte side af forudindtagelsen...

Den rigtige billetluge...

Ready and set...


To go!


Så VIP altså! Tak til Patricks fætter, Pier-Luigi, for at skaffe billetter til os! (Pier er chef-ingeniør hos "Garry Rodgers Motorsport")


Pit...


Stop!
 


At klappe bilerne ind på sidste runde. HELT NEDE VED BANEN! Det var den perfekte afslutning på en fantastisk dag!


fodnote 1: Min motorsportsterminologi er pinligt mangelfuld. Hver gang der mangler et ord bruger jeg "ræs". Fair?
fodnote 2: En "bogan" er strengt taget en "bonderøv". Han er egentligt ikke ondsindet som sådan, han bliver bare lynhurtigt træt af udvekslingstuderende med korte shorts, smarte solbriller, klæbrige frisurer og blond hår. Eller brunt hår. Eller hår i det hele taget. En bogan er typisk skaldet. Også damerne.
I "Crocodile Dundee" ser man ham og hans bogan-venner på den bogan-bar, som Mike D. frekventerer i Australien. I ved... Den ude på bogan-landet, som Mike bor på, når han ikke bor i bogan-bushen.
Posted by Picasa

torsdag den 23. august 2012

Australien XIX - Australske småting

Som lovet: Sådan her ser svømmepølen ved Universitetet ud. Der er en skemaplanlægger et sted, der har et godt øje til mig, for jeg har lige nøjagtig 120 mellemminutter onsdag formiddag fra klokken 1000, hvor den første øvelsestime slutter, til klokken 1200 hvor den anden begynder. Det passer lige med den tid det tager at transportere mit magelige legeme ned til pølen, klæde om, svømme en kilometer, klæde mo (det modsatte af om - og hvis skoletøj -> badetøj er "om" må badetøj -> skoletøj være "mo"), spise en sandwich og et stykke frugt og fragte samme magelig legeme til næste øvelsestime. 

Skønhed!

Superstjernen på billedet er i øvrigt min medsurfer, -svømmer og -fotograf Søren.

Jeg bliver nødt til at tage nogle flere billeder dernede. Det her yder slet ikke stedets dejlighed retfærding. 

Her til aften fandt jeg ud af, hvad jeg skal tjene mine millioner på, når jeg kommer hjem til Danmark.
Jeg var med Tracey, Kim, Martin, Ryan og Logan ude og spise på en herlig lokal (i Haberfield-området), italiensk (inspireret) restaurant. Den yngste mand blev en smule utålmodig, så hans omsorgsfulde farmor bestilte en "babycino" til ham; den slubrede han i sig på 16 sekunder og signalerede (Logan er - modsat hans lystigt snakkende fætter Lachlan - bedst på tegnsprog) straks efter én mere.
Det kan jeg med garanti også få danske babyer til!

En babychino er i øvrigt babyversionen af en cappucino - altså en cappucino uden kaffe, men med masser af det der lækre chokoladedrys på toppen.


søndag den 19. august 2012

Australien XIIX - Rugby!

Nu er der næsten gået 14 dage siden jeg fik skrevet noget som helst sidst - så det er ved at være på tide!
Hold på hat og briller: Siden jeg bloggede sidst har jeg været til TO fodboldkampe! Eller... Football games, for så er beskrivelsen lidt mere rammende og sandfærdig. Med de to kampe har jeg i 2012 øget antallet af fodboldkampe, jeg har været til i mit liv med 300% (nu fire mod hidtil én) - det er altså en ret stor forøgelse! At de tre fodboldkampe jeg har været til i 2012 så har været i fuldkommen forskellige sportsgrene er en anden historie; en historie I naturligvis får nu.
Den første fodboldkamp i 2012 var hjemme i Danmark og i sportsgrenen "fodbold" på dansk, på (amerikansk) engelsk: Soccer. Altså den almindelige slags fodbold, som vi spiller derhjemme med 11 (korrigér venligst, hvis jeg tager fejl) mand på hvert hold og en rund bold.
Fodboldkamp nummer to foregik på Sydneys Olympiske Stadium. "Olympiske stadier" er der flere af i Sydney - men de ligger alle sammen i den olympiske by; et ret stort område cirka 10 kilometer stik vest for Haberfield. "Hovedstadiummet" (fodnote 1) hedder i øjeblikket "ANZ Stadium" - det fremgår også af billederne nedenfor. ANZ er en af de store banker i Australien, og åbenlyst nok er det dem, der i øjeblikket har betalt en masse penge for at få lov at klaske deres navn på bygning og for i øvrigt at få lov til at vedligeholde den. Så vidt jeg kunne forstå på Tracey og Martin skifter navnet vist nok hvert fjerde år - kommercialisering er tilsyneladende kommet for at blive.
Tilbage til sagen: ANZ er den arena, hvor de olympiske atletikkonkurrencer, åbnings- og afslutningsceremoni og så videre blev holdt, da Sydney var vært for de Olympiske Lege for 12 år siden. Følgelig er det også det største stadion i den olympiske by. Det har plads til 80.000 tilskuere.
Det var altså her, jeg var til fodboldkamp nummer 2 i 2012; en fodboldkamp i sportsgrenen "AFL" - "Australian Football League". Det minder lidt om rugby, men er det overhovedet ikke alligevel. De spiller med den samme slags bold, mål scores ved at sparke bolden ind mellem nogle enormt høje stænger og tacklingerne er meget fysiske. Men modsat "rugby" er der et meget bedre flow i AFL - de bliver ikke helt tiden stoppet af dommeren for at lave indkast/kaste bolden ind mellem hinandens ben/hvad ved jeg; det er der meget af i rugby, men det findes slet ikke i AFL. De løber bare og slås. Det er ret vildt.
Som en lille bonushistorie (direkte ud af Martins mund) er det værd at tilføje, at det meget løbetunge AFL egentlig til at starte med "bare" var et spil, som skulle holde cricket spillerne igang hen over vinteren. Det har nu udviklet sig til en sport med sin egen liga. Sporten er klart størst i delstaten Victoria, hvor Melbourne er hovedstad. Ifølge nogle af de andre studerende jeg kender, der bor sammen med nogle fra Melbourne, er de fuldkommen besatte af AFL dernede. Jeg forstår det altså stadig ikke, det med at være fuldstændig besat af et spil, der handler om en bold...
AFL kampen var jeg til sidste lørdag (d. 11/8) sammen med Kimberly - Tracey og Martins ældste drengs kone. Hun er helt pjattet med AFL. Tracey og Martin er bedøvende ligeglade, men er "medlemmer" ude på stadion (fodnote 2), så de kan få billletter til kampene, når det passer dem. Det betød at Kim og jeg kunne tage gratis derud. Så det gjorde vi! Fordi Martin arbejdede ude på stadion under OL kan han stadig lave nogle tricks, så vi parkerede stort set lige ved siden af hovedindgangen.
(Dette her specifikke trick handler om at finde en pumpestation, som er indhegnet med en metalkæde. Den metalkæde klipper man et led ud af med en boltsaks, erstatter leddet med en hængelås (som man har nøglen til!) og presto: Privat parkering. Der sad 39 hængelåse i kæden, som havde fire af de originale led tilbage) (fodnote 3)
I lørdags var jeg derude igen. Denne gang til et legendarisk sammenstød mellem Australien og New Zealand.
Her får I lige et par billede af mit lokale busstoppested, som jeg allerede er møg træt af at glo på. Jeg er en lille bekvemmelighedstrold, har jeg opdaget. Det passer mig ikke ret godt at bruge så meget af min uge på at vente på bussen.
 


ANZ Stadium!

Udsigten oppefra. Inden mellem alle træerne kan man måske ane en masse metalstolper. Jeg ved de er der, så jeg kan i hvert fald godt. På de stolper står navnene på alle de atleter, der deltog ved OL i Sydney.  

Stadion indefra

Jeg nærmer mig langsomt den legendariske historie. Der er denne her rugby turnering, som egentlig var en tre-parts turnering til at starte med. Det vil sige.. Der var tre lande med: New Zealand, Australien og Sydafrika. Alle tre medlemmer af det gamle "Commonwealth". I år har de også taget Argentina med. Alle holdene møder hinanden og så er der en vinder og hurra.
De spiller "Rugby Union", og det er altså den tredje sportsgren, som jeg har set en fodboldkamp i. Der findes også en anden slags rugby, "Rugby League". Jeg har ingen anelse om, hvad forskellen på de to er, udover at Rugby Union er skide spændende og Rugby League er møg kedeligt. Det siger Tracey i hvert fald.
Den kamp jeg var til er MEGET vigtig. Hvis man er Australier eller New Zealænder. Det er Australiens "Wallabies" (Quantas Wallabies, hvis det skal være helt rigtigt; Quantas er flyselskabet, der sponsorerer dem (og det staves Qantas red. 19/1-13. Tak Ulrik) og New Zealand's "All Blacks", der spiller mod hinanden. Der er rigtig mange traditioner forbundet med kampen, og de var - for mig - lige så fornøjelige som selve kampe.

Her er tre af de fire logoflag for holdene, der deltager i turnering. Desværre var denne blogs fotograf ikke åndsnærværende nok til at tage et billede, da de alle fire var foldet ud. Han bliver trukket i løn.


Holdene inden kampen - her kan man se både "All Blacks" og "Wallabies" flag. Det var først, da jeg snakkede med nogle af de andre studenter, der havde været i Sydneys Zoologiske have, at det gik op for mig, at en "Wallaby" er en lille kænguro. Holdets flag kunne for en skarpere hjerne måske have ledt tankerne i den retning...


På videoen herunder ville man - hvis fotografen ellers havde været i stand til at holde kameraet stille - kunne se hvordan der er underholdning fra alle fire lande på fire små scener, imens der er en mand der synger en hyggelig sang og spiller guitar til. Fotografen bliver nok snart fyret, hvis han ikke tager sig sammen.


På billedet her kan man bedre se hvad der foregår. I øverste venstre hjørne af scenen er der nogle argentinske dansere, i øverste højre hjørne nogle australske ab-originaler (okay, de hedder "aboriginies" - det var bare sjovt at dele ordet sådan), i nederste venstre hjørne en flok new zealandske maorier, der svinger med nogle og i nederste højre hjørne fire sydafrikanere der spiller... Negermusik...
Fotografen får en chance til.


Lige inden kampen går i gang "danser" de new zealandske spillere en "dans" - en slags krigsdans, som skal skræmme modstanderne. Den hedder the "haka" og mange new zealandske hold gør det, når spiller international kampe. Denne kamp var ingen undtagelse, men min video blev ikke sådan rigtig fantastisk, så I får lige en fra youtube fra Wallebies-All Blacks kampen i 2010:


Jeg er ikke knivskarp i reglerne. Jeg anede faktisk ikke hvad der foregik de første 15 minutter. Jeg var imidlertid så heldig at sidde lige ved siden af en engelsk mand, der var på ferie med hans kone, og som tilfældigvis syntes, at de også ville se denne her vigtige rugby kamp. Han forklarede mig reglerne. Det handler om enten at løbe med bolden hele vejen ned bag modstandernes baglinje. Den baglinje kan man se på billedet herunder. Det giver fem point hvis det lykkedes, og kaldes et "try" (som i "forsøg". Idiotisk. Det er jo lykkedes?). Et "try" har man muligheden for at "converte" - altså konvertere. Det sker ved at man får muligheden for at sparke bolden ind mellem de to stænger - det giver yderligere to point. Det er det, der foregår på billedet herunder.
Derudover kan man få tre point, hvis man losser bolden ind mellem stængerne på et frispark - og dem er der TONSVIS af. De stopper hele tiden spillet for at gøre alt muligt - frispark, klumper, snakke om tingene, jeg ved ikke hvad. Jeg fik nogenlunde fat i det meste af det der foregik, men jeg vil ikke kede jeg mere med det her.


Ham her (s)pillede i øvrigt næse, mens han ventede på at fyren på billedet ovenfor tog sig sammen til at sparke. Jeg synes bare lige jeg ville nævne det. Jeg overvejer at nominere billedet til "åres sportsfoto 2012"


"indkast" er noget lidt andet i Rugby Union end det er i almindelig dansk fodbold: holdene stiller op på to rækker og løfter så hver en mand HØJT op i luften, så denne repræsentant for holdet kan forsøge at erobre bolden. Herunder er det "Wallabies" nummer 5, der har fået grabberne i svinet.
Jeg synes man skulle indføre denne her slags indkast i dansk fodbold. Men eftersom man kun må røre bolden med fødderne i dét spil, skal fyren, der bliver løftet, vendes på hovedet. Så ville Europa have det sejeste indkast. Ind til videre vinder den sydlige halvkugle.


Diverse billeder fra kampen - og ja: De spiller rent faktisk den sang til ALLE kampe hernede. Eller.. I hvert fald til de to jeg har været til. Det er - hvis nogen skulle være i tvivl - Men at Work's "Down Under".


Fotograf på Segway - jeg syntes han var lidt sjov. Eller.. Han så sjov ud i hvert fald.


Jeg vil også ha' en...


Udover nogle sportsbegivenheder i ugen der er gået har jeg surfet lidt mere, svømmet lidt mere, festet meget mere, været lidt mere i skole og løbet noget mere (det går fint tak, jeg har været oppe på 15k i barfodsskoene nu - 1.11:07. Jeg skal sgu nok blive klar til det bette halvmarathon den 16/9!)

fodnote 1: Det er da egentlig en åndssvag bøjning... "Stadium" er åbenbart (tak, google) det engelske ord for det danske "Stadion". Men "hovedstadionnet" fungerer i følge min sproglige æstestik altså overhovedet ikke bedre, så nu holder jeg mig til "stadium".
fodnote 2: Jeg forbryder mig her mod det jeg skrev i fodnote 1. Beklager.
fodnote 3: Okay det er løgn. Så mange hængelåse var der ikke.
Posted by Picasa

onsdag den 8. august 2012

Australia XIIIX - Ugen der gak I

Det var så lynhurtigt den uge der gik, siden jeg sidst fik fortalt noget som helst om livet i Sydney. Det handler nok om, at det nærmer sig sådan en slags normal-tilstand, og således bliver der ikke ved med at være så VANVITTIG meget interessant at berette om.
Jeg sidder lige nu i bussen på vej hjem fra en tur i biografEN! Med tryk på sidste stavelse, fordi dette virkelig er biografen man skal besøge, hvis man kun skal besøge én under sit ophold på Kloden her. Bevares, Scala i Nykøbing Falster har da en helt unik charme. Men denne her har verdens største lærred. Ikke at størrelse betyder noget - det handler som bekendt om hvordan man bringer sit udstyr til ud- og indtryk. Her brillerede iMax (fodnote 1) i Darling Harbour, Sydney, også, eftersom de havde 'Batman: The Dark Knight Rises' på programmet.
Verdens største skærm. Bum!
Det var naturligvis aftenen, der gik med en tur i biografen - formiddagen gik med en tur på stranden, hvor Jamie og jeg forsøgte at få gang i vores indkøbte surfbræddder. Det var mildest talt ingen succes. Det var imidlertid en utrolig hyggelig tur på Manly Beach, hvortil man tager en færge fra "Circular Quay" - området oppe omkring Operahuset. Det er simpelthen en fornøjelse at befinde sig i en by, hvor de har tænkt SÅ meget over indretningen. Jeg mener: For at kommet til én seværdighed er man nødt til at begive sig forbi adskillige andre, foruden en helt ufattelig mængde skøn, urbant sceneri. Hvor heldig kan man være!?



Strandtur på en vinteronsdag
En andet finurligt produkt af byplanlæggerens mystiske tankegange er det olympiske svømmebassin, der ligger midt i Universitetsområdet. Udendørs vel at mærke, og omgivet af en park der, takket været Sydneys fornøjelige klima, er grøn og blomstrer året rundt. Dét svømmebassin var Sophia (nordmand, ik'?) og jeg nede og plaske rundt i i mandags. Egentlig ville vi begge to gerne ha' kaldt det at "svømme", men eftersom vi kun svømmede hver 6 baner (= 300 meter) blev vi enige om, at det nok i virkeligheden var en fornærmelse mod de rigtige svømmere at kalde vores sørgelige indsats "svømning". Vi blev heldigvis også enige om at det ikke var sidste gang vi var dernede, for det var skønt at ligge i græsset ved bassinet og tørre. Se google-maps billedet for absolut ingen detaljer, indtil jeg en dag er åndsnærværende nok til at tage et ordentligt billede dernede.
Igår, tirsdag, foretog jeg mig i øvrigt ikke andet end at læse Euroman og spise ostemadder, så dén sprang jeg hurtigt over.



Hele søndagen var jeg til gengæld enormt produktiv - godt nok mere i en social end litterær/akedemisk retning. Jeg fungerede som tourguide i Sydney for en veninde til en skolekammerat fra CBS. For den rolle man i stand til at udfulde til fylde, når man har boet i en storby i under en måned. Men hun virkede tilfreds, og vi fik taget en masse billeder af blandt andet nogle fugle i "Sydney Royal Botanic Garden". Hurra!

Sydneys Operahus på flere måder - samme dag

(Tak for hjælpen til Photoshop's panorama funktion)


Offeret for min guide-gerning, Camilla, til højre i billedet med kamera. 


"Boy Extracting Thorn"

"Dreng tager torn ud"
Kunsterene, der udsmykkede Sydneys Botaniske Have, var MEGET inspirerede af hændelser så hverdagsagtig at de grænser til det monotone...


følgende fem fotografier forlægges til forsamlingen "FFFF" - Fritidsornitolog For Fuld Fremdrift

Jeg tror denne her tænker noget mærkeligt. Eller også projicerer jeg bare... 


Flot fyr, hva'? Hanekam ER sejt!


Hvordan kan man IKKE holde af noget så sølle?


De er møg irriterende, men ret flotte...



Darling Harbour efter mørkefald med fototricks




Søndag sluttede i Sydney på samme måde, som den startede for mange af mine danske venner: Med den olympiske græsk/romerske brydeturnering i 55 og 74 kilo. Det bød på et par udfordringer at få TV signal igennem til Sydney (et TV signal der viste de danske bryder i aktion, vel at mærke), men med hjælp fra Benjamin og hans tekniske snilde lykkedes det. Jeg holdt vejret i de tre timer der gik fra turnering gik i gang klokken 22 til de to danskere desværre var uden for medaljerækkerne.



Live brydning over Skype



Udover ovenstående herlige forlængede weekend har ugen siden i mandags begrænset sig til at bestå af akademiske udfoldelser (heriblandt formøblingen af en mindre formue - formøblet fra en meget livkvid tilstand til en ordentlig bunke bøger). Det er virkelig ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg lade være med.



fodnote 1
hvis et ord begynder med 'I' efterfulgt af en arbitrær konsonant, endnu en vokal og til slut en konsonant skal det skrives således, at den eneste versal i ordet er bogstav nummer 2. Tak til Apple for dét bidrag til det lingua franca, vi alle sammen mere eller mindre kalder vores forskruede sekundære modersmål (fodnote 2)

fodnote 2
jeg har ingen anelse om hvad fodnote 1 betyder


Posted by Picasa