Dette indlæg blev begyndt ved slutningen af dag 3, d. 6/12-12 med
dette:
Det har været et usandsynligt åndsvagt døgn. Der er sket så meget
siden jeg sidst skrev noget, at det føles som om jeg har været afsted en måned.
Det er ikke så længe siden. Det var faktisk i mandags jeg sidst skrev. Da skrev
jeg om at jeg skulle afsted i tirsdags. Det kom jeg.
Tirsdag var således dag 1 i min New Zealand tur, og dagen hvor jeg
opgav at lave daglige videoopdateringer. Det er simpelthen for besværligt at
finde et sted med en internetforbindelse der er god nok - og i øvrigt er jeg
ikke taget til New Zealand for at redigere video.
Jeg landede i Auckland Airport klokken 1130 dansk tid. Det er
klokken 2130 i Sydneytid og klokken 2330 i New Zealand tid. Det er den tid jeg
regner med fra nu af.
Det blev temmelig hurtigt meget tydeligt at jeg var landet i
Tolkiens Midgård. Eller i hvert fald i Peter Jackson's. På vejen fra gaten til
det toldfrie område og videre igennem tolden var der kæmpe plakater med tekster
som "Traveller - your journey begins here", og den første lange gang
havde plastic porte der forestillede stenfigurerne ved Rauros-vandfaldet. Jeg
tror i hvert fald det var sådan det hed, der hvor Boromir døde...
På trods af at jeg som regel er i besiddelse af en moderat kynisk
markedsføringsorienteret hjerne lod jeg mig rive fuldkommen med. Da jeg havde
samlet min rygsæk op fra bagagebåndet var jeg mere end klar til at begynde
adskillige ugers mission gennem de grønne bjerglandskaber for at tilintetgøre
Den Ene Ring.
Så jeg gik gennem regnen og ud til en bus, der kørte mig ind til
midten af Auckland. Der tjekkede jeg ind på et YHA vandrehjem. På vandrehjemmet
sov jeg indtil klokken 9 næsten morgen, hvor jeg gik ud i Aucklands overskyede
og regnfyldte gader for at tage endnu en bus ud i mod det industriområde, hvor
vi skulle samlet vores "Rocket" op. En "Rocket" er et
udrangeret "Spaceship" - altså en ældre model af en Toyota minibus,
der er blev bygget om til campervan. Alle bagsæderne bortset fra to er blevet
rykket ud (eller aldrig bygget ind), og er erstattet af en dygtig 2-mandsseng.
Madrassen er delt i tre stykker, der hviler på hver sin kasse, hvori man ud
over det medfølgende krogegrej kan pakke alle sine nelliker. Det er en
afsindigt hyggelig måde at holde ferie på. Tillader jeg mig at konstatere her
ved slutningen af dag 3. I får en opdatering på stemningen når vi kommer lidt
nærmere (h)jul.
Indlægget fortsatte om morgenen på dag 4, d. 7/12-12
Men vi fik altså nøgler til vores Rocket og forlod Auckland
omkring klokken 16 på dag 2, d. 5/12. Da havde vi fyldt bilen med diverse
langtidsholdbar mad og hvad der skulle vise sig at være en temmelig overgearet
plan. Den plan gik ud på at køre omtrent tværs over nordøen, forbi "Bay of
Plenty" til Gisborne. Gisborne er den første by i verden der ser
solopgangen. Med "vi ved ikke hvornår vi kommer til New Zealand igen -
hvis vi nogensinde gør" som grundpræmissen for denne her tur var der
egentlig ikke ret meget tvivl om svaret på spørgsmålet "skal vi gøre det
her?". Det skulle vi - og det gjorde vi. De 520 kilometer til Gisborne kom
til at tage en smule længere end vi lige havde regnet med. Dels på grund af
nogle bjerge, som vi ikke lige havde faktoreret ind i tidsberegningen og dels
på grund af den eneste anden begivenhed på vejen. Vi fik muligheden for at lege
Dansk Autohjælp! Eller... Det vil sige.. Vi lånte vores donkraft til en New Zealandsk universitetsprofessor og hans knægt, som var
punkteret på en af de mange sten der ligger på vejene. Klokken var buldermørkt,
regnen silede ned, der var ingen mobildækning og de havde der i to timer, så de
var temmelig glade for at vi stoppede. Det tog os ti minutter, og udover den
herlige fornemmelse man får når man hjælper nogen skulle den
forhåndsinvestering i karma vi foretog på dette tidspunkt senere vise sig at
være en rigtig god idé.
Vi fortsatte til Gisborne og ankom kort før klokken midnat. Vi
havde altså brugt 8 timer på at køre 500 kilometer. Hurra for os..! At vi ankom
så sent betød også at alle campingpladserne havde lukket, og at vi allerede i
vores andet døgn ikke rigtig så anden mulighed end at bryde love i NZ. Vi
overnattede på en parkeringsplads. Undskyld!
Vi satte også uret til klokken 5 - planen var jo at se
solopgangen. Så det gjorde vi. Det var en solopgang. MEN VI VAR (BLANDT) DE
FØRSTE I VERDEN TIL AT SE SOLEN STÅ OP DEN SJETTE DECEMBER ÅR TOTUSINDEOGTOLV!
Den så sådan her ud
Så vi fik udrettet vores planlagte dåd. Efter morgenmåltidet
(guldkorn med langtidsholdbar mælk) og morgentoilette på et offentligt toilet
var vi klar til at køre videre snævert omkring klokken 6.
Så det gjorde vi. Efter endnu fire timers kørsel i en god sjat
bjerge ankom vi på turens anden destination: Verdens mest ildelugtende by,
Rotorua.
Inden jeg beretter om den nasale udfordring vil jeg gerne lige
knytte en kommentar til det NZ'ske landskab. Det fortjener på alle måder det
umådeligt gode ry det har blandt den almindelige befolkning i det meste af
verden. Det er fuldkommen spektakulært, og ulig noget jeg nogensinde har set
før. Det er grønne bjerge oversået med køer, får og geder, minimalt med biler
og generelt bare pittoresk som ind i... Midgård. Alle små bugte, skove, bakker
og søer ligner lige nøjagtig det sted hvor Ringenes Herre er optaget. Det er
ret fedt!
På vejen...
Men altså.. Roturua. Jeg staver det lige på to forskellige måder,
for at øge chancen for at ramme den rigtige. Her vil jeg gerne knytte endnu en
kommentar til det NZ'ske landskab. Nærmere bestemt navngivningen af samme. Hvis
man ser på et kort over New Zealand kunne man meget nemt få det indtryk at alle
stednavnene er europæiske navne, der er stavet bagfra. Når man så prøver at
stave et af navnene bagfra giver de lige så lidt mening. Så går man i gang med
at lede efter en ny forklaring, og som det dannede menneske man er, komme man
lynhurtigt i tanke om den: det er naturligvis Maori-stednavne. Dem har
"kiwi'erne" været meget bedre til at holde fast i end australierne
har det; i hvert fald bedre end australierne omkring Sydneyområdet. Da vi talte
med guiderne i Waitomogrotter om dette emne lød det da også som om...
(fortsættelse følger)
Indlægget nu fortsat for tredje gang i en stille stund på 5. dag,
d. 8/12-12.
Men altså.. Roturoa (nu må jeg snart have ramt rigtigt…). Byen der
er berømt for at lugte af æg! Hvor fantastisk kan det blive? Det handler
selvfølgelig om noget helt andet end æg, men byens karakteristiske odør bød os
alligevel velkommen nøjagtigt samtidig med byskiltet. Med et opslag i den lånte
rejsebog Lonely Planet (tak til Tanja og Ulrik) blev det klart, at grunden til
stanken er grunden. Grunden byen er bygget på forstås. Nærmere bestemt
undergrunden. På hele New Zealand og især i området omkring Rotorua er der
masser af termisk aktivitet. Det hænger sammen med at New Zealand til dels er
to vulkanøer. Til dels på den måde at de to øer ud over at have fået tilføjet
en del masse fra vulkaner, der er gået i udbrud, også er dannet på mere
sædvanlig karakter: Ved at to kontinentalplader er stødt sammen og har skubbet
en masse havbund så højt op, at det er blevet til landbund i stedet for at være
havbund.
Men altså… Rotoroa..! Al denne her termiske aktivitet i undergrund
sørger for at der bobler en masse sulfur (sulfat?) op, dels gennem Lake Ruturua
og dels gennem diverse vandhuller spredt med løs hånd ud over byen. Det er
denne her sulfur der giver byen sin specielle dunst. Vi parkerede bilen på et
anbefalet sted og gik os en tur rundt i byen. På vores gåtur fik vi set nogle
af de boblende mudder- og vandhuller. Et sted var der endda en hel sø der
dampede. For fuldkommen at kunne stå inde for følgende sætning prøvede jeg
stikke tæerne i et af vandhuller. Det er rigtigt hvad de siger: Vandet er MEGET
varmt. Faktisk er det så varmt at det bobler. Jeg skal nok blive en stor
videnskabsmand en dag.
Dampende søer og tossede turister i Rotorua
Ud over de boblende vandhuller var der ikke så
forfærdelig meget at se i Rotorua. Efter en herlig Subway-frokost gik vi
tilbage til bilen.
Bilen vi kører i er af den umoderne slags, hvor man manuelt skal
huske at henholdsvis tænde og slukke for lyset. Det sidste havde jeg ikke lige
fået skrevet på min personlige dagsorden, så da vi kom tilbage til bilen var
der ikke mere strøm på batteriet. Hverken Michael eller jeg var på dette
tidspunkt udpræget vilde med mig, og denne her situation var lidt af en dal i
humørkurven. Vi blev hurtigt enige om, at det var min opgave at gå ud i
landskabet og finde et sæt startkabler med en venlig ejer. Det lykkedes i
tredje forsøg. Jeg bankede på døren hos en ældre dame, som dels ejede et par
startkabler og dels smed hjemmesutter og torsdagsfrokost fra sig og kørte sin
bil frem og startede vores. Således tog vi vores første indhug i det
karma-overskud, vi skabte dagen i forvejen og var tilbage på vejen i løbet af
no-time (det rimer næsten…)
Kursen satte vi mod Waitomo, hvor vi havde en grotte-vandring
booket til den følgende dag. Vi kom imidlertid ikke ret langt før vi fik øje på
en ”Luge” – en slags cementkælkebane med kælke på hjul. Det kunne vi simpelthen
ikke stå for, så vi stoppede den nyligt opladte bil og købte 5 ture med det
vuns. På vejen op med gondolliften begyndte det at regne ret alvorligt. Da vi
havde taget vores første tur var vi fuldkommen gennemblødte, og de havde lukket
banerne på grund af torden. Takket være Michaels guideerfaring og følgende
hensynsløse opførsel vi fik vores penge tilbage og satte endnu engang kursen mod
Waitomo.
Efter omkring 200 kilometers kørsel gennem endnu mere bjergtagende
landskab ankom vi lettere sårede til den lille by, Te Kuiti, der er opstået
omkring grotterne ”Waitomo Caves”. Skaden var ikke mere alvorlig end et
stenslag i forruden på vores tro følgesvend ”Seti”. Ja sådan hedder vores
campervan altså – det står på siden af den. Ikke desto mindre var dette her
stenslag lige så meget et slag mod humøret. Vores kollektive postpubertære
fantasi rakte rigeligt til forestillingen om, at stenslaget var nok til at
udløse selvrisikoen på 2000 NZD – omkring 10.000 kroner. Bil-lejekontoret var
lukket da vi ankom til Te Kuiti, så det var med en hvis uro i de fleste af
vores organer i maveregionen, at vi lagde os til at sove på dag 3. Denne nat imidlertid
et ganske lovligt sted.
Efter 10 timers hårdt tiltrængt søvn for begge parter vågnede vi
omkring klokken 8 på dag 4, d. 7/12-12. Da var lejekontoret åbnet, så det
første vi gjorde var at ringe til dem, for at få styr på sagerne. De meddelte os
at det var helt i orden, hvis vi selv sørgede for at få det fikset hos en
autoriseret fikser, og at vi nok ville slippe med omkring 75$. Det bragte
humøret i en helt andet retning end dagen i forvejen skulle jeg hilse og sige.
Morgenmaden var igen denne dag guldkorn, men vi krydrede dem med
instant-havregrynene ”Weatbix”. Weatbix er havregryn som har fået endnu mere
fugt trukket ud. Som sådan er de i stand til at ligge i pakken i små kasser der
ligner müsli-barer. Når man hælder mælk på skal man vente 26 sekunder,
hvorefter de går ind i deres spiselige fase. Den varer i 15 sekunder, og
derefter forvandler de sig til kold havregrød. Det kunne lære nogle tricks af
Ota hvis I spørger mig, men ind til nogen andet hopper ned af hylderne i
supermarkedet er de en okay erstatning for havregryn.
Efter morgenmaden fik vi en kop kaf’ på den eneste af de tre
caféer i byen der havde morgenåben, og stemningen i lejren nærmere sig det
hysteriske: Foran os havde vi 100 meters ”abseiling” efterfulgt af 6 timers
grottevandring.
Grotte- og abseiling klar i Waitomo
Vores guide fortalte os, at abseiling er tysk for rapelling, og
at det er fuldkommen det samme. De kan begge foregå med og uden væg. Vores
foregik uden væg, og var begyndelsen på vores grottetur. Vi firede os selv 100
meter ned igennem et hul i grotterne, der eftersigende faldt sammen for omkring
1.000.000 år siden.
Hullet vi firede os ned igennem
Hele Waitomo-grottesystemet er opstået ved at floden, der
løber igennem det hele, langsomt har presset sig en større og større vej gennem
bjerget, som består af den bløde ”limestone”. Da vejen blev stor nok og
stentaget tungt nok brasede det sammen, og efterlod hullet ”The Lost World”,
som vi firede os ned igennem. Efter nedsejlingen fik vi den frokost, som vores
tre guider havde medbragt i to rygsække. Alt er som bekendt relativt. Relativt
til de to foregående dages dåsetun og uskrællede gulerødder var sandwichen,
müslibaren og kagen med dertilhørende pulverkaffe et rent festmåltid. Efter
frokosten var vi for alvor klar til at begynde på dagens strabadser: 2,5
kilometers kombineret klatring, svømning og gang mod strømmen i vand, der
vekslede mellem hæl- og brysthøjde. Havde de ikke været for de lamper vores
hjelme var udstyret med, havde det også foregået i komplet mørke. Det oplevede
vi da vi ”fik lov” til at slukke vores lamper, inden vi dumpede os selv ned
gennem et hul for at ramme vandet to-tre meter længere nede – i bulder mørke.
Klar til huldumpning
Turen var SÅ fed. Det var ren drengerøv hele vejen igennem. Jeg ville heller
ikke forvente andet, når der var tre mandlige guider og to mandlige gæster som
de eneste deltagere på turen. Inden nogen læsere får fikse idéer, vil jeg gerne
lige understrege, at grunden til mandsopdækningen IKKE var vores farlige
udseende, selvom det havde været en fuldkommen valid grund. Den ene af guiderne
var under oplæring.
Men altså... Turen sluttede. Billederne uploader jeg/vi, når vi en
dag finder et sted med et mere resourcestærkt internet, end det cafeen vi
sidder på tilbyder (det er hermed gjort, red.)
I den sidste grotte inden vi igen kunne se dagslyset var det igen
mørketid. I den grotte hang der nemlig tusindvis af glowworms. De dyr er
Waitomo-grotterne berømte for, så vi fik den helt lange forklaring, mens vi lå
på vores rygge på en stor sten. Da vi lå der var det ligesom at se op på en
stjernebesat himmel en klar nat. Den romantiske stemning fortog sig gradvist,
efterhånden som vores guides historie udviklede sig. For det første er de her
glowworms nemlig overhovedet ikke orme. Det er "maggots", maddikker -
altså gode, gammeldags fluelarver. Men som guiden tørt konstaterede: Det er
ikke ret god markedsføring at reklamere med "lyselarver", og endnu
værre er det at kalde dem "maddikker". Så de holder fast i den falske
betegnelse. Næste trin på historiestigen var den om, hvordan maddiker og fluer
lever deres liv.
Det er en smuk, ulækker cyklus, og jeg starter et tilfældigt
sted: Flue-mor bliver født med cirka 200 æg. Dem lægger hun i 5-6 klynger af
30-40 æg. Når hun har lagt sine æg flyver hun videre for at dø - det vender jeg tilbage til senere. Når den første larve klækkes har den ikke nogen mor
til at skaffe mad, så den ser sig om og konstaterer (med vores guide's ord) at
"mor har efterladt mig en omelet!". Den æder altså sine endnu meget
spæde brødre og søstre. Af dem får den nok energi til at spinde sig sit første
"fangstredskab". En klistret snor som larven lader hænge ned fra det loft, hvor den er blevet sat i verden. Denne her klistrede snor fanger andre
insekter, som larven lever af. For eksempel fanger den flue-mødre, der har lagt sine æg
og er fløjet af sted for at dø. Når larven så er begyndt at fordøje sin mad,
bliver maden sendt i retning af enden på larven. Dernede bliver den blandet med
et par andre kemikalier, hvorefter den begynder at lyse. Den lysende del af en
glow-worm er altså noget værre lort. Lyset hjælper den imidlertid til at fange
mere mad, og efter 9 måneder er den blevet så tyk og fed, at den er klar til at
blive en flue selv. Så den pakker sig ind i sin klistretråd, bliver til en pubbe
og efter tre uger kommer der en ny flue ud. Den flue har hverken mund eller
fordøjelsessystem. Den bruger sit 2-3 dage korte liv på at korpolure på livet
løs i bogstaveligste forstand. Når flue-far har deponeret sine varer i flue-mor
og fluemor har lagt sin æg flyver de videre hver for sig og bliver ædt af deres
fætre, kusiner, fædre og mostre. Det kan godt være du har en mærkelig familie.
Men lyseormens er altså mærkeligere!
Efter den historie gik vi tilbage til lejren. Der serverede vores tre guider en
kongeværdig grill-middag, inden vi blev kørt tilbage til hovedkvarteret og
sparket ud.
Grillmad
Guiderne kørte hjem og Michael og jeg fortsatte vores tur ned mod
Nationalparken der indeholder "Tongariro Alpine Crossing". Den skal
vi ud og vade i en af dagene.
Dette afsindigt lange og (ind til for nyligt) billedløse blogindlæg blev afsluttet på
dag 5, på en cafe i Taupo.
Mojn!
De billeder blev vist væk på vejen :-)
SvarSletkh morfar