lørdag den 29. december 2012

Australien XXXIX - Hverdagsobservation II

Jeg har lige siddet ved busstoppestedet og iagttaget en lygtepæl. Det var ikke en af de mest begivenhedsrige stunder på det halve år, der med hastige skridt nærmer sig sin afslutning. På lygtepælen hang der en plakat, som meget klodset var klistret rundt om lygtepælen. Taperullen havde endda fået lov at at hænge i enden af den tape, der holdt plakaten. Da jeg så det, var det jeg kom i tanke om, at jeg engang har set et af de mennesker, der er beskæftiget med at hænge plakaterne op, i aktion. Det var så komisk at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt i min postpubertære undskyldning for et ikke-eksisterende skæg. Plakatmanden gik fra lygtepæl til lygtepæl på en overordentlig lyssky facon. Hans kiggen omkring og sidelæns gang lod ingen tvivl tilbage: det er pisse ulovligt at sætte de plakater op. Alligevel havde geniet valgt en torsdag eftermiddag, hvor trafikken var nogenlunde så tæt som den kan blive på Paramatta Road uden bilerne rent faktisk er stødt sammen, til sit forehavende. Endvidere havde han alle plakaterne, klar til opsætning, stikkende op af en taske af en art. En taske han bar rundt om livet. Alligevel listede han fra lygtepæl til lygtepæl, og når han kom tæt nok på, sprang han nærmest de sidste to meter hen til lygtepælen, hvor han i en dreven håndevending klaskede plakaten på pælen og gav hele svineriet 7-8 omgange kontortape. Herefter vendte han ryggen til hele sit (mak-)værk, og listede videre mod næste lygtepæl. Der manglede egentlig bare, at han lagde begge hænder om bag ryggen og begyndte at fløjte, så havde klichéen været fuldkommen.

Mennesker er sjove...

Det var egentlig bare det jeg havde i dag. Godt nytår!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar