lørdag den 29. december 2012

Australien XXXIX - Hverdagsobservation II

Jeg har lige siddet ved busstoppestedet og iagttaget en lygtepæl. Det var ikke en af de mest begivenhedsrige stunder på det halve år, der med hastige skridt nærmer sig sin afslutning. På lygtepælen hang der en plakat, som meget klodset var klistret rundt om lygtepælen. Taperullen havde endda fået lov at at hænge i enden af den tape, der holdt plakaten. Da jeg så det, var det jeg kom i tanke om, at jeg engang har set et af de mennesker, der er beskæftiget med at hænge plakaterne op, i aktion. Det var så komisk at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt i min postpubertære undskyldning for et ikke-eksisterende skæg. Plakatmanden gik fra lygtepæl til lygtepæl på en overordentlig lyssky facon. Hans kiggen omkring og sidelæns gang lod ingen tvivl tilbage: det er pisse ulovligt at sætte de plakater op. Alligevel havde geniet valgt en torsdag eftermiddag, hvor trafikken var nogenlunde så tæt som den kan blive på Paramatta Road uden bilerne rent faktisk er stødt sammen, til sit forehavende. Endvidere havde han alle plakaterne, klar til opsætning, stikkende op af en taske af en art. En taske han bar rundt om livet. Alligevel listede han fra lygtepæl til lygtepæl, og når han kom tæt nok på, sprang han nærmest de sidste to meter hen til lygtepælen, hvor han i en dreven håndevending klaskede plakaten på pælen og gav hele svineriet 7-8 omgange kontortape. Herefter vendte han ryggen til hele sit (mak-)værk, og listede videre mod næste lygtepæl. Der manglede egentlig bare, at han lagde begge hænder om bag ryggen og begyndte at fløjte, så havde klichéen været fuldkommen.

Mennesker er sjove...

Det var egentlig bare det jeg havde i dag. Godt nytår!

onsdag den 26. december 2012

Australien XXXVIII - New Zealand X

Efter en lang nat og en meget tidlig flyvetur er jeg nu tilbage på min flade i de trygge omgivelser i Haberfield. Michael og jeg holdt os vågne, for jeg skulle allerede være i lufthavnen klokken 4. Nu er der ikke så meget at skrive om en flyvetur, og det var egentlig heller ikke det, der var meningen med dette her indlæg. Det var nærmere at få noget af det med, som er smuttet i indlæggene, der er skrevet undervejs. Jeg er mest kommet i tanke om at også disse skøre, sjove og anderledes oplevelser skulle med, fordi jeg har fundet billeder af dem i min telefon. Så de billeder kommer til at lægge grunden for indlægget.

Her ser min kammerat af en eller anden grund meget trist ud. Det har han overhovedet ingen grund til, for vi havde på dette tidspunkt lige fortæret to bøffer. Som man kan se er desserten kommet på bordet. På Michaels tallerken var det en hindbær/chokoladekage, på min en Kahlua cheesecake.


Anledningen til ekstravaganzaen på billedet ovenfor var naturligvis vores besøg på Keiths restaurant. Keith, motorcyklisten som vi "reddede" fra en lang gåtur - og som vi fik taget et billede sammen med: 


Man kan ikke se det på billedet, men det styrter ned lige bag ved Michael. Han står og laver (aka. varmer) mad under bagsmækken på bilen, mens jeg gemmer mig inden for i tørvejr og varme. Da jeg tog billedet var han midt i at spørge, om jeg ville have noget af den cola, der var i hans termokande. Det ville jeg ikke. 


Det er ikke verdens bedste billede, men det er nok tæt på at være verdens bedste biograf. I hvert fald verdens hyggeligste, ud over den jeg havde på mit værelse i kælderen i Høstsgade.
Det er "Cinema Paradiso" i Wanaka på Sydøen. Biografstolene er ens. Men kun 3-4 stykker af gangen, og de ens biografstole er spredt mellem sofaer, lænestole, gyngeheste og biler, som man også kan sidde på og i under filmfremvisningen. Okay.. Der var var ingen gyngeheste, men den ene af de to biler kan man skimte bagerst i billedet. Den er blå.


I biografens cafe kunne man købe STORE hjemme- og nybagte småkager. Både før filmen begyndte og i den pause, der med en hvis form for snedighed var indlagt midt i filmen. Første halvdel af filmen brugte de på at bage flere småkager.
Biografen lå i øvrigt i hvad der lignede et ombygget (stort) parcelhus. Ombygningen bestod i at man havde revet alle væggene ud og bygge en kasse midt i huset, som udgjorde selve "biografrummet". Rundt om kassen lå toiletter, café og spiseområde. I separate afdelinger. Det er noget gris at spise på toilettet.
Vi så i øvrigt "James Bond: Skyfall", men det var ikke det vigtigste ved dén biograftur. Selvom det er en djævelsk god film.


Under den lange ventetid i Christchurch fik min kreativitet frit løb. Det frie løb mundede ud i at jeg splittede min lommelygte ad i tusind dele. Ikke tusind. Nok nærmere tre eller fire. En af de dele var det forstørrelsesglas, der gør, at man kan fokusere eller sprede lyset fra lygten. Hvis man sætter det glas helt tæt på kameraet i sin æbletelefon fungerer hele konfigurationen som et temmelig kraftigt mikroskop - endda med indbygget lys. Her er det inspektionen af vævningen af den orange stribe på en af mine sokker. 


For nu at lave en køn afslutning på beretningen om turen til New Zealand, vil jeg gerne bruge mine publiceringsmuligheder til at takke Michael for at være en fremragende makker på turen. Det er bestemt ikke alle, der kan sætte sig i en bil med mig i tre uger og bevare den form for sindsro, han har udvist. Vi har til vores egen store overraskelse ikke haft nogen nævneværdige disputser overhovedet. Vi har til gengæld opdaget hvor ens vi er opdraget, og følgelig hvor ens vi ser på verden. Man når alligevel at få sludret en del på sådan 4700 kilometer med en maksimal hastighedsgrænse på 100 km/t. Til gengæld når man også at holde en del kæft, og det er nok endnu en af grundene til at vi ikke har været ved at flå hovederne af hinanden; at vi, måske på grund af det kromosomsæt vi er udstyret med, ikke har brug for at snakke bare for at snakke.
Vi har også talt om andre forklaringer på vores fredelige tur, men jeg er lige kommet i tanke om den nok allermest afgørende faktor: Dobbelt dynen som camperen var udstyret med. Når man skal dele dyne med en kammerat duer det til simpelthen ikke at slås.

Så med den temmelig indpakkede tak til min rejsekammerat for et fantastisk eventyr må jeg melde:

Schluuuut på rapportering om turen til New Zealand
4. - 26. december 2012



men livet går videre, og det gør det også i Haberfield. Her gik livet videre med en sløv dag for alle de på matriklen residerende. Tracey og Martin havde en temmelig krævende juledag i går, og en masse fordøjelse der skulle klares i dag, og jeg har ikke sovet ret meget. Tracey var ikke mere udkørt end at hun kunne overrække mig de julegaver hun har købt til mig.

Jeg er en meget priviligeret ung mand.

I den rækkefølge jeg pakkede op drejede det sig om: En bog om Australsk slang (som bruger slang, som man er nødt til at slå op i bogen, til at forklare det slang man har forsøgt at slå op i bogen), en bog om at være og blive australier og en småkagedåse med (mere) australsk slang printet uden på (og småkager inden i).
Posted by Picasa

mandag den 24. december 2012

New Zealand IX – Hvalborg

Ligesom spoleormen i sangen har denne ferie to ender. Michaels ende og min. Man kan vel nærmest sige, at turen her har fire; to i overført betydning og to i mere direkte. Min direkte ende er ret øm. ”Direkte ende” forstået som ”det området af min krop, der udgør overgangen fra ryg til baglår”. Min direkte ende er heldigvis ikke lige så øm som den var i går, og langt fra lige så øm som den var i forgårs, da jeg brugte den og ikke min mountain-bike til at tage fra efter et hop.

For nu lige at have formaliteterne i orden: Dette forfattes på dag 22 af vores tur, d. 25/12-12. Jeg sidder i Seti midt i Christchurch og gør mit bedste for at få min computer til at løbe tør for strøm. Og så tilbage til de egentlige begivenheder.

Efter at have sprunget i faldskærm over Paradise d. 22/12 var det egentlig planen, at vi skulle køre mountainbike om eftermiddagen. Det var vi både for trætte og for tømmermandsramte til, så vi tog endnu en eftermiddag hos vores couch-surfing værtinde med afslapning på fuld skrue.
Mountainbike turen flyttede vi til dag 19 i stedet for. Set i bakspejlet var det en overordentlig klog beslutning. Det, vi havde begivet os ud i, hedder ”downhill mountainbike”. På dansk er det ”cykelkørsel ned ad bakke”. Det lyder ikke ret dramatisk, men det er fordi vi ikke har nogen ret dramatiske bakker i Danmark. Det har de til gengæld på New Zealand. Faktisk er bakkerne så dramatiske at man blive kørt op på toppen i en gondol (fodnote 1), inden man vælter ned af bakkerne igen. Vi startede med at køre den absolut letteste rute og følte, at vi var ved at slå os selv ihjel i flere omgange. Det var med hop og sving til den store guldmedalje, vejen var vel 1,5 meter bred på det bredeste sted, og hvor vejkanten sluttede gik det stejlt nedad i skov og kraft, i hvad der lignede 5-6 meter de fleste steder. Selvom vi begge to godt kan lide at tage tingene ting til kanten og lidt længere, nåede hverken Michael eller jeg at ryge af vejen. Det betød ikke, at vi ikke kom til skade, for sådan en grusvej slår rigeligt hårdt, hvis man rammer den med nok fart. Jeg tog de fleste af nærkontakterne (4) mens Michael nøjedes med én stor. Ud af mine fire lykkedes det to gange at blive stående på bener’n og se cyklen glide længere hen ad stien. På det ene af de fire måtte jeg imidlertid helt ned og rulle. Cyklen kom lige efter, men jeg nåede at gribe den. Mit fjerde og absolut voldsomste styrt var på vores sidste tur og henover et hop. Jeg var blevet mere og mere modig på hvert gennemløb, ind til jeg på denne tur tænkte ”okay.. Nu er det hoppetid!”. Som sædvanlig var der hverken nogen som helst problemer med at komme hverken op i luften eller ned fra den igen, men landingen kunne godt have brugt en del finpudsning. På en facon, der forbryder sig mod de naturlove jeg normalt anerkender som værende gældende, fik cyklen mere fart på end jeg havde. Men kun bagenden af cyklen, for styret havde jeg jo fat i. Bagenden af cyklen er desværre den sadlen er sat fast på, og eftersom sadlen befandt jeg sig foran mig da jeg landede, var det ikke den, der tog af for min fart. Det gjorde venstre balle i stor stil, og det er dét styrt jeg stadig mærker efterskælvene fra. 

Et stykke længere nede af bakken var det Michaels tur til at føle sig ekstra modig og efterfølgende på egen krop at mærke betydningen af at ”hovmod står for fald”. Jeg kørte lige bag ham, så jeg havde det fulde udsyn til det mærkværdige styrt han lavede. Ved ganske lav fart forsøgte han at liste sig selv og sin cykel ned ad nogle sten. Forsøget mislykkedes på den mest miserable maner man kan forestille sig, og Michael og cykel slog et sted mellem 1,5 og 4 kolbøtter, inden de sammen stoppede op midt på vejen, transformeret til en klynkende masse af cykeldele og rejsekammerat. Ingen kan bebrejde min makker at han ikke kunne køre mere mountainbike efter dén tur. Han tog mest fra med venstre skulder, og i skrivende stund er skulderen godt i gang med at bløde igennem plaster nummer to.
I Camp Caos var der fuld konsensus om, at mountainbiketurene var noget af det sjoveste – og farligste – vi har lavet på turen her, og at det bestemt ikke var sidste gang vi gav os i kast med den aktivitet. En bidragende faktor til fornøjelsen ved at falde ned at et bjerg på cykel var helt klart, at vi selv havde så meget af kontrollen. Selvom man umiddelbart skulle tro, at et elastik- eller faldskærmsudspring skulle være vildere er det ikke den fornemmelse jeg har. Ved de to udspringsaktiviteter har man absolut ingen kontrol over sagens udfald. Til gengæld er skadesstatistikken helt klart i udøverens favør. Så vidt vides har firmaet, vi sprang elastik hos, aldrig haft nogen fatale uheld i de 22 år de har været ”in business”. Det er i øvrigt nøjagtigt samme statistik som mig personligt. Da vi sprang faldskærm havde jeg faktisk overskud i mit hoved til bare at nyde turen hele vejen. Det gav et lille ”gulp”, da vi først satte fra ud af flyveren, men følelsen af blind panik og ”frygt” nåede aldrig rigtig at indfinde sig. Det var heller ikke fordi jeg var direkte bange for at køre på cykel ned af det bjerg. Jeg koncentrerede mig imidlertid ret meget om ikke at skvatte, vel vidende at konsekvenserne som minimum ville være adskillige dages sviende hudafskrabninger, hvis jeg ikke holdt balancen. Så det sørgede jeg for at gøre.

Efter at have afleveret cyklerne tilbage (og betalt 80$ ekstra for at ødelægge et bremsehåndtag)(Mikkel) gik vi tilbage til huset i Wakatipo Heights, Jessica og en glædelig overraskelse. Børnebogsforfatteren Craig var uventet hjemme! Jeg købte et eksemplar af The Wonkey Donkey (fodnote 2), fik en autograf og et bad. Badet havde ikke rigtig noget med Craig at gøre, det var mere fordi jeg virkelig trængte. Da vi var færdige med at sige pænt farvel og spise frokost var klokken blevet 4 om eftermiddagen. Det var vores signal til at køre videre. Så det gjorde vi. Kursen satte vi mod New Zealands højeste bjerg, Mount Cook.

Dag 21, d. 24/12-12.
Mount Cook
og Michael...



Vi vågnede på en campingplads og ønskede hinanden glædelig jul og grinede lidt i skægget over det. Ikke fordi det er specielt morsomt at det er jul. Det morsomme var mere at klokken var 8 om morgenen, at det allerede var 20 grader (celsius) varmt, og vi trak i shorts og t-shirt og begav os ud på en vandretur. Turen var ikke specielt lang. Vi gik nærmest bare lige en halv times tid ud til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se Mount Cook. Han var i afsindigt dårligt julehumør. Se selv.


Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg er vores postpubertære sind enormt svære at imponere, og endnu sværere at underholde i længere tid af gangen. Landskaberne rundt omkring i New Zealand har udtjent deres begejstringsværnepligt, og i øvrigt føler jeg helt personligt, at der nærmest ikke er plads til flere indtryk fra disse her to fantastiske øer. Det har været tre afsindigt begivenhedsrige uger, og det kommer lige til at tage et øjeblik at fordøje dem. Men smukt var det. Da vi havde fået stillet vores meget lille udsigtssult trillede vi videre mod Christchurch, hvor vi ankom efter 4 timer og 650 kilometer. Vi overnattede i en skov. Julemiddagen bestod af: Fuldkornspasta med ”beef pot stew”. Dertil: En kop vand. Og fire forvirrede sandfluer som landede i min suppe.

Dag 22, d. 25/12-12
Min ende på denne her tur nærmer sig med hastige skridt. Mit fly afgår fra Christchurchs lufthavn i morgen klokken 0605, så jeg skal tjekke ind klokken 4. Så dygtig er jeg til at planlægge mine flyrejser. At jeg skal forlade byen så tidligt betyder, at vi mest bare har slasket rundt i byen i dag, på dagen hvor Australierne (og kiwierne, red. 21/1-13) fejrer jul. Især i formiddags bar byen meget præg af at der foregik noget i hjemmene. Der var næsten totalt tomt i gaderne. Derudover kan man stadig meget tydeligt se, at Christchurch for 1,5 år, d. 24. Februar 2011, siden blev ramt af et temmelig heftigt jordskælv. Inde i bymidten ligger der store bunker af murbrokker og kraner, gravkøer og andet byggemaskineri fylder godt op i landskabet. Helt generelt minder sceneriet mere om en krigszone end en (mellem-) storby. Så der julemorgen, uden mennesker på gaden og med ødelagte bygninger over det hele, var det en ret spøjs fornemmelse at gå igennem Christchurch (fodnote 4).  

Caution i Christchurch
 

Cathedral Square


Den spøjse fornemmelse varede kun til da vi kom ned til et af byens juletræer og den tilhørende vagt. Juletræ og vagt var sponsoreret af et af New Zealands store teleselskaber, så der var gratis wifi i området, hvis man havde et New Zealandsk’ telefonnummer. Det havde hverken Michael eller jeg, men vagten lod os bruge sit, så vi kunne modtage adgangskoder til at komme på nettet. Han lod os også bruge sin skurvogn til at sidde i, til at lade vores computere op og til at modtage mad. Jeg tror den stakkels mand kedede sig lidt. Det er ikke hver dag jeg får chancen får at tale med en indisk kiwi, så det var helt fint for mig at sludre med ham, mens vores computere ladede op.

Så det' jul, det' tid til glögg og and!
(jeg hører Jul i Angora mens jeg blogger)



Mens vi sad der i skurvognen kom der en langhåret fyr gående forbi med en masse mad i en kasse. Han havde været på stranden til julegrill med sin familie, der havde været noget mad til overs og han havde vundet opgaven med at dele det overskydende ud til nogle værdigt trængende. Michael og jeg så åbenbart ud som om vi var værdigt trængende (eller også gad han ikke gå mere). Summar summarum: På en dag hvor alt ellers er lukket lykkedes det for undertegnede og makker at sidde indendørs med gratis wifi og julemad. Jeg er sikker på at universet belønnede os for tidligere på dagen at køre en dame, som var løbet tør for benzin, hjem. Hun blaffede på vejen fra vores overnatningssted til Christchurch, vi skulle ha’ dagen til at gå alligevel og sådan gik det til. Jeg har sagt det før i min Føjleton fra den Sydlige Halvkugle: Den ene hånd tørrer den anden i røven. Præcis som første gang vi samlede en blaffer op, var det ikke med nogen anden bagtanke end at gøre deres dag lidt nemmere, men det er da et sjovt tilfælde at vi har fået mad hver gang..!

Glad kammerat med juleskinke


Vi har lige brugt vores sidste gas på at lave eftermiddagskaffe, så jeg vil afslutte dagens dagbogsskriveri og herefter anvende mine betragtelige tænkeevner til at finde ud af hvordan vi får varmet vores aftensmad.

God jul!

P.s.: Michaels ende på turen er også ret nært forestående, men han flyver først fra Christchurch den 27. Så kan han nå at aflevere bilen, som vi har vasket og støvsuget i dag.  
Post post scriptum (for jeg er sådan en fancy fyr): Ved første udgivelse glemte jeg helt at: Wifi forbindelsen i juletræet blev som det allerførste brugt til ringe hjem til Høstsgade, hvor min familie lige var kommet hjem fra juleaften. Jeg kan ikke lade være med at savne dem lidt, selvom de er flabede.
Fodnote 1: For den grammatiknørdede læser vil jeg her løfte sløret for min fuldkomne kommaforvirring: jeg kan ikke bestemme mig til, om jeg synes det er godt eller skidt at skrive komma foran ledsætninger. Jeg kan ikke bestemme mig til om det er godt eller skidt at skrive komme foran ledsætninger. Ind til videre har jeg vist nok temmelig konsekvent gjort det. Nu prøver jeg temmelig konsekvent at lade være, og så må vi se hvordan dét går.

Fodnote 2: The Wonkey Donkey, som mine yngre fætre, kusiner, (kommende) nevøer, (kommende) niecer og (kommende) egne børn rolig kan regne med at få læst op til de kaster op af det. Af det og skumfiduser. Ikke mine egne børn. De skal ikke ha’ slik. Kun jeres andres. (Fodnote 3).
Fodnote 3: Grunden til at mine egne børn aldrig skal have slik hjemme hos mig er ikke, at jeg er et sadistisk svin. Grunden er at min far har lovet mig at skamfodre min børn med slik, hver gang han skal passe dem, så de er hyperaktive når jeg får dem tilbage. Derfor behøver de ikke spise slik derhjemme.

Fodnote 4: Så var det jeg opdagede hvor sjældent jeg har brug for ord der er i ”uhyggelig” kategorien. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget bedre end spøjs, selvom jeg nok nærmere mente ”spooky”.

Posted by Picasa

fredag den 21. december 2012

New Zealand VIII - Succes!

Nu lykkedes det endelig at komme ud af den flyver med en mand på ryggen og faldskærm bag ham. Det foregik i et område, der ligger en halv times kørsel nord for Queenstown. Området hedder "Paradise", og det navn er egentlig et ret passende navn. Især når vejret er som det er i dag. Solen bagte ned på den lille dal og badede den i det mystiske, magiske lys, der er så karakteristisk for New Zealand.
Jeg har ikke så meget at skrive om det, det er svært at forklare følelsen af at hoppe ud fra et fly, svært at beskrive det samlede indtryk, det giver at falde gennem luften med 200 kilometer i timen mens en af verdens flotteste udsigter nærmer sig med nogenlunde samme hastighed. Det var fantastisk, fuldkommen flippet og bestemt ikke sidste gang jeg gør det.
I får et billede fra firmaets hjemmeside, for vi fik ikke taget nogen selv. Det var lige nøjagtig sådan her dalen så ud.



Og nu vil jeg sætte mig ud i solen og fordøje indtrykket fra udspringet. Og den halve pose chips jeg lige har spist til morgenmad. Vi var i byen igår...

onsdag den 19. december 2012

New Zealand VII - Junkie bomb!

 

Jeg tænkte jeg ville prøve noget nyt i dag, så jeg starter her med to billeder af den fortryllede skov, hvor vi overnattede (lovligt) natten til dag 16.
Update: Det er en idiotisk idé at starte med billeder, og dette var første og sidste gang det kommer til at ske. Redaktionen beklager.

I skrivende stund sidder jeg på en båd på Lake Manapouri og taster på keyboardet på min iPad. Klokken er 1033 på dag 16 af vores New Zealand eventyr, datoen er nærmere bestemt d. 19/12-12. Jeg er på "cruise" på vej Doubtful Sound. Det sund er overhovedet ikke et sund, mener en af de mange fjorde i det retteligt navngivne "Fiordland", som udgør Sydøens sydlige vestkyst. 

Ved siden af mig sidder min rejsekammerat Michael og nusser sin iPod på maven, mens hans deler den underlige sindsstemning, der har bredt sig i Camp Caos. Vi kørte ind i "Fjordlandet" om aftenen på dag 14, efter vi havde været i Queenstown for at booke adrenalinaktiviteter til hvad der nu er de næste par dage. Fra Queenstown kørte vi sydvest på indtil vi nåede til Te Anau og satte derefter kursen stik nord mod Milford Sound ad en af de smukkeste ruter i verden. Der var også pænt omkring de cirka 120 kilometer vej fra Te Anau til Milford Sound. Vejen bugter sig i de dale, som for 14.000 år siden blev fritlagt, da gletsjerne gjorde deres retræte som følge af varmere vejr. 
Dalene er, som dale normalt er, omgivet af bjerge. I Fjorlandets tilfælde har bjergene sne på toppen. Hvis ikke dalene havde været omgivet af de bjerge havde de jo ikke ligefrem været dale, men nærmere bare... marker. 
Nu nærmer jeg mig efterhånden sagens kerne. Nu har Michael og jeg kørt rundt i New Zealand i snart 14 dage. Selvom landskabet i fjordlandet er utrolig smukt og anderledes fra det, jeg kender derhjemme, er det som om det bare ikke er ret anderledes fra meget af det andet, vi også har set i New Zealand. Det er bjerge og marker og himmel og vand og imellem er der nogle skyer, der kaster nogle skygger på det flere af ovenstående elementer og får de hele til at se aldeles spektakulært ud. Men som med alt muligt andet forsvinder også nyhedens interesse for disse smukke landskaber.

Begejstret turist og en mand, som er knap så begejstret for turister


Strømmen på iPad’en forsvandt hurtigere end beregnet. Indlægget blev færdiggjort og publiceret hos børnebogsforfatteren Craig Smith i Queenstown på dag 17, d. 20/12-12.
Selvom nyhedens interesse havde fortaget sig, var det svært for undertegnede Falstring ikke at lade sig imponere en lille smule af landskaberne, da vi endelig nåede til Doubtful Sound. ”Endelig” er inkluderet her, fordi Michael og jeg kollektivt syntes, at vi var utrolig lang tid om rent faktisk at nå til Doubtful Sound. Vi havde egentlig nok i virkeligheden måske for at være helt ærlige bare regnet med at vi skulle sidde på en båd og glo på bjerge hele dagen. Så det var lidt af en overraskelse, da båden pludselig lagde til hvad der åbenbart var den modsatte bred af søen vi startede på, og vi blev gennet af skibet og ind i en bus.  Michael spurgte buschaufføren hvad pokker det var der foregik. Buschaufføren forklarede, at vi var nødt til at køre igennem et bjerg for at komme til Doubtful Sound, og at vi i øvrigt gjorde stop på det vandkraftværk, der er bygget ind i bjerget, på vejen. Så blev vi så kloge. Inde på vandkraftværket blev vi også klogere. Der fandt vi for eksempel ud af at det tog 1800 mand 8 år at grave ud til og bygge kraftværket, som nu producerer 14% af New Zealands strøm. Meget af det strøm kraftværket producerer bliver imidlertid brugt på den aluminiumsudvindingsfabrik, der ligger omkring 200 km fra kraftværket. Alu-fabrikken blev først rentabel efter 2. Verdenskrig; en krig, som fik den globale efterspørgsel og følgelig pris på aluminium til at tage en himmelflugt. Blandt andet derfor blev både vandkraftværk og fabrik først bygget i 1963. Da var prisen på aluminium nemlig blevet høj nok til at begynde at udvinde metallet i New Zealand. I øvrigt var det også først i de år, at ingeniørkundskaben i verden var på et niveau, hvor det var muligt at grave sådan en fabrik ind i et bjerg. 

Den synlige del af et vandkraftværk



Når naturen blærer sig


Efter kraftværk nåede vi Doubtful Sound og sejlede rundt i tre timer, inden vi blev losset af skib, læsset på bus, læsset på nyt skib og sejlet tilbage til vores campervan.
Den campervan kørte vi i retning af Queenstown. Da vi havde krydset grænsen fra Fjordlandet stoppede vi på en rasteplads og nød et herligt sandfluefrit aftensmåltid, inden vi kørte til Queenstown. I Queenstown havde Michael lavet en aftale med en såkaldt ”couch-surfer”, om at vi kunne parkere i hendes indkørsel, bruge hendes bad og sådan set bare være gæster. www.couchsurfing.org er en hjemmeside jeg aldrig hverken har besøgt eller benyttet mig af, men Michael er en flittig surfer og har tidligere haft stor succes med konceptet. Ifølge Benjamin Andersen skal man ikke sige nej til noget man ikke har prøvet, og i øvrigt synes jeg idéen lød fremragende. Jessica på 22 fra Minnesota, US viste sig at være en fremragende vært. Efter et efterhånden hårdt tiltrængt bad sad Michael og jeg i stuen og sludrede med Jessica, mens flere af hendes syv housemates defilerede i forskellige retninger. Det var her at Jessica fortalte, at ejeren af huset var den lands- og måske endda internationalt kendte børnebogsforfatter Craig Smith. Hans største og mest kendte værk ind til videre er ”The Wonky Donkey”. Den ret sjove sang om det æsel kan man høre her:






"Wonky Donkey" var i øvrigt også navnet på det trådløse netværk her i hytten, hvor jeg sidder og skriver dette.
I dag ringede uret allerede klokken 0700, for den geniagtige ledelse i Camp Caos havde booket bungee-jumps for hele lejren med check-in klokken 0810. Morgenmadsmenuen er skiftet, så efter en skål havregryn med rosiner og fremragende udsigt traskede vi ned til byen.

Morgenmad med udsigt 



Der fik vi checket in og klokken 0840 trillede bussen mod dagens første stop: The Kawarau Bridge Bungy. Det er det originale, verdens første kommercielle bungy jump, 43 meter højt og nu krydset af min ”bucket-list”. Broen ser sådan her ud: 


Det er 6 år siden jeg sidst hoppede ud fra noget højt med en elastik mellem benene, og selvom der også denne gang var sommerfugle i maven, var fornøjelsen ved dette hop uendeligt meget større. Modsat første gang jeg bungy jumpede var der plads i mit hoved til andet end blind panik og terror. Jeg nåede rent faktisk at registrere, at jeg faldt ned mod jorden og det var fuldkommen fantastisk! Jeg fik endda en t-shirt. Hurra!
Således opløftet og nedsprunget var jeg klar til dagens anden udfordring: Den sydlige halvkugles højeste bungy jump. The Nevis Bungy. Her sprang Michael også. Der var noget længere ned, men jeg kan rapportere, at når jeg står ved kanten, er det sådan set underordnet, om der er 43 eller 134 meter ned. For mig kræver en lige stor indsats fra min hjerne at overtale mine ben til at tage hoppet ud i ingenting. Forskellen på de to var, at ved Nevis havde jeg simpelthen ikke luft til at skrige hele vejen ned. Så da jeg cirka 1/3 gennem faldet havde tømt mine lunger og var nødt til at tage en dyb indånding, var der endnu mere tid til at nyde turen ned. Tro det eller lad være, jeg nød det. I fulde drag, i den bogstaveligste forstand det kan forstås. Det var for vanvittigt. Jeg kan ikke vente til næste gang. Bungy jump er for fedt til at være lovligt.

"Bro" nummer to. Vi hoppede ud i venstre side. Bemærk hvor langt der er ned til floden. 134 meter..! 


Klar til hop nummer 2!



Da vi var tilbage i byen var klokken 11 om formiddagen. Efter Camp Caos havde overstået de ærinder, der var på listen i undertegnedes obligatoriske notesbog tog vi en anden af Queenstowns store udfordringer op: The Ferg Burger. Burgerstedet er berømt. Det er en fremragende undskyldning for at købe sig en burger, så det gjorde vi. I mine øjne retfærdiggjorde burgerens kvalitet ikke dens ry, men varianten gjorde restaurantbesøget til en fremragende oplevelse. Jeg bad om at få min burger med blue cheese – blåskimmelost. Det kan de af mine fremtidige gæster, der er blevet voksne, roligt regne med at blive udsat for engang i fremtiden.


Mand med velfortjent burger


Efter en meget begivenhedsrigformiddag begav vi os tilbage til vores rullende indkvartering. Vi har fået det meste af eftermiddagen til at gå på terrassen, der hører til huset her. Nu er det aftensmadstid i New Zealand og i morgen hopper jeg ud af en flyver.

So long!
Posted by Picasa

lørdag den 15. december 2012

New Zealand VI - Karma og Kayaking


Dette indlæg blev begyndt på ”Full of Beans Café” i byen Franz Josef d. 15/12-12 klokken 1253
Dag 10 på turen bød altså på en sejltur fra Wellington tidligt om morgenen til Picton sidst på formiddagen. Nærmere bestemt klokken cirka 11. Efter at have tanket satte vi kursen mod byen Nelson. I Nelson bor den danske guldsmed, der lavede mange af ringene til de navnkundige film. Hans forretning ligger der i øvrigt også, og det var den vi havde tænkt os at besøge. Denne dag 10 var lige så road-trip spontan som mange af de andre har været. Følgelig gik planen om guldsmedsbesøg spektakulært i vasken. Det gjorde nu ikke så meget; både Michael og jeg har set ringene på film flere gange.

Det var skønt vejr den formiddag i New Zealand, hvor vi kørte fra Picton til Nelson. Det var der flere lokale motorcyklister der benyttede sig af. Det var der også en enlig motorcykel, der benyttede sig af. Den stod helt fredeligt for sig i vejkanten. Det er ikke hver dag man ser en motorcykel holde picnic for sig selv, så vi kunne ikke lade være med at undre os en smule. Forklaringen kom gående i vejkanten 3 minutters kørsel senere. Der gik nemlig en mand i motorcykeltøj og med en hjelm i hånden og tomlede. Han tomlede ikke med den hånd, han havde hjelmen i. Jeg ved af personlig erfaring, hvor svært det er at kasteordentlige håndtegn, mens man har noget i hånden. Man ender tit med at tabe både det man har i hånden og sin ”street-credit” på samme tid. Den havde Keith også regnet ud, så han brugte den anden hånd til at tomle med. Det gjorde han så godt, at vi besluttede at samle ham op. Det var sådan vi fandt ud af at han hedder Keith. Han hedder også Simpson. Det er godt nok til efternavn. Michaels kvikke hjerne var ikke sen til at regne ud, at Keith på den måde var en af ”the Simpsons”. Tada! Onkel Jokes i Camp Caos.

Indlægget fortsat i kontoret hos Fox Glacier Skydivers d. 16/12-12 klokken 0924
Keith var i øvrigt også kok, fortalte han os. Han fortalte også at grunden til at han var skredet fra sin motorcykel var, at motorcyklen overhovedet ikke var hans. Det var en forhandlers, og han var ude for at prøvekøre den, da han besluttede sig til at tage en pause. Da han besluttede sig til at køre videre havde batteriet besluttet sig at for at være tomt, så han kunne ikke starte motorcyklen igen. Mobiltelefonsignalet havde også besluttet sig for at være dødt, så Keith Kok besluttede sig for at gå imod Nelson, hvor han kom fra. Ud over sin egen personlige historie fortalte Keith os også, at New Zealands sydø er væsentligt mindre befolket end Nordøen. Faktisk bor der kun omkring 800.000 ud af New Zealands befolkning på 4,2 millioner på Sydøen. Ud af de 800.000 bor cirka halvdelen i Christchurch. Det var en ret god forklaring på, hvorfor Sydøen fremstår så tyndt befolket. Det er fordi den ER meget tyndt befolket. Over hele Sydøen virker naturen lidt ”vildere”, der er ikke så mange hverken små eller store byer og der er skov over det hele.

Fra den lille diskurs tilbage til Keith. Da vi var ved at læsse ham af ved den motorcykelforretning, hvor han havde lånt kværnen (en Triumph-something-1100 kubik fra 2011), spurgte jeg ham hvor i byen man kunne få et billigt, godt måltid. Vi var på dette her tidspunkt ved at være en smule trætte af McDonalds, Subway og dåsemad. Keith sagde at det kunne man da for eksempel på hans restaurant. Han ville faktisk gerne gi’ en omgang mad, som tak for hjælpen. Vi sagde mange tak og aftalte med ham, at vi ville komme til hans restaurant senere på dagen. Der var stadig nogle timer til ”senere på dagen”. De par timer brugte vi på at købe ind, gå på biblioteket (de har gratis Wi-fi på de fleste biblioteker her i landet) og drikke eftermiddagskaffe på ”Rabbit Island” lidt uden for byen. Der var ingen kaniner.

Eftermiddagskaffe på Rabbit Island



Efter kaffen kørte vi ind til Richmond, som ligger klods op af Nelson. Der ligger ”Arthur Wakefield Café and Restaurant”, og det var der karma og Keith gav dagens aftensmad og bajere. Manden, der stod i baren, kunne åbenbart se på os, at vi var typerne, der går og redder kokke, for han bød os velkommen med kommentaren ”er det Jer der har reddet vores kok?” efterfulgt af et kæmpe grin. Efter en sludder og en sladder bestilte vi vores mad. To store bøffer. Michaels en peberbøf, min en bøf med rejer. Det er en ”specialitet” i Oceanien. I Australien kalder de den ”Reef’n’beef”, i New Zealand hedder retten ”Surf’n’Turf”. Det var… Specielt. Men skønt! Det var virkelig god mad, akkompagneret af en virkelig god lokal øl. Efter en kahlua-cheesecake-dessert var vi virkelig mætte og klar til endnu en køretur. Den køretur gik nordpå til Marahau og nationalparken Abel Tasman, hvor vi havde booket en kajaktur til

Dag 11, d. 14/12-12
Kajaktur i Abel Tasman
Med start klokken 0830 om morgenen, midt i Marahau. Midt i Marahau siger nu ikke så meget. Man går stort set bare forbi hus nummer et og stopper, inden man går forbi hus nummer to. Så ender man midt i den virkelig lille by. Vi fik en kort introduktion til kajak og grej inden vi blev kørt ned til en lille strand 500 meter væk og smidt i vandet.

Kajakklar Kammerat



Da vores meget autentiske kiwi-guide i bare tæer, Maori smykker og fuldskæg med tyk accent havde fortalt hvor vi kunne regne med at finde nogle sæler blev vi sluppet fri og var på egen hånd. Vi plaskede derudaf langs kysten ind til vi var på højde med øen, hvor sælerne skulle være. ”På højde” forstået på længdegradsfaconen. Der var ikke de store højdeforskelle i vandet. Det var ret vandret. Vi tog et højresving ud mod øen og endnu engang indviede New Zealands natur alle vores forventninger. Der var sæler over det hele, og til vores held var det babysælsæson.

Preben Pingvin


Kajakkammerat på sælkig


Babysæl - seal puppy


Da vi havde fået nok af sæler sejlede vi tilbage til fastlandet og spiste vores frokost på en øde strand inden vi padlede rundt om en bugt og ind i ”The Mad Mile”. Der ramte vinden for alvor kysten og skabte en god omgang bølger. Der var temmelig meget knald på og det var herre sjovt at padle igennem! Michael har video derfra, og det ender på min youtube-kanal en dag ved lejlighed.

Turberedt turistet tyksak



Efter den vanvittige mil var der kun en kort padletur ind til stranden, hvor vi havde fået besked på at efterlade kajakken. Det gjorde vi og efter en times morfar på stranden begyndte vi trampeturen tilbage til Marahau.
Diskurs om trampeture: I nogle lande kalder man det at traske rundt i naturen at ”hike’e”, i andre lande hedder det ”walking” og i andre igen ”trekker” man, når man går rundt derude og glor på træer og bjerge og søer og dyr og tyske turister. I New Zealand hedder det ”tramping”, og det lader sig naturligvis fremragende oversætte til dansk med at ”trampe”.
Trampeturen var lige en sjat længere og mere krævende end vi havde regnet med. Efter 12, 4 kilometer i temmelig kuperet terræn kom vi tilbage til Seti. I Marahau fandt vi et sted hvor de solgte varme bade for 2 dollar. Dem købte vi et af hver, og brugte campingpladsens parkeringsplads til at tilberede dagens fremragende varme måltid (pasta med ”Campbells Irish Stew Soup”).

Diskurs om Campbells Soup: Campbells Soup eksemplificerer med al ønskelig tydelighed konceptet “hurra kød”. Det er med andre ord en af den slags supper, der indeholder så lidt kød, at man helt spontant råber ”hurra” når man rent faktisk finder noget af det.
And til aftensmad


Da vi havde badet og spist og lavet kaffe satte vi os endnu engang på vores pladser i Seti og satte denne gang kursen mod gletsjerne ”Franz Josef” og ”Fox”. De to gletsjere ligger med cirka 30 kilometers mellemrum cirka 7 timers kørsel fra Marahau, så det var lidt af en køretur vi havde foran os. Vi var først ude af Marahau ved 7-tiden, så da klokken blev lidt før midnat og vi stødte på en campingplads stoppede vi og sov.

Dag 12, d. 15/12-12
Vi stod op til et træls pladdervejr. Nu er alt jo som bekendt relativt og relativt til min hjemstavn var vejret nok aldeles fremragende. Men det regnede altså en lille bitte smule, og i Camp Caos var der bred enighed om, at det bestemt ikke var i orden. Desuagtet fortsatte vi vores færd mod Franz Josef, hvor vi ankom kort efter frokost og et enkelt kaffestop. Vi var nødt til at stoppe for at købe færdig kaffe, eftersom min ellers ufejlbarlige motorik for en enkelt gangs skyld kiksede, og jeg ødelagde glasset med vores instant kaffe da vi tankede dagen i forvejen.

Byen, der ligger klods op af gletsjeren ”Franz Josef”, hedder meget belejligt ”Franz Josef”. Vi besøgte deres turistinformation, et af New Zealands såkaldte ”i-sites”. Navnet har så vidt vides intet at gøre med den Store Æblefarm i Californien. På turistinformationen fortalte damen os, at vejrudsigterne for de næste par dage var direkte horrible, med mindre ens favoritvejr var regn med regn på. I så fald var vejrudsigten ganske udmærket. Så ud over gåturen op til gletsjeren anbefalede hun os på det kraftigste at sørge for at nå til Fox Glestjeren, hvor vi har planlagt at hoppe ud af en flyvemaskine i dag. Så det gjorde vi. Vi kørte længere sydpå, i retning mod gletsjeren. Det er endnu et ret specielt stykke natur. For at komme op til begyndelsen af isen går man igennem morænelandskabet, hvor man kan se, hvordan den nu tilbagetrukne gletsjer har lavet dybe spor i henholdsvis bund og omgivende bjergvægge. Det er spektakulært, for nu at bruge et nyt ord, med sine egne øjne at se, hvilket kræfter der er i sådan en forvokset snebold.
Morænelandskab


Den nordligste af de to gletsjere blev i øvrigt navngivet af en østriger først i det 20. århundrede. Den patriotiske midteuropæer, hvis navn allerede er gået i min glemmebog, navngav den efter den daværende kejser (fact tjeck) for det østrigsk-ungarske imperium, Franz Josef.
Efter at have set hans gletsjer kørte vi til Fox for at få en sludder med manden, der forhåbentlig smider os ud af sit fly i dag. Han sagde at vejrudsigten for i dag, der dengang var i morgen, ikke var alt for god, men at vi forhåbentlig kunne komme af sted i løbet af morgenen. Det betød at vi skulle have resten af dagen til at gå, så vi kørte op og så på gletsjeren , der lå i nærheden af byen. Den gletsjer blev ”fundet” af en af New Zealands forhenværende premierministre. Han var knap så beskeden som østrigeren, der fandt den nordlige gletsjer. Den premierminister hed ”Et-eller-andet-something Fox” og følgelig kom gletsjeren til at bære hans navn.

Gletsjerkig


Da vi havde taget en masse billeder af isen hernede lagde vi os til at sove ind til vi vågnede.
Dag 13, d. 16/12-12
Vi vågnede endda ret tidligt, og så følte vi, at vi lige så godt kunne få noget ud dagen. Som sagt så gjort. Efter morgenkaffe og –toilette gik vi ad en anden rute op til gletsjeren. Det kom der også nogle ret fine billeder ud af. Efter vores morgengåtur var det check-in tid ved skydive firmaet, så der kørte vi ned og der sidder jeg nu og forfatter dette indlæg. Vejret er egentlig helt udmærket, men der er en masse skyer der har drevet frem og tilbage, og de gør at man ikke kan hoppe nogen steder hen. Klokken er nu 1226, vi har ventet siden klokken var 1000 og udsigterne er ikke alt for gode. Så det kan være at vi er nødt til at udskyde vores faldskærmsudspring til en anden dag, længere nede ad ruten.

Indlægget her afsluttes og uploades under isspisning på en café i Wanaka. Skydivet i formiddags blev ikke til noget, men vi har booket et her i byen til i morgen. Efter vi fik beskeden om at vi ikke kunne skydive'e i dag kørte vi cirka 250 kilometer med et par stop undervejs. Blandt andet ved ”The Blue Lakes”, hvor vi tog en badetur i noget iskoldt vand. Det var smeltevand fra bjergene…
I aften skal vi i den egnsberømte Cinema Paradiso og se ”Skyfall”, og forhåbentlig er vejret til at skydive i morgen!

Badeovervejelse


Badeudførelse


og nåja... Badebro!
Eftersom vi ikke kunne hoppe ud fra en flyver i dag hoppede vi ud fra denne her bro, til stor applaus fra det indhold af en turistbus der stod på stenene 8 meter (!!!) neden for til venstre


Tchüss!
Posted by Picasa

onsdag den 12. december 2012

New Zealand V - Water og Wellington


Torsdag d. 13/12-12, klokken 0927 lokal tid

Vi har fuldkommen tabt kontrollen med situationen. Vi har i hvert fald overladt til den til nogle andre og mere kompetente mennesker end os selv. Vi sidder nemlig på færgen mellem byerne Wellington og Picton og således mellem New Zealands nord- og sydø. Vi tjekkede ind på færgelejet klokken 0700, færgen gik klokken 8. Så i dag var endnu end af de tidlige dage, med alarmen sat til klokken 0615 på den semi-lovlige campingplads, som vi fandt lidt uden for Wellington.

For nu ikke at komme for langt ud af en tangent og tabe tråden og i øvrigt snakke uden om, må jeg hellere starte fra en ende af. Den ende jeg har tænkt mig at starte fra er den, hvor jeg sidst lod historien om eventyret på New Zealand hænge. Det var på dag 7 på en McDonalds, hvor vi fik en overordentlig fortjent skudefuld mættet fedt og hvidt sukker, efter at have besteget Mount Ngauruhoe. Da vi havde spist op og ned, kørte vi videre mod næste punkt på dagsordenen: byen Taihape og den flod, der ligger lidt uden for byen.

Vi nåede byen først på aftenen og besluttede os for at køre videre ud mod ”River Valley Lodge”. Der skulle vores riverrafting tur starte halvanden dag senere. Som mørket har det for vane faldt det også denne aften på, så vi stoppede et godt sted og sov til dagen efter. Da klokken blev dag 8 stod vi op. Efter vores obligatoriske Weet-bix og guldkornsmorgenmad lykkedes det os at finde the River Valley Lodge. De gode mennesker dér var en smule forvirrede over, hvad vi lavede der allerede, eftersom vores Riverrafting jo først var booket til dagen efter. Da vi havde forsikret dem om, at vi godt vidste hvad vi foretog os, lod de os tjekke ind på deres græsplæne.  Der var et skilt ved indkørslen til græsplænen, hvorpå der stod, at det var en ”campingplads”. Det lignede mere en græsplæne. Vi parkerede Seti der, slog røverne i sofasæderne i husets opholdsrum og begyndte at drikke kaffe og spille guitar. Det fortsatte vi sådan set med resten af dagen. Stemningen i Camp Caos var stadig en smule præget af vores fysiske udfoldelser dagen forinden, så der var bred enighed om at en hviledag var helt på sin plads. I øvrigt trængte vi også ret alvorligt til et bad, så det tog vi. Vi tog faktisk et hver. Men vi spurgte om lov først.
Raftefyre

Efter noget mere guitarpilleri, varm aftensmad og adskillige kopper instantkaffe gik vi i seng. På dag 9 havde vi som sagt booket denne hersens Riverrafting. Det var en 10 kilometer lang tur ned ad floden. Turen startede fikst nok lige nøjagtigt 10 kilometer væk fra Riverrafting Hovedkvarteret. Vi blev kørt derud af en skaldet mand i en bil. Michael, jeg selv, Michael fra Schweiz og en guide, der var tættere på at være syv kilometer høj end jeg er. Han var nok omkring 2 meter.  Forinden var vi blev styret ud i en våddragt uden ærmer, en thermo undertrøje, en fleecetrøje, en regnjakke og en redningsvest. Jeg ved ikke helt hvorfor vi skulle have redningsvest på i bilen. Der var nok en grund til at de andre først tog den på, da vi var nede ved floden.  Men af sted det gik, over sten og… sten. Der var ingen stokke i vandet, men til gengæld masser af sten. Så det var dem, det gik henover. Floden var vurderet til at være en ”Grade 5” flod. Det er sådan cirka det farligste man kan få lov til at sejle på som turist. I den officielle beskrivelse af en ”grade 5” flod står der noget om, at der skal være ”væsentlig fare for passagernes velbefindende og førlighed” eller sådan noget lignede. Det var en super sjov tur, men helt så farlig føltes det altså ikke. Guiden ”smed os i vandet” et par gange, hvor det måske ikke var sådan strengt nødvendigt. Han endte i hvert fald ikke selv i baljen på noget tidspunkt. Der var et par steder på vej ned af floden, hvor den flinke mand, der gav ordrer, meddelte os om at ”det her stykke kan man sagtens svømme”. Der var intet at tage fejl af i hans blik: ”Hvis du ikke er en tøsedreng, hopper du i vandet nu”, sagde det. Så det gjorde vi. Det var en ret fin oplevelse at ligge der i floden og plaske rundt, mens man kunne se op på bjerge, der rejste sig på begge sider af floden.

Flydefyr



Om de bjerge fortalte guiden at ”sådan så New Zealand ud over det hele, inden der kom mennesker”. Da han samtidig pegede op på noget ualmindelig tæt vegetation kunne man godt et øjeblik få den tanke, at han en af hans skruer var blevet slået en smule løs. Det allermeste af det landskab vi har set rundt omkring i New Zealand har været idylliske grønne bakker, oversået med mindst lige så idyllisk græs og idylliske får. Men han vedholdt at efter en mandfolkeindsats af dimensioner, var det lykkedes de første (og efterfølgende) europæiske immigranter at slå det meste af den naturligt forekommende beplantning ihjel. Endnu engang: Hurra for europæiske kolonimagter.

Lige inden turen sluttede blev vi beordret ud af båden og op på toppen af nogle klipper for at ”afvente yderligere ordrer”. Vi kunne  godt fornemme hvor det bar henad, og da vi nåede toppen af klippen blev vores forudanelser bekræftet. ”Hop” lød de ”yderligere ordrer”, så det gjorde vi. 8,1 meter hoppede vi, ned i vandet nedunder. Nu er det ikke fordi jeg synes jeg sådan er direkte bange for højder, men det var alligevel noget af et sus!

Hoppefyr



Da vi alle tre var oppe i gummibåden igen, sejlede vi det sidste stykke ned til hytten, gik i bad og klokken 1230 var Michael (den danske) og jeg tilbage i Seti, på vej mod næste destination: Wellington. New Zealands regeringsby og hjemsted for min fætter Rasmus’ mosters forretning ”Hanne Andersen Jewellery”. Hun var desværre smuttet fra arbejde, da vi kiggede ind. Hendes flinke butiksassistent fortalte, at hun var ude for at få ordnet hår, men at hun ville være tilbage dagen efter. Det havde vi ikke rigtig tid til at vente på, for vi skulle nå den færge, som jeg sidder på nu og skriver dette blogindlæg.

Vi kunne imidlertid ikke slippe for at vente en lille smule. Det gjorde os ikke så meget, for det var en herlig solskinseftermiddag i Wellington i går. Vi gik en tur rundt i den lille by. Der hang plakater over det hele med reklamer for en eller anden obskur eventyrfilm, der hedder noget så fjollet som ”Hobitten”. Ud over det fjollede navn stod der også på plakaterne, at filmen havde premiere netop i går. Eftersom vi ikke havde andet at foretage os, og eftersom det var filmens premieredag, besluttede vi os til at købe nogle billetter og gå ind og se den.
Biografreklame


Det viste sig, at filmen var så populær netop i går, at forestillingen klokken 18 var udsolgt, da vi kom til billetkontoret. Så vi købte billetter til klokken 2115 og satte os på en beværting og drak et par lokalt bryggede øller. På den beværting var det ligeså meget onsdag, som det var i resten af byen. Til vores held var det lige nøjagtigt på onsdage, at de havde gratis bingospil.
Bingo og bajere

Karma var med andre ord stadig med os, da vi nåede til Wellington. Lokale øl og bingo på et solskinsfyldt torv, efterfulgt af verdenspremiere på ”Hobitten” i byen, hvor den rent faktisk er produceret. Filmen var fuldkommen lige så fantastisk som jeg havde forventet, og jeg har en passende uoverkommelig lyst til at læse bogen igen. Jeg håber Tracey har den stående et sted.

Turistfoto




So long for now!


 
Posted by Picasa

søndag den 9. december 2012

New Zealand IV - Mod stjernerne

Dette blog-indlæg blev rent faktisk begyndt, færdiggjort og udgivet på samme dag, som begivenheden fandt sted. Det må være en ny rekord for denne navlebeskuende pseudo-journalist og hans hold af hans kolleger, manifesteret ved adskillige personligshedsspaltninger.

Dagens højdepunkt i både overført og direkte betydning var bjerget "Mount Ngauruhoe". Dét bjerg spillede "Mt Doom" i de navnkundige "Ringenes Herre" film. Det var samtidig en næsten uoverkommelig udfordring for de to eventyrer. Mere om det senere.

Vi havde sat uret til klokken 0616 på den lille bitte (lovlige) (gratis) campingplads, som vi overnattede på natten til i dag. Det tog os et kvarter at bevæge os fra sengen til forsæder, så klokken var 0630 da vi var på vejen. Omkring klokken syv ankom vi til parkeringspladsen, hvor "Camp Caos" nød deres medbragte morgenmad. Og bryggede morgen(instant)kaffe på det nyindkøbte gasblus!

Godmorgenmad!



Omkring kvart i otte var vi klar til en lang dag i vandresko. Her det første ordentlige billede af bjerget

Godmorgen Mount Doom!
Jeg mener... Mount Ngauruhoe


Der var 5,5 kilometers gang fra bilen til den sidevej, hvor man forlader hovedstien, der udgør "Tangariro Alpine Crossing", og begynder sidevejen til toppen af Mount Nguaruhoe (på råd fra en eks-tante gør jeg mig umage for at få skrevet Maori-navnene så meget så muligt, så jeg ALDRIG glemmer, hvordan man staver til dem)

I fremragende humør på første lille del af stien op ad Mount Ngauruhoe


For begge kumpaners vedkommende


Det begyndte imidlertid ret hurtigt at gå ret meget opad. På meget af strækningen op ad bjerget følte vi rent faktisk at vi var nødt til at kravle for at være nogenlunde sikre på ikke at styrte sammen med det grus, som vi sparkede ned bag os i liberale mængder.

Michael i "Smeagol-mode" (Smeagol er Maori-slang for Gollum)


Sådan kan en hældning på et bjerg også se ud. Gennemsnitshældningen på turen derop er 35 grader, maksimumhældningen er 45.


Vi skvattede, gik, kravlede og tumlede til toppen af bjerget. Det var virkelig, virkelig tough. Hverken Michael eller jeg kunne finde på at hævde, at vi er elitesportsmænd, bjergbestigere eller gedebukke. Vi føler imidlertid begge to, at vi har en okay grundform og en fornuftigt idé om, hvad det kræver at traske i tur i landskabet. Det her var IKKE en trasketur i landskabet. Man var virkelig nødt til at se sig for, for ikke at falde på løse sten og skrabe sig på fremspring. I det hele taget var man nødt til at være ret opmærksom for ikke at dø. Sådan føltes det i hvert fald. Respekt til Frodo for at fragte en forhekset ring op på toppen af dét her bjerg.
Det var et adrenalinkick uden lige og endnu federe, da vi nåede toppen og kunne se flere kilometer i alle retninger. Det var SÅ stort. På trods af mit relativt veludviklede vokabularium kan jeg ikke forklare følelsen af at stå deroppe. Men jeg kommer til at kunne huske den i mange år fremover. Det var absolut en af de største oplevelser, jeg har haft på den sydlige halvkugle.

At bestige Mount Ngauruhoe

To meget glade og ret trætte bjergbestigere. På toppen.


Toppen - med udsigt i den anden retning


Mount Ngauruhoe er en udslukt vulkan. I hvert fald udslukt nok til at myndigheder på New Zealand mener, at det er sikkert at gå på den. Vulkanafstamningen betyder at toppen ikke er ret spids. Rent faktisk ligner bjerget en kegle, der har fået skåret toppen af. Den kegle har så et hul i siden, hvor lavaen løb ud under det seneste udbrud. Det betyder, at man kan gå rundt på keglen langs periferien. Det gjorde vi selvfølgelig. Halvvejs rundt på den halvmåne, som periferien udgør, stødte vi på den metalpind, som Michael står ved siden af på billedet herunder. Det er den metalpind, der holder sammen på bjerget. Den er lige godt to kilometer høj (den er lidt højere end bjerget, som er 2291 meter). Den pind blev stillet dér, og det var den de byggede bjerget rundt om. 
 
 I august måned i år var der udbrud i en af vulkanerne længere nede ad "Tongariro Alpine Crossing". Det betyder at den "bagerste" (eller forreste, afhængigt af hvor man starter) er lukket land.
Vi var begge to så trætte efter turen op på toppen, at vi var fint tilfredse med at støde på dette skilt 3 kilometer længere henne ad stien. 


Så vi vendte om og gik tilbage til vores Seti. Inden vi var helt tilbage ved bilen, stødte vi på denne størknede lavaformation. Jeg vil lade det være op til den fantasifulde læser, at gætte hvad de synes det ligner.


"Jeg er nice"


Der er så meget termisk aktivitet i området at den våde jord i dalene mellem bjergene damper.


To trætte og glade bjergbestigere på McDonalds. I vores dehydrerede situation mener vi, at det er det ernæringsmæssigt rigtige valg. Der er i hvert fald rigeligt med salt, gratis refill på sodavand og wi-fi. 
Posted by Picasa