Australien XLIII - Landsyge

Det er blevet lufthavns-, og således blogge, -tid igen. Denne gang i Cairns Lufthavn, tre dage efter I sidst hørte fra mig.

Efter certificering til ”open water diver” var dykkerturen på skibet ”The Kangaroo Explorer” langt fra slut. Eventyret under vandet var faktisk først sådan lige begyndt at komme op i omdrejninger, for jeg havde i sidste skrivestund stadig alt det bedste til gode.

Først og fremmest bød 2. dagen på båden på mit første natdyk, i hvad jeg kun kan håbe bliver en lang række. Solnedgangen observeret fra en båd på The Great Barrier Reef er i sig selv noget at skrive hjem om, så det gør jeg her. Jeg har på et tidspunkt hørt noget om, at de højere luftlag, der omgiver den sydlige halvkugle, skulle give nogle aldeles spektakulære solnedgange. Om det netop er specielle forhold i de højere luftlag, der sørger for det, er jeg ikke sikker på, men solnedgangene (eller min åndelige habitus) lader til at være af en specielt fantastisk karakter derude.

En af de solnedgange...


På anden dagen på båden fik jeg selskab af to andre danskere. Det var Mia og Maria fra Århus. De har begge den charmerende accent, der passer til byen. De var desuden aldeles veluddannede begge to, fremme i deres moderne sko og ikke sådan at bide skeer med. Det er heldigt, at jeg ikke har problemer med stærke kvinder, for så kunne jeg godt være kommet på dybt vand i mere end én betydning i deres selskab. Det dybe vand tog jeg kun i den direkte, bogstavelige betydning med M&M: De to og amerikaneren Joe var mine makkere på natdykket d. 13/1. Vi havde en herlig tur under kyndig vejledning og –visning af instruktøren Scott. Om natdykkene er det værd at berette, at det er temmelig syret at iklæde sig dykkertøj og -grej i lys, der strækker sig til rælingen af båden og ikke ret mange halve metre længere. Ude bag den grænse er der bulder mørkt. Vandet ser hverken ret betryggende eller behageligt ud. Rent geografisk havde jeg imidlertid foretaget et aldeles fremragende valg, og vandtemperaturen var derefter. Selvom mørket er faldet på klokken 19 kommer vandtemperaturen i havet, der huser the Great Barrier Reef, sjældent ret langt under 25 grader. Sådanne temperaturer lader ingen ting tilbage at ønske, lige gyldigt hvilken skala for badevandstemperaturer man benytter. 
Alligevel er der en hvis uro forbundet med at tage et gigantisk skridt ud i det visuelt fuldkommen uigennemtrængelige vand. Situation bliver ikke meget mere betryggende, når man langsomt lader sig synke ned under overfladen ved at langsomt at lukke luften ud af sin "flyde kompensator". Allerede en meter eller to nede kan man ikke se noget som helst udover det, der befinder sig i lyskeglen fra den (vandtætte) lygte, man er blevet udstyret med. Lige nøjagtig dét aspekt gør også natdykkene lidt mere spændende og nærmest magiske på en anden måde end dagsdykkene, som har 25 meters sigtbarhed i både 360 graders hori- og vertisont (det et nyt ord). 
På dette første natdyk så vi både sovende og vågne skildpadder og en haj der lå og sov på bunden. Hovedattraktionen på natdykkene var imidlertid at hjælpe nogle af de store fisk til at jage nogle af de små. Det var specielt én art af store fisk, der jagede i lyset fra vores lygter. Navnet på de store skrev jeg ned på et stykke papir, men på grund af omgivelsernes natur gik papiret temmelig hurtigt i opløsning. Det var ret skægt at lyse på de små fisk, ind til en af de store satte en heftig jagt ind på dem, og herefter forsøge at blive ved med at lyse på den lille ind til den blev fanget. På dette første natdyk lykkedes det ikke for nogle af de store at fange de små jeg lyste på. Den fornøjelse fik jeg (og den store fisk) på mit næste natdyk, som foregik dagen efter. 

Forrest doktor Maria Kabel og bagest stud.jur. Mia Risvang
Eller... Helt bagest sidder der en gammel dude, som jeg ikke hvad hvad hedder. 

På natdyk er det usandsynligt svært at tage gode billeder, så det afholdt vi os helt fra at forsøge på. Til gengæld tog vi masser af billeder på det dyk, som vi havde morgenen efter. Det dyk havde det meget rammende navn "foto dyk". Herunder får I de bedste resultater fra de kameraer, som Mia, Joe og jeg lejede.

Rokke
En lille en af slagsen

Papegøjefisk
Jeg går ud fra navnet hentyder til deres farver og ikke deres orale egenskaber. De siger faktisk ikke en lyd. Fyrene herunder er mellem 30 og 50 cm. lange. Damerne har samme størrelse, og jeg aner ikke hvad der er hvad. 

 

Pilskadde!
Denne fyr (eller dame) er i omkring 50cm'ers klassen. Fuld fotocredit til Doktor Kabel, som er den absolut mest erfarne dykker i selskabet. 

Lion fish
på dansk: Dragefisk
Jeg synes ikke det engelske navn er specielt rammende. Jeg går ud fra at den engelske navngiver har været fuldkommen "narced", da han fandt på det. 

Et sjældent tilfælde af æstetik fra forfatteren ham selv

Hej Haj!
Til højre i billedet kan man se en "white tip reef shark" i færd med dens favorit aktivitet: At skride fra de bobler, som dykkere, der forsøger at fotografere den, producerer i alt for rigelige mængder

Foto- og natdykkene udgjorde hver deres femtedel af de fem specialdyk, som jeg skulle udføre for at få min næste certificering fra Scuba Schools International. Jeg har ikke beskrevet de fem dyk i rækkefølge og det er for så vidt også fløjtende ligegyldigt.
Mia og Joe var ligesom jeg selv ude efter certificeringen "Advanced Adventurer". Således skulle vi alle tre igennem fem specialdyk. Nat-, dyb- og navigationsdyk er obligatoriske hos SSI. Derudover skal man vælge to af fire muligheder, som udover foto er båd, computer og en til. Som jeg har glemt. Som man kan se på ovenstående valgte både Mia, Joe og jeg fotodykket som det ene af "specialdykkene". Mia og jeg valgte desuden "båd". Den store båd gjaldt ikke, så på vores "klokken 8 dyk" d. 15/1 blev vi smidt op i den følgebåd, der hang og dinglede bag "Kangaroo Explorer" og sejlet et stykke væk. Da vi nåede vores "drop-zone" fik vi lov til at lave det nummer, som i hvert fald jeg havde ventet på: På med grej, hold på hat og dykkerbriller og så en baglæns kolbøtte i baljen. Hurra for en fest! Da vi var færdige med dykket kom anden del af "at dykke fra en lille båd": Vi skulle tilbage i speedbåden. Det foregår ved at tage vægtbælte og flyde-kompensator af og så ellers sparke sig selv op i båden. Som den fantasifulde læser kan forestille sig, kan den manøvre foretages mere eller mindre elegant. Man kan selv gætte på hvilket niveau af elegance jeg udførte opgaven på.

Specialdyk nummer 4 (som i ægte kronologisk rækkefølge var nummer 2) var vores dybe dyk. Som "open water" dykker må man "kun" dykke ned til 18 meter. 18 meter er, hvis man bliver der længe nok, rigeligt til at få både dykkersyge og "nitrogen narkose". I øvrigt er mange af de mere lavfrekvente farver (rød, orange, gul) også allerede forvundet ved den dybde. Certificering til "Advanced Adventurer" indebærer imidlertid tilladelsen til at dykke ned til 30 meter, så den manøvre skal også udføres under træningen. Når man dykker ned til til 30 meter er der overhængende fare/risiko/chance for at komme i "nitrogen narkose". Det er den direkte oversættelse af "nitrogen narcosis". Om denne tilstand bruger man også slang-udtrykket "narced", og det er herre sjovt. Tilstanden opstår fordi man indånder stærkt forhøjede mængder nitrogen. Under tryk stiger luftarternes "delvise tryk", og det stiger direkte proportionalt med dybde og dermed omgivende tryk. Det vil sige, at når vi ved overfladen indånder 0,8 bar nitrogen pr bar tryk vi indånder, indånder vi på 30 meter 4 gange så meget, fordi trykket dernede er 4 bar. Det var en klodset og uvidenskabelig formulering, men forhåbentlig bidrager den til forståelse for fænoment. Nitrogen er, så vidt jeg (og google) ved, det, de bruger som "lattergas", og det er lige nøjagtig den effekt man får: Al ting bliver lidt sjovere.

For at vise os, hvad det forhøjede tryk også kan gøre, havde Scott taget to æg med ned på de 30 meters dybde. Dem slog han ud. Meningen var tydeligvis, at trykket skulle holde sammen på æggene, så de kunne manipuleres som en bold kan på overfladen. Effekten var også soleklar de første 2 sekunder efter Scott havde slået det første æg ud. Derefter var effekten knap så klar. Efter to sekunder var der nemlig en fisk, der åd det meste af det æg, der ellers skulle have været et lille, selvgjort fysikforsøg. Da historien gentog sig med æg nummer to var jeg fuldkommen flad af grin. I bagklogskabens klare lys var det måske ikke helt så morsomt, at en fisk åd to æg. Men dernede, under indflydelse af nitrogen, var det noget af det sjoveste jeg nogensinde havde set. 

Det er i øvrigt IKKE ret nemt at grine med en regulator i munden, skulle jeg hilse og sige. 

Femte og sidste specialdyk var vores navigationsdyk. Vi (gen)lærte at bruge et kompas. Derudover fortalte Scott hvordan man kan bruge naturlige elementer til at navigere; for eksempel egner rev, mangel på rev, båd, sol og strøm sig alle fremragende som naturlige navigationspunkter. Under vores navigationsdyk tog Scott os med rundt på et af de mange rev vi stoppede ved, spurgte os et par gange hvor båden var, og lod os svømme en tur for at se om vi kunne finde tilbage. Det kunne vi alle sammen godt, og således nåede vi til vores sidste test på navigationsdykket: Scott efterlod os, og så var det ellers vores opgave at svømme så lang en tur som vores resterende luft tillod os og derefter finde tilbage til båden. Jeg kan lige så godt sige det som det er: Vi fejlede miserabelt. Vi endte faktisk så langt væk fra båden, at instruktørerne, der stod på den og holdt udkig, forbarmede sig over os og hentede os i speedbåden, så vi ikke behøvede svømme tilbage. Jeg behøver vel næppe nævne, at det var til hele ”Kangaroo Explorer”s generelle morskab, at vi for så grundigt vild på vores navigationsdyk… Scott var ikke ret imponeret. Navigationsdykket var heldigvis ikke vores sidste, og på de resterende dyk blev vi beordret til at tage kompas med og i øvrigt holde øje med hvor fa’en vi svømmede hen. Joe og jeg blev, hvis jeg selv lige skal sige det - og det skal jeg, for det er min blog -, ret gode. Det lykkedes os at dukke op lige bag agterdækket på båden mere end én gang. Men vi gjorde os også umage.

 En amerikansk fyr og hans danske makker – netop kommet op til eller på vej ned fra overfladen, og ret tilfredse med livet. Det er tydeligvis IKKE umiddelbart efter vores nav-dyk. 

Da både Mia, Joe og jeg var certificerede ”Advanced Adventurers” havde vi endnu nogle dyk tilbage, inden vi blev smidt af båden. De dyk brugte vi på at plaske rundt og nyde livet og udforske revet og det at være dykker på må og få. Det var på et af disse allersidste dyk at det gik op for mig, at det at dykke nok er det tætteste man kommer på at kunne flyve; flyve uden hjælpemidler og sådan, forstås. Det er en uvant og meget fornøjelig fornemmelse at være helt vægtløs og kunne lave forlæns og baglæns kolbøtter, vende på hovedet og flyde rundt som det passer en. Det er en anden verden dernede, og det er svært at få nok.

Kunsterisk udfoldelse fra en af pigerne på båden

 

Fire så intensive dage med dykning er imidlertid et virkelig seriøst bud på at give en ”nok”. Joe, Mia, Maria og jeg stod alle af båden sammen, og der var bred enighed om, at lige netop det tidspunkt var godt til en pause. Man bliver virkelig udmattet af hele tiden at ”afgasse”. Ikke at man går rundt og prutter hele tiden, når man har dykket meget. Det er en anden gas man befrier kroppen for: den nok så omtalte nitrogen. Den ophober sig i kroppen. Den ophobede nitrogen er også den primære årsag til, at man ikke bare kan dykke løs hele dagen uden pauser; der findes et kritisk niveau, som man er nødt til at holde sig under. Når man er på overfladen sørger kroppen gennem den almindelige respiration for at komme af med den ophobede nitrogen. For sådan en nybegynder udi dykning, som undertegnede er, er den ”afgasning” lig med fysisk udmattelse, som når man har løbet en lang tur.

I øvrigt forsvinder ens hørelse, når man kommer hovedet under vand, og det lader til, at det for hvert dyk tager en smule længere for vandet at komme ud. Den effekt kulminerede i, at vi alle fire var stort set døve, da vi endelig kom i land, og at kommunikationen under vores fejringsmåltid på burgerrestauranten ”Grill’d” var stort set ikke-eksisterende.

Den sidste og morsomste effekt af al den dykning var den udprægede ”land-syge”, jeg havde den første halvanden dag efter jeg var steget af båden. Når jeg sad stille og stirrede ud i uendelighed (eller læste eller lå i sengen og forsøgte at falde i søvn) var det lige som om al ting stadig gyngede og sejlede rundt. Det var simpelthen så skørt. Den første dag var det særlig slemt/sjovt. Det var lige før jeg fik fornemmelse af at være søsyg af IKKE at være på en båd!

Nu har jeg ikke dykket i to dage. Min fornemmelse af at have fået nok er væk for længe siden, og jeg vil meget gerne snart af sted igen. Det må blive en anden gang. Nu er det nemlig snart hjemflyvningstid. Denne gang er det ikke bare ”hjem” til Sydney, men rent faktisk hjem til Danmark. Således er jeg også ved at kunne se enden på denne beretning. Der er nok et par indlæg tilbage i ærmet. Efter at have stillet min læser de godbidder i udsigt vil jeg som afsluttende kommentar for denne gang citere en af mine store litterære helte, Douglas Adams:

So long, and thanks for all the fish!

(and sharks and turtles and shit)