Australien XXXX - Juleferie

Fun fact: Der er en australsk øl, der bærer samme navn som titlen på dagens indlæg. XXXX naturligvis. Der er (endnu) ingen australske øl, der hedder ”juleferie”. Man udtaler det i øvrigt ”four x’s” (den rigtige romerbetegnelse for 40 er XL og ikke XXXX, red. d. 21/1-13. Men så havde indlægget ikke haft samme navn som øl)

Jeg kom godt hjem fra New Zealand og alt var en fest. Jeg havde en kort uge i Sydney, inden jeg fløj til Adelaide, hvor jeg skriver dette indlæg. Ugen fik hurtigt ben at gå på. Den første dag efter jeg landede mødtes jeg med Christian, som jeg skal bo sammen med, når jeg kommer hjem. Der var lige nogle småting vi skulle have styr på. Eftersom der ikke findes noget bedre sted at holde møde end på kanten af en svømmepøl, tog vi os en tur i Victoria Park pool. Min roomie fra Vanløse, AK, var i Sydney henover nytår, så om aftenen tog vi ud for at fejre, at livet er skønt. Vi fik os nogle drinks rundt omkring i byen og pludselig var klokken midt om morgenen. Sådan kan det indimellem gå.

Dagen efter gik på Manly Beach sammen med AK og Katrine, og så blev klokken lørdag d. 29/12. Da havde Tracey og Martin en overordentlig velassorteret frokost på bordet, som de bespiste Martins far, søster, svoger, nevø og nevøs kæreste med. Derudover var Traceys forældre, Kim, Ryan og Logan der. Det var en rigtig ægte familiefrokost, som dem jeg kender fra min egen familie; hjemmelavet mad i lange baner og til undertegnedes store fornøjelse: snaps, øl, flæskesteg og risalamande. ”Uncle Jerry” (Martins svoger) synes det var overordentligt fornøjeligt at lære at sige ”skål”. Jeg synes det var mindst lige så fornøjeligt at lære ham ikke at sige ”skoal”. Livet var også på denne skønne Sydneydag, med risalamande og 28 grader, exceptionelt herligt, så det tog AK og jeg ud i Sydney’s gader for at fejre. AK er en netværksfacilitator uden lige. Konsekvensen af den unge dames netværkeri var, at der lige pludselig var et selskab på 25 danskere, som den unge dame har mødt rundt omkring på sine rejser, på den bar, hvor vi startede.

Jeg var hjemme klokken syv og oppe igen klokken 10. Der er ingen grund til at ligge og sove hele dagen væk. Så jeg gik i bad og gebav (fodnote 1) mig mod Double Bay, hvor jeg mødtes med Søren og Mette og vi handlede til en ekspansiv nytårsmenu. Det er ikke så ofte man får fire retters picnic, men som de gourmeter (gourmander, ville nogen måske mene) synes vi bestemt ikke, at det var for meget.

Efter indha(nd)ling af fødevarer tog jeg hjem til Haberfield, fik mig en skraver, aftensmad og gik i seng. Jeg er simpelthen for gammel til kun at sove 3 timer.

 Mette fra 'Søren og Mette' er lidt af en planlægningsfreak. Det passer mig fint, for så behøver jeg ikke være det. Mette begyndte allerede for længe siden at planlægge nytårs aften, og jeg var da også med ude og rekognoscere, inden jeg tog til New Zealand.

Da dagen kom havde billetterne til Strickland house's omgivende park allerede været i hus i nogle dage. På grund af noget logistik var det lettest, hvis Mette lavede maden. Så det gjorde hun, mens jeg tilsmagte bagdel (fodnote 2) i Haberfield. Da klokken blev omkring sidst på eftermiddag, gebav jeg mig mod Double Bay. Derfra tog vi alle tre bussen ud til Strickland house, hvor vi var klokken cirka 18.

En smuk dansk mand på den sidste smukke australske dag i 2012


Solnedgang over Sydney CBD

Kameraholdet, som sørgede for TV-transmission af fyrværkeri, omgivet af smukke mennesker

Mere (smuk) solnedgang

Jeg er ikke helt sikker på hvor de 6 timer, der gik fra klokken var 18 til det blev midnat, blev af, men sådan er det tit, når man er i ekstraordinært godt selskab og maden i øvrigt er aldeles fremragende. Til forret var der dadler i bacon og melon i parmaskinke. Dem drak vi både 'øl' (fodnote 3) og hvidvin til.

Til hovedret spiste vi en oksesag, ovnbagte kartofler, græskar og grønne asparges med mere parmaskinke. Der var ingen sovs. Til gengæld fortærede vi kollektivt 400 gram 38% creme fraiche som garniture til ovenstående. Den slags mælkeprodukt hedder i øvrigt 'hoftecreme' på nordjysk og i Sørens familie. Rådet er hermed givet videre til de udmagrede pigebørn, der viser nye kollektioner frem for store modehuse verden over. Til hoftecreme og tilbehør drak vi en herlig shiraz fra de lokale vinmarker i Hunter Valley nord for Sydney.

Gourmand/-met picnic i mørke

Harbour Bridge i fuld sløring

Vi havde egentlig ikke planlagt nogen dessert, men endte alligevel med at spise to. Jeg kan ikke huske, hvem der i første omgang introducerede mig for 'første' og 'anden' dessert, men ideen er så god, at jeg har tænkt mig at forsøge at få den patenteret.

 Vi brugte resten af rødvinen til at skylle en bid brød og ost ned. Nærmere betegnet et helt surdejsbrød og trekvart askebrie fra Australiens bedste og ganske hæderlige forsøg på en mælkeprodukts producent: Kingston Dairy Farmers.

Anden dessert var den bedste substitut for kransekage jeg lige kunne finde på i en håndevending. De Ferrero Rocher, som jeg fik i julegave af Martins far, gled da også helt fint ned med den boblevand, vi havde købt til at agere festlig afslutning på et temmelig ambitiøst picnic-vinarsenal. Vi drak selvfølgelig boblerne (og vinen der omgav boblerne) som akkompagnement til det fantastisk farverige og velfortjent verdensberømte fyrværkeri over Sydneys Harbour Bridge. Det levede på alle måder op til forventningerne. Måden Sydney fejrede min fødselsdag på er godkendt i min lille sorte bog.

Fyrværkeri for viderekomne (eller folk uden kamerastativ)

 

 

 

 

 

Selvom festen var slut ved Strickland House fortsatte fejringen af min 23-års fødselsdag mange andre steder. Blandt andet på en privat strand 300 meter nede ad vejen i det meget velhavende området 'Vaucluse'. Den fest sneg vi os lidt med til, for Søren kender nogen, der kender nogen, som har et billede af Tordenskjold. Selv i Australien er den danske søhelt adgangsbillet til ekstraordinære oplevelser, og der på stranden tog tiden endnu et kvantespring. Pludselig var klokken 0330. Vi blev enige om, at det var sengetid for danske drenge og piger. Klokken fem lå jeg og pruttede i fjerene i Haberfield (fodnote 4), 23 år gammel og meget tilfreds med livet.

 Da klokken blev 10 næste morgen ringede alarmen i mit æble, så jeg stod op. Jeg havde nemlig en aftale med nogle pandekager i the Rocks. Jeg havde også en aftale med fire skønne mennesker, som trodsede de mindre positive aspekter af lige netop min fødselsdag. Klokken 12 satte jeg mig til bords med Mette, Tanja, Søren og Ulrik, og i det herlige selskab spiste jeg mine fødselsdagspandekager. I år på højst utraditionelle vis med jordbær og is foruden den obligatoriske ahornsirup. Jeg ved det godt. Det er et kulturelt værdiskred, og jeg er ikke helt sikker på at jeg er vild med det selv.

Efter pandekager gik vi alle en tur ned omkring Circular Quay, hvor Tanja og Ulrik tog bussen fra. Ulrik er en del af den ubarmhjertige virkelige verden uden for universiteterne og var nødt til at møde på arbejde. De danske studerendes forpost i Sydney fortsatte gåturen ned til botanisk have og ind til byen, hvor vi købte billetter til filmen 'Life Of Pi'. Det er en virkelig flot film, som på trods af titlen næsten ikke handler om matematik.

Den var samtidig afslutningen på 2013's første dag.

Fordi filmen først startede lidt i ti kom jeg alt for sent i seng. Med mindre man synes fire timer udgør en passende nattesøvn for en gammel nisse. I det tilfælde kom jeg i seng på et fuldkommen passende tidspunkt. Jeg stod nemlig op klokken 5 for at tage i lufthavnen, hvor mit fly til Adelaide gik klokken 0840.

Fodnote 1: Sådan kan det ind imellem gå, når der bliver tastet lidt hurtigt. Jeg lader det stå for charmens skyld.

Fodnote 2: krydrede røv, red.

Fodnote 3: det var Heineken. Deraf citationstegnene

Fodnote 4: mine egne fjer, ikke Tracey og Martins - det føler jeg havde været akavet.