Onsdag den 7. November fløj jeg med JetStar
til Melbourne uden PC, iPad og iPhone-lader. Så journalistikken blev udført på
den helt gammeldags manér, med notesbog og flydepen (kuglepenne flyder..
Haha..) Nedenstående er mere eller mindre direkte afskrift af de noter – med redaktionelle
kommentarer her og der. Jeg er naturligvis både journalist, fotograf og
redaktør på nedenstående indslag. Umiddelbart kan det opfattes som en
kontroversiel konstellation, men det fungerer ualmindelig godt i praksis.
Melbourne 7/11-12 - National Gallery of
Victoria, International Part
16 minutter lang kortfilm I 3 sektioner – en mand (Asiat) på
et gadehjørne i en storby, jakke og slips, man hører hans side af en
telefonsamtale mellem ham og hans mor. Da han hen imod slutningen begynder at
gentage hans forslag om at tage på hotel i en lang weekend, mens han græder, får
jeg indtrykket af, at moderen er dement. Næste del er et brev, som han har skrevet
til sin mor. Brevet bliver vist på skærmen sætning for sætning over en montage af
japanske gadebilleder. Af brevet fremgår det, at hun var alene-mor, at han, som
så mange andre, ikke satte nok pris på hvad hun gjorde for ham – og at hun er
død.
Tredje del er endnu
engang telefonsamtalen – denne gang hører man også den anden side af samtalen.
Den bliver ført af et kreditkortfirmas call-center. Wow… Stærkt!
Min Mor
<3
Melbourne
7/11-12 - National Gallery of Victoria, International Part
“Alene på NGV”
”Venus’ klargøring”
(til hanky panky, red.). Det sobre i at male en gud var ifølge skiltet malerens
undskyldning for at udleve hans store passion: At male nøgne kvinder.
Jeg tog flyet fra Sydney til Melbourne i morges, vel vidende
at jeg ville komme til at tilbringe det meste af dagen alene – pigerne, som jeg
skal besøge hernede, er travlt optaget af at læser til eksaminer, og drengene (fra
Sydney, red.) jeg skal mødes med lander først i morgen.
Så jeg er taget på Victoria’s nationale galleri og er
uforvarende startet i den internationale afdeling. Udover den midlertidige
udstilling af indonesisk samtidskunst rummer denne internationale afdeling NGV’s
asiatiske og europæiske samlinger. Jeg har ikke været specielt imponeret over
de asiastiske samlinger hernede . Hverken her eller i Sydney har de sådan
rigtig sagt mig noget. At jeg er her alene i dag er en lidt blandet fornøjelse. På den ene side savner jeg lidt nogen at
snakke med, men på den anden side er det fantastisk at have ro til at læse de
ofte meget lærerige ting, der er skrevet rundt omkring på vægge og tavler. For
eksempel historien om Lucrezia Borgia, som blev gift tre gange på grund af
hendes fars og brors politiske interesser, eller om hvordan hollandske maleres
største indflydelse på europæisk kunst har været gennem deres romantiserede
landskabsmalerier. Mens jeg forfatter dette sidder jeg på en stor sort puf midt
i et kæmpe rum, hvis størrelse er nødvendig for at akkomodere de enorme
billeder, de har hængt op herinde. Billederne er europæiske malerier fra det 17.
og 18. århundrede. I øvrigt: asiatisk historisk kunst siger ikke så
meget – filmen beskrevet på de foregående sider (i den foregående paragraf,
red.) var helt unik i al sin universelle relationsvenlighed.
Da jeg var færdig med
at lave kunster var Anne Kristine (AK, som jeg boede sammen med i Vanløse,
inden jeg tog til Sydney) færdig med dagens læsedont, og vi mødtes til en
aftensmadsburger, en sludder, en tur i graffitigaden Hosier Lane og en fyraftensbajer
på den sydlige bred af Yarra River, som løber gennem Melbourne.
Værtinde i adskillige
byer – først i Vanløse, så i Melbourne
Melbourne CBD
Melbourne Cup Carnival: Crown Oaks Day/Ladies
Day 8/11-12
(beskrivelse af denne
herlige karnevalsdag kommer ikke fra håndskrevne notater, men blot fra den
kringlede hjernes neurotransmittoriske (det er nok et nyt ord red.) gemmer
red.)
Tidligt op og i tøjet! At tage smoking på på et vandrehjem
er underlig fornemmelse, men en absolut nødvendighed, når man har en date med
ikke mindre end fire nordiske skønheder og rejser på et i nogen grad begrænset
budget. Jeg kom i det stive puds med manchetknapper, slikket hår og bundet
butterfly og af sted det gik – med sporvogn til bydelen St. Kilda, hvor AK bor,
og hvor pigerne havde brugt det meste af natten på at gøre sig klar. Jeg er ikke
sikker på om de rent faktisk havde taget natten til hjælp, men jeg mistænker
dem for det, for de var alle sammen ualmindeligt (ualmindeligt for deres køn,
red.) klar, da jeg ankom klokken 0930. Klar nok til at servere champagne i
hvert fald – og så var tonen ellers slået an til herlig dag i solen. De kønne
unge damer havde alle sammen købt ”fascinators” – jeg vidste ikke bedre, så jeg
lagde ud med at kalde dem for hatte; jeg blev naturligvis behørigt irettesat.
Fascinators hører sig travbanen – og andre steder hvor fine folk færdes – til.
Da vi kom til Flemington Racecourse efter en tur med tog blev vi mødt af et
mylder af kvinder i farverige kjoler, fascinators og mænd med mere eller mindre
styr på deres garderober – det var fuldkommen som at befinde sig midt i
travbanescenen fra ”A License to Kill”.
Vi satte straks kursen mod det første vandingshul vi fik øje
på – i dette tilfælde en skurvogn, som i dagens anledning var forvandlet til
bar. Jeg nåede imidlertid ikke at sætte foden inden for døren, før en sød
australsk dame tilbød mig en massage – det var en del af et reklamefremstød for
hendes massagesalon, og dét tilbud følte jeg var for godt til at sige nej til. Så
mens jeg fik en massage gik AK ind og hentede øl – jeg behøver næppe skrive det,
men jeg gør det alligevel: Jeg var ualmindelig godt tilfreds med livet, da jeg
sad dér i den australske sol i smoking, fik massage og blev bragt øl.
Da hele selskabet havde været igennem massagemøllen begav vi
os ind på selve travbanen, som vi havde ”general admission” billetter til. Det
betød ”du må sidde i græsset”. Vi sagde tak og slog røven i det sæde AK havde
med hjemmefra – en sort plaid fra Ikea. Der tilbragte vi resten af dagen med at
lege dommere ved et modeshow, drikke øl, spise burgere og for undertegnedes
vedkommende: blive ualmindelig solbrændt i ansigtet.
Og nåja.. Vi så også nogle heste, der løb om kap…
Melb tour d. 9/11-12
Graham (USA), Janis (DE), Stephen (USA) og jeg betalte for
en éndagstur til Philip Island, på anbefaling fra en af Jonas’ (lillebror, DK)
kammeraters mor – tak for den anbefaling! Fra notaterne læses/udledes følgende:
Frokost i den største by i området, der producerer 90% af
Australiens asparges. Hurra. Jorden er salt, fordi hele området var under vand, indtil en flok handlekraftige hollændere dæmmede hele området op. Den salte
jord er aspargesene helt pjattede med.
Derefter holdt vi pause på en lokal vingård og smagte 6
forskellige vine. Deres shiraz var okay, men resten af det var ikke noget at
råbe meget højt hurra for. Et lidt lavt hurra var mere end rigeligt, red.
Næste stop var på en chokoladefabrik. Med et godt gammeldags
dansk ord var det meget ”touristet” , eller ”til-ristet”, om man vil. Men vi
fik gratis chokolade, så hurra for det!
Koala forrest: Unger:
Mors mælk, lort -> bakterier for at fordøje eukalyptus, et af de eneste dyr
i verden der kan – fordøjer hele tiden. Det er altså ikke fordi de bliver
høje/skæve af olierne. Totally
chilled out animal! Not a bear by the way – our very happy guide played us a
totally cheesy song about how they are NOT bears.
Sleeps 20 hrs/day, fourages 1-2 hrs, grooms
and do nothing for the last time. Janis: “totally useless animal”.
Cheesy Song
Obs.: Redaktionen
beklager journalistens momentære sprogforvirring. Journalisten har fået et gok
i nødden som straf. Her følger en oversættelse af hvad der stod i afsnittet om
koalaer:
Næste stop efter chokolade fabrikken var en eukalyptus skov,
hvor ”Den Hellige Forening for Koalaers Udbredelse og Helgen-gørelse” (eller
sådan noget, red.) havde opført et lille koalareservat. De havde gjort det på
en meget sober og pæn måde. De havde bygget ”boardwalks”, som bedst kan
beskrives som lystbådebroer oppe mellem træerne i så’n seks meters højde.
Deroppe kunne de måbende turister så tulle rundt og se på koalaerne lave
ingenting i deres naturlige miljø – det var en ret fin oplevelse!
Koalababyers første mad er deres mors mælk. Hvor
menneskebørn skifter til babymos skifter koalabørn til koalalort. Deres mors
lort indeholder nemlig en bakterie, som de ikke selv kan producere. Den
bakterie skal de bruge for at fordøje de eukalyptusblade, som kommer til at
udgøre deres diæt i resten af deres (gennemsnitligt) 15-årige liv. Eukalyptusblade er ikke nogen særlig energirig
diæt, så for at overleve er koalaerne nødt til at spare på den energi de
indtager. Det betyder at de sover cirka 20 timer i døgnet, spiser 1-3 timer,
gør sig ren og parer sig i 1-3 timer og laver ingenting i resten af tiden. De
foretager sig med andre ord aldrig nogen sinde noget som helst. Det fik Janis
til at udbryde, på hans umiskendeligt tyske facon: ”Det er et fuldkommen
ubrugeligt dyr!”. Men de er nuttede.
Videre i notaterne
læses:
Little Penguins – hed tidligere ”fairy penguins”, men navnet
på latin var mere korrekt ”little penguins” på engelsk. Omkring 30 cm høje, 1
kg tunge små fyre, som gennem 1000’er af år har vraltet op på stranden på videre
op i landskabet på Phillip Island for at fodre deres unger med fisk, som de har
fanget ude i havet og gemt i deres ”anden mave” – mave nummer 2. Det er præcis
det samme alle mulige andre fugle gør, når de fodrer deres unger. Bortset fra
at gråspurve sjældent fisker, red. Pingvinerne har en fantastisk blå farve på
ryggen og hvide på maven. Dagens mest fantastiske oplevelse var uden tvivl at
sætte sig på hug på stien som fulgte pingvinernes, og se de små fyre kæmpe sig
gennem landskabet på den anden side af hegnet – mindre end en meter fra hvor
jeg sad. Så kunne man sidde der og tænke på hvordan den har svømmet adskillige
kilometer i mange dage for at komme dertil – og at den var på vej hjem til sin
familie med mad. Det var ret fint.
Både koalerne og dette her pingvinshow var virkelig pænt
integreret i naturen. Det bar ret meget præg af at være en ”ikke-for-profit”
organisation, der bliver drevet af folk som bare brænder for det de laver.
De havde i øvrigt været nødt til at indhegne
parkeringspladsen. De havde også sat skilte op, som beordrede folk til at se
efter under deres biler inden de kørte: Pingvinerne synes BARE det er skønt at
holde pause under en varm bil.
Melbs 10/11-12
Last day –
lots to do!
Samme selskab som dagen i forvejen. Vi startede med at gå
til bydelen ”Fitzroy”, som ifølge den ”Lonely Planet” jeg har lånt er den ”funky”
del af byen. Der var i hvert fald en masse cement. I starten. Det var ret funky
da vi kom til det funky sted – hvilket vel egentlig giver ret god mening. På Brunswick
Street i Fitzroy drak vi morgenkaffe, og Steve, som ikke gad stå på til den
gratis morgenmad på hotellet, spiste morgenmad.
På vejen tilbage mod bymidten traskede vi igennem Carlton
Gardens og nærmest faldt over Museum of Melbourne. Der er gratis indgang for
studerende, så vi tog en guidet tur rundt i museet. Guiden var syv millioner år
gammel og hedder Les. Medmindre han er kradset af i mellemtiden. Så hed han
Les. Han var en fin fyr. Melbourne Museum er et naturhistorisk museum, og det
var – i mine øjne og ører – ikke så interessant som NGV. Den skov de havde
bygget i midten af dele var imidlertid på alle måder godkendt.
Efter Melbourne Museum tog vi den gratis sporvogn ind til
bymidten, hvor vi spiste frokost i en funky gyde – amerikanerne mente at det var
en meget europæisk gyde. Janis og jeg sagde til dem at vi stadig var i Australien.
Funkyness
Funkyness
Med fyldte maver gik vi ned og så på Hosier Lane, som AK
viste mig den første dag. De havde malet nye malerier på mange af væggene, men
det var svært at afgøre hvilke.
Efter Hosier Lane gik vi mod ”The Royale Botanic Gardens” og
kom forbi ”the Shrine of Remembrance” på vejen. Sidstnævnte er et enormt
mindesmærke for de victorianere, der er faldet i diverse krige rundt om i
verden. Melbourne Botanic Garden er ifølge melbourianerne verdensberømt og den
bedste i Australien. Jeg havde ikke hørt om den, før jeg læste om den i ”Lonely
Planet”, så dens grad af verdensberømmelse kan diskuteres. Men den er mere interessant
end den i Sydney, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er i hvert fald lidt mere
knald på farverne.
Udsigt mod CBD fra
Botanic Garden
Efter haverne tog vi endnu en tur med sporvogn. Denne gang
til bydelen St. Kilda, hvor Melbournes vigtigste strand ligger, og hvor de i
øvrigt har bygget en forlystelsespark.
På gadehjørnet overfor Luna Park lå der en herlig kagebiks,
så der fik kagefolkene fra Tyskland og Danmark en eftermiddagskage –
amerikanerne drak cola. Således, med alle stereotyper rettelig opfyldt, begav vi
os tilbage til vores vandrehjem, hvor jeg forfatter dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar