Jeg er rent faktisk på en båd. En temmelig stor en af slagsen, ud for kysten i Queensland ved Cairns. Jeg har brugt de sidste to dage på at lære at betjene et dykkerapparat. Nu er jeg blevet sendt i eksil på et skiv sammen med den gruppe af søde mennesker, jeg blev undervist undervist sammen med i Cairns. Det er mildest talt en broget flok, men mere om det senere. Som sædvanlig er al kontinuitet gået fuldkommen fløjten efter de første fire linje, og sådan er det også gået i dette indlæg. Så jeg spoler lige tilbage.
Sidst jeg efterlod min(e) læser(e) i åndeløs spænding sad jeg på en cafe på Henley Beach i Adelaide, nød min morgenkaffe og livet helt generelt og skrev om mine eventyr på Trevors farm. Jeg fik de sidste par dage i Adelaide til at gå med at lave absolut ingen ting (fodnote 1) og i øvrigt spise aftensmad sammen med (hos) Joan og Graham. De hev billedalbum frem i vildskab. Blandt andet det med billeder fra deres tur til Danmark i 1997, hvor Niels fyldte 50 og der var familiesammenkomst i (min) mormor og morfars sommerhus. Hvis nogen, inden jeg tog til Australien, havde bedt mig om at skrive en liste over de hændelser, jeg vurderede til at have mindst sandsynlig for at forekomme i min tid på den sydlige halvkugle havde det "at se et billede af mig selv, syv år gammel og i Batman(Mor: indsæt korrekt Superhelt, det var Frederik, der var Batman) kostume" helt sikkert været på den. Men Herrens (Hr. M. F. Nielsen, that is) veje er uransagelige og således fandt en af de hændelser, jeg ellers ville vurdere til at have ret lille sandsynlighed, sted.
Jeg tog en voldsomt tidlig flyver ud af Adelaide. Klokken 0605 var der afgang mod Melbourne. Jeg bliver simpelthen nødt til at lægge den irriterende vane fra mig; den vane med de tidlige fly. Jeg har som sådan ikke noget imod at flyve til Melbourne. Melbourne var første (og eneste) stop på vej mod Cairns, hvor jeg landede klokken omkring 1 om eftermiddagen. Fordi kortene i min telefon rent faktisk havde besluttet sig for også at virke i Cairns, og fordi det i øvrigt var en skøn dag, besluttede jeg mig for at gå fra lufthavnen og ind til byen. Det var en smuttur på 6,5 kilometer, og burde ikke være noget problem for en fit ung mand. Problemet er bare, at jeg måske ikke er helt så fit en ung mand som jeg kunne være. Læg dertil en luftfugtighed på 8500% (fodnote 2) og resultatet bliver den svedgennemblødte og temmelig trætte journalist/redaktør/fotograf, der ankom til Corona Backpackers omkring klokken 1430. Hvor omtalte vandrehjem holdt siesta. Det gjorde de fra klokken 12 til klokken 16, så min timing var på den dag, d. 9/1-13, lige så fremragende, som den har været, siden jeg begyndte at skrive denne blog. På trods af mit manglende ind-tjek (fodnote 3) tiltuskede jeg mig et bad, og i et anfald af hysterisk beredsskabsvillighed begav jeg mig ud i byen for at få klaret et par ærinder. Efter at have lukket min bankkonto, købt ind og registreret i dykkerbiksen på rekordtid (fodnote 4) var klokken lige omkring receptionsåbningstid. Så jeg fik min nøgle, smed mine stumper på stuen og satte mig i køkkenet for at læse i min bog. Der lykkedes det mig at blive siddende ind til klokken var sengetid. Klokken sengetid er et meget passende tidspunkt at gå i seng på, så det gjorde jeg.
Dagen efter var jeg mega klar til at begynde mit dykkerkursus. Det var her jeg første gang mødte den brogede flok af meddykkere, som jeg nu har brugt et par dage i selskab med. Der var:
To indfødte piger (som i... Fra Cairns. Ikke aboriginals)
en fyr som var i flåden og ville have et civilt dykkercertifikat
Pling og Plang fra begrebet med samme navn, som ville være krabbedykkere
en matematiklærer fra "The Tablelands" nord for Cairns og hans to børn, som alle tre var blevet "sendt af sted" af hhv. kone og mor for at de alle fire kunne dykke sammen
et par bestående af to hollandske psykologi-studerende (mand og kvinde, ingen hankypanky hokuspokus mumbojumbo), som var på 8 måneders rejseorlov fra studiet
en belgisk kvindelig tandlæge på omkring de 55, som tydeligvis har set Julia Roberts i "Spis, Bed, Elsk" og har tænkt "det der... Det er da det jeg skal!".
en tysker og en skotte, som begge er på rundrejse. De rejste ikke sammen, det var bare hurtigere at skrive dem sammen. Det var det så ikke, fordi jeg har skrevet forklaringen også. Jesus.
En ny tysker som også er på rundrejse. Han hedder Chris og blev undertegnedes makker (diving buddy)
Dykke-makkere
Der var en masse teori på de to dage vi brugte i Cairns Dive Centers lokaler. Blandt andet om kroppens ilt- og nitrogenoptagelse, hvad der sker med vores vejrtrækning under tryk og hvordan det påvirker kroppens optagelse. Det var faktisk ret spændende, men jeg vil lade det være op til de virkelig entusiastiske læsere at finde wikipedia-artiklen selv.
Teorilokalet lå lige ved siden af poolen, hvor vi brugte en del tid på at ligge og plaske rundt og blandt andet lære at tage masken af under vand, taget mundstykket ud, taget grejet af og så videre.
Det var ret skægt bare at være i poolen og være i stand til at trække vejret under vand, så da de to teoridage var overstået, var jeg pænt spændt på at komme ud på den båd, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg.
Sang om at være på en båd
Jeg blev samlet op klokken rocker tidligt om morgenen ved min vandrehjem for at blive smidt på båd nummer et, som sejlede undertegnede og resten af det brogede selskab ud til båd nummer to, som er den båd vi dykker fra. Igår var der stadig mere at lære under vandet. For eksempel lærte jeg at man IKKE skal dykke længere ned end man har fået lov til. Også selvom det er et uheld, som opstår, fordi man ikke lige helt får holdt så meget øje med sin dybdemåler, som man nok burde. Belønningen for den ekstra dybde fik jeg om aftenen under vores de-brief: en hel teskefuld "Vegemite". Vegemite har jeg tidligere beskrevet på denne fantastiske blog, er jeg ret sikker på. Det smager som det lyder: Aldeles afskyeligt. Det bliver ikke mindre afskyeligt af at spise en hel teskefuld af gangen. Til gengæld lærte jeg at se på min dybdemåler.
Geniet, klar til Vegemite
Efter nu at have været på båden i et døgn og succesfuldt udført 5 dyk kan jeg kalde mig "SSI Certificeret SSI Dykker". Se selv:
Sidst jeg efterlod min(e) læser(e) i åndeløs spænding sad jeg på en cafe på Henley Beach i Adelaide, nød min morgenkaffe og livet helt generelt og skrev om mine eventyr på Trevors farm. Jeg fik de sidste par dage i Adelaide til at gå med at lave absolut ingen ting (fodnote 1) og i øvrigt spise aftensmad sammen med (hos) Joan og Graham. De hev billedalbum frem i vildskab. Blandt andet det med billeder fra deres tur til Danmark i 1997, hvor Niels fyldte 50 og der var familiesammenkomst i (min) mormor og morfars sommerhus. Hvis nogen, inden jeg tog til Australien, havde bedt mig om at skrive en liste over de hændelser, jeg vurderede til at have mindst sandsynlig for at forekomme i min tid på den sydlige halvkugle havde det "at se et billede af mig selv, syv år gammel og i Batman(Mor: indsæt korrekt Superhelt, det var Frederik, der var Batman) kostume" helt sikkert været på den. Men Herrens (Hr. M. F. Nielsen, that is) veje er uransagelige og således fandt en af de hændelser, jeg ellers ville vurdere til at have ret lille sandsynlighed, sted.
Jeg tog en voldsomt tidlig flyver ud af Adelaide. Klokken 0605 var der afgang mod Melbourne. Jeg bliver simpelthen nødt til at lægge den irriterende vane fra mig; den vane med de tidlige fly. Jeg har som sådan ikke noget imod at flyve til Melbourne. Melbourne var første (og eneste) stop på vej mod Cairns, hvor jeg landede klokken omkring 1 om eftermiddagen. Fordi kortene i min telefon rent faktisk havde besluttet sig for også at virke i Cairns, og fordi det i øvrigt var en skøn dag, besluttede jeg mig for at gå fra lufthavnen og ind til byen. Det var en smuttur på 6,5 kilometer, og burde ikke være noget problem for en fit ung mand. Problemet er bare, at jeg måske ikke er helt så fit en ung mand som jeg kunne være. Læg dertil en luftfugtighed på 8500% (fodnote 2) og resultatet bliver den svedgennemblødte og temmelig trætte journalist/redaktør/fotograf, der ankom til Corona Backpackers omkring klokken 1430. Hvor omtalte vandrehjem holdt siesta. Det gjorde de fra klokken 12 til klokken 16, så min timing var på den dag, d. 9/1-13, lige så fremragende, som den har været, siden jeg begyndte at skrive denne blog. På trods af mit manglende ind-tjek (fodnote 3) tiltuskede jeg mig et bad, og i et anfald af hysterisk beredsskabsvillighed begav jeg mig ud i byen for at få klaret et par ærinder. Efter at have lukket min bankkonto, købt ind og registreret i dykkerbiksen på rekordtid (fodnote 4) var klokken lige omkring receptionsåbningstid. Så jeg fik min nøgle, smed mine stumper på stuen og satte mig i køkkenet for at læse i min bog. Der lykkedes det mig at blive siddende ind til klokken var sengetid. Klokken sengetid er et meget passende tidspunkt at gå i seng på, så det gjorde jeg.
Dagen efter var jeg mega klar til at begynde mit dykkerkursus. Det var her jeg første gang mødte den brogede flok af meddykkere, som jeg nu har brugt et par dage i selskab med. Der var:
To indfødte piger (som i... Fra Cairns. Ikke aboriginals)
en fyr som var i flåden og ville have et civilt dykkercertifikat
Pling og Plang fra begrebet med samme navn, som ville være krabbedykkere
en matematiklærer fra "The Tablelands" nord for Cairns og hans to børn, som alle tre var blevet "sendt af sted" af hhv. kone og mor for at de alle fire kunne dykke sammen
et par bestående af to hollandske psykologi-studerende (mand og kvinde, ingen hankypanky hokuspokus mumbojumbo), som var på 8 måneders rejseorlov fra studiet
en belgisk kvindelig tandlæge på omkring de 55, som tydeligvis har set Julia Roberts i "Spis, Bed, Elsk" og har tænkt "det der... Det er da det jeg skal!".
en tysker og en skotte, som begge er på rundrejse. De rejste ikke sammen, det var bare hurtigere at skrive dem sammen. Det var det så ikke, fordi jeg har skrevet forklaringen også. Jesus.
En ny tysker som også er på rundrejse. Han hedder Chris og blev undertegnedes makker (diving buddy)
Dykke-makkere
Der var en masse teori på de to dage vi brugte i Cairns Dive Centers lokaler. Blandt andet om kroppens ilt- og nitrogenoptagelse, hvad der sker med vores vejrtrækning under tryk og hvordan det påvirker kroppens optagelse. Det var faktisk ret spændende, men jeg vil lade det være op til de virkelig entusiastiske læsere at finde wikipedia-artiklen selv.
Teorilokalet lå lige ved siden af poolen, hvor vi brugte en del tid på at ligge og plaske rundt og blandt andet lære at tage masken af under vand, taget mundstykket ud, taget grejet af og så videre.
Det var ret skægt bare at være i poolen og være i stand til at trække vejret under vand, så da de to teoridage var overstået, var jeg pænt spændt på at komme ud på den båd, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg.
Sang om at være på en båd
Jeg blev samlet op klokken rocker tidligt om morgenen ved min vandrehjem for at blive smidt på båd nummer et, som sejlede undertegnede og resten af det brogede selskab ud til båd nummer to, som er den båd vi dykker fra. Igår var der stadig mere at lære under vandet. For eksempel lærte jeg at man IKKE skal dykke længere ned end man har fået lov til. Også selvom det er et uheld, som opstår, fordi man ikke lige helt får holdt så meget øje med sin dybdemåler, som man nok burde. Belønningen for den ekstra dybde fik jeg om aftenen under vores de-brief: en hel teskefuld "Vegemite". Vegemite har jeg tidligere beskrevet på denne fantastiske blog, er jeg ret sikker på. Det smager som det lyder: Aldeles afskyeligt. Det bliver ikke mindre afskyeligt af at spise en hel teskefuld af gangen. Til gengæld lærte jeg at se på min dybdemåler.
Geniet, klar til Vegemite
Efter nu at have været på båden i et døgn og succesfuldt udført 5 dyk kan jeg kalde mig "SSI Certificeret SSI Dykker". Se selv:
Jeg havde endda åndsnærværelse nok til at se overdrevet selvtilfreds ud, da de tog billedet til mit kort. Jeg har i øvrigt haft rig lejlighed til ved selvsyn at konstatere, at dykning er nøjagtigt så fantastisk, som dem, der siger det er fantastisk, siger det er. For det aller første er det alt for flippet at kunne trække vejret under vand. Det er samtidig en temmelig spøjs tanke, at hvis man ikke havde den der dims i munden ville man dø.
For det aller andet er det temmelig skægt at dykke i det her område. Det er som at svømme rundt i et stort akvarie, som er blevet fyldt og vedligeholdt af en usandsynligt rig og temmelig excentrisk samler. Det er gjort med en slående mangel på sans for kombination af farver, og således er alle regnbuens rigt repræsenteret i alle mulige og umulige sammensætninger. Der er fisk over alt her hvor vi dykker. Derudover er der skildpadder, der padler rundt i overfladen af vandet. Men kun når vi er på båden. Generte møgdyr...
På vores fjerde dyk så vi endda en rokke, der gemte sig i sand. Den gemte sig ikke ret godt, det var derfor vi kunne se den.
Dykning er for fedt, og jeg overvejer useriøst at droppe ud af CBS for at blive dykkerinstruktør på fuld tid.
Så får I ikke mere for den 25-øre!
Tchüss
fodnote 1: Indbefattet i "ingen ting" var i denne omgang at mødes med de to tyske piger, jeg og de andre drenge mødte i Surfers Paradise på Spring Break, tage med ud i en af deres kollegaers gigantiske hus, drikke rødvin til vi var halvsnaldrede og klokken var fem om morgen, sove i omtalte hus og spise morgenmad på stranden dag efter. Livet er herligt! Især når man tager de chancer, der dumper ned i ens overpriviligerede turban.
fodnote 2: ja, otte tusinde femhundrede per hundrede. Det var vist en eller anden form for rekord.
fodnote 3: Det er et ord, okay?
fodnote 4: Den, medgivet, temmelig specifikke rekord lyder "indkøb, registrering hos dykkerbiks og lukning af bankkonto i Cairns (om eftermiddagen i første tredjedel af januar i et år efter år 2000, og hvor årstallet i øvrigt er et primtal). Guiness behandler i øjeblikket min ansøgning om optagelse"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar