New Zealand VI - Karma og Kayaking

Dette indlæg blev begyndt på ”Full of Beans Café” i byen Franz Josef d. 15/12-12 klokken 1253

Dag 10 på turen bød altså på en sejltur fra Wellington tidligt om morgenen til Picton sidst på formiddagen. Nærmere bestemt klokken cirka 11. Efter at have tanket satte vi kursen mod byen Nelson. I Nelson bor den danske guldsmed, der lavede mange af ringene til de navnkundige film. Hans forretning ligger der i øvrigt også, og det var den vi havde tænkt os at besøge. Denne dag 10 var lige så road-trip spontan som mange af de andre har været. Følgelig gik planen om guldsmedsbesøg spektakulært i vasken. Det gjorde nu ikke så meget; både Michael og jeg har set ringene på film flere gange.

Det var skønt vejr den formiddag i New Zealand, hvor vi kørte fra Picton til Nelson. Det var der flere lokale motorcyklister der benyttede sig af. Det var der også en enlig motorcykel, der benyttede sig af. Den stod helt fredeligt for sig i vejkanten. Det er ikke hver dag man ser en motorcykel holde picnic for sig selv, så vi kunne ikke lade være med at undre os en smule. Forklaringen kom gående i vejkanten 3 minutters kørsel senere. Der gik nemlig en mand i motorcykeltøj og med en hjelm i hånden og tomlede. Han tomlede ikke med den hånd, han havde hjelmen i. Jeg ved af personlig erfaring, hvor svært det er at kasteordentlige håndtegn, mens man har noget i hånden. Man ender tit med at tabe både det man har i hånden og sin ”street-credit” på samme tid. Den havde Keith også regnet ud, så han brugte den anden hånd til at tomle med. Det gjorde han så godt, at vi besluttede at samle ham op. Det var sådan vi fandt ud af at han hedder Keith. Han hedder også Simpson. Det er godt nok til efternavn. Michaels kvikke hjerne var ikke sen til at regne ud, at Keith på den måde var en af ”the Simpsons”. Tada! Onkel Jokes i Camp Caos.

Indlægget fortsat i kontoret hos Fox Glacier Skydivers d. 16/12-12 klokken 0924

Keith var i øvrigt også kok, fortalte han os. Han fortalte også at grunden til at han var skredet fra sin motorcykel var, at motorcyklen overhovedet ikke var hans. Det var en forhandlers, og han var ude for at prøvekøre den, da han besluttede sig til at tage en pause. Da han besluttede sig til at køre videre havde batteriet besluttet sig at for at være tomt, så han kunne ikke starte motorcyklen igen. Mobiltelefonsignalet havde også besluttet sig for at være dødt, så Keith Kok besluttede sig for at gå imod Nelson, hvor han kom fra. Ud over sin egen personlige historie fortalte Keith os også, at New Zealands sydø er væsentligt mindre befolket end Nordøen. Faktisk bor der kun omkring 800.000 ud af New Zealands befolkning på 4,2 millioner på Sydøen. Ud af de 800.000 bor cirka halvdelen i Christchurch. Det var en ret god forklaring på, hvorfor Sydøen fremstår så tyndt befolket. Det er fordi den ER meget tyndt befolket. Over hele Sydøen virker naturen lidt ”vildere”, der er ikke så mange hverken små eller store byer og der er skov over det hele.

Fra den lille diskurs tilbage til Keith. Da vi var ved at læsse ham af ved den motorcykelforretning, hvor han havde lånt kværnen (en Triumph-something-1100 kubik fra 2011), spurgte jeg ham hvor i byen man kunne få et billigt, godt måltid. Vi var på dette her tidspunkt ved at være en smule trætte af McDonalds, Subway og dåsemad. Keith sagde at det kunne man da for eksempel på hans restaurant. Han ville faktisk gerne gi’ en omgang mad, som tak for hjælpen. Vi sagde mange tak og aftalte med ham, at vi ville komme til hans restaurant senere på dagen. Der var stadig nogle timer til ”senere på dagen”. De par timer brugte vi på at købe ind, gå på biblioteket (de har gratis Wi-fi på de fleste biblioteker her i landet) og drikke eftermiddagskaffe på ”Rabbit Island” lidt uden for byen. Der var ingen kaniner.

Eftermiddagskaffe på Rabbit Island

Efter kaffen kørte vi ind til Richmond, som ligger klods op af Nelson. Der ligger ”Arthur Wakefield Café and Restaurant”, og det var der karma og Keith gav dagens aftensmad og bajere. Manden, der stod i baren, kunne åbenbart se på os, at vi var typerne, der går og redder kokke, for han bød os velkommen med kommentaren ”er det Jer der har reddet vores kok?” efterfulgt af et kæmpe grin. Efter en sludder og en sladder bestilte vi vores mad. To store bøffer. Michaels en peberbøf, min en bøf med rejer. Det er en ”specialitet” i Oceanien. I Australien kalder de den ”Reef’n’beef”, i New Zealand hedder retten ”Surf’n’Turf”. Det var… Specielt. Men skønt! Det var virkelig god mad, akkompagneret af en virkelig god lokal øl. Efter en kahlua-cheesecake-dessert var vi virkelig mætte og klar til endnu en køretur. Den køretur gik nordpå til Marahau og nationalparken Abel Tasman, hvor vi havde booket en kajaktur til

Dag 11, d. 14/12-12
Kajaktur i Abel Tasman

Med start klokken 0830 om morgenen, midt i Marahau. Midt i Marahau siger nu ikke så meget. Man går stort set bare forbi hus nummer et og stopper, inden man går forbi hus nummer to. Så ender man midt i den virkelig lille by. Vi fik en kort introduktion til kajak og grej inden vi blev kørt ned til en lille strand 500 meter væk og smidt i vandet.

Kajakklar Kammerat

Da vores meget autentiske kiwi-guide i bare tæer, Maori smykker og fuldskæg med tyk accent havde fortalt hvor vi kunne regne med at finde nogle sæler blev vi sluppet fri og var på egen hånd. Vi plaskede derudaf langs kysten ind til vi var på højde med øen, hvor sælerne skulle være. ”På højde” forstået på længdegradsfaconen. Der var ikke de store højdeforskelle i vandet. Det var ret vandret. Vi tog et højresving ud mod øen og endnu engang indviede New Zealands natur alle vores forventninger. Der var sæler over det hele, og til vores held var det babysælsæson.

Preben Pingvin

Kajakkammerat på sælkig

Babysæl - seal puppy

Da vi havde fået nok af sæler sejlede vi tilbage til fastlandet og spiste vores frokost på en øde strand inden vi padlede rundt om en bugt og ind i ”The Mad Mile”. Der ramte vinden for alvor kysten og skabte en god omgang bølger. Der var temmelig meget knald på og det var herre sjovt at padle igennem! Michael har video derfra, og det ender på min youtube-kanal en dag ved lejlighed.

Turberedt turistet tyksak

Efter den vanvittige mil var der kun en kort padletur ind til stranden, hvor vi havde fået besked på at efterlade kajakken. Det gjorde vi og efter en times morfar på stranden begyndte vi trampeturen tilbage til Marahau.

Diskurs om trampeture: I nogle lande kalder man det at traske rundt i naturen at ”hike’e”, i andre lande hedder det ”walking” og i andre igen ”trekker” man, når man går rundt derude og glor på træer og bjerge og søer og dyr og tyske turister. I New Zealand hedder det ”tramping”, og det lader sig naturligvis fremragende oversætte til dansk med at ”trampe”.

Trampeturen var lige en sjat længere og mere krævende end vi havde regnet med. Efter 12, 4 kilometer i temmelig kuperet terræn kom vi tilbage til Seti. I Marahau fandt vi et sted hvor de solgte varme bade for 2 dollar. Dem købte vi et af hver, og brugte campingpladsens parkeringsplads til at tilberede dagens fremragende varme måltid (pasta med ”Campbells Irish Stew Soup”).

Diskurs om Campbells Soup: Campbells Soup eksemplificerer med al ønskelig tydelighed konceptet “hurra kød”. Det er med andre ord en af den slags supper, der indeholder så lidt kød, at man helt spontant råber ”hurra” når man rent faktisk finder noget af det.

And til aftensmad

Da vi havde badet og spist og lavet kaffe satte vi os endnu engang på vores pladser i Seti og satte denne gang kursen mod gletsjerne ”Franz Josef” og ”Fox”. De to gletsjere ligger med cirka 30 kilometers mellemrum cirka 7 timers kørsel fra Marahau, så det var lidt af en køretur vi havde foran os. Vi var først ude af Marahau ved 7-tiden, så da klokken blev lidt før midnat og vi stødte på en campingplads stoppede vi og sov.

Dag 12, d. 15/12-12

Vi stod op til et træls pladdervejr. Nu er alt jo som bekendt relativt og relativt til min hjemstavn var vejret nok aldeles fremragende. Men det regnede altså en lille bitte smule, og i Camp Caos var der bred enighed om, at det bestemt ikke var i orden. Desuagtet fortsatte vi vores færd mod Franz Josef, hvor vi ankom kort efter frokost og et enkelt kaffestop. Vi var nødt til at stoppe for at købe færdig kaffe, eftersom min ellers ufejlbarlige motorik for en enkelt gangs skyld kiksede, og jeg ødelagde glasset med vores instant kaffe da vi tankede dagen i forvejen.

Byen, der ligger klods op af gletsjeren ”Franz Josef”, hedder meget belejligt ”Franz Josef”. Vi besøgte deres turistinformation, et af New Zealands såkaldte ”i-sites”. Navnet har så vidt vides intet at gøre med den Store Æblefarm i Californien. På turistinformationen fortalte damen os, at vejrudsigterne for de næste par dage var direkte horrible, med mindre ens favoritvejr var regn med regn på. I så fald var vejrudsigten ganske udmærket. Så ud over gåturen op til gletsjeren anbefalede hun os på det kraftigste at sørge for at nå til Fox Glestjeren, hvor vi har planlagt at hoppe ud af en flyvemaskine i dag. Så det gjorde vi. Vi kørte længere sydpå, i retning mod gletsjeren. Det er endnu et ret specielt stykke natur. For at komme op til begyndelsen af isen går man igennem morænelandskabet, hvor man kan se, hvordan den nu tilbagetrukne gletsjer har lavet dybe spor i henholdsvis bund og omgivende bjergvægge. Det er spektakulært, for nu at bruge et nyt ord, med sine egne øjne at se, hvilket kræfter der er i sådan en forvokset snebold.

Morænelandskab

Den nordligste af de to gletsjere blev i øvrigt navngivet af en østriger først i det 20. århundrede. Den patriotiske midteuropæer, hvis navn allerede er gået i min glemmebog, navngav den efter den daværende kejser (fact tjeck) for det østrigsk-ungarske imperium, Franz Josef.

Efter at have set hans gletsjer kørte vi til Fox for at få en sludder med manden, der forhåbentlig smider os ud af sit fly i dag. Han sagde at vejrudsigten for i dag, der dengang var i morgen, ikke var alt for god, men at vi forhåbentlig kunne komme af sted i løbet af morgenen. Det betød at vi skulle have resten af dagen til at gå, så vi kørte op og så på gletsjeren , der lå i nærheden af byen. Den gletsjer blev ”fundet” af en af New Zealands forhenværende premierministre. Han var knap så beskeden som østrigeren, der fandt den nordlige gletsjer. Den premierminister hed ”Et-eller-andet-something Fox” og følgelig kom gletsjeren til at bære hans navn.

Gletsjerkig

Da vi havde taget en masse billeder af isen hernede lagde vi os til at sove ind til vi vågnede.

Dag 13, d. 16/12-12
Vi vågnede endda ret tidligt, og så følte vi, at vi lige så godt kunne få noget ud dagen. Som sagt så gjort. Efter morgenkaffe og –toilette gik vi ad en anden rute op til gletsjeren. Det kom der også nogle ret fine billeder ud af. Efter vores morgengåtur var det check-in tid ved skydive firmaet, så der kørte vi ned og der sidder jeg nu og forfatter dette indlæg. Vejret er egentlig helt udmærket, men der er en masse skyer der har drevet frem og tilbage, og de gør at man ikke kan hoppe nogen steder hen. Klokken er nu 1226, vi har ventet siden klokken var 1000 og udsigterne er ikke alt for gode. Så det kan være at vi er nødt til at udskyde vores faldskærmsudspring til en anden dag, længere nede ad ruten.

Indlægget her afsluttes og uploades under isspisning på en café i Wanaka. Skydivet i formiddags blev ikke til noget, men vi har booket et her i byen til i morgen. Efter vi fik beskeden om at vi ikke kunne skydive'e i dag kørte vi cirka 250 kilometer med et par stop undervejs. Blandt andet ved ”The Blue Lakes”, hvor vi tog en badetur i noget iskoldt vand. Det var smeltevand fra bjergene…
I aften skal vi i den egnsberømte Cinema Paradiso og se ”Skyfall”, og forhåbentlig er vejret til at skydive i morgen!

Badeovervejelse


Badeudførelse


og nåja... Badebro!
Eftersom vi ikke kunne hoppe ud fra en flyver i dag hoppede vi ud fra denne her bro, til stor applaus fra det indhold af en turistbus der stod på stenene 8 meter (!!!) neden for til venstre

Tchüss!