Australien XLIV - Tak for denne gang!

Jeg er nu nået til det på mange måder værste og på en måde bedste indlæg: Det uigenkaldeligt sidste. For denne gang, forstås. Umiddelbart regner jeg med at blive ved med at skrive alt muligt; jeg kan nok nærmest faktisk ikke rigtig overtales til at lade være, selvom nogen skulle finde på at forsøge. Men dette bliver uden tvivl sidste indlæg fra mit udvekslingsophold i Australien. Jeg sidder i flyveren på vej mod første mellemlanding på turen hjem og forfatter det med meget blandede følelser. De blandede følelser behøver vel næppe nærmere forklaring, men får det alligevel. Senere i indlægget. Der er nemlig andre ender, der skal slås en knude på først.

Sidst jeg skrev en historie fra det varme land, var det historien om anden halvdel af min dykkertur. Der er ikke sket meget siden, men lidt har også ret. I øvrigt har det, der er sket, været ret herligt, så det skal også med.

Jeg landede i Sydney sent torsdag aften med en følelse af at Australien allerede på daværende tidspunkt for alvor var slut. Min krop var indstillet på at det var hjemad tid, så det var med en smule utålmodig i kroppen, at jeg indledte mig på de fem sidste dage i Sydney. De er dels gået med at motionere lidt, dels med at pakke og dels med at klemme de allersidste dråber ud af byen. Den første af sidste dråber tappede jeg i søndags, da jeg tog til Manly for at surfe sammen med doktor Kabel, som jeg mødte på dykkerbåden. Hun ville gerne lære at surfe ordentligt, og bølgerne er ikke ret gode i Danmark. Mia tog af sted netop i søndags, så Maria var uden selskab på den søndag, ind til jeg meldte mig under fanerne. Da Maria (Kabel, red.) og jeg kom til Manly var det overskyet, blæsende og fyldt med små mennesker og deres større følgesvende; deres forældre. I søndagens uvejr var der en slags konkurrence af en art for spirende livredder. Man skal som bekendt ikke spise kartofler, der er begyndt at spire, og det samme gør sig gældende for livreddere. Man skal ikke svømme med dem, når de først er begyndt at spire. Konkurrence fyldte i øvrigt også hele stranden, så vi afholdt os fra at surfe for den dag, gik en tur rundt i Manly og tog færgen tilbage. Heldigvis er Sydney ikke den værste by at fordrive en søndag i, og i øvrigt har de (vist) ingen lukkelov. Så Maria og jeg gik en tur rundt i byen, forbi alle mine yndlingssteder: Den botaniske have, Art Gallery of New South Wales, Hyde Park, Queen Victoria Building (hvor vi drak formiddagspandekager og spiste kaffe og i øvrigt købte souvenirgaver), the Rocks og Darling Harbour (hvor vi spiste aftensmad og drak aftendrinks). Efter sådan en dag hvor jeg fik sagt farvel til mine yndlingssteder og i øvrigt fik sagt en masse andet pjat og alvor til Maria smed jeg hende på en bus (på gentlemanfaconen, naturligvis) til Coogee, hvor hun hentede sin taske og så vidt jeg kunne forstå nærmest tog direkte i lufthavnen for at nå et MEGET tidligt fly.

Min opstigning dagen efter var ikke helt så tidlig som doktor Kabels, men stadig tidlig nok til at jeg var træt af mig selv, da min alarm ringede. Jeg tog bussen mod og til Circular Quay klokken halv otte. Fra Circular Quay er der ikke ret langt til 3 Cumberland St., the Rocks, Sydney. Den information er for så vidt fuldkommen ubrugelig, med mindre man får af vide, at jeg umiddelbart inden jeg tog af sted fik en herlig gave af Ulla og Niels, min mors tante og farbror. Når man får de to informationer sammen forestiller jeg mig, at de ikke længere er ubrugelige, men nærmere direkte forvirrende. Nu har jeg nemlig tilsyneladende brugt afsindigt mange tegn på at sige ingenting. Den sidste del af den magiske informationstrekant, jeg har bygget i denne paragraf, er informationen om, at gaven jeg fik var et ”Bridgeclimb”, og at den udfoldelse starter på ovennævnte adresse.  Med et meget flash gavekort i hånden gik jeg gennem døren til kontoret, der ligger umiddelbart under Sydneys Harbour Bridge. Efter en overordentlig grundig sikkerhedsbriefing og indpakning i en meget fashionabel jump-suit blev jeg, sammen med en gruppe på 11 andre turister, gennet ud på broen af en særdeles underholdende guide. Han ledte os sikkert op på toppen af broen, alt i mens han fortalte historier på livet løs i de head-sets, som vi var blevet udstyret med. Han fortalte blandt andet om en knægt, der var med til åbningen af broen fordi hans far havde været syg. Så syg at han ikke kunne passe den farm, som familien boede på 800 kilometer syd for Sydney. Knægten på 9 år overtog driften af gården i det halve år faderen var syg, og som belønning fik han lov til at tage til åbningen af the Sydney Harbour Bridge. Hans far havde bare ikke sådan rigtig for alvor tid til at tage med. Knægten måtte altså selv ride de 800 kilometer ind til byen og tilbage igen. 9 år gammel. Hvis nogen havde bedt mig om at passe en bondegård, ride nogen som helst steder eller bare at sætte mig op på en hest da jeg var 9 år gammel ville jeg fået dem kørt direkte på den lukkede, diagnosticeret med klinisk sindssyge. Det var nemlig den slags jeg kunne da jeg var 9 år gammel. Jeg kunne ikke passe en bondegård. Historien lød næsten for god til at være sand, men det ville være synd og skam at lade bagateller som sandheden komme i vejen for en god historie.

En historie der til gengæld uden ret meget tvivl er sand er, at broen er 134 meter høj på det højeste sted. Det er lige nøjagtigt lige så højt som Nevis bungy-jumpet i New Zealand, og jeg skulle hilse og sige, at det ser lige så langt ud som det lyder: Skræmmende. Især hvis man står på kanten med en elastisk om stængerne og planer om at hoppe ud. Den slags planer eller fodlænker havde jeg ikke denne gang, men at stå deroppe gav alligevel temmelig livlige associationer til de aktiviteter jeg kastede mig ud i i New Zealand og følgelig ret voldsomme sug i maven. Udsigten i Sydney var imidlertid en god sjat bedre end den var i New Zealand. Eller… Den var en god sjat anderledes. Der var noget poetisk over at stå deroppe på den næstsidste dag i Sydney i denne omgang og skue ud over den by, som har været mit kongerige det sidste halve år. En by som har dannet rammen om så mange fantastiske, sære og sjove oplevelser. Der manglede egentlig bare en løve, der sagde noget i retning af ”Det græs som aboriginalerne ryger” eller sådan noget. Bro-kravlingen var den helt rigtige oplevelse at slutte af med, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til Ulla og Niels for at sende mig derop. Det er jeg glad for at jeg havde muligheden for!

Således mættet på udsigt og kødtærte (de solgte dem i forretningen, der hørte til Bridgeclimb kontoret, okay?) tog jeg bussen tilbage til Haberfield. Der fik jeg hele dagen i går til at gå med at pakke og forære det tøj væk, som der ikke var plads til i kufferten. Det var ret meget tøj.

I går sagde jeg også farvel til Martin, for jeg vidste at jeg ikke ville have muligheden i morges. Det hænger mest sammen med at jeg er den kæmpe syvsover jeg er. Martin tager nemlig af sted før klokken 7. Tracey sagde jeg til gengæld farvel til i morges, og det var da jeg sagde farvel til hende, at klumpen sank ned maven. Selvom jeg glæder mig til at komme hjem, og selvom jeg egentlig føler, at jeg ikke kunne få meget mere ud af mit ophold hernede, var det lidt sørgmodigt at sige farvel til Tracey og Martin. Tracey og Martin som har taget så godt imod mig, behandlet mig som blommen i æg og i øvrigt har lært mig tonsvis af ting, som jeg aldrig ville have fundet ud af på egen hånd. Dem skylder jeg nok den allerstørste tak for at mit ophold hernede blev så godt, som det har været. For det har været godt. Det har været fantastisk endda. Det bliver en tid jeg aldrig kommer til at glemme. Ikke at jeg har tænkt mig at prøve, men alligevel…

Det er nu tid at skrive den allersidste sætning i denne føljeton om min tid i Australien. Jeg har vidst hvad den sætning skulle være siden 2007, så det er ikke rigtig noget problem. Inden jeg gør det, vil jeg gerne sige tak til alle dem derhjemme, i Australien og på Grønland (og alle mulige andre steder), der har fulgt mit eventyr her på bloggen (jeg ved ikke hvem det er på Grønland, men mine Google Analytics på blog-administratoren viser et kort over hvor folk læser med fra, og Grønland er et af de steder). I har været en del af motivationen til at få skrevet noget med jævne mellemrum og af en ikke alt for underlødig kvalitet. For et par dage siden læste jeg korrektur på alle indlæggene og kopierede dem ind i et word-dokument. Konsekvensen af første del af det arbejde er, at indlæggene nu er nogenlunde udholdelige at læse. Konsekvensen af anden del er, at jeg nu ved, hvor meget jeg har skrevet. Det drejer sig, inklusive dette indlæg, om ikke mindre en 50.135 ord. Til sammenligning var den første Harry Potter bog på engelsk på 79.942 ord (eller lige deromkring. Det var nærmest så tæt på at være 80.000 som det kunne være uden at være det). Hvis du har læst hele balladen vil jeg bare sige: Respekt. Og tak. Hvis du har haft bare halvt så meget fornøjelse af at læse dem, som jeg har haft af at opleve og skrive dem må du ha’ pænt meget opperen på. Og med det vil jeg tillade mig at melde:

Schluuuuuuuuut på rapportering!
Om mit halve år i Australien og på New Zealand, 7/5-12 – 23/1-13

Australien XLIII - Landsyge

Det er blevet lufthavns-, og således blogge, -tid igen. Denne gang i Cairns Lufthavn, tre dage efter I sidst hørte fra mig.

Efter certificering til ”open water diver” var dykkerturen på skibet ”The Kangaroo Explorer” langt fra slut. Eventyret under vandet var faktisk først sådan lige begyndt at komme op i omdrejninger, for jeg havde i sidste skrivestund stadig alt det bedste til gode.

Først og fremmest bød 2. dagen på båden på mit første natdyk, i hvad jeg kun kan håbe bliver en lang række. Solnedgangen observeret fra en båd på The Great Barrier Reef er i sig selv noget at skrive hjem om, så det gør jeg her. Jeg har på et tidspunkt hørt noget om, at de højere luftlag, der omgiver den sydlige halvkugle, skulle give nogle aldeles spektakulære solnedgange. Om det netop er specielle forhold i de højere luftlag, der sørger for det, er jeg ikke sikker på, men solnedgangene (eller min åndelige habitus) lader til at være af en specielt fantastisk karakter derude.

En af de solnedgange...


På anden dagen på båden fik jeg selskab af to andre danskere. Det var Mia og Maria fra Århus. De har begge den charmerende accent, der passer til byen. De var desuden aldeles veluddannede begge to, fremme i deres moderne sko og ikke sådan at bide skeer med. Det er heldigt, at jeg ikke har problemer med stærke kvinder, for så kunne jeg godt være kommet på dybt vand i mere end én betydning i deres selskab. Det dybe vand tog jeg kun i den direkte, bogstavelige betydning med M&M: De to og amerikaneren Joe var mine makkere på natdykket d. 13/1. Vi havde en herlig tur under kyndig vejledning og –visning af instruktøren Scott. Om natdykkene er det værd at berette, at det er temmelig syret at iklæde sig dykkertøj og -grej i lys, der strækker sig til rælingen af båden og ikke ret mange halve metre længere. Ude bag den grænse er der bulder mørkt. Vandet ser hverken ret betryggende eller behageligt ud. Rent geografisk havde jeg imidlertid foretaget et aldeles fremragende valg, og vandtemperaturen var derefter. Selvom mørket er faldet på klokken 19 kommer vandtemperaturen i havet, der huser the Great Barrier Reef, sjældent ret langt under 25 grader. Sådanne temperaturer lader ingen ting tilbage at ønske, lige gyldigt hvilken skala for badevandstemperaturer man benytter. 
Alligevel er der en hvis uro forbundet med at tage et gigantisk skridt ud i det visuelt fuldkommen uigennemtrængelige vand. Situation bliver ikke meget mere betryggende, når man langsomt lader sig synke ned under overfladen ved at langsomt at lukke luften ud af sin "flyde kompensator". Allerede en meter eller to nede kan man ikke se noget som helst udover det, der befinder sig i lyskeglen fra den (vandtætte) lygte, man er blevet udstyret med. Lige nøjagtig dét aspekt gør også natdykkene lidt mere spændende og nærmest magiske på en anden måde end dagsdykkene, som har 25 meters sigtbarhed i både 360 graders hori- og vertisont (det et nyt ord). 
På dette første natdyk så vi både sovende og vågne skildpadder og en haj der lå og sov på bunden. Hovedattraktionen på natdykkene var imidlertid at hjælpe nogle af de store fisk til at jage nogle af de små. Det var specielt én art af store fisk, der jagede i lyset fra vores lygter. Navnet på de store skrev jeg ned på et stykke papir, men på grund af omgivelsernes natur gik papiret temmelig hurtigt i opløsning. Det var ret skægt at lyse på de små fisk, ind til en af de store satte en heftig jagt ind på dem, og herefter forsøge at blive ved med at lyse på den lille ind til den blev fanget. På dette første natdyk lykkedes det ikke for nogle af de store at fange de små jeg lyste på. Den fornøjelse fik jeg (og den store fisk) på mit næste natdyk, som foregik dagen efter. 

Forrest doktor Maria Kabel og bagest stud.jur. Mia Risvang
Eller... Helt bagest sidder der en gammel dude, som jeg ikke hvad hvad hedder. 

På natdyk er det usandsynligt svært at tage gode billeder, så det afholdt vi os helt fra at forsøge på. Til gengæld tog vi masser af billeder på det dyk, som vi havde morgenen efter. Det dyk havde det meget rammende navn "foto dyk". Herunder får I de bedste resultater fra de kameraer, som Mia, Joe og jeg lejede.

Rokke
En lille en af slagsen

Papegøjefisk
Jeg går ud fra navnet hentyder til deres farver og ikke deres orale egenskaber. De siger faktisk ikke en lyd. Fyrene herunder er mellem 30 og 50 cm. lange. Damerne har samme størrelse, og jeg aner ikke hvad der er hvad. 

 

Pilskadde!
Denne fyr (eller dame) er i omkring 50cm'ers klassen. Fuld fotocredit til Doktor Kabel, som er den absolut mest erfarne dykker i selskabet. 

Lion fish
på dansk: Dragefisk
Jeg synes ikke det engelske navn er specielt rammende. Jeg går ud fra at den engelske navngiver har været fuldkommen "narced", da han fandt på det. 

Et sjældent tilfælde af æstetik fra forfatteren ham selv

Hej Haj!
Til højre i billedet kan man se en "white tip reef shark" i færd med dens favorit aktivitet: At skride fra de bobler, som dykkere, der forsøger at fotografere den, producerer i alt for rigelige mængder

Foto- og natdykkene udgjorde hver deres femtedel af de fem specialdyk, som jeg skulle udføre for at få min næste certificering fra Scuba Schools International. Jeg har ikke beskrevet de fem dyk i rækkefølge og det er for så vidt også fløjtende ligegyldigt.
Mia og Joe var ligesom jeg selv ude efter certificeringen "Advanced Adventurer". Således skulle vi alle tre igennem fem specialdyk. Nat-, dyb- og navigationsdyk er obligatoriske hos SSI. Derudover skal man vælge to af fire muligheder, som udover foto er båd, computer og en til. Som jeg har glemt. Som man kan se på ovenstående valgte både Mia, Joe og jeg fotodykket som det ene af "specialdykkene". Mia og jeg valgte desuden "båd". Den store båd gjaldt ikke, så på vores "klokken 8 dyk" d. 15/1 blev vi smidt op i den følgebåd, der hang og dinglede bag "Kangaroo Explorer" og sejlet et stykke væk. Da vi nåede vores "drop-zone" fik vi lov til at lave det nummer, som i hvert fald jeg havde ventet på: På med grej, hold på hat og dykkerbriller og så en baglæns kolbøtte i baljen. Hurra for en fest! Da vi var færdige med dykket kom anden del af "at dykke fra en lille båd": Vi skulle tilbage i speedbåden. Det foregår ved at tage vægtbælte og flyde-kompensator af og så ellers sparke sig selv op i båden. Som den fantasifulde læser kan forestille sig, kan den manøvre foretages mere eller mindre elegant. Man kan selv gætte på hvilket niveau af elegance jeg udførte opgaven på.

Specialdyk nummer 4 (som i ægte kronologisk rækkefølge var nummer 2) var vores dybe dyk. Som "open water" dykker må man "kun" dykke ned til 18 meter. 18 meter er, hvis man bliver der længe nok, rigeligt til at få både dykkersyge og "nitrogen narkose". I øvrigt er mange af de mere lavfrekvente farver (rød, orange, gul) også allerede forvundet ved den dybde. Certificering til "Advanced Adventurer" indebærer imidlertid tilladelsen til at dykke ned til 30 meter, så den manøvre skal også udføres under træningen. Når man dykker ned til til 30 meter er der overhængende fare/risiko/chance for at komme i "nitrogen narkose". Det er den direkte oversættelse af "nitrogen narcosis". Om denne tilstand bruger man også slang-udtrykket "narced", og det er herre sjovt. Tilstanden opstår fordi man indånder stærkt forhøjede mængder nitrogen. Under tryk stiger luftarternes "delvise tryk", og det stiger direkte proportionalt med dybde og dermed omgivende tryk. Det vil sige, at når vi ved overfladen indånder 0,8 bar nitrogen pr bar tryk vi indånder, indånder vi på 30 meter 4 gange så meget, fordi trykket dernede er 4 bar. Det var en klodset og uvidenskabelig formulering, men forhåbentlig bidrager den til forståelse for fænoment. Nitrogen er, så vidt jeg (og google) ved, det, de bruger som "lattergas", og det er lige nøjagtig den effekt man får: Al ting bliver lidt sjovere.

For at vise os, hvad det forhøjede tryk også kan gøre, havde Scott taget to æg med ned på de 30 meters dybde. Dem slog han ud. Meningen var tydeligvis, at trykket skulle holde sammen på æggene, så de kunne manipuleres som en bold kan på overfladen. Effekten var også soleklar de første 2 sekunder efter Scott havde slået det første æg ud. Derefter var effekten knap så klar. Efter to sekunder var der nemlig en fisk, der åd det meste af det æg, der ellers skulle have været et lille, selvgjort fysikforsøg. Da historien gentog sig med æg nummer to var jeg fuldkommen flad af grin. I bagklogskabens klare lys var det måske ikke helt så morsomt, at en fisk åd to æg. Men dernede, under indflydelse af nitrogen, var det noget af det sjoveste jeg nogensinde havde set. 

Det er i øvrigt IKKE ret nemt at grine med en regulator i munden, skulle jeg hilse og sige. 

Femte og sidste specialdyk var vores navigationsdyk. Vi (gen)lærte at bruge et kompas. Derudover fortalte Scott hvordan man kan bruge naturlige elementer til at navigere; for eksempel egner rev, mangel på rev, båd, sol og strøm sig alle fremragende som naturlige navigationspunkter. Under vores navigationsdyk tog Scott os med rundt på et af de mange rev vi stoppede ved, spurgte os et par gange hvor båden var, og lod os svømme en tur for at se om vi kunne finde tilbage. Det kunne vi alle sammen godt, og således nåede vi til vores sidste test på navigationsdykket: Scott efterlod os, og så var det ellers vores opgave at svømme så lang en tur som vores resterende luft tillod os og derefter finde tilbage til båden. Jeg kan lige så godt sige det som det er: Vi fejlede miserabelt. Vi endte faktisk så langt væk fra båden, at instruktørerne, der stod på den og holdt udkig, forbarmede sig over os og hentede os i speedbåden, så vi ikke behøvede svømme tilbage. Jeg behøver vel næppe nævne, at det var til hele ”Kangaroo Explorer”s generelle morskab, at vi for så grundigt vild på vores navigationsdyk… Scott var ikke ret imponeret. Navigationsdykket var heldigvis ikke vores sidste, og på de resterende dyk blev vi beordret til at tage kompas med og i øvrigt holde øje med hvor fa’en vi svømmede hen. Joe og jeg blev, hvis jeg selv lige skal sige det - og det skal jeg, for det er min blog -, ret gode. Det lykkedes os at dukke op lige bag agterdækket på båden mere end én gang. Men vi gjorde os også umage.

 En amerikansk fyr og hans danske makker – netop kommet op til eller på vej ned fra overfladen, og ret tilfredse med livet. Det er tydeligvis IKKE umiddelbart efter vores nav-dyk. 

Da både Mia, Joe og jeg var certificerede ”Advanced Adventurers” havde vi endnu nogle dyk tilbage, inden vi blev smidt af båden. De dyk brugte vi på at plaske rundt og nyde livet og udforske revet og det at være dykker på må og få. Det var på et af disse allersidste dyk at det gik op for mig, at det at dykke nok er det tætteste man kommer på at kunne flyve; flyve uden hjælpemidler og sådan, forstås. Det er en uvant og meget fornøjelig fornemmelse at være helt vægtløs og kunne lave forlæns og baglæns kolbøtter, vende på hovedet og flyde rundt som det passer en. Det er en anden verden dernede, og det er svært at få nok.

Kunsterisk udfoldelse fra en af pigerne på båden

 

Fire så intensive dage med dykning er imidlertid et virkelig seriøst bud på at give en ”nok”. Joe, Mia, Maria og jeg stod alle af båden sammen, og der var bred enighed om, at lige netop det tidspunkt var godt til en pause. Man bliver virkelig udmattet af hele tiden at ”afgasse”. Ikke at man går rundt og prutter hele tiden, når man har dykket meget. Det er en anden gas man befrier kroppen for: den nok så omtalte nitrogen. Den ophober sig i kroppen. Den ophobede nitrogen er også den primære årsag til, at man ikke bare kan dykke løs hele dagen uden pauser; der findes et kritisk niveau, som man er nødt til at holde sig under. Når man er på overfladen sørger kroppen gennem den almindelige respiration for at komme af med den ophobede nitrogen. For sådan en nybegynder udi dykning, som undertegnede er, er den ”afgasning” lig med fysisk udmattelse, som når man har løbet en lang tur.

I øvrigt forsvinder ens hørelse, når man kommer hovedet under vand, og det lader til, at det for hvert dyk tager en smule længere for vandet at komme ud. Den effekt kulminerede i, at vi alle fire var stort set døve, da vi endelig kom i land, og at kommunikationen under vores fejringsmåltid på burgerrestauranten ”Grill’d” var stort set ikke-eksisterende.

Den sidste og morsomste effekt af al den dykning var den udprægede ”land-syge”, jeg havde den første halvanden dag efter jeg var steget af båden. Når jeg sad stille og stirrede ud i uendelighed (eller læste eller lå i sengen og forsøgte at falde i søvn) var det lige som om al ting stadig gyngede og sejlede rundt. Det var simpelthen så skørt. Den første dag var det særlig slemt/sjovt. Det var lige før jeg fik fornemmelse af at være søsyg af IKKE at være på en båd!

Nu har jeg ikke dykket i to dage. Min fornemmelse af at have fået nok er væk for længe siden, og jeg vil meget gerne snart af sted igen. Det må blive en anden gang. Nu er det nemlig snart hjemflyvningstid. Denne gang er det ikke bare ”hjem” til Sydney, men rent faktisk hjem til Danmark. Således er jeg også ved at kunne se enden på denne beretning. Der er nok et par indlæg tilbage i ærmet. Efter at have stillet min læser de godbidder i udsigt vil jeg som afsluttende kommentar for denne gang citere en af mine store litterære helte, Douglas Adams:

So long, and thanks for all the fish!

(and sharks and turtles and shit) 

Australien XLII - I'm on a boat!

Jeg er rent faktisk på en båd. En temmelig stor en af slagsen, ud for kysten i Queensland ved Cairns. Jeg har brugt de sidste to dage på at lære at betjene et dykkerapparat. Nu er jeg blevet sendt i eksil på et skiv sammen med den gruppe af søde mennesker, jeg blev undervist undervist sammen med i Cairns. Det er mildest talt en broget flok, men mere om det senere. Som sædvanlig er al kontinuitet gået fuldkommen fløjten efter de første fire linje, og sådan er det også gået i dette indlæg. Så jeg spoler lige tilbage.

Sidst jeg efterlod min(e) læser(e) i åndeløs spænding sad jeg på en cafe på Henley Beach i Adelaide, nød min morgenkaffe og livet helt generelt og skrev om mine eventyr på Trevors farm. Jeg fik de sidste par dage i Adelaide til at gå med at lave absolut ingen ting (fodnote 1) og i øvrigt spise aftensmad sammen med (hos) Joan og Graham. De hev billedalbum frem i vildskab. Blandt andet det med billeder fra deres tur til Danmark i 1997, hvor Niels fyldte 50 og der var familiesammenkomst i (min) mormor og morfars sommerhus. Hvis nogen, inden jeg tog til Australien, havde bedt mig om at skrive en liste over de hændelser, jeg vurderede til at have mindst sandsynlig for at forekomme i min tid på den sydlige halvkugle havde det "at se et billede af mig selv, syv år gammel og i Batman(Mor: indsæt korrekt Superhelt, det var Frederik, der var Batman) kostume" helt sikkert været på den. Men Herrens (Hr. M. F. Nielsen, that is) veje er uransagelige og således fandt en af de hændelser, jeg ellers ville vurdere til at have ret lille sandsynlighed, sted.

Jeg tog en voldsomt tidlig flyver ud af Adelaide. Klokken 0605 var der afgang mod Melbourne. Jeg bliver simpelthen nødt til at lægge den irriterende vane fra mig; den vane med de tidlige fly. Jeg har som sådan ikke noget imod at flyve til Melbourne. Melbourne var første (og eneste) stop på vej mod Cairns, hvor jeg landede klokken omkring 1 om eftermiddagen. Fordi kortene i min telefon rent faktisk havde besluttet sig for også at virke i Cairns, og fordi det i øvrigt var en skøn dag, besluttede jeg mig for at gå fra lufthavnen og ind til byen. Det var en smuttur på 6,5 kilometer, og burde ikke være noget problem for en fit ung mand. Problemet er bare, at jeg måske ikke er helt så fit en ung mand som jeg kunne være. Læg dertil en luftfugtighed på 8500% (fodnote 2) og resultatet bliver den svedgennemblødte og temmelig trætte journalist/redaktør/fotograf, der ankom til Corona Backpackers omkring klokken 1430. Hvor omtalte vandrehjem holdt siesta. Det gjorde de fra klokken 12 til klokken 16, så min timing var på den dag, d. 9/1-13, lige så fremragende, som den har været, siden jeg begyndte at skrive denne blog. På trods af mit manglende ind-tjek (fodnote 3) tiltuskede jeg mig et bad, og i et anfald af hysterisk beredsskabsvillighed begav jeg mig ud i byen for at få klaret et par ærinder. Efter at have lukket min bankkonto, købt ind og registreret i dykkerbiksen på rekordtid (fodnote 4) var klokken lige omkring receptionsåbningstid. Så jeg fik min nøgle, smed mine stumper på stuen og satte mig i køkkenet for at læse i min bog. Der lykkedes det mig at blive siddende ind til klokken var sengetid. Klokken sengetid er et meget passende tidspunkt at gå i seng på, så det gjorde jeg.

Dagen efter var jeg mega klar til at begynde mit dykkerkursus. Det var her jeg første gang mødte den brogede flok af meddykkere, som jeg nu har brugt et par dage i selskab med. Der var:
To indfødte piger (som i... Fra Cairns. Ikke aboriginals)
en fyr som var i flåden og ville have et civilt dykkercertifikat
Pling og Plang fra begrebet med samme navn, som ville være krabbedykkere
en matematiklærer fra "The Tablelands" nord for Cairns og hans to børn, som alle tre var blevet "sendt af sted" af hhv. kone og mor for at de alle fire kunne dykke sammen
et par bestående af to hollandske psykologi-studerende (mand og kvinde, ingen hankypanky hokuspokus mumbojumbo), som var på 8 måneders rejseorlov fra studiet
en belgisk kvindelig tandlæge på omkring de 55, som tydeligvis har set Julia Roberts i "Spis, Bed, Elsk" og har tænkt "det der... Det er da det jeg skal!".
en tysker og en skotte, som begge er på rundrejse. De rejste ikke sammen, det var bare hurtigere at skrive dem sammen. Det var det så ikke, fordi jeg har skrevet forklaringen også. Jesus.
En ny tysker som også er på rundrejse. Han hedder Chris og blev undertegnedes makker (diving buddy)

Dykke-makkere


Der var en masse teori på de to dage vi brugte i Cairns Dive Centers lokaler. Blandt andet om kroppens ilt- og nitrogenoptagelse, hvad der sker med vores vejrtrækning under tryk og hvordan det påvirker kroppens optagelse. Det var faktisk ret spændende, men jeg vil lade det være op til de virkelig entusiastiske læsere at finde wikipedia-artiklen selv.
Teorilokalet lå lige ved siden af poolen, hvor vi brugte en del tid på at ligge og plaske rundt og blandt andet lære at tage masken af under vand, taget mundstykket ud, taget grejet af og så videre.
Det var ret skægt bare at være i poolen og være i stand til at trække vejret under vand, så da de to teoridage  var overstået, var jeg pænt spændt på at komme ud på den båd, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg.

Sang om at være på en båd


Jeg blev samlet op klokken rocker tidligt om morgenen ved min vandrehjem for at blive smidt på båd nummer et, som sejlede undertegnede og resten af det brogede selskab ud til båd nummer to, som er den båd vi dykker fra. Igår var der stadig mere at lære under vandet. For eksempel lærte jeg at man IKKE skal dykke længere ned end man har fået lov til. Også selvom det er et uheld, som opstår, fordi man ikke lige helt får holdt så meget øje med sin dybdemåler, som man nok burde. Belønningen for den ekstra dybde fik jeg om aftenen under vores de-brief: en hel teskefuld "Vegemite". Vegemite har jeg tidligere beskrevet på denne fantastiske blog, er jeg ret sikker på. Det smager som det lyder: Aldeles afskyeligt. Det bliver ikke mindre afskyeligt af at spise en hel teskefuld af gangen. Til gengæld lærte jeg at se på min dybdemåler.

Geniet, klar til Vegemite


Efter nu at have været på båden i et døgn og succesfuldt udført 5 dyk kan jeg kalde mig "SSI Certificeret SSI Dykker". Se selv: 

 

Jeg havde endda åndsnærværelse nok til at se overdrevet selvtilfreds ud, da de tog billedet til mit kort. Jeg har i øvrigt haft rig lejlighed til ved selvsyn at konstatere, at dykning er nøjagtigt så fantastisk, som dem, der siger det er fantastisk, siger det er. For det aller første er det alt for flippet at kunne trække vejret under vand. Det er samtidig en temmelig spøjs tanke, at hvis man ikke havde den der dims i munden ville man dø.
For det aller andet er det temmelig skægt at dykke i det her område. Det er som at svømme rundt i et stort akvarie, som er blevet fyldt og vedligeholdt af en usandsynligt rig og temmelig excentrisk samler. Det er gjort med en slående mangel på sans for kombination af farver, og således er alle regnbuens rigt repræsenteret i alle mulige og umulige sammensætninger. Der er fisk over alt her hvor vi dykker. Derudover er der skildpadder, der padler rundt i overfladen af vandet. Men kun når vi er på båden. Generte møgdyr...
På vores fjerde dyk så vi endda en rokke, der gemte sig i sand. Den gemte sig ikke ret godt, det var derfor vi kunne se den.
Dykning er  for fedt, og jeg overvejer useriøst at droppe ud af CBS for at blive dykkerinstruktør på fuld tid.

Så får I ikke mere for den 25-øre!
Tchüss

fodnote 1: Indbefattet i "ingen ting" var i denne omgang at mødes med de to tyske piger, jeg og de andre drenge mødte i Surfers Paradise på Spring Break, tage med ud i en af deres kollegaers gigantiske hus, drikke rødvin til vi var halvsnaldrede og klokken var fem om morgen, sove i omtalte hus og spise morgenmad på stranden dag efter. Livet er herligt! Især når man tager de chancer, der dumper ned i ens overpriviligerede turban.
fodnote 2: ja, otte tusinde femhundrede per hundrede. Det var vist en eller anden form for rekord.
fodnote 3: Det er et ord, okay?
fodnote 4: Den, medgivet, temmelig specifikke rekord lyder "indkøb, registrering hos dykkerbiks og lukning af bankkonto i Cairns (om eftermiddagen i første tredjedel af januar i et år efter år 2000, og hvor årstallet i øvrigt er et primtal). Guiness behandler i øjeblikket min ansøgning om optagelse"

Australia XXXXI – Farmin’!

For min egen, nogle af mine læsere, og i særdeleshed mine værters skyld skriver jeg dette her indlæg på engelsk. Indlægget kan læses med Google Translates ubehjælpelige oversættelse af mit haltende engelsk her

Grunden til at skrive indlægget på engelsk er, udover den umiddelbare læsbarhed for de australiere der har taget så godt imod mig i Adelaide, at nogle af fagudtrykkene (især dem fra mit eget fag) kun eksisterer i mit hoved på engelsk.

Out of courtesy to my hosts in Adelaide this post will be in English. Google's awkward translation of my wanting English into Danish can be read here, if anybody feels like exposing themselves to that doubtful pleasure.

Another reason to write this post in English is the fact that some of the words I've used and learned here does not have corresponding translations in my Danish vocabulary.

And with that extensive lead-up, here goes:

As mentioned I took the (semi-) early flight from Sydney to Adelaide on 2. January. I had a vey exhaustive list of instructions, starting (almost) with 'unbuckle your seatbelt in the plane' to 'sit your ass down in the white Toyota', so finding my way out of the airport was no problem what so ever. The list of instructions came from Deidre Fischer, who is a new character in the tale of my Australian Adventures. Deidre is another exchange student in the Fog Family. Well... Actually Tracey is another exchange student, since Deidre stayed with my great grandparents in 1978, two years before Tracey stayed with my grandparents.

Anyway: according to Deidres sister-in-law Deidre has something of a nack for planning. Hence my slight exaggeration of the instructions for my arrival in Adelaide. Deidre had gotten my first day I Adelaide pretty packed, which meant that after a quick stopover at Deidres parents, Joan and Graham, a baggage drop-off at Deidres unit and another quick stopover at Joan and Graham's we were on the way to Victor Harbour, where Deidres sister Yvonne lives with her husband Kim and their children, Andrew and Laura. Victor Harbour is approximately 90 km south of Adelaide, a popular tourist- and retirement location and in the middle(-ish) of a wine district that stretches quite a way down south of Adelaide. Joan, Graham, Deidre and I spent a nice, warm afternoon down in Victor. Deidre had some errands to do in town. I didn't have any, so I found a nice lawn and did a thorough inspection of the inside of my eyelids for an hour before we went back to Yvonne and Kim's place and had a good ol' Aussie barbie, with lambs, bangers and everything that goes with it.

Among the things that went with it was a lecture on South Australian wine production. Kim is in the wine industry, and embarrassingly enough I did not catch his title. What I did get however was the fact that he supervises the grape growing in South Australia for one of the large Australian wine companies. On a side note: Adelaide is the capital city of one of the states in Australia, South Australia. Hence the capital letters.

Kim's job is essentially to make sure the grapes grow, ripe and are harvested at the right pace and to a satisfactory quality.

I sat next to him at dinner, and I felt it would be to miss out on a great opportunity not to have a lesson on wine with dinner. So Kim gave me one, and like everybody who has some proffesional pride did so very well. The atlas over the region didn't fit too well on the dinner table and we ate to fast for me to get everything, so I reckon I will have to come back for more when I have the opportunity. Not that I need an excuse to come back to SA, but the wine down here would definitely be a good one.

After that lovely meal and lecture Deidre drove a very appropriate number of people back to Adelaide (I.e. the same number that came), and Deidre and I pretty much went straight to bed in Dreidres unit. After a nice cuppa'tea of course.

The next morning was another one of those important life-lessons, that you will never get unless you go on exchange and is lucky enough to have an (acquired) family, who is willing to take care of you. I had breakfast with a very dynamic duo: Deidre and her friend Jan (I'm sorry if I got the spelling wrong!). Jan is the CEO of Sports South Australia and the chair of Netball Australia. To give my Danish readers an idea of who I had lunch with: The closest thing we have to Sports South Australia is the Danish Association of Sports, Netball Australia would be the netball equivalent of DBU for soccer.

Deidre is also an executive in her field and has been for many years. Having breakfast and conversation with two such ladies, one of them having done so much networking that she is, in her own words, 'over it' was another great lesson for a young man in the very spring of a hardly even started corporate life

When we had finished breakfast Deidre had to leave for her flight to Melbourne, so I did the only sensible thing: Spend a couple of hours at the beach. After the beach and a quick shower I went over to Graham and Joan, so they could take me to the bus station down town Adelaide. I jumped on the bus and around 6 in the evening I landed in Clare, where Deidres brother Trevor waited to pick me up and drive me to the outskirts of the Greater Hilltown Metropolitan Area. Hilltown, or “Metropolis” as Trevor calls it, is a tiny collection of houses some 20 kilometers from Clare, and that is where Trevor lives on the farm with his wife Kathy and their children, Jason and Ben(jamin). Their daughter, Sam(antha) has moved to Gawler to go to Uni, but was home for the summer holidays, so I had the pleasure of meeting her and her boyfriend Brendan as well.

On the way from Clare to Hilltown Trevor took me the long way. Hence there was plenty of time for my first lesson in farming and in doing business in general. Looking back at the three days at the farm I have a feeling of having learnt quite a lot more about my supposed field of expertise (business, that is) than I did in several of the lectures in Sydney. I came to realise, more so than I have this far, that running a farm is as much a business as anything. Being at Kathy and Trevor’s farm and having the opportunity to ask them and their neighbours all the questions I wanted has been like a three day case-study with heaps of fun build in, and has been immensely educative to me. So thank you once again, Kathy and Trevor, for having me!

Back to

Lesson number 1

Globalisation driven by technology is a real thing, and cultural differences DO matter

Trevor grows a lot of hay at his farm. Just the fact that hay is different to straw was a bit of a revelation to me. For everybody as ignorant as me: Straw is what is left after the crops have been harvested, hay is straw with the crops left on. That has not got much to do with globalisation. The fact that Trevor exports his hay to Japan does however have a great deal to do with globalisation. If transport costs had not steadily been declining in the past 50-100 years, and if communication technology had not made it possible for Japanese buyers to easily find and contact Australian sellers there would have been no hay exporting what so ever. It was Joan who first mentioned Trevor’s export business to me, and I have got to admit: it was bit of a mystery to me. Hay is not exactly one of the value-dense products that easily lend itself to profitable long-distance transport. There is for an example a fair bit more revenue in a cubic meter of laptops than there is in a cubic meter of hay.

When I asked Trevor how the business of shipping hay to Japan made sense he told me “I don't get it either, but if they want to buy it I'll grow it!”. That was very modest of Trevor to say; he knew exactly what was going on, and this is where the cultural differences come into play. The Japanese very much want to produce milk themselves. They have got the cows for it, but the Japanese landscape does a very poor job of producing the kind of crops that is suitable for feeding cows. So instead of importing milk they import huge amounts of hay to feed their cows. And there we have it: Cultural differences and falling transportation costs driving globalisation and international trade.

After we got back to the farm and I got to meet everybody we had tea and then Trevor took me for a drive around the area. There was a few wild roo’s around, and I got to take the most taken picture in the Greater Metropolitan Hilltown Area.

Second most photographed scene i Oz. Second only to the Sydney Opera House

Wild skippy with joe in the pouch

The next day I made another effort to not have any continuity in my sleeping hours what so ever, so I got up at Farmer’s lunch time: 0630. After the obligatory Aussie breakkie, Weet-bix, everybody sort of went of to do some work around the farm, and I trudged along. Kathy took me for a drive up to another farm, where we collected a fill-bin (that is used for temporary storage while harvesting)(FIELD bin, ed. 21/1-13 -corrected by Trevor), went back and got another car, put me in that and drove off to collect another fill(field) bin. The second one was so large that it is required by law to have another car driving in front with a signal on top, to show other motorists that something huge is coming along. So I did that. The driving of the second car, not the fill(field) bin. I am pretty sure several cows and a few skippys would have lost their lives, if I had driven the fill(field)-bin around the gravel roads.

When we were done with the fill(field) bins Trevor showed me the header he uses for harvesting. A header is only a header in Australian English. In America a header is just the front part of the combine harvester. They are very keen on making things difficult for themselves, the yanks.

I did not get a picture of Trevor’s header, so you have to make do with one of Dick’s (which I did not post either, ed. 21/1-13).

When we had had lunch it was so stinkin’ hot that we could not do more work around the farm without risking starting bush fires all over the place, so we spend the afternoon indoors watching cricket. Ben did tell me that he thought I had done a very good job of choosing the hottest day of the summer so far to come to Clare. I reckon he was a bit sarcastic, and in that case I completely agree with him: I am an idiot. Anyhow: During that afternoon I went from being an idiot to being an idiot who almost understands most of the rules of the cricket. Australia was on its second day of beating Sri Lanka in this year’s five-day test match, and Trevor and Ben did a very good job of explaining the rules to me.

When everything had cooled down a bit outside Trevor took me to see Dick, who lives (alone) on a farm near Kathy and Trevor (near in Australian terms = 10-15 minutes of driving. Which is pretty darn far away for a neighbour in Danish (and especially Copenhagen) terms).  The fact that Dick has not got a wife and is very hard worker means that he has heaps of flash gear. Among that a Danish-produced seeding sort of machine that basically does everything apart from making coffee. And is called “Bogballe”.

This is how we're farming in Australia!

(Cooper Pale Ale ad, spring 2013)

The only appropriate way of transport for a bachelor farmer is an aeroplane, and of course Dick has one of those as well.

Flying farmers

When we got back to the farm Ben and Jason had a barbie going for tea, and Kathy had prepared oisters as a sort of starter. The oisters were from a place that also ships to the fanciest restaurants in Sydney and Brisbane (edit, 18/1-13: They were from Cowell Oyster farm on the West Coast of SA). The catering at the Ballara Inn lacks nothing! I invoked an age-old tradition to repay the Fischers for the great meal: As the troubadour that I truly am I did magic tricks, to the general amusement of everybody.

Barbie brothers

While her brothers barbequed Sam painted her horse

After a few beers and a dip in the pool Kathy and Trevor have in their backyard I went to bed. 
On the Saturday all work was suspended. We got op at 0630 anyway, since we had a 90 minute drive to the Murray River, where my fantastic hosts had planned to go to water ski all day. We all went: Kathy, Trevor, Ben, Jason, Jason’s girlfriend Sarah, Sam and Brendan. It was an absolutely beaut of a day, and I managed to get up on both skis and wakeboard. The skis was however much more of a success. It is only due to the photo-talent and snappyness of Ben and/or Jason that a picture of me wakeboarding actually exists.

Sister Sam shredding it on one ski

Brother Ben bouncing on the same ski

A

Lunch is up

The appropriate way NOT to enter a boat. Kindly demonstrated by Jason

Wakeboard...

and waterski..

South Australian Sunset

That night ended with another great meal, Spaghetti Bolognese a’la Samantha Fischer, and pancakes (Crepes, the thin ones) and icecream with fruit, courtesy of the Lady of the House, Mrs. Kathy Fischer. Those pancakes along with Octopussy on the telly provided a perfect ending to a swell day.

Sunday morning was another early start, since we had a few things to do before I was to catch the bus at 0230 pm. Kathy really wanted me to see how to shear a sheep, and deep down I think Trevor wanted to show me as well. So that is what we did. I really, really sucked at it, and I apologise to the sheep. It did not seem to mind too much though.

Blondes should not shear sheep...

After the sheep shearing Trevor took me to

Lesson number 2

Levelling out volatility and value-adding are not just urban legends, praised in business schools

This lesson took place at another neighbouring farm (footnote 1), where Craig has built quite a big business of harvest-processing. The first expansion to the wheat-and-hay growing business was a machine that allows him to mix different kinds of hay, re-bale it and compress it. In effect this machine moves Craig’s farm a step further up the value chain: He can take care of tasks that used to be done by an external company. With his machinery Craig can add value to his hay-product, and can better accommodate the needs of his customers; he can deliver exactly the mix of different hays and hay qualities they require. The compacting of the hay bales also means that the value density of the product he ships out of his farm is highly increased.

To take care of some of the spill products from the baling business the farm was expanded with a pelleting machine, and further down the line with a chicken farm. The chicken farm, along with the crop growing and baling business make op a pretty diverse set of businesses that are able to accommodate changes in demand in the three different markets. For an example, If the price of feeding pellets goes up it makes more sense to produce more of these, rather than compacted hay and vice versa. This means that Craig has an easier time of levelling out the volatility in the commodity markets than a smaller farm with fewer business areas has.

With that lesson stored in the mental notebook Trevor and I drove back to the farm, had lunch and then I was tossed on the next bus back to Adelaide, filled up with more great experiences and with the memory of a family I will never forget.