Jeg er nu
nået til det på mange måder værste og på en måde bedste indlæg: Det
uigenkaldeligt sidste. For denne gang, forstås. Umiddelbart regner jeg med at
blive ved med at skrive alt muligt; jeg kan nok nærmest faktisk ikke rigtig
overtales til at lade være, selvom nogen skulle finde på at forsøge. Men dette
bliver uden tvivl sidste indlæg fra mit udvekslingsophold i Australien. Jeg
sidder i flyveren på vej mod første mellemlanding på turen hjem og forfatter
det med meget blandede følelser. De blandede følelser behøver vel næppe nærmere
forklaring, men får det alligevel. Senere i indlægget. Der er nemlig andre
ender, der skal slås en knude på først.
Sidst jeg
skrev en historie fra det varme land, var det historien om anden halvdel af min
dykkertur. Der er ikke sket meget siden, men lidt har også ret. I øvrigt har
det, der er sket, været ret herligt, så det skal også med.
Jeg landede
i Sydney sent torsdag aften med en følelse af at Australien allerede på
daværende tidspunkt for alvor var slut. Min krop var indstillet på at det var
hjemad tid, så det var med en smule utålmodig i kroppen, at jeg indledte mig på
de fem sidste dage i Sydney. De er dels gået med at motionere lidt, dels med at
pakke og dels med at klemme de allersidste dråber ud af byen. Den første af
sidste dråber tappede jeg i søndags, da jeg tog til Manly for at surfe sammen
med doktor Kabel, som jeg mødte på dykkerbåden. Hun ville gerne lære at surfe
ordentligt, og bølgerne er ikke ret gode i Danmark. Mia tog af sted netop i
søndags, så Maria var uden selskab på den søndag, ind til jeg meldte mig under
fanerne. Da Maria (Kabel, red.) og jeg kom til Manly var det overskyet,
blæsende og fyldt med små mennesker og deres større følgesvende; deres
forældre. I søndagens uvejr var der en slags konkurrence af en art for spirende
livredder. Man skal som bekendt ikke spise kartofler, der er begyndt at spire,
og det samme gør sig gældende for livreddere. Man skal ikke svømme med dem, når
de først er begyndt at spire. Konkurrence fyldte i øvrigt også hele stranden,
så vi afholdt os fra at surfe for den dag, gik en tur rundt i Manly og tog
færgen tilbage. Heldigvis er Sydney ikke den værste by at fordrive en søndag i,
og i øvrigt har de (vist) ingen lukkelov. Så Maria og jeg gik en tur rundt i
byen, forbi alle mine yndlingssteder: Den botaniske have, Art Gallery of New
South Wales, Hyde Park, Queen Victoria Building (hvor vi drak
formiddagspandekager og spiste kaffe og i øvrigt købte souvenirgaver), the
Rocks og Darling Harbour (hvor vi spiste aftensmad og drak aftendrinks). Efter sådan
en dag hvor jeg fik sagt farvel til mine yndlingssteder og i øvrigt fik sagt en
masse andet pjat og alvor til Maria smed jeg hende på en bus (på
gentlemanfaconen, naturligvis) til Coogee, hvor hun hentede sin taske og så
vidt jeg kunne forstå nærmest tog direkte i lufthavnen for at nå et MEGET
tidligt fly.
Min
opstigning dagen efter var ikke helt så tidlig som doktor Kabels, men stadig
tidlig nok til at jeg var træt af mig selv, da min alarm ringede. Jeg tog
bussen mod og til Circular Quay klokken halv otte. Fra Circular Quay er der
ikke ret langt til 3 Cumberland St., the Rocks, Sydney. Den information er for
så vidt fuldkommen ubrugelig, med mindre man får af vide, at jeg umiddelbart
inden jeg tog af sted fik en herlig gave af Ulla og Niels, min mors tante og
farbror. Når man får de to informationer sammen forestiller jeg mig, at de ikke
længere er ubrugelige, men nærmere direkte forvirrende. Nu har jeg nemlig tilsyneladende
brugt afsindigt mange tegn på at sige ingenting. Den sidste del af den magiske
informationstrekant, jeg har bygget i denne paragraf, er informationen om, at
gaven jeg fik var et ”Bridgeclimb”, og at den udfoldelse starter på ovennævnte
adresse. Med et meget flash gavekort i
hånden gik jeg gennem døren til kontoret, der ligger umiddelbart under Sydneys
Harbour Bridge. Efter en overordentlig grundig sikkerhedsbriefing og indpakning
i en meget fashionabel jump-suit blev jeg, sammen med en gruppe på 11 andre
turister, gennet ud på broen af en særdeles underholdende guide. Han ledte os sikkert
op på toppen af broen, alt i mens han fortalte historier på livet løs i de
head-sets, som vi var blevet udstyret med. Han fortalte blandt andet om en
knægt, der var med til åbningen af broen fordi hans far havde været syg. Så syg
at han ikke kunne passe den farm, som familien boede på 800 kilometer syd for
Sydney. Knægten på 9 år overtog driften af gården i det halve år faderen var
syg, og som belønning fik han lov til at tage til åbningen af the Sydney
Harbour Bridge. Hans far havde bare ikke sådan rigtig for alvor tid til at tage
med. Knægten måtte altså selv ride de 800 kilometer ind til byen og tilbage
igen. 9 år gammel. Hvis nogen havde bedt mig om at passe en bondegård, ride
nogen som helst steder eller bare at sætte mig op på en hest da jeg var 9 år
gammel ville jeg fået dem kørt direkte på den lukkede, diagnosticeret med
klinisk sindssyge. Det var nemlig den slags jeg kunne da jeg var 9 år gammel.
Jeg kunne ikke passe en bondegård. Historien lød næsten for god til at være
sand, men det ville være synd og skam at lade bagateller som sandheden komme i
vejen for en god historie.
En historie
der til gengæld uden ret meget tvivl er sand er, at broen er 134 meter høj på
det højeste sted. Det er lige nøjagtigt lige så højt som Nevis bungy-jumpet i
New Zealand, og jeg skulle hilse og sige, at det ser lige så langt ud som det
lyder: Skræmmende. Især hvis man står på kanten med en elastisk om stængerne og
planer om at hoppe ud. Den slags planer eller fodlænker havde jeg ikke denne
gang, men at stå deroppe gav alligevel temmelig livlige associationer til de
aktiviteter jeg kastede mig ud i i New Zealand og følgelig ret voldsomme sug i
maven. Udsigten i Sydney var imidlertid en god sjat bedre end den var i New
Zealand. Eller… Den var en god sjat anderledes. Der var noget poetisk over at
stå deroppe på den næstsidste dag i Sydney i denne omgang og skue ud over den
by, som har været mit kongerige det sidste halve år. En by som har dannet
rammen om så mange fantastiske, sære og sjove oplevelser. Der manglede egentlig
bare en løve, der sagde noget i retning af ”Det græs som aboriginalerne ryger”
eller sådan noget. Bro-kravlingen var den helt rigtige oplevelse at slutte af
med, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til Ulla og Niels
for at sende mig derop. Det er jeg glad for at jeg havde muligheden for!
Således
mættet på udsigt og kødtærte (de solgte dem i forretningen, der hørte til
Bridgeclimb kontoret, okay?) tog jeg bussen tilbage til Haberfield. Der fik jeg
hele dagen i går til at gå med at pakke og forære det tøj væk, som der ikke var
plads til i kufferten. Det var ret meget tøj.
I går sagde
jeg også farvel til Martin, for jeg vidste at jeg ikke ville have muligheden i
morges. Det hænger mest sammen med at jeg er den kæmpe syvsover jeg er. Martin
tager nemlig af sted før klokken 7. Tracey sagde jeg til gengæld farvel til i
morges, og det var da jeg sagde farvel til hende, at klumpen sank ned maven.
Selvom jeg glæder mig til at komme hjem, og selvom jeg egentlig føler, at jeg
ikke kunne få meget mere ud af mit ophold hernede, var det lidt sørgmodigt at
sige farvel til Tracey og Martin. Tracey og Martin som har taget så godt imod
mig, behandlet mig som blommen i æg og i øvrigt har lært mig tonsvis af ting,
som jeg aldrig ville have fundet ud af på egen hånd. Dem skylder jeg nok den
allerstørste tak for at mit ophold hernede blev så godt, som det har været. For
det har været godt. Det har været fantastisk endda. Det bliver en tid jeg
aldrig kommer til at glemme. Ikke at jeg har tænkt mig at prøve, men alligevel…
Det er nu
tid at skrive den allersidste sætning i denne føljeton om min tid i Australien.
Jeg har vidst hvad den sætning skulle være siden 2007, så det er ikke rigtig
noget problem. Inden jeg gør det, vil jeg gerne sige tak til alle dem derhjemme,
i Australien og på Grønland (og alle mulige andre steder), der har fulgt mit
eventyr her på bloggen (jeg ved ikke hvem det er på Grønland, men mine Google
Analytics på blog-administratoren viser et kort over hvor folk læser med fra,
og Grønland er et af de steder). I har været en del af motivationen til at få
skrevet noget med jævne mellemrum og af en ikke alt for underlødig kvalitet.
For et par dage siden læste jeg korrektur på alle indlæggene og kopierede dem
ind i et word-dokument. Konsekvensen af første del af det arbejde er, at
indlæggene nu er nogenlunde udholdelige at læse. Konsekvensen af anden del er,
at jeg nu ved, hvor meget jeg har skrevet. Det drejer sig, inklusive dette
indlæg, om ikke mindre en 50.135 ord. Til sammenligning var den første Harry
Potter bog på engelsk på 79.942 ord (eller lige deromkring. Det var nærmest så
tæt på at være 80.000 som det kunne være uden at være det). Hvis du har læst
hele balladen vil jeg bare sige: Respekt. Og tak. Hvis du har haft bare halvt
så meget fornøjelse af at læse dem, som jeg har haft af at opleve og skrive dem
må du ha’ pænt meget opperen på. Og med det vil jeg tillade mig at melde:
Schluuuuuuuuut på rapportering!
Om mit halve år i Australien og på New Zealand, 7/5-12 – 23/1-13
Om mit halve år i Australien og på New Zealand, 7/5-12 – 23/1-13