torsdag den 24. januar 2013

Australien XLIV - Tak for denne gang!


Jeg er nu nået til det på mange måder værste og på en måde bedste indlæg: Det uigenkaldeligt sidste. For denne gang, forstås. Umiddelbart regner jeg med at blive ved med at skrive alt muligt; jeg kan nok nærmest faktisk ikke rigtig overtales til at lade være, selvom nogen skulle finde på at forsøge. Men dette bliver uden tvivl sidste indlæg fra mit udvekslingsophold i Australien. Jeg sidder i flyveren på vej mod første mellemlanding på turen hjem og forfatter det med meget blandede følelser. De blandede følelser behøver vel næppe nærmere forklaring, men får det alligevel. Senere i indlægget. Der er nemlig andre ender, der skal slås en knude på først.

Sidst jeg skrev en historie fra det varme land, var det historien om anden halvdel af min dykkertur. Der er ikke sket meget siden, men lidt har også ret. I øvrigt har det, der er sket, været ret herligt, så det skal også med.

Jeg landede i Sydney sent torsdag aften med en følelse af at Australien allerede på daværende tidspunkt for alvor var slut. Min krop var indstillet på at det var hjemad tid, så det var med en smule utålmodig i kroppen, at jeg indledte mig på de fem sidste dage i Sydney. De er dels gået med at motionere lidt, dels med at pakke og dels med at klemme de allersidste dråber ud af byen. Den første af sidste dråber tappede jeg i søndags, da jeg tog til Manly for at surfe sammen med doktor Kabel, som jeg mødte på dykkerbåden. Hun ville gerne lære at surfe ordentligt, og bølgerne er ikke ret gode i Danmark. Mia tog af sted netop i søndags, så Maria var uden selskab på den søndag, ind til jeg meldte mig under fanerne. Da Maria (Kabel, red.) og jeg kom til Manly var det overskyet, blæsende og fyldt med små mennesker og deres større følgesvende; deres forældre. I søndagens uvejr var der en slags konkurrence af en art for spirende livredder. Man skal som bekendt ikke spise kartofler, der er begyndt at spire, og det samme gør sig gældende for livreddere. Man skal ikke svømme med dem, når de først er begyndt at spire. Konkurrence fyldte i øvrigt også hele stranden, så vi afholdt os fra at surfe for den dag, gik en tur rundt i Manly og tog færgen tilbage. Heldigvis er Sydney ikke den værste by at fordrive en søndag i, og i øvrigt har de (vist) ingen lukkelov. Så Maria og jeg gik en tur rundt i byen, forbi alle mine yndlingssteder: Den botaniske have, Art Gallery of New South Wales, Hyde Park, Queen Victoria Building (hvor vi drak formiddagspandekager og spiste kaffe og i øvrigt købte souvenirgaver), the Rocks og Darling Harbour (hvor vi spiste aftensmad og drak aftendrinks). Efter sådan en dag hvor jeg fik sagt farvel til mine yndlingssteder og i øvrigt fik sagt en masse andet pjat og alvor til Maria smed jeg hende på en bus (på gentlemanfaconen, naturligvis) til Coogee, hvor hun hentede sin taske og så vidt jeg kunne forstå nærmest tog direkte i lufthavnen for at nå et MEGET tidligt fly.

Min opstigning dagen efter var ikke helt så tidlig som doktor Kabels, men stadig tidlig nok til at jeg var træt af mig selv, da min alarm ringede. Jeg tog bussen mod og til Circular Quay klokken halv otte. Fra Circular Quay er der ikke ret langt til 3 Cumberland St., the Rocks, Sydney. Den information er for så vidt fuldkommen ubrugelig, med mindre man får af vide, at jeg umiddelbart inden jeg tog af sted fik en herlig gave af Ulla og Niels, min mors tante og farbror. Når man får de to informationer sammen forestiller jeg mig, at de ikke længere er ubrugelige, men nærmere direkte forvirrende. Nu har jeg nemlig tilsyneladende brugt afsindigt mange tegn på at sige ingenting. Den sidste del af den magiske informationstrekant, jeg har bygget i denne paragraf, er informationen om, at gaven jeg fik var et ”Bridgeclimb”, og at den udfoldelse starter på ovennævnte adresse.  Med et meget flash gavekort i hånden gik jeg gennem døren til kontoret, der ligger umiddelbart under Sydneys Harbour Bridge. Efter en overordentlig grundig sikkerhedsbriefing og indpakning i en meget fashionabel jump-suit blev jeg, sammen med en gruppe på 11 andre turister, gennet ud på broen af en særdeles underholdende guide. Han ledte os sikkert op på toppen af broen, alt i mens han fortalte historier på livet løs i de head-sets, som vi var blevet udstyret med. Han fortalte blandt andet om en knægt, der var med til åbningen af broen fordi hans far havde været syg. Så syg at han ikke kunne passe den farm, som familien boede på 800 kilometer syd for Sydney. Knægten på 9 år overtog driften af gården i det halve år faderen var syg, og som belønning fik han lov til at tage til åbningen af the Sydney Harbour Bridge. Hans far havde bare ikke sådan rigtig for alvor tid til at tage med. Knægten måtte altså selv ride de 800 kilometer ind til byen og tilbage igen. 9 år gammel. Hvis nogen havde bedt mig om at passe en bondegård, ride nogen som helst steder eller bare at sætte mig op på en hest da jeg var 9 år gammel ville jeg fået dem kørt direkte på den lukkede, diagnosticeret med klinisk sindssyge. Det var nemlig den slags jeg kunne da jeg var 9 år gammel. Jeg kunne ikke passe en bondegård. Historien lød næsten for god til at være sand, men det ville være synd og skam at lade bagateller som sandheden komme i vejen for en god historie.

En historie der til gengæld uden ret meget tvivl er sand er, at broen er 134 meter høj på det højeste sted. Det er lige nøjagtigt lige så højt som Nevis bungy-jumpet i New Zealand, og jeg skulle hilse og sige, at det ser lige så langt ud som det lyder: Skræmmende. Især hvis man står på kanten med en elastisk om stængerne og planer om at hoppe ud. Den slags planer eller fodlænker havde jeg ikke denne gang, men at stå deroppe gav alligevel temmelig livlige associationer til de aktiviteter jeg kastede mig ud i i New Zealand og følgelig ret voldsomme sug i maven. Udsigten i Sydney var imidlertid en god sjat bedre end den var i New Zealand. Eller… Den var en god sjat anderledes. Der var noget poetisk over at stå deroppe på den næstsidste dag i Sydney i denne omgang og skue ud over den by, som har været mit kongerige det sidste halve år. En by som har dannet rammen om så mange fantastiske, sære og sjove oplevelser. Der manglede egentlig bare en løve, der sagde noget i retning af ”Det græs som aboriginalerne ryger” eller sådan noget. Bro-kravlingen var den helt rigtige oplevelse at slutte af med, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til Ulla og Niels for at sende mig derop. Det er jeg glad for at jeg havde muligheden for!
Således mættet på udsigt og kødtærte (de solgte dem i forretningen, der hørte til Bridgeclimb kontoret, okay?) tog jeg bussen tilbage til Haberfield. Der fik jeg hele dagen i går til at gå med at pakke og forære det tøj væk, som der ikke var plads til i kufferten. Det var ret meget tøj.

I går sagde jeg også farvel til Martin, for jeg vidste at jeg ikke ville have muligheden i morges. Det hænger mest sammen med at jeg er den kæmpe syvsover jeg er. Martin tager nemlig af sted før klokken 7. Tracey sagde jeg til gengæld farvel til i morges, og det var da jeg sagde farvel til hende, at klumpen sank ned maven. Selvom jeg glæder mig til at komme hjem, og selvom jeg egentlig føler, at jeg ikke kunne få meget mere ud af mit ophold hernede, var det lidt sørgmodigt at sige farvel til Tracey og Martin. Tracey og Martin som har taget så godt imod mig, behandlet mig som blommen i æg og i øvrigt har lært mig tonsvis af ting, som jeg aldrig ville have fundet ud af på egen hånd. Dem skylder jeg nok den allerstørste tak for at mit ophold hernede blev så godt, som det har været. For det har været godt. Det har været fantastisk endda. Det bliver en tid jeg aldrig kommer til at glemme. Ikke at jeg har tænkt mig at prøve, men alligevel…

Det er nu tid at skrive den allersidste sætning i denne føljeton om min tid i Australien. Jeg har vidst hvad den sætning skulle være siden 2007, så det er ikke rigtig noget problem. Inden jeg gør det, vil jeg gerne sige tak til alle dem derhjemme, i Australien og på Grønland (og alle mulige andre steder), der har fulgt mit eventyr her på bloggen (jeg ved ikke hvem det er på Grønland, men mine Google Analytics på blog-administratoren viser et kort over hvor folk læser med fra, og Grønland er et af de steder). I har været en del af motivationen til at få skrevet noget med jævne mellemrum og af en ikke alt for underlødig kvalitet. For et par dage siden læste jeg korrektur på alle indlæggene og kopierede dem ind i et word-dokument. Konsekvensen af første del af det arbejde er, at indlæggene nu er nogenlunde udholdelige at læse. Konsekvensen af anden del er, at jeg nu ved, hvor meget jeg har skrevet. Det drejer sig, inklusive dette indlæg, om ikke mindre en 50.135 ord. Til sammenligning var den første Harry Potter bog på engelsk på 79.942 ord (eller lige deromkring. Det var nærmest så tæt på at være 80.000 som det kunne være uden at være det). Hvis du har læst hele balladen vil jeg bare sige: Respekt. Og tak. Hvis du har haft bare halvt så meget fornøjelse af at læse dem, som jeg har haft af at opleve og skrive dem må du ha’ pænt meget opperen på. Og med det vil jeg tillade mig at melde:

Schluuuuuuuuut på rapportering!
Om mit halve år i Australien og på New Zealand, 7/5-12 – 23/1-13

3 kommentarer:

  1. Vemod - gamle ven! Men næste kapitel i dit livs føljeton venter allerede! Tænk hvad du har fået med! Og glæd dig over alt det, du har til gode!
    Jeg glæder mig til at høre om alle dine kreative ideer til foto! Og velkommen hjem!

    SvarSlet
  2. Du har ret! Det er heller ikke sådan så jeg sidder og græder. Ikke hele tiden i hvert fald.
    Haha. Ja! Vi må se hvornår vi kan få det til at passe ind - og tak :)
    /M

    SvarSlet
  3. Godt gået unge mand, vil du sende det Word Dokument eller en pdf kopi til din gamle morfar der holder lidt samling på slægtens historie og så skriv endelig videre.
    Har du en kopi af jeres Galathea web?
    Din Grønlandske forbindelse kan være din mors kusine Kisser der holdt jul hos Kathy og Trevor for 30-35 år siden og fik et link til denne Blog.


    SvarSlet