fredag den 7. december 2012

New zealand II - Humørsvingninger



Dette indlæg blev begyndt ved slutningen af dag 3, d. 6/12-12 med dette:
Det har været et usandsynligt åndsvagt døgn. Der er sket så meget siden jeg sidst skrev noget, at det føles som om jeg har været afsted en måned. Det er ikke så længe siden. Det var faktisk i mandags jeg sidst skrev. Da skrev jeg om at jeg skulle afsted i tirsdags. Det kom jeg.
Tirsdag var således dag 1 i min New Zealand tur, og dagen hvor jeg opgav at lave daglige videoopdateringer. Det er simpelthen for besværligt at finde et sted med en internetforbindelse der er god nok - og i øvrigt er jeg ikke taget til New Zealand for at redigere video.
Jeg landede i Auckland Airport klokken 1130 dansk tid. Det er klokken 2130 i Sydneytid og klokken 2330 i New Zealand tid. Det er den tid jeg regner med fra nu af.
Det blev temmelig hurtigt meget tydeligt at jeg var landet i Tolkiens Midgård. Eller i hvert fald i Peter Jackson's. På vejen fra gaten til det toldfrie område og videre igennem tolden var der kæmpe plakater med tekster som "Traveller - your journey begins here", og den første lange gang havde plastic porte der forestillede stenfigurerne ved Rauros-vandfaldet. Jeg tror i hvert fald det var sådan det hed, der hvor Boromir døde...
På trods af at jeg som regel er i besiddelse af en moderat kynisk markedsføringsorienteret hjerne lod jeg mig rive fuldkommen med. Da jeg havde samlet min rygsæk op fra bagagebåndet var jeg mere end klar til at begynde adskillige ugers mission gennem de grønne bjerglandskaber for at tilintetgøre Den Ene Ring.
Så jeg gik gennem regnen og ud til en bus, der kørte mig ind til midten af Auckland. Der tjekkede jeg ind på et YHA vandrehjem. På vandrehjemmet sov jeg indtil klokken 9 næsten morgen, hvor jeg gik ud i Aucklands overskyede og regnfyldte gader for at tage endnu en bus ud i mod det industriområde, hvor vi skulle samlet vores "Rocket" op. En "Rocket" er et udrangeret "Spaceship" - altså en ældre model af en Toyota minibus, der er blev bygget om til campervan. Alle bagsæderne bortset fra to er blevet rykket ud (eller aldrig bygget ind), og er erstattet af en dygtig 2-mandsseng. Madrassen er delt i tre stykker, der hviler på hver sin kasse, hvori man ud over det medfølgende krogegrej kan pakke alle sine nelliker. Det er en afsindigt hyggelig måde at holde ferie på. Tillader jeg mig at konstatere her ved slutningen af dag 3. I får en opdatering på stemningen når vi kommer lidt nærmere (h)jul.

Indlægget fortsatte om morgenen på dag 4, d. 7/12-12
Men vi fik altså nøgler til vores Rocket og forlod Auckland omkring klokken 16 på dag 2, d. 5/12. Da havde vi fyldt bilen med diverse langtidsholdbar mad og hvad der skulle vise sig at være en temmelig overgearet plan. Den plan gik ud på at køre omtrent tværs over nordøen, forbi "Bay of Plenty" til Gisborne. Gisborne er den første by i verden der ser solopgangen. Med "vi ved ikke hvornår vi kommer til New Zealand igen - hvis vi nogensinde gør" som grundpræmissen for denne her tur var der egentlig ikke ret meget tvivl om svaret på spørgsmålet "skal vi gøre det her?". Det skulle vi - og det gjorde vi. De 520 kilometer til Gisborne kom til at tage en smule længere end vi lige havde regnet med. Dels på grund af nogle bjerge, som vi ikke lige havde faktoreret ind i tidsberegningen og dels på grund af den eneste anden begivenhed på vejen. Vi fik muligheden for at lege Dansk Autohjælp! Eller... Det vil sige.. Vi lånte vores donkraft til en New Zealandsk universitetsprofessor og hans knægt, som var punkteret på en af de mange sten der ligger på vejene. Klokken var buldermørkt, regnen silede ned, der var ingen mobildækning og de havde der i to timer, så de var temmelig glade for at vi stoppede. Det tog os ti minutter, og udover den herlige fornemmelse man får når man hjælper nogen skulle den forhåndsinvestering i karma vi foretog på dette tidspunkt senere vise sig at være en rigtig god idé.
Vi fortsatte til Gisborne og ankom kort før klokken midnat. Vi havde altså brugt 8 timer på at køre 500 kilometer. Hurra for os..! At vi ankom så sent betød også at alle campingpladserne havde lukket, og at vi allerede i vores andet døgn ikke rigtig så anden mulighed end at bryde love i NZ. Vi overnattede på en parkeringsplads. Undskyld!

Vi satte også uret til klokken 5 - planen var jo at se solopgangen. Så det gjorde vi. Det var en solopgang. MEN VI VAR (BLANDT) DE FØRSTE I VERDEN TIL AT SE SOLEN STÅ OP DEN SJETTE DECEMBER ÅR TOTUSINDEOGTOLV!

Den så sådan her ud

Så vi fik udrettet vores planlagte dåd. Efter morgenmåltidet (guldkorn med langtidsholdbar mælk) og morgentoilette på et offentligt toilet var vi klar til at køre videre snævert omkring klokken 6.
Så det gjorde vi. Efter endnu fire timers kørsel i en god sjat bjerge ankom vi på turens anden destination: Verdens mest ildelugtende by, Rotorua.
Inden jeg beretter om den nasale udfordring vil jeg gerne lige knytte en kommentar til det NZ'ske landskab. Det fortjener på alle måder det umådeligt gode ry det har blandt den almindelige befolkning i det meste af verden. Det er fuldkommen spektakulært, og ulig noget jeg nogensinde har set før. Det er grønne bjerge oversået med køer, får og geder, minimalt med biler og generelt bare pittoresk som ind i... Midgård. Alle små bugte, skove, bakker og søer ligner lige nøjagtig det sted hvor Ringenes Herre er optaget. Det er ret fedt!

På vejen...

Men altså.. Roturua. Jeg staver det lige på to forskellige måder, for at øge chancen for at ramme den rigtige. Her vil jeg gerne knytte endnu en kommentar til det NZ'ske landskab. Nærmere bestemt navngivningen af samme. Hvis man ser på et kort over New Zealand kunne man meget nemt få det indtryk at alle stednavnene er europæiske navne, der er stavet bagfra. Når man så prøver at stave et af navnene bagfra giver de lige så lidt mening. Så går man i gang med at lede efter en ny forklaring, og som det dannede menneske man er, komme man lynhurtigt i tanke om den: det er naturligvis Maori-stednavne. Dem har "kiwi'erne" været meget bedre til at holde fast i end australierne har det; i hvert fald bedre end australierne omkring Sydneyområdet. Da vi talte med guiderne i Waitomogrotter om dette emne lød det da også som om... (fortsættelse følger)

Indlægget nu fortsat for tredje gang i en stille stund på 5. dag, d. 8/12-12.
Men altså.. Roturoa (nu må jeg snart have ramt rigtigt…). Byen der er berømt for at lugte af æg! Hvor fantastisk kan det blive? Det handler selvfølgelig om noget helt andet end æg, men byens karakteristiske odør bød os alligevel velkommen nøjagtigt samtidig med byskiltet. Med et opslag i den lånte rejsebog Lonely Planet (tak til Tanja og Ulrik) blev det klart, at grunden til stanken er grunden. Grunden byen er bygget på forstås. Nærmere bestemt undergrunden. På hele New Zealand og især i området omkring Rotorua er der masser af termisk aktivitet. Det hænger sammen med at New Zealand til dels er to vulkanøer. Til dels på den måde at de to øer ud over at have fået tilføjet en del masse fra vulkaner, der er gået i udbrud, også er dannet på mere sædvanlig karakter: Ved at to kontinentalplader er stødt sammen og har skubbet en masse havbund så højt op, at det er blevet til landbund i stedet for at være havbund.

Men altså… Rotoroa..! Al denne her termiske aktivitet i undergrund sørger for at der bobler en masse sulfur (sulfat?) op, dels gennem Lake Ruturua og dels gennem diverse vandhuller spredt med løs hånd ud over byen. Det er denne her sulfur der giver byen sin specielle dunst. Vi parkerede bilen på et anbefalet sted og gik os en tur rundt i byen. På vores gåtur fik vi set nogle af de boblende mudder- og vandhuller. Et sted var der endda en hel sø der dampede. For fuldkommen at kunne stå inde for følgende sætning prøvede jeg stikke tæerne i et af vandhuller. Det er rigtigt hvad de siger: Vandet er MEGET varmt. Faktisk er det så varmt at det bobler. Jeg skal nok blive en stor videnskabsmand en dag.

Dampende søer og tossede turister i Rotorua






























Ud over de boblende vandhuller var der ikke så forfærdelig meget at se i Rotorua.  Efter en herlig Subway-frokost gik vi tilbage til bilen.
Bilen vi kører i er af den umoderne slags, hvor man manuelt skal huske at henholdsvis tænde og slukke for lyset. Det sidste havde jeg ikke lige fået skrevet på min personlige dagsorden, så da vi kom tilbage til bilen var der ikke mere strøm på batteriet. Hverken Michael eller jeg var på dette tidspunkt udpræget vilde med mig, og denne her situation var lidt af en dal i humørkurven. Vi blev hurtigt enige om, at det var min opgave at gå ud i landskabet og finde et sæt startkabler med en venlig ejer. Det lykkedes i tredje forsøg. Jeg bankede på døren hos en ældre dame, som dels ejede et par startkabler og dels smed hjemmesutter og torsdagsfrokost fra sig og kørte sin bil frem og startede vores. Således tog vi vores første indhug i det karma-overskud, vi skabte dagen i forvejen og var tilbage på vejen i løbet af no-time (det rimer næsten…)
Kursen satte vi mod Waitomo, hvor vi havde en grotte-vandring booket til den følgende dag. Vi kom imidlertid ikke ret langt før vi fik øje på en ”Luge” – en slags cementkælkebane med kælke på hjul. Det kunne vi simpelthen ikke stå for, så vi stoppede den nyligt opladte bil og købte 5 ture med det vuns. På vejen op med gondolliften begyndte det at regne ret alvorligt. Da vi havde taget vores første tur var vi fuldkommen gennemblødte, og de havde lukket banerne på grund af torden. Takket være Michaels guideerfaring og følgende hensynsløse opførsel vi fik vores penge tilbage og satte endnu engang kursen mod Waitomo.
Efter omkring 200 kilometers kørsel gennem endnu mere bjergtagende landskab ankom vi lettere sårede til den lille by, Te Kuiti, der er opstået omkring grotterne ”Waitomo Caves”. Skaden var ikke mere alvorlig end et stenslag i forruden på vores tro følgesvend ”Seti”. Ja sådan hedder vores campervan altså – det står på siden af den. Ikke desto mindre var dette her stenslag lige så meget et slag mod humøret. Vores kollektive postpubertære fantasi rakte rigeligt til forestillingen om, at stenslaget var nok til at udløse selvrisikoen på 2000 NZD – omkring 10.000 kroner. Bil-lejekontoret var lukket da vi ankom til Te Kuiti, så det var med en hvis uro i de fleste af vores organer i maveregionen, at vi lagde os til at sove på dag 3. Denne nat imidlertid et ganske lovligt sted.

Efter 10 timers hårdt tiltrængt søvn for begge parter vågnede vi omkring klokken 8 på dag 4, d. 7/12-12. Da var lejekontoret åbnet, så det første vi gjorde var at ringe til dem, for at få styr på sagerne. De meddelte os at det var helt i orden, hvis vi selv sørgede for at få det fikset hos en autoriseret fikser, og at vi nok ville slippe med omkring 75$. Det bragte humøret i en helt andet retning end dagen i forvejen skulle jeg hilse og sige. Morgenmaden var igen denne dag guldkorn, men vi krydrede dem med instant-havregrynene ”Weatbix”. Weatbix er havregryn som har fået endnu mere fugt trukket ud. Som sådan er de i stand til at ligge i pakken i små kasser der ligner müsli-barer. Når man hælder mælk på skal man vente 26 sekunder, hvorefter de går ind i deres spiselige fase. Den varer i 15 sekunder, og derefter forvandler de sig til kold havregrød. Det kunne lære nogle tricks af Ota hvis I spørger mig, men ind til nogen andet hopper ned af hylderne i supermarkedet er de en okay erstatning for havregryn.

Efter morgenmaden fik vi en kop kaf’ på den eneste af de tre caféer i byen der havde morgenåben, og stemningen i lejren nærmere sig det hysteriske: Foran os havde vi 100 meters ”abseiling” efterfulgt af 6 timers grottevandring.

Grotte- og abseiling klar i Waitomo

Vores guide fortalte os, at abseiling er tysk for rapelling, og at det er fuldkommen det samme. De kan begge foregå med og uden væg. Vores foregik uden væg, og var begyndelsen på vores grottetur. Vi firede os selv 100 meter ned igennem et hul i grotterne, der eftersigende faldt sammen for omkring 1.000.000 år siden.

Hullet vi firede os ned igennem

Sådan
Hele Waitomo-grottesystemet er opstået ved at floden, der løber igennem det hele, langsomt har presset sig en større og større vej gennem bjerget, som består af den bløde ”limestone”. Da vejen blev stor nok og stentaget tungt nok brasede det sammen, og efterlod hullet ”The Lost World”, som vi firede os ned igennem. Efter nedsejlingen fik vi den frokost, som vores tre guider havde medbragt i to rygsække. Alt er som bekendt relativt. Relativt til de to foregående dages dåsetun og uskrællede gulerødder var sandwichen, müslibaren og kagen med dertilhørende pulverkaffe et rent festmåltid. Efter frokosten var vi for alvor klar til at begynde på dagens strabadser: 2,5 kilometers kombineret klatring, svømning og gang mod strømmen i vand, der vekslede mellem hæl- og brysthøjde. Havde de ikke været for de lamper vores hjelme var udstyret med, havde det også foregået i komplet mørke. Det oplevede vi da vi ”fik lov” til at slukke vores lamper, inden vi dumpede os selv ned gennem et hul for at ramme vandet to-tre meter længere nede – i bulder mørke.

Klar til huldumpning

Turen var SÅ fed. Det var ren drengerøv hele vejen igennem. Jeg ville heller ikke forvente andet, når der var tre mandlige guider og to mandlige gæster som de eneste deltagere på turen. Inden nogen læsere får fikse idéer, vil jeg gerne lige understrege, at grunden til mandsopdækningen IKKE var vores farlige udseende, selvom det havde været en fuldkommen valid grund. Den ene af guiderne var under oplæring.
Men altså... Turen sluttede. Billederne uploader jeg/vi, når vi en dag finder et sted med et mere resourcestærkt internet, end det cafeen vi sidder på tilbyder (det er hermed gjort, red.)
I den sidste grotte inden vi igen kunne se dagslyset var det igen mørketid. I den grotte hang der nemlig tusindvis af glowworms. De dyr er Waitomo-grotterne berømte for, så vi fik den helt lange forklaring, mens vi lå på vores rygge på en stor sten. Da vi lå der var det ligesom at se op på en stjernebesat himmel en klar nat. Den romantiske stemning fortog sig gradvist, efterhånden som vores guides historie udviklede sig. For det første er de her glowworms nemlig overhovedet ikke orme. Det er "maggots", maddikker - altså gode, gammeldags fluelarver. Men som guiden tørt konstaterede: Det er ikke ret god markedsføring at reklamere med "lyselarver", og endnu værre er det at kalde dem "maddikker". Så de holder fast i den falske betegnelse. Næste trin på historiestigen var den om, hvordan maddiker og fluer lever deres liv.
Det er en smuk, ulækker cyklus, og jeg starter et tilfældigt sted: Flue-mor bliver født med cirka 200 æg. Dem lægger hun i 5-6 klynger af 30-40 æg. Når hun har lagt sine æg flyver hun videre for at dø - det vender jeg tilbage til senere. Når den første larve klækkes har den ikke nogen mor til at skaffe mad, så den ser sig om og konstaterer (med vores guide's ord) at "mor har efterladt mig en omelet!". Den æder altså sine endnu meget spæde brødre og søstre. Af dem får den nok energi til at spinde sig sit første "fangstredskab". En klistret snor som larven lader hænge ned fra det loft, hvor den er blevet sat i verden. Denne her klistrede snor fanger andre insekter, som larven lever af. For eksempel fanger den flue-mødre, der har lagt sine æg og er fløjet af sted for at dø. Når larven så er begyndt at fordøje sin mad, bliver maden sendt i retning af enden på larven. Dernede bliver den blandet med et par andre kemikalier, hvorefter den begynder at lyse. Den lysende del af en glow-worm er altså noget værre lort. Lyset hjælper den imidlertid til at fange mere mad, og efter 9 måneder er den blevet så tyk og fed, at den er klar til at blive en flue selv. Så den pakker sig ind i sin klistretråd, bliver til en pubbe og efter tre uger kommer der en ny flue ud. Den flue har hverken mund eller fordøjelsessystem. Den bruger sit 2-3 dage korte liv på at korpolure på livet løs i bogstaveligste forstand. Når flue-far har deponeret sine varer i flue-mor og fluemor har lagt sin æg flyver de videre hver for sig og bliver ædt af deres fætre, kusiner, fædre og mostre. Det kan godt være du har en mærkelig familie. Men lyseormens er altså mærkeligere!

Efter den historie gik vi tilbage til lejren. Der serverede vores tre guider en kongeværdig grill-middag, inden vi blev kørt tilbage til hovedkvarteret og sparket ud.

Grillmad

Guiderne kørte hjem og Michael og jeg fortsatte vores tur ned mod Nationalparken der indeholder "Tongariro Alpine Crossing". Den skal vi ud og vade i en af dagene. 
Dette afsindigt lange og (ind til for nyligt) billedløse blogindlæg blev afsluttet på dag 5, på en cafe i Taupo. 

Mere fra vejen - bare fordi... NEW ZEALAND ER AWESOME!





Mojn!


1 kommentar: