Australien XIIX - Rugby!

Nu er der næsten gået 14 dage siden jeg fik skrevet noget som helst sidst - så det er ved at være på tide!
Hold på hat og briller: Siden jeg bloggede sidst har jeg været til TO fodboldkampe! Eller... Football games, for så er beskrivelsen lidt mere rammende og sandfærdig. Med de to kampe har jeg i 2012 øget antallet af fodboldkampe, jeg har været til i mit liv med 300% (nu fire mod hidtil én) - det er altså en ret stor forøgelse! At de tre fodboldkampe jeg har været til i 2012 så har været i fuldkommen forskellige sportsgrene er en anden historie; en historie I naturligvis får nu.
Den første fodboldkamp i 2012 var hjemme i Danmark og i sportsgrenen "fodbold" på dansk, på (amerikansk) engelsk: Soccer. Altså den almindelige slags fodbold, som vi spiller derhjemme med 11 (korrigér venligst, hvis jeg tager fejl) mand på hvert hold og en rund bold.
Fodboldkamp nummer to foregik på Sydneys Olympiske Stadium. "Olympiske stadier" er der flere af i Sydney - men de ligger alle sammen i den olympiske by; et ret stort område cirka 10 kilometer stik vest for Haberfield. "Hovedstadiummet" (fodnote 1) hedder i øjeblikket "ANZ Stadium" - det fremgår også af billederne nedenfor. ANZ er en af de store banker i Australien, og åbenlyst nok er det dem, der i øjeblikket har betalt en masse penge for at få lov at klaske deres navn på bygning og for i øvrigt at få lov til at vedligeholde den. Så vidt jeg kunne forstå på Tracey og Martin skifter navnet vist nok hvert fjerde år - kommercialisering er tilsyneladende kommet for at blive.
Tilbage til sagen: ANZ er den arena, hvor de olympiske atletikkonkurrencer, åbnings- og afslutningsceremoni og så videre blev holdt, da Sydney var vært for de Olympiske Lege for 12 år siden. Følgelig er det også det største stadion i den olympiske by. Det har plads til 80.000 tilskuere.
Det var altså her, jeg var til fodboldkamp nummer 2 i 2012; en fodboldkamp i sportsgrenen "AFL" - "Australian Football League". Det minder lidt om rugby, men er det overhovedet ikke alligevel. De spiller med den samme slags bold, mål scores ved at sparke bolden ind mellem nogle enormt høje stænger og tacklingerne er meget fysiske. Men modsat "rugby" er der et meget bedre flow i AFL - de bliver ikke helt tiden stoppet af dommeren for at lave indkast/kaste bolden ind mellem hinandens ben/hvad ved jeg; det er der meget af i rugby, men det findes slet ikke i AFL. De løber bare og slås. Det er ret vildt.
Som en lille bonushistorie (direkte ud af Martins mund) er det værd at tilføje, at det meget løbetunge AFL egentlig til at starte med "bare" var et spil, som skulle holde cricket spillerne igang hen over vinteren. Det har nu udviklet sig til en sport med sin egen liga. Sporten er klart størst i delstaten Victoria, hvor Melbourne er hovedstad. Ifølge nogle af de andre studerende jeg kender, der bor sammen med nogle fra Melbourne, er de fuldkommen besatte af AFL dernede. Jeg forstår det altså stadig ikke, det med at være fuldstændig besat af et spil, der handler om en bold...
AFL kampen var jeg til sidste lørdag (d. 11/8) sammen med Kimberly - Tracey og Martins ældste drengs kone. Hun er helt pjattet med AFL. Tracey og Martin er bedøvende ligeglade, men er "medlemmer" ude på stadion (fodnote 2), så de kan få billletter til kampene, når det passer dem. Det betød at Kim og jeg kunne tage gratis derud. Så det gjorde vi! Fordi Martin arbejdede ude på stadion under OL kan han stadig lave nogle tricks, så vi parkerede stort set lige ved siden af hovedindgangen.
(Dette her specifikke trick handler om at finde en pumpestation, som er indhegnet med en metalkæde. Den metalkæde klipper man et led ud af med en boltsaks, erstatter leddet med en hængelås (som man har nøglen til!) og presto: Privat parkering. Der sad 39 hængelåse i kæden, som havde fire af de originale led tilbage) (fodnote 3)
I lørdags var jeg derude igen. Denne gang til et legendarisk sammenstød mellem Australien og New Zealand.
Her får I lige et par billede af mit lokale busstoppested, som jeg allerede er møg træt af at glo på. Jeg er en lille bekvemmelighedstrold, har jeg opdaget. Det passer mig ikke ret godt at bruge så meget af min uge på at vente på bussen.
 

ANZ Stadium!

Udsigten oppefra. Inden mellem alle træerne kan man måske ane en masse metalstolper. Jeg ved de er der, så jeg kan i hvert fald godt. På de stolper står navnene på alle de atleter, der deltog ved OL i Sydney.  

Stadion indefra

Jeg nærmer mig langsomt den legendariske historie. Der er denne her rugby turnering, som egentlig var en tre-parts turnering til at starte med. Det vil sige.. Der var tre lande med: New Zealand, Australien og Sydafrika. Alle tre medlemmer af det gamle "Commonwealth". I år har de også taget Argentina med. Alle holdene møder hinanden og så er der en vinder og hurra.
De spiller "Rugby Union", og det er altså den tredje sportsgren, som jeg har set en fodboldkamp i. Der findes også en anden slags rugby, "Rugby League". Jeg har ingen anelse om, hvad forskellen på de to er, udover at Rugby Union er skide spændende og Rugby League er møg kedeligt. Det siger Tracey i hvert fald.
Den kamp jeg var til er MEGET vigtig. Hvis man er Australier eller New Zealænder. Det er Australiens "Wallabies" (Quantas Wallabies, hvis det skal være helt rigtigt; Quantas er flyselskabet, der sponsorerer dem (og det staves Qantas red. 19/1-13. Tak Ulrik) og New Zealand's "All Blacks", der spiller mod hinanden. Der er rigtig mange traditioner forbundet med kampen, og de var - for mig - lige så fornøjelige som selve kampe.

Her er tre af de fire logoflag for holdene, der deltager i turnering. Desværre var denne blogs fotograf ikke åndsnærværende nok til at tage et billede, da de alle fire var foldet ud. Han bliver trukket i løn.

Holdene inden kampen - her kan man se både "All Blacks" og "Wallabies" flag. Det var først, da jeg snakkede med nogle af de andre studenter, der havde været i Sydneys Zoologiske have, at det gik op for mig, at en "Wallaby" er en lille kænguro. Holdets flag kunne for en skarpere hjerne måske have ledt tankerne i den retning...


På videoen herunder ville man - hvis fotografen ellers havde været i stand til at holde kameraet stille - kunne se hvordan der er underholdning fra alle fire lande på fire små scener, imens der er en mand der synger en hyggelig sang og spiller guitar til. Fotografen bliver nok snart fyret, hvis han ikke tager sig sammen.

På billedet her kan man bedre se hvad der foregår. I øverste venstre hjørne af scenen er der nogle argentinske dansere, i øverste højre hjørne nogle australske ab-originaler (okay, de hedder "aboriginies" - det var bare sjovt at dele ordet sådan), i nederste venstre hjørne en flok new zealandske maorier, der svinger med nogle og i nederste højre hjørne fire sydafrikanere der spiller... Negermusik...
Fotografen får en chance til.

Lige inden kampen går i gang "danser" de new zealandske spillere en "dans" - en slags krigsdans, som skal skræmme modstanderne. Den hedder the "haka" og mange new zealandske hold gør det, når spiller international kampe. Denne kamp var ingen undtagelse, men min video blev ikke sådan rigtig fantastisk, så I får lige en fra youtube fra Wallebies-All Blacks kampen i 2010:


Jeg er ikke knivskarp i reglerne. Jeg anede faktisk ikke hvad der foregik de første 15 minutter. Jeg var imidlertid så heldig at sidde lige ved siden af en engelsk mand, der var på ferie med hans kone, og som tilfældigvis syntes, at de også ville se denne her vigtige rugby kamp. Han forklarede mig reglerne. Det handler om enten at løbe med bolden hele vejen ned bag modstandernes baglinje. Den baglinje kan man se på billedet herunder. Det giver fem point hvis det lykkedes, og kaldes et "try" (som i "forsøg". Idiotisk. Det er jo lykkedes?). Et "try" har man muligheden for at "converte" - altså konvertere. Det sker ved at man får muligheden for at sparke bolden ind mellem de to stænger - det giver yderligere to point. Det er det, der foregår på billedet herunder.
Derudover kan man få tre point, hvis man losser bolden ind mellem stængerne på et frispark - og dem er der TONSVIS af. De stopper hele tiden spillet for at gøre alt muligt - frispark, klumper, snakke om tingene, jeg ved ikke hvad. Jeg fik nogenlunde fat i det meste af det der foregik, men jeg vil ikke kede jeg mere med det her.

Ham her (s)pillede i øvrigt næse, mens han ventede på at fyren på billedet ovenfor tog sig sammen til at sparke. Jeg synes bare lige jeg ville nævne det. Jeg overvejer at nominere billedet til "åres sportsfoto 2012"

"indkast" er noget lidt andet i Rugby Union end det er i almindelig dansk fodbold: holdene stiller op på to rækker og løfter så hver en mand HØJT op i luften, så denne repræsentant for holdet kan forsøge at erobre bolden. Herunder er det "Wallabies" nummer 5, der har fået grabberne i svinet.
Jeg synes man skulle indføre denne her slags indkast i dansk fodbold. Men eftersom man kun må røre bolden med fødderne i dét spil, skal fyren, der bliver løftet, vendes på hovedet. Så ville Europa have det sejeste indkast. Ind til videre vinder den sydlige halvkugle.

Diverse billeder fra kampen - og ja: De spiller rent faktisk den sang til ALLE kampe hernede. Eller.. I hvert fald til de to jeg har været til. Det er - hvis nogen skulle være i tvivl - Men at Work's "Down Under".

Fotograf på Segway - jeg syntes han var lidt sjov. Eller.. Han så sjov ud i hvert fald.

Jeg vil også ha' en...

Udover nogle sportsbegivenheder i ugen der er gået har jeg surfet lidt mere, svømmet lidt mere, festet meget mere, været lidt mere i skole og løbet noget mere (det går fint tak, jeg har været oppe på 15k i barfodsskoene nu - 1.11:07. Jeg skal sgu nok blive klar til det bette halvmarathon den 16/9!)

fodnote 1: Det er da egentlig en åndssvag bøjning... "Stadium" er åbenbart (tak, google) det engelske ord for det danske "Stadion". Men "hovedstadionnet" fungerer i følge min sproglige æstestik altså overhovedet ikke bedre, så nu holder jeg mig til "stadium".
fodnote 2: Jeg forbryder mig her mod det jeg skrev i fodnote 1. Beklager.
fodnote 3: Okay det er løgn. Så mange hængelåse var der ikke.