onsdag den 8. august 2012

Australia XIIIX - Ugen der gak I

Det var så lynhurtigt den uge der gik, siden jeg sidst fik fortalt noget som helst om livet i Sydney. Det handler nok om, at det nærmer sig sådan en slags normal-tilstand, og således bliver der ikke ved med at være så VANVITTIG meget interessant at berette om.
Jeg sidder lige nu i bussen på vej hjem fra en tur i biografEN! Med tryk på sidste stavelse, fordi dette virkelig er biografen man skal besøge, hvis man kun skal besøge én under sit ophold på Kloden her. Bevares, Scala i Nykøbing Falster har da en helt unik charme. Men denne her har verdens største lærred. Ikke at størrelse betyder noget - det handler som bekendt om hvordan man bringer sit udstyr til ud- og indtryk. Her brillerede iMax (fodnote 1) i Darling Harbour, Sydney, også, eftersom de havde 'Batman: The Dark Knight Rises' på programmet.
Verdens største skærm. Bum!
Det var naturligvis aftenen, der gik med en tur i biografen - formiddagen gik med en tur på stranden, hvor Jamie og jeg forsøgte at få gang i vores indkøbte surfbræddder. Det var mildest talt ingen succes. Det var imidlertid en utrolig hyggelig tur på Manly Beach, hvortil man tager en færge fra "Circular Quay" - området oppe omkring Operahuset. Det er simpelthen en fornøjelse at befinde sig i en by, hvor de har tænkt SÅ meget over indretningen. Jeg mener: For at kommet til én seværdighed er man nødt til at begive sig forbi adskillige andre, foruden en helt ufattelig mængde skøn, urbant sceneri. Hvor heldig kan man være!?



Strandtur på en vinteronsdag
En andet finurligt produkt af byplanlæggerens mystiske tankegange er det olympiske svømmebassin, der ligger midt i Universitetsområdet. Udendørs vel at mærke, og omgivet af en park der, takket været Sydneys fornøjelige klima, er grøn og blomstrer året rundt. Dét svømmebassin var Sophia (nordmand, ik'?) og jeg nede og plaske rundt i i mandags. Egentlig ville vi begge to gerne ha' kaldt det at "svømme", men eftersom vi kun svømmede hver 6 baner (= 300 meter) blev vi enige om, at det nok i virkeligheden var en fornærmelse mod de rigtige svømmere at kalde vores sørgelige indsats "svømning". Vi blev heldigvis også enige om at det ikke var sidste gang vi var dernede, for det var skønt at ligge i græsset ved bassinet og tørre. Se google-maps billedet for absolut ingen detaljer, indtil jeg en dag er åndsnærværende nok til at tage et ordentligt billede dernede.
Igår, tirsdag, foretog jeg mig i øvrigt ikke andet end at læse Euroman og spise ostemadder, så dén sprang jeg hurtigt over.



Hele søndagen var jeg til gengæld enormt produktiv - godt nok mere i en social end litterær/akedemisk retning. Jeg fungerede som tourguide i Sydney for en veninde til en skolekammerat fra CBS. For den rolle man i stand til at udfulde til fylde, når man har boet i en storby i under en måned. Men hun virkede tilfreds, og vi fik taget en masse billeder af blandt andet nogle fugle i "Sydney Royal Botanic Garden". Hurra!

Sydneys Operahus på flere måder - samme dag

(Tak for hjælpen til Photoshop's panorama funktion)


Offeret for min guide-gerning, Camilla, til højre i billedet med kamera. 


"Boy Extracting Thorn"

"Dreng tager torn ud"
Kunsterene, der udsmykkede Sydneys Botaniske Have, var MEGET inspirerede af hændelser så hverdagsagtig at de grænser til det monotone...


følgende fem fotografier forlægges til forsamlingen "FFFF" - Fritidsornitolog For Fuld Fremdrift

Jeg tror denne her tænker noget mærkeligt. Eller også projicerer jeg bare... 


Flot fyr, hva'? Hanekam ER sejt!


Hvordan kan man IKKE holde af noget så sølle?


De er møg irriterende, men ret flotte...



Darling Harbour efter mørkefald med fototricks




Søndag sluttede i Sydney på samme måde, som den startede for mange af mine danske venner: Med den olympiske græsk/romerske brydeturnering i 55 og 74 kilo. Det bød på et par udfordringer at få TV signal igennem til Sydney (et TV signal der viste de danske bryder i aktion, vel at mærke), men med hjælp fra Benjamin og hans tekniske snilde lykkedes det. Jeg holdt vejret i de tre timer der gik fra turnering gik i gang klokken 22 til de to danskere desværre var uden for medaljerækkerne.



Live brydning over Skype



Udover ovenstående herlige forlængede weekend har ugen siden i mandags begrænset sig til at bestå af akademiske udfoldelser (heriblandt formøblingen af en mindre formue - formøblet fra en meget livkvid tilstand til en ordentlig bunke bøger). Det er virkelig ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg lade være med.



fodnote 1
hvis et ord begynder med 'I' efterfulgt af en arbitrær konsonant, endnu en vokal og til slut en konsonant skal det skrives således, at den eneste versal i ordet er bogstav nummer 2. Tak til Apple for dét bidrag til det lingua franca, vi alle sammen mere eller mindre kalder vores forskruede sekundære modersmål (fodnote 2)

fodnote 2
jeg har ingen anelse om hvad fodnote 1 betyder


Posted by Picasa

3 kommentarer: