Tænk engang at man kan få lov til at skrive sådan nogle
lækre, kryptiske titler og overhovedet ikke behøver stå til ansvar for nogen,
hvis det ikke passer en! Sådan er det at være både journalist, objekt for
observation, fotograf og ansvarshavende redaktør for ens eget medie! Ikke at
min kære læser heri skal lægge, at jeg hævder at ”internettet” i sin helhed er
mit. Det ville svare til at Rupert Murdoch hævdede at mediet ”avisen” i sin
helhed var hans. Jeg ejer jo blot min egen lille del af det i form af min blog.
Hvis man da overhovedet kan tale om at man ejer noget som helst på internettet –
men den diskussion er en helt anden.
Vi er stadig i sommerhuset, selvom "vi" har skiftet lidt siden
sidst jeg skrev. I søndags var ”vi” de to hunde, Martin, Tracey og
undertegnede. De tre førstnævnte tog til Sydney i går aftes og blev i
formiddags afløst af Ryan, Kimberly og deres knejt, Logan.
Tiden vi har heroppe bliver fyldt ud af meget ferieprægede
aktiviteter. Det betyder for mit vedkommende en masse læsning, en smule løb og,
kombineret med begge de to aktiviteter, en del solbadning. Der hører en lille
historie til hver aktivitet, så dem vil jeg lige lynhurtigt dele med Jer:
Læsning var på førstedagen heroppe en samling af
Schopenhauers essays. Han var en tysk filosof, som levede i første halvdel af
det 19. århundrede. Han beskæftigede sig med mange ting. De absolut vigtigste
tanker han havde, var de om ”verden som vilje og forestilling”. Det vil jeg
ikke komme nærmere ind på her, for jeg har selv endnu ikke helt forstået det. Den
bog jeg læste var ikke hans hovedværk men en samling af hans essays. De er af
en varierende grad af kognitiv udfordring men alle sammen tankevækkende. De
fleste af dem af dem er endda underholdende og enkelte kan man tage læring direkte
ud af. For eksempel vil jeg fremover bestræbe mig på at efterleve især ét af
hans råd fra hans tanker om forfatterskab og bøger. Nemlig det at man i så vid
udstrækning som muligt bør holde sig fra parenteser og indskudte sætninger. Det
bør man gøre for at hjælpe læseren til en så flydende og letlæst oplevelse som
muligt. Han kritiserer især hans samtidige tyske forfattere for at forsøge at
sige seks ting på en gang, frem for at præsentere deres tanker i en sensibel og
let følgelig række. Han indskyder i øvrigt kort en kommentar om, at denne
overkomplicerede måde at skrive på ofte grunder i disse forfatteres forkerte
idé om, at de kommer til at virke mere vidende end de egentlig er. Han
afslutter denne kommentar med at de nok bare burde holde sig fra at skrive noget
som helst i første omgang, hvis de er nødt til at pakke deres debile tanker ind
i avancerede formuleringer for at få dem til at være interessante. Som en
konsekvens af ovenstående og fordi jeg meget nødig vil afholde mig fra at
skrive i det hele taget, vil jeg altså herfra og fremover bestræbe mig på at
minimere mit tydeligvis unødvendige brug af indskudte sætninger.
Gårsdagens løbetur gik fra huset, ned ad en bakke, langs
stranden og tilbage igen. Som det er nogle af mine læsere bekendt løber jeg i
øjeblikket i ”barfodssko”. Inde i mit hoved lod løbeturen i henholdsvis bakker
og vandkant til at være fuldkommen i tråd med den lidt new-age agtige naturlige
tilgang til løb i det hele taget. Jeg vil taget endnu et blad ud af de gamle
filosoffers bøger og hermed afsløre at det, der i tanken virker som en
afsindigt fremragende idé ikke nødvendigvis er det i verdenen. Det blad lader
sig i særdeleshed anvende på tanken om barfodsskosløb på stranden. Det var en
fuldkommen idiotisk idé, for nu at være helt ærligt. De bliver fyldt med sand
og adskillige kilo tungere, skoene. I øvrigt blev jeg også pladdervåd af at
løbe nede i vandkanten, fordi bølgernes rækkevidde ind imellem overraskede mig.
Alt i alt ikke nogen ubetinget succes. Jeg tager en tur på god, gammeldags
menneskeskabt asfalt i morgen. Det ved man da hvad er!
Med behandlingen af de to emner nåede jeg til dagens tredje
emne: solbadningen. Et emne af hvilket der udspringer et andet og mindst lige
så interessant. Se dét er god journalistisk! At lade læseren vente i åndeløs spænding
på forfatterens næste, utvivlsomt uendeligt interessante, pointe!
Det var solbadningen jeg kom fra. Jeg vil lige tage et
skridt tilbage og starte den historie et helt andet sted. Et sted der gerne
skulle understrege en af de uendeligt mange forskelle der er på de to lande, af
hvilke det ene jeg nyligt har forladt og det andet, i hvilket jeg for tiden
befinder mig. Starten er denne: Husene i Australien er virkelig dårligt
isolerede. Rent faktisk er de så dårligt isolerede, at man uden at lyve ville
kunne hævde at de overhovedet ikke er det. At husene i det meste af Australien
overhovedet ikke er isolerede hænger naturligvis sammen med, at det sjældent
bliver koldere end det er i øjeblikket, hvor vi faktisk befinder os i midten af
den australske vinter. Det er 15-20 grader om dagen, så der er ikke rigtig
nogle temperaturmæssige problemer, det ville give mening at forsøge at isolere
sig ud af. Naturen er imidlertid temmelig indifferent overfor hvor varmt her er
midt på dagen, og følgelig bliver der ned til 0-2 grader om natten. Det betyder at det er hundekoldt om morgenen, hvorfor første del af mit morgenritual består
i at iføre mig sokker, lange joggingbukser og en hættetrøje, så snart jeg
svinger mine efterhånden knap så blege stænger ud af sengen. Når dagens
svingning er overstået laver enten Tracey eller jeg kaffe. En kaffe som jeg sammen
med en ostemad og et æble nyder på terrassen og kalder morgenmad. Derude på
terrassen bliver der lynhurtigt stegende hedt, så når klokken er 10 og
temperaturen passende, smider jeg om mig med diverse beklædningsgenstande, ind
til jeg ikke bærer andet en de absolutte nødvendigheder. De af mine læsere, der
har boet sammen med mig i en kortere eller længere periode, kan umuligt være
det mindste i tvivl om, hvordan det ser ud. Den resterende del af mine læsere,
der stadig er vågne, vil nu bemærke, at vi er nået frem til den tredje
histories afslutning: Solbadning. Samtidig er vi også nået til den fjerde
histories begyndelse:
Solbadning i underbukser. Det har jeg så nyligt som for 10
timer siden lært er noget meget europæisk. Sådan udtrykte Tracey det på sin
mest diplomatiske facon. Hun fortsatte udtrykket med at foreslå at jeg skiftede
til noget badetøj og begrundede det forslag med at hun synes det ville være
uendeligt uheldigt, hvis Kimberly drattede om med et hjertestop. Hun udtrykte
ikke det sidste helt så dramatisk, men meningen var ikke til at tage fejl af.
Jeg efterkom naturligvis min værtindes meget høflige forespørgsel. Der er trods
alt stort set ingen forskel på det areal af hud som mine henholdsvis under- og badebukser
dækker. Da jeg havde skiftet til et mere anstændigt antræk fik jeg endnu engang
udvidet min kulturelle horisont, idet jeg spurgte nærmere ind til australiernes
syn på bade- og undertøj. Tracey og jeg er fuldkommen enige om at det er en
lille smule fjollet, at der er forskel på to forskellige beklædningsgenstandes
anstændighed, bare fordi de er lavet af forskellige materialer. Det er jo for
eksempel tilfældet for de bomuldsboksershorts jeg havde på i dag, ind til jeg
skiftede til et par polyesterbadeshorts. Som, for nu at være fair, også har
lommer. Et stykke tøj der til gengæld under ingen omstændigheder har lommer er
en g-streng-trusse. Sådan nogle har endda sjældent et stykke synligt stykke
stof og alligevel er de fuldkommen acceptable, ja vel nærmest eftertragtede, på
strande i hele verden, såfremt altså de er lavet af polyester eller tilsvarende
materiale og ifølge undertegnedes personlige præference anbragt på piger. Hvis
sådan en trusse er gjort i bomuld eller andet underlødigt materiale er de en
beklædningsmæssig faux pax og bør dækkes af mindst et og gerne flere stykker
væsentligt større stof. Det samme gør sig i øvrigt gældende for den til trussen
korresponderende overdel.
Tracey og jeg blev altså enige om at det alt i alt er en
lille smule fjollet, dette her sociale etablissement, at to stykker tøj der, ud
over det materiale de er gjort i, er fuldkommen ens, kan være have forskellige
grader af accept i forskellige sammenhænge. Ikke desto mindre skiftede jeg til
badeshorts, for nogle diskussioner kan de simpelthen ikke svare sig at tage.
Her tænker jeg selvfølgelig på diskussionen man kunne tage om ovenstående med
sociale konventioner som opponent. Jeg har andet at bruge min tid på. For
eksempel at berette om hvordan engelsk er engelsk, men alligevel ikke er det!
For Tracey og jeg kom efterfølgende til at tale om andre
slags trusser og badebukser og især én slags trusse, den mandlige ækvivalent
til g-strengen, den sagnomspundne, den store men alligevel lille badebuks, bastardungen
af en forskruet modesans og en afgrundsdyb forgabelse i den mandlige anatomi,
undfanget i hvad der umuligt kan have været andet end en ustyrlig rus af mere
end ét bevidsthedsudvidende stof. Jeg taler naturligvis her om det danskere
kender som Speedo’en. Den har på australsk fået det kærlige og ironiske
kælenavn ”budgie smuggler”. Når man ved at en ”budgie” egentlig er en ”budgerigar”,
som er (endnu) en lille australsk variant af en papegøje, og at en ”smuggler”
lader sig oversætte til dansk ved at fjerne et g, er det ikke svært at regne ud
hvor navnet for Speedos kommer fra.
At engelsk så ikke helt er engelsk alligevel har egentlig
ikke så meget med speedo’s at gøre. Det er pigernes version af g-strengen, der
er sjov her. Den hedder nemlig på amerikansk en ”thong”. For et par dage siden
postede jeg et billede af en automat, i hvilken man kunne købe tå-sandaler, de
såkaldte ”havaianas”. De har imidlertid på australsk fået kælenavnet ”thongs”,
og det kræver ikke ret meget mere end en helt gennemsnitlig fantasi at
forestille sig, hvilke komplekser det kan medføre, når en australier og en
amerikaner mødes. For eksempel på den Roskilde Festival, som en af de
australiere jeg mødte den anden dag var på i selskab med mindst én anden
australier og en amerikaner. Jeg kan umuligt gengive situation på skrift, men
hans beretning om amerikanerens reaktion, da en af australierne nævnte at ”the
thong I’m wearing is cracking up – I’ve got to get a new one” (”den ”thong” jeg
har på er ved at gå i stykker, jeg er nødt til at købe mig en/nogle nye” var
ubetalelig!
Tracey havde flere gode eksempler. Dem vil jeg måske
underholde med en dag ved lejlighed. Nu er det nemlig sengetid, vi skal ud og
løbe på skøjter i morgen. God nu nat og gå nu lige hjem!
Det var så det med fingeren i jorden, og badebukser : )men du forstod da en hentydning kh mor
SvarSlet