Australien XI - Sugarrush!

Jeg synes ikke jeg er en KÆMPE sukkergris. Måske et mindre, lejlighedsvist sukkersvin. Det er ikke min ALLER største last, de søde sager. Men når man nedstammer i lige linje fra både min mors og min fars familie, er det på deoxyribonukleinsyre-niveau påkrævet, at man har til alle tider har et blodsukkerniveau, der er højere end gennemsnittet. Deraf følgende er jeg født med en sød tand, der er lige lidt sødere end så mange andres, er jeg bange for. Man skulle tro, at når man nu allerede har en pløk i kæften, der er sød, så skulle ens sukkertrang kunne stilles ved blot at slikke lidt på den. Det er ikke tilfældet. Så det var ikke uden en hvis form for begejstring, at mine hornhinder omkring klokken 2000 onsdag aften kunne meddele resten af min udsædvanlige, smukke fysiske manifestation, at der var noget, der umiskendeligt mindede om poser fyldt med slik i min umiddelbare nærhed.
Det der lignede slikposer var lige nøjagtig det, de gav sig ud for at være. Klokken var ikke ret meget mere end 2005 før jeg havde den sære, snurrende fornemmelse, der stammer fra et urimeligt højt sukkerindtag, i mine ydre ekstremiteter. Fornemmelsen kom fra disse tre banditter, som Tracey mente var en vigtig del af min introduktion til australsk kultur. Hvis man synes at slikindtaget skal retfærdiggøres yderligere kan jeg tilføje at firmaet, som producerer slikket, Daryll-Lea, er ved at gå rabundus. Det er med andre ord tæt på at være sidste chance, hvis man vil smage:

PeanutBrittle
Peanuts pakket ind i hård karamel
3. plads, ud af tre
Lige sødt nok.


Liquorice Bullets
Sød lakrids pakket ind i lakrids (chokolade, red. 19/1-13)
Lige noget for Ole Nielsen - så behøver han ikke købe Marabou og lakrids hver for sig, for senere at blande dem - they come all done!
De kunne være nice med saltlakrids i stedet for.
2. plads ud af fire.
(the young photographer - a little out of focus he was, yes?)

og så... første pladsen i den konkurrence, der opstod i skriveprocessen! The Grand Number One! Vinder fordi den besidder SÅ mange talenter på én gang. Den massive, den koloenorme, slikket der er så stort at man er nødt til at spise det af en tallerken med bestik, le Magnifique:
THE ROCKLEA ROAD!
og så er pakken ikke engang den største man kan få. Jesus!
Og hvad er det så der er i pakken spørger den nysgerrige læser sig selv. Nemt: Sukker. I fuldkommen urimelige mængder og mange afskygninger. Så godt udført at jeg ikke skal have noget tøj med hjem, ej heller computer, kamera, sko, kuffert eller souvenirs. Bare 23 kilo af den her, med mit navn skrevet på med en stor fed sprittusch.
Det er en bund af mælkechokolade og peanuts, hvorpå man har lagt skumfiduser og hældt mere mælkechokolade, peanuts og kokos henover for at få det til at hænge sammen.
Dette her stykke slik er så stort at der er opstået en mindre religion, et kælenavn og et meget fast regelsæt omkring det. Når der bliver købt Rocky Road i familien Osmond får alle medlemmer (inklusive udvekslingstudenten) deres egen pakke. På den måde kommer man ikke op at skændes om, hvem der har fået mest. Som en bonus lærer børnene (og måske faderen, hvis han ikke allerede har lært det) at disponere over sine ressourcer. Så hvis man æder det hele onsdag aften har man ikke noget slik til resten af weekenden. Ergo har jeg ikke mere slik til resten af weekenden.

Smukt.



Australia <3