mandag den 9. juli 2012

Australien VI

Det er ikke uden en hvis form for stolthed i stemmen, at jeg hermed beretter, at min krop allerede er både senil og infleksibel som ind i helvedes aller varmeste ovne. Natten mellem i forgårs og igår sov jeg 16 timer. Det kompenserede mit bevæge- og tænkeapparat for i morges ved, i en fæl og nederdrægtig sammensværelse, at beslutte, at den tredje del af den hellige treenighed, der udgør hr. Mikkel Fog Nielsen - nemlig undertegnes sjæl -, bare havde at stå op, når nu de to andre var vågne. Det foregik klokken 0400 Australsk tid. Med sengetid igår klokken lige omkring midnat fik jeg altså lige nøjagtig fire timers hvile, før de mere morgenfriske dele af mig tog en beslutning om, at det var godmorgen tid. Når klokken er 0400 om morgenen i Sydney er der stadig cirka to og en halv time til solen begynder at gøre de første spæde skridt hen i mod at stå op. Det er først ordentligt lyst omkring klokken kvart over syv. 
Men der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget: Når man står tidligt op får man også noget ud af dagen. Så da klokken var halv seks havde jeg strøget alle mine otte medbragte skjorter, spist morgenmad, drukket morgenkaffe, pakket al min bagage ud og drukket morgenkaffe én gang til. 
Omkring klokken seks stod Tracey op fordi Martin alligevel skulle på arbejde, og når hun er oppe er der bare underholdning for alle pengene. Jeg fik i morges den - er jeg sikker på - korte version af hvordan "landsbyen" (i storbyen Sydney) Haberfield opstod omkring år 1900 (dansk tid), hvordan mange af de italienere, der siden er flyttet ind, har forsøgt at forskønne bydelen ved at beklæde mange af husene med nogle aldeles rædselsfulde røde mursten. Hvilket minder mig om, at jeg en af de nærmeste dage nok bør gå en tur i området og tage nogle billeder, så I ved hvad jeg snakker om derhjemme. 

Derudover er dagen gået med at oprette en bankkonto til undertegnede, spise frokost i Haberfield og en tur ind i CBD, hvor Sydney og Martin havde et ærinde. Det ærinde betød at jeg havde en times tid alene med mit kamera - nogle af resultaterne kan I se neden for. 


Sydneysiderne er meget bevidste om deres ansvar - dukken til venstre er efterbilledet til dem til højre. Før og efter en tur i shoppingcenteret "Myer" forstås..


En af de helt store shoppinggader i Central Business District, først den ene vej...



Og så den anden vej - med lidt andre indstillinger i Photoshop's HDR Plug-in.



Åbenbart bruger sydneysiderne så mange badesandler (Havaianas) at dette her er en effektiv måde at distribuere dem på. Bemærk også størrelsesguiden på gulvet :)
 
Posted by Picasa

4 kommentarer:

  1. kan jeg så bare sende en kommentar?

    SvarSlet
  2. Jeg tror det virker, bortset fra at jeg ikke kan læse tjek-ordet selvom jeg ikke er en robot! - eller er jeg? Kh Sisse

    SvarSlet
  3. Tak for SMS hvor meget koster det dig at modtage?

    Hvis du ikke kan finde det andre steder er tid og vejr opdateret her http://www.olefog.dk/tidogvejr/index.htm

    Hils og ha det godt.

    KH M&M

    SvarSlet
  4. jeg aner det ikke - 660 kroner pr stk tror jeg...

    SvarSlet